Beskrivelse af Pius IV, der var Pave i år 1559/60-1565

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius IV - 1559/60-1565 :

Pius IV (Pio IV)
Pius 4., Giovanni Angelo Medici, 31.3.1499-9.12.1565, pave fra 1559. Pius 4. fik genindkaldt det suspenderede TridentinerKoncil og gjorde meget for at føre dets reformer ud i livet. Han begunstigede en af modreformationens vigtigste skikkelser, Carlo Borromeo, som var hans nevø.

Skikken at narre april stammer ifølge en teori fra, at man i Frankrig i 1582 indførte den kalenderreform, som afløste den julianske kalender. Man havde dog allerede 1564 med pavens velsignelse ved lov flyttet årets officielle starttidspunkt fra påske til 2. januar. Hvor nytåret således tidligere lå ved påsken - i slutningen af marts eller begyndelsen af april - kunne man narre folk ved at ønske dem godt nytår 1. april. Nogle af de franske borgere kunne ikke forliges med den nye verdensorden og holdt hårdnakket fast ved det gamle system. De blev som følge heraf drillende kaldt poissons d´avril (aprilsfisk).
Hans slægt stammer fra Milano og er tilsyneladende uden forbindelse med den florentinske familie af samme navn. Han var en dreven politiker og det lykkedes ham at få genindkaldt kirkemødet i Trento, og i 1563 lykkedes det ham at få afsluttet mødet med et for den katolske tro, lykkeligt resultat.
I Pio IV's regeringstid skaber Michelangelo Piazza del Campidoglio og Porta Pia i en tidlig manierisk stil. Endvidere omdanner han ruinerne af Diokletians termer til den store kirke S. Maria degli Angeli, hvor paven senere blev bisat. Det var også denne pave der beordrede Michelangelos Kristusstatue i S. Maria sopra Minerva forsyne med et gyldent lændeklæde. Udover Porta Pia, hvor Michelangelo nåede at fuldføre sydfacaden ind mod byen, før han døde, blev der udført flere forstærknin­ger og befæstninger af bymuren blandt andet ved Porta del Popolo, hvor man kan se pavens prangende Medici-våben kronet af paveTiara og korslagte nøgler på indersiden, hvor det forkyndes at forskønnelsen fandt sted i pavens tredje regeringsår.
Udover dette grundlagde han kvarteret Borgo Pio i kvarteret bagved Via della Conciliazione. Han var endvidere stærkt engageret i at få etableret Roms Universitet i Palazzo della Sapienza. Han overdrog Palazzo Venezia som ambassade for republikken Venezia.

Efter en Konklave på næsten fire måneder, med de franske og spanske fraktioner i hårdknude, Giovanni Angelo Medici, bag hvem en tredje gruppe ledet af kardinal Carafa kastede sin vægt, blev valgt til at lykkes Paul IV. En notar søn (ingen relation af den florentinske Medici), han blev født i Milano på 31 Mar. 1499, studerede første medicin og derefter retspraksis, tog sin doktorgrad i jura ved Bologna i 1525, trådte curia to år senere, og under Paul III gav bevis for administrative evne som guvernør i den pavelige stat, kommissæren med de pavelige styrker i Ungarn og Transsylvanien (1542 - 3), og næstformand legat til Bologna. Far til tre børn, hans stjerne steg, da en ældre bror gift ind i pavens familie; 14 december 1545 var han gjorde ærkebiskop af Ragusa og på 8 Apr. 1549 kardinal præst i S. Pudenziana. Under Julius III han tjente på den tribunal, kendt som Signatura gratiae, men faldt i unåde med Paul IV, med hvis anti-spansk holdning og fanatisme han havde ingen sympati, og i 1558 trak af sin egen overenskomst fra Rom. Beundret som en jurist, var han ikke kendt som en fortaler for reformen.
I modsætning til forgængeren despotiske var Pius venlige og hyggelige, med et privatliv, som fascineret gossips; men han var også politisk dreven. Han vendt på en gang Paul's repressive foranstaltninger, rehabilitere kardinal Giovanni Morone (1509 - 80), uretfærdigt mistænkt for kætteri, afskaffe forbuddet mod landstryger munke, begrænse kompetence af Inkvisitionen og starter revisionen af det uigennemførlige indeks af forbudt bøger i 1559. Kassering Paul's anti-habsburgske politikker, han indgik venskabelige forbindelser med Philip II af Spanien (1556 - 98) og kejser Ferdinand I (1558 - 64), og fyldt de ledige nunciatures til Vienna, Venedig og Firenze. Svar på populære had til Pauls nevøer havde han to af dem, kardinal Carlo Carafa og Giovanni, hertug af Palino, prøvede og henrettet (5 Mar. 1561) for anstiftelse af krigen mod Spanien, mord (af Giovannis kone) og andre forbrydelser. Selvom han selv hengav frit i nepotisme, hans nominering (31 Jan. 1560) af den ungdommelige Carlo Borromeo (1538 - 84) som kardinal og ærkebiskop af Milano viste sig at være en velsignelse for kirken, og bragte ham en sekretær, der i stigende grad påvirket hans verdslige onkel for reformen af den pavelige domstol.

Pius' historiske bedrift var at genindkalde Rådet i Trent, suspenderet i 1552, og bringe det til en vellykket afslutning. Æren for dette hvilede med ham og ikke, som var tidligere holdt, med Borromeo. Dens tilbagekaldelse, til hvilke Pius lovede sig selv i sin før valget ed, blev fældet af forud for Calvinismen i Frankrig, som udgjorde en trussel, som kun et generelt råd kunne mødes. Spørgsmålet var, om det skal være et nyt råd, som Frankrig og kejser Ferdinand I ønskede (sidstnævnte fordi han stadig havde håbet på forsoning af Lutheranere), eller en fortsættelse af den gamle, som Philip II krævede. Pius' bull af indkaldelse (Ad ecclesiae regime: 29 Nov. 1560) undgik punktet, men da Rådet mødtes på Trent på 18 Jan. 1562 det effektivt genoptaget den afbrudte dagsorden. Det passerede gennem flere kriser, navnlig over spørgsmålet om, hvorvidt paven kunne undvære biskopper fra kravet om bopæl, og på et tidspunkt blev bragt i nærheden af sammenbrud gennem de store magters trusler mod dets autonomi; men Pius holdt kontrol over det og alle vanskeligheder, hovedsagelig gennem rådgivning og diplomatiske dygtighed af kardinal Morone, hvem han gjorde formand i foråret 1563. Rådet blev opløst på 4 Dec. 1563 på dens 25th session, og Pius bekræftet sin dekreter mundtligt på 26 Jan. 1564, offentliggør de formelle bull Benedictus Deus på 30 juni 1564.
Pius arbejdede nu med blandet succes, at få Rådet accepteret i katolske lande. Har reserveret de autentiske fortolkning af dens dekreter til sig selv, overdraget han dette, og deres håndhævelse, til en menighed af Kardinalerne på 2 Aug. 1564, der blev kendt som menigheden af Rådet. Han begyndte håndhævelse i Italien på 1 Mar., lede biskopper i Rom til at bosætte sig i deres stifter. På 24 Mar. 1564 udgav han i bull Dominici gregis, Rådets indeks af forbudt bøger. Rådet har overladt spørgsmålet om altergang i begge typer til sin, han indrømmede Alterkalk, skøn af biskopperne, at lægfolk i Tyskland, Østrig, Ungarn og andre regioner i et forsøg på at kontrollere protestantismen, men udskudt spørgsmålet om gifte præster. 13 Nov. 1564 beordrede han biskopper, overordnede og læger til at tegne den nye trosbekendelse på det Tridentine. Da i hans opfattelse reformen af administrationen lå uden for Rådets kompetence, havde han allerede (1561 og 1562) offentliggjort dekreter reformere Rota (de vigtigste retlige tribunal af pavestolen), den hellige fængselsvæsen, Chancery og kameraet. i gennemføre disse ændringer var han aktivt bistået af kardinal Borromeo. Han indledt, men levede ikke at fuldføre, udarbejdelse af Katekismus for Rådet af Trent, og grundlagde han den romerske seminarium, giver det under opsyn af jesuitterne.

Med Pius pavedømmet fået prestige for kraftig føringen gav det katolske reform, men han kunne ikke hindre udbredelsen af protestantismen i Tyskland, Frankrig (hvor han gav økonomisk tilskud til kronen for sine krige med huguenotterne), eller England (hvor han afstod fra excommunicating Elizabeth I i håb om, at landet ville vende tilbage til katolsk troskab). Hans administration af den pavelige stat, ødelagt som følge af Paul IV spanske krig, blev maladroit; han måtte opkræve nye skatter, som foranlediget udbredt utilfredshed, og i hans sidste år udløste et mislykket forsøg på hans liv. Genoplive renæssance tradition faldt af Paul IV, var han gavmild mod kunstnere og forskere, genoprettede og stiftende universiteter, oprettede en presse for udskrivning kristne tekster i Rom, styrkede befæstningerne i byen, og prydede det med bygninger som Porta Pia, Sta Maria degli Angeli (i Diokletians) og Villa Pia i Vatikanets have.

Pave Pius IV (31. marts 1499-9 December 1565) født Giovanni Angelo Medici, var leder af den katolske kirke fra 25 December 1559 til sin død i 1565. Han er kendt for præsiderer over det sidste møde i Rådet i Trent.

Tidligt liv
Giovanni Angelo Medici blev født i Milano. Han var ikke nært beslægtet med Medicis i Firenze. Hans tidlige karriere forbinder sig i nogen grad med fremkomsten af hans ældre bror, Gian Giacomo Medici, fra en simpel bravo som Marchese di Marignano position.
Efter studier på Bologna og erhverve et ry som en jurist, han gik i 1527 til Rom, og som foretrukne af pave Paul III blev hurtigt forfremmet til guvernørposten i flere byer, ærkebiskoppen af Ragusa (1545-1553), vice-legateship af Bologna, og i April 1549, til cardinalate.

Kardinal
I 1549 lavet pave Paul III Medici en kardinal. Under pavelig myndighed, blev han sendt på diplomatiske missioner til Tyskland og Ungarn.

Paven
Død af pave Paul IV, blev han valgt til Pave Pius IV på 25 December 1559 og installeret på 6 januar 1560. Hans første offentlige handlinger af betydning var at give en generel benådning til deltagerne i optøjer, som havde afsluttet den foregående Pontifikat og bringe til rettergang nevøer af hans forgænger, hvoraf kardinal Carlo Carafa blev kvalt, og hertug Giovanni Carafa af Paliano, med hans nærmeste forbindelser, blev halshugget.
18 Januar 1562 blev Rådet af Trent, som havde været suspenderet af pave Julius III, åbnet for tredje gang. Stor dygtighed og forsigtighed blev nødvendigt at foretage en afvikling af spørgsmålene, før det, for så vidt som de tre vigtigste nationer deltager i det, men på spørgsmålet om deres egen særlige krav, var rede til at forene deres kræfter mod kravene fra Rom. Pius IV, dog hjulpet af kardinal Morone og Charles Borromeo, viste sig selv lig nødsituationen og fornuftig forvaltning - og koncession - bragte Rådet til en afbrydelse af tilfredsstillende til disputants og gunstige for den pavelige myndighed. Dens definitioner og dekreter blev bekræftet af en pavelig tyr ("Benedictus Deus") dateret den 26 januar 1564; og selvom de blev modtaget med visse begrænsninger af Frankrig og Spanien, berømte Creed af Pius IV eller Tridentine trosbekendelse, blev autoritative udtryk for den katolske tro. De mere markante manifestationer af strenghed under hans Pontifikat synes at have været spurgt snarere end spontane, hans personlige karakter overføres ham til mådehold og lethed.
Således, en advarsel, udstedt i 1564, tilkalde Jeanne d'Albret, dronning af Navarra, før Inkvisitionen på en opladning af Calvinismen, blev trukket af ham af hensyn til den indignerede protest af Charles IX af Frankrig. Samme år udgav han en tyr, om brugen af koppen til lægfolk i Østrig og Bøhmen. En af hans stærkeste lidenskaber synes at have været at af bygningen, som noget anspændt hans ressourcer bidrager til udsmykning af Rom (herunder den nye Porta Pia og Via Pia, opkaldt efter ham, og den nordlige forlængelse (Addizione) af rione af Borgo) og udøver restaurering, erektion og befæstning i forskellige dele af de kirkelige stater arbejde.
På den anden side begræd andre den barske romerske kultur under hans pavedømmet; Giorgio Vasari i 1567 talte om en tid, hvis "grandeurs af dette sted mindskes ved nærighed af levende, sløvhed af kjole og enkelhed i så mange ting; Rom er faldet til megen elendighed, og hvis det er rigtigt, at Kristus elskede fattigdom og byen ønsker at følge i hans fodspor hun hurtigt vil blive beggarly... ".
En sammensværgelse mod Pius IV, ledet af Benedetto Accolti den yngre, (der døde i 1549), søn af en kardinal, blev opdaget og knust i 1565.

Personlige liv
Carlo Borromeo, der blev en ledende skikkelse i modreformationen og en katolsk helgen, var nevø. Under hans regeringstid Michelangelo ombygget basilica di Santa Maria degli Angeli (i Diocleziano) og den eponyme Villa Pia, nu kendt som Casina Pio IV og hovedkvarteret for det pavelige akademi, blev designet af Pirro Ligorio i Vatikanet haver.
Katherine Rinne sagde i sin bog farvande Rom at Pius IV også bestilt offentlige byggeri til at forbedre vandforsyningen i Rom city.
Død

Han døde den 9 December 1565, og blev begravet i Santa Maria degli Angeli.

After a conclave of almost four months, with the French and Spanish factions deadlocked, Giovanni Angelo Medici, behind whom a third group led by Cardinal Carafa threw its weight, was chosen to succeed Paul IV. A notary's son (no relation of the Florentine Medici), he was born at Milan on 31 Mar. 1499, studied first medicine and then jurisprudence, took his doctorate in law at Bologna in 1525, entered the curia two years later, and under Paul III gave proof of administrative ability as governor in the papal state, commissioner with the papal forces in Hungary and Transylvania (1542 - 3), and vice-legate to Bologna. The father of three natural children, his star rose when an elder brother married into the pope's family; on 14 Dec. 1545 he was made archbishop of Ragusa and on 8 Apr. 1549 a cardinal priest of S. Pudenziana. Under Julius III he served on the tribunal known as Signatura gratiae, but fell into disfavour with Paul IV, with whose anti-Spanish attitude and fanaticism he had no sympathy, and in 1558 withdrew of his own accord from Rome. Admired as a jurist, he was not known as an advocate of reform.
In contrast to his despotic predecessor, Pius was affable and convivial, with a private life which intrigued gossips; but he was also politically astute. He at once reversed Paul's repressive measures, rehabilitating Cardinal Giovanni Morone (1509 - 80), unjustly suspected of heresy, abolishing the ban on vagrant monks, restricting the competence of the Inquisition, and starting the revision of the unworkable Index of Forbidden Books of 1559. Discarding Paul's anti-Habsburg policies, he entered into friendly relations with Philip II of Spain (1556 - 98) and Emperor Ferdinand I (1558 - 64), and filled the vacant nunciatures to Vienna, Venice, and Florence. In response to popular hatred for Paul's nephews, he had two of them, Cardinal Carlo Carafa and Giovanni, duke of Palino, tried and executed (5 Mar. 1561) for instigating the war against Spain, murder (of Giovanni's wife), and other crimes. Though he himself indulged freely in nepotism, his nomination (31 Jan. 1560) of the youthful Carlo Borromeo (1538 - 84) as cardinal and archbishop of Milan proved a blessing for the church, and brought him a secretary who increasingly influenced his worldly uncle in favour of reform at the papal court.

Pius' historic achievement was to reconvene the council of Trent, suspended in 1552, and bring it to a successful conclusion. The credit for this rested with him and not, as was formerly held, with Borromeo. Its recall, to which Pius pledged himself in his pre-election oath, was precipitated by the advance of Calvinism in France, which posed a threat which only a general council could meet. The question was whether it should be a new council, as France and Emperor Ferdinand I wished (the latter because he still hoped for the reconciliation of the Lutherans), or a continuation of the old one, as Philip II demanded. Pius' bull of convocation (Ad ecclesiae regimen: 29 Nov. 1560) evaded the point, but when the council met at Trent on 18 Jan. 1562 it effectively resumed the interrupted agenda. It passed through several crises, notably over the issue of whether the pope could dispense bishops from the obligation of residence, and at one stage was brought near collapse through the great powers' threats to its autonomy; but Pius kept control of it and overcame all difficulties, largely through the advice and diplomatic skill of Cardinal Morone, whom he made president in spring 1563. The council was dissolved on 4 Dec. 1563 at its 25th session, and Pius confirmed its decrees orally on 26 Jan. 1564, publishing the formal bull Benedictus Deus on 30 June 1564.
Pius now worked, with mixed success, to get the council accepted in Catholic countries. Having reserved the authentic interpretation of its decrees to himself, he entrusted this, and their enforcement, to a congregation of cardinals on 2 Aug. 1564, which became known as the Congregation of the Council. He began the enforcement in Italy on 1 Mar., directing bishops present in Rome to take up residence in their dioceses. On 24 Mar. 1564 he published, in the bull Dominici gregis, the council's Index of Forbidden Books. The council having left the question of communion in both kinds to his discretion, he conceded the chalice, at the discretion of the bishops, to the laity of Germany, Austria, Hungary, and other regions in an effort to check Protestantism, but deferred the issue of married priests. On 13 Nov. 1564 he ordered bishops, superiors, and doctors to subscribe the new 'Profession of the Tridentine Faith'. Since in his view the reform of the administration lay outside the council's competence, he had already (1561 and 1562) published decrees reforming the Rota (the principal judicial tribunal of the holy see), the Sacred Penitentiary, the Chancery, and the Camera; in carrying through these changes he was actively assisted by Cardinal Borromeo. He initiated, but did not live to complete, the compilation of the catechism of the Council of Trent, and he founded the Roman seminary, giving it into the charge of the Jesuits.

With Pius the papacy gained prestige for the vigorous lead it gave to Catholic reform, but he could not prevent the spread of Protestantism in Germany, France (where he gave financial subsidies to the crown for its wars with the Huguenots), or England (where he refrained from excommunicating Elizabeth I in the hope that the country would return to Catholic allegiance). His administration of the papal state, devastated as a result of Paul IV's Spanish war, was maladroit; he had to raise new taxes which occasioned widespread discontent, and in his last year sparked off an unsuccessful attempt on his life. Reviving the Renaissance tradition dropped by Paul IV, he was generous to artists and scholars, restoring and founding universities, setting up at Rome a press for printing Christian texts, strengthening the fortifications of the city, and adorning it with buildings like the Porta Pia, Sta Maria degli Angeli (in the Baths of Diokletian), and the Villa Pia in the Vatican gardens.

Pope Pius IV (31 March 1499 - 9 December 1565), born Giovanni Angelo Medici, was the head of the Catholic Church from 25 December 1559 to his death in 1565. He is known for presiding over the last session of the Council of Trent.

Early life
Giovanni Angelo Medici was born in Milan. He was not closely related to the Medicis of Florence. His early career connects itself in some measure with the rise of his elder brother, Gian Giacomo Medici, from the position of a mere bravo to that of Marchese di Marignano.
After studying at Bologna and acquiring a reputation as a jurist, he went in 1527 to Rome, and as the favourite of Pope Paul III was rapidly promoted to the governorship of several towns, the archbishopric of Ragusa (1545-1553), the vice-legateship of Bologna, and in April 1549, to the cardinalate.

Cardinal
In 1549, Pope Paul III made Medici a cardinal. Under Papal authority, he was sent on diplomatic missions to Germany and to Hungary.

Pope
On the death of Pope Paul IV, he was elected Pope Pius IV on 25 December 1559, and installed on 6 January 1560. His first public acts of importance were to grant a general pardon to the participators in the riot which had closed the previous pontificate, and to bring to trial the nephews of his predecessor, of whom Cardinal Carlo Carafa was strangled, and Duke Giovanni Carafa of Paliano, with his nearest connections, was beheaded.
On 18 January 1562 the council of Trent, which had been suspended by Pope Julius III, was opened for the third time. Great skill and caution were necessary to effect a settlement of the questions before it, inasmuch as the three principal nations taking part in it, though at issue with regard to their own special demands, were prepared to unite their forces against the demands of Rome. Pius IV, however, aided by Cardinal Morone and Charles Borromeo, proved himself equal to the emergency, and by judicious management - and concession - brought the council to a termination satisfactory to the disputants and favourable to the pontifical authority. Its definitions and decrees were confirmed by a papal bull ("Benedictus Deus") dated 26 January 1564; and, though they were received with certain limitations by France and Spain, the famous Creed of Pius IV, or Tridentine Creed, became an authoritative expression of the Catholic faith. The more marked manifestations of stringency during his pontificate appear to have been prompted rather than spontaneous, his personal character inclining him to moderation and ease.
Thus, a warning, issued in 1564, summoning Jeanne d'Albret, the Queen of Navarre, before the Inquisition on a charge of Calvinism, was withdrawn by him in deference to the indignant protest of Charles IX of France. In the same year he published a bull granting the use of the cup to the laity of Austria and Bohemia. One of his strongest passions appears to have been that of building, which somewhat strained his resources in contributing to the adornment of Rome (including the new Porta Pia and Via Pia, named after him, and the northern extension (Addizione) of the rione of Borgo), and in carrying on the work of restoration, erection, and fortification in various parts of the Ecclesiastical states.
On the other hand, others bemoaned the austere Roman culture during his papacy; Giorgio Vasari in 1567 spoke of a time when "the grandeurs of this place reduced by stinginess of living, dullness of dress, and simplicity in so many things; Rome is fallen into much misery, and if it is true that Christ loved poverty and the City wishes to follow in his steps she will quickly become beggarly...".

A conspiracy against Pius IV, headed by Benedetto Accolti the Younger (who died in 1549), the son of a cardinal, was discovered and crushed in 1565.

Personal life
Carlo Borromeo, who became a leading figure in the counter-Reformation and a Catholic Sankt, was his nephew.
Under his reign Michelangelo re-built the basilica of Santa Maria degli Angeli (in the Diokletian's Baths) and the eponymous Villa Pia, now known as Casina Pio IV and headquarters of the Pontifical Academy of Sciences, was designed by Pirro Ligorio in the Vatican Gardens.
Katherine Rinne said in her book Waters of Rome that Pius IV also ordered public construction to improve water supply of the Rome city.

Death
He died on 9 December 1565, and was buried in Santa Maria degli Angeli.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Diokletian
Ecclesiast
Inkvisition
Koncil
Konklave
Luther
Pontifikat
Tiara
Vatikan

Diokletian:

Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

Ecclesiast:

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Luther:

Martin Luther 1483-1546

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.


Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.



Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.



Martin Luther, 95 teser om afladen

Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517

Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517

Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.

I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.


1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.

2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.

2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.

3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.

3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.

4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.

5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.

8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.

11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.

12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.

13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.

15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.

16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.

16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.

22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.

24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.

24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.

25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.

26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.

28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.

29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.

30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.

31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.

32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.

36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.

38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.

39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.

40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.

42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.

44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.

45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.

48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.

49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.

50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.

51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.

52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.

57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.

58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.

59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).

61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.

62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.

63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.

64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.

64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.

65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.

65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.

66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.

66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.

67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.

68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.

69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.

70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.

70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.

71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.

72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.

73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,

74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.

76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.

77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.

77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.

78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.

78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.

79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.

79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.

80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.

81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.

81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.

82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.

84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?

84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?

85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?

85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?

86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?

86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?

87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?

87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?

88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?

88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?

89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.

91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.

92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.

92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.

93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.

93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.

94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,

95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.


Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Tiara:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.