Beskrivelse af Gregor XIII, der var Pave i år 1572-1585

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Gregor XIII - 1572-1585 :

Gregor XIII (Gregorio XIII) Pave Gregor XIII
Gregor XIII, Pave fra 1572 til 1585, efterfulgte den strenge og lidt fanatiske Pave Pius V (1566-1572), som strammede op på sæder og disciplin i Kirkestaten og døde den 1. Maj 1572.
Konklavet startede med at Kardinal Alessandro Farnese kraftigt arbejdede på at blive valgt, men efter en henstilling fra Kong Filip II trak han sig tilbage og i løbet af 24 timer valgtes Kardinal Ugo Boncompagni til ny pave den 13. Maj. Han tog navnet Gregor XIII.
Ugo Boncompagni var født i Bologna den 1. Januar 1502 og var således 70 år gammel, da han blev valgt. Han havde studeret jura ved Universitetet i Bologna og derpå undervist samme sted. I Rom blev han sekretær for Kardinal Parisio og deltog i Koncilet i Trento, hvor han sympatiserede med reformistfløjen. Pave Paul IV udnævnte ham til Biskop og under Pius V blev han Kardinal. Den 25 Maj 1572 blev han pavekronet.
I sine unge år havde han fået en søn, Giacomo, som han havde vedkendt sig, men efter at han først var blevet gejstlig, havde han levet et ulasteligt og moralsk liv. Sådan levede han også som pave og han udstedte strenge love, selvom han var mere mild og mindre fanatisk end sin forgænger. Desværre havde han ikke så megen gennemslagskraft og forstod ikke altid at sætte sine beslutninger igennem.
Denne vankelmodighed medførte at Rom under hans styre oplevede en opblussen af selvtægt fra de adeliges side, af bandit-uvæsen og de adeliges egne vagtkorps, som ikke mere frygtede Pavens soldater. Prostitutionen florerede og selv Pavens søn misbrugte sin stilling som Governatore di Castel Sant'Angelo til at løslade en gammel kammerat, der med rette var havnet i fængslet. Kun hans hustrus tårer holdt hans fader tilbage fra at sende ham væk fra byen. Men Paven forhindrede sin ældre broder i at komme til Rom, hvor han troede at hans lykke ville være gjort.
Gregor XIII åbnede Jubelåret 1575 og i den anledning lod han bygge flere bo- og samlingssteder for alle de udlændinge, der forventedes at komme til byen: Il Collegio Germanico, Il Collegio Greco, Il Collegio Inglese. Han lod invitationer sende ud til Grækenland og til Japan, hvor Jesuiterne drev missionsvirksomhed. Han var en stor velgører af det jesuitiske "Collegio Romano", som sammen med det tilhørende bibliotek og museum kom til at udgøre kernen i hans "Università Gregoriana".
Det var også som forberedelse til Jubelåret, at Gregor XIII nyorganiserede Roms kornforsyning, "Prefettura dell'Annona", som skulle sørge for indkøb og opmagasinering af korn til at dække behovet hos den stigende befolkning og den stigende mængde af pilgrimme. Til dette formål lod Paven i 1566 den vestlige del af det velbevarede centralkompleks i Diokletian's Termer på Esquilinhøjen indrette til kornmagasin.
Gregors åbenhed for den økumeniske tanke var dog radikalt ændret efter den frygtelig Bartholomæusnat i Frankrig den 23.-24. August 1572, hvor titusindevis af franske protestanter (huguenotter) blev dræbt. For Paven betød dette blodbad, at det franske katolske kongerige var undsluppet protestantismens fare og dette fejredes blandt andet med en takkemesse i Kirken San Luigi dei Francesi i Rom.
I det hele taget støttede han på alle måder bekæmpelsen af Reformationen, selv en plan om at myrde Dronning Elisabeth I af England havde hans sympati.
Det var under Gregor XIII, at Kardinal Innocenzo del Monte blev løsladt fra sin isolation i Montecassino og fik tilladelse til at vende tilbage til Rom og atter at genoptage sit Kardinal-embede.
Under Pave Gregor XIII blev unøjagtighederne og problemerne ved beregningen af Påske-datoerne efter den gamle "Julianske Kalender" så udtalte, at en reform var nødvendig, hvorfor Paven nedsatte en kommission til udarbejdelse af en ny kalender, som kaldes "den Gregorianske" efter ham. Kommissionen lededes af astronomen og domenikanermunken Egnatio Danti og det blev et forslag af Luigi Lilio fra Calabria, som man enedes om at sætte i værk.
Trods det generelle problem med den gamle kalenders unøjagtigheder, var det i starten kun de italienske fyrster, der indførte den nye kalender, som affødte megen kritik og mistro i den øvrige verden. I december fulgte dog de katolske dele af Tyskland og Schweiz, i 1586-87 indførtes den i Polen og Ungarn og efterhånden også i resten af verden.
Den 10. April 1585 døde Gregor XIII. Han blev begravet i Cappella di San Pietro, som også kaldtes "Cappella Gregoriana" efter at han havde ladet San Gregorio Nazianzeno's relikvier flytte derhen.
Gregor XIII efterfulgtes af Pave Sixtus V (1585-1590).

Mindedagen for den hellige Akakios og de 10.000 martyrer den 22. juni blev optaget i det romerske martyrologium af pave Gregor XIII (1572-1585). Da legenden ikke synes, at have nogen rod i virkeligheden, blev kulten derom i 1969 standset af Den hellige Pavestol, og i den reviderede helgenkalender, findes den ikke mere.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Diokletian:

Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.