Beskrivelse af Leo XIII, der var Pave i år 1878-1903

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Leo XIII - 1878-1903 :

Leo XIII (Leone XIII)
Leo 13., Vincenzo Gioacchino Pecci, 2.3.1810-20.7.1903, pave fra 1878. Efter en kort karriere som pavelig diplomat blev Pecci 1846 biskop af Perugia, 1853 kardinal og 1878 pave. Gennem politisk smidighed bidrog han til at afslutte Kulturkampen i Tyskland og genoprette pavestolens internationale anseelse. I en række rundskrivelser tog han stilling til den moderne verdens problemer, deriblandt arbejderspørgsmålet (Rerum novarum 1891). Hans støtte til nythomismen blev retningsgivende for den katolske teologi, og 1881 åbnede han Vatikanets arkiv for forskningen.

Leo XIII, Pecci (1878-1903)
Vicenzo Giocchino Pecci blev født 1810 i Carpineto Romano (Anagni). Fra 1824 studerede han filosofi, jura og teologi i Rom og i perioden 1843-1846 var han Nuntius i Belgien. I 1837 bliver han præsteviet og derefter i 1846 biskop af Perugia, hvor han undervejs i 1854 bliver kardinal. I perioden 1874 til 1878 er han Camerlengo for pave Pio IX indtil han som 68-årig vælges til pave i 1878 og dermed indleder 25-årigt Pontifikat, der indtil videre er det tredje længste.
Pontifikatet fandt sted i en periode af italiensk politik, hvor det liberale venstre overtog regeringsmagten efter Højre stort set administrativt havde ensrettet det nyligt forende land. Den italienske industrialisering skulle indledes, landbruget skulle omstilles og borgerskabet krævede sin sociale plads. I modsætning til sin forgænger var det hans mål at forsøge at forsone det moderne menneske med kirken og dens kultur overfor de sociale og politiske forhold. Han støttede "nythomismen" (opkaldt efter Thomas Aquinas og -isme), der med udgangspunkt i Thomas Aquinas' kristne, aristotelisk prægede filosofi forsøgte at udvikle en systematisk filosofi, der var i stand til at besvare de udfordringer af intellektuel og social art, som moderniteten stillede den katolske kirke over for. I 1879 gav Leo XIII bevægelsen en officiel status med en encyklika "Aeterni Patris", der blev opretholdt indtil 2. VatikanKoncil 1962-65.
Med stor politisk smidighed blandede han sig i "Kulturkampen" i Tyskland, Bismarck efter Tysklands samling i 1871 søgte at undertrykke den katolske kirke, samt styrke staten gennem en adskillelse af stat og kirke. Kampen var speciel hård i Preussen, hvor den omfattede statsindgreb i indre kirkelige anliggender, forbud mod jesuitterordenen og straffelove, der muliggjorde anholdelse og landsforvisning af katolske biskopper. Den antikatolske lovgivning slog fejl og i løbet af 1880'erne blev den lempet.
Det store problem for paven var fortsat den uløste konflikt med den italienske stat, og da paven i 1886 igen krævede suverænitet over Kirkestaten, reagerede den italienske ministerpræsident med antipavelige demonstrationer. Roms bystyre får i 1889 lov til at opstille et mindesmærke for Giordano Bruno på Campo di Fiori, hvor han blev brændt i 1600. Statuen bliver en af de "talende" med hånsord mod paven på grund af hans modstand mod de organiserede fagforeninger og modstanden mod modernisering og industrialisering.
Paven tog i en række rundskrivelser stilling til den moderne verdens problemer, deriblandt arbejderspørgsmålet. En encyklika "Rerum novarum" fra 1891 er den første socialencyklika fra den katolske kirke, heri betones menneskeværd overfor det materielle, og den forsøger at indtage en formidlende position mellem arbejdere og arbejdsgivere. Den taler om de personlige friheder som fx. retten til at forsamles, og statens sociale forpligtigelser og undsiger socialismen og kommunismen. Encyklikaen bliver grundlaget for den katolske sociallære.
Paven var strengt konservativ men åbnede sig for den moderne kultur, videnskab og teknik. I 1883 åbnede paven Vatikanets arkiver for den historiske forskning.
Leo XIII døde 1903 og er bisat i Laterankirken.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Camerlengo:

Camerlengo

Camerlengo (overkammerherre) kaldes den embedsmand ved pavehoffet, som bestyrer finanserne, som har jurisdiktionsret over alle embedsmænd ved Kurien, og som ved pavens død leder forretningerne; indtil 1870 var han tillige præfekt for det romerske universitet og uddelte doktorgraden i de 4 fakulteter.

Den romerske Kurie er Den katolske kirkes centrale forvaltning, med sæde dels i Vatikanstaten og dels i Rom. Curia betyder på middelalderlatin 'hof', og den romerske kurie var tidligere kendt netop som det pavelige hof.



Så godt som altid vælges camerlengoen blandt kardinalerne, men det er ikke nødvendigt.
Rækken af camerlengoer begynder med år 1061.

Camerlengorækken (1147 - 2022)

Jordan of S. Susanna (documented 1147–1151)
Franchus (1151)
Rainierus (documented 1151)
Yngo (documented 1154)
Boso Breakspeare (1154/55 – 1159)
Bernard the Templar (documented 1163)
Teodino de Arrone (documented 1163)
Franco Gaufridus Fulchier (documented 1175–1181)
Gerardo Allucingoli (ca.1182/84)
Melior le Maitre (documented 1184–1187)
Cencio Savelli (1188–1198), later Pope Honorius III
Riccardo (documented 1198)
Ottaviano Conti di Segni (1200–1206)
Stefano di Ceccano (1206–1216)
Pandolfo Verraclo (1216–1222)
Sinibaldo (ca.1222 – ca.1227)
Rinaldo Conti di Segni (1227–1231), later Pope Alexander IV (1231–1236 – no information found)
Giovanni da Ferentino (1236–1238) (1238–1243 – no information found)
Martino (ca. 1243 – ca. 1251)
Boetius (1251–1254)
Niccolo da Anagni (1254–1261)
Pierre de Roncevault (1261–1262)
Pierre de Charny (1262–1268)
Odo of Châteauroux (occupied the post in 1270)
Pietro de Montebruno (occupied the post in 1272)
Guglielmo di San Lorenzo (occupied the post in 1274)
Raynaldus Marci (occupied the post in 1277)
Angelo de Vezzosi (occupied the post in 1278)
Berardo di Camerino (1279–1288)
Niccolo (occupied the post in 1289)
Tommaso d'Ocra (1294)
Teodorico Ranieri (ca. 1295 – 1299)
Giovanni (1301–1305)
Arnaud Frangier de Chanteloup (1305–1307)
Bertrand des Bordes (1307–1311)
Arnaud d'Aux (1311–1319)
Gasbert de Valle (1319–1347)
Stefano Aldebrandi Cambaruti (1347–1360)
Arnaud Aubert (1361–1371)
Pierre du Cros (1371–1383)
Marino Giudice (documented 1380–1382)
Marino Bulcani (documented 1386–1394)
Corrado Caraccioli (documented 1396–1405)
Leonardo de Sulmona (named in 1405)
Antonio Correr (1406–1415)
François de Conzie (1415[b]–1431)
Francesco Condulmer (1432–1440)
Ludovico Trevisan (1440–1465)
Latino Orsini (1471–1477)
Guillaume d'Estouteville (1477–1483)
Raffaele Riario (1483–1521)
Innocenzo Cibo (1521)
Francesco Armellini Pantalassi de' Medici (1521–1527)
Agostino Spinola (1528–1537)
Guido Ascanio Sforza di Santa Fiora (1537–1564)
Vitellozzo Vitelli (1564–1568)
Michele Bonelli (1568–1570)
Luigi Cornaro (1570–1584)
Filippo Guastavillani (1584–1587)
Enrico Caetani (1587–1599)
Pietro Aldobrandini (1599–1621)
Ludovico Ludovisi (1621–1623)
Ippolito Aldobrandini (1623–1638)
Antonio Barberini (1638–1671)
Paluzzo Paluzzi Altieri degli Albertoni (1671–1698)
Galeazzo Marescotti, pro-camerlengo (1698)
Giovanni Battista Spinola (1698–1719)
Annibale Albani (1719–1747)
Silvio Valenti Gonzaga (1747–1756)
Girolamo Colonna di Sciarra (1756–1763)
Carlo Rezzonico (1763–1799)
Romoaldo Braschi-Onesti (1800–1801)
Giuseppe Maria Doria Pamphili, pro-camerlengo (1801–1814)
Bartolomeo Pacca (1814–1824)
Pietro Francesco Galeffi (1824–1837)
Giacomo Giustiniani (1837–1843)
Tommaso Riario Sforza (1843–1857)
Lodovico Altieri (1857–1867)
Filippo de Angelis (1867–1877)
Gioacchino Pecci (1877–1878), later Pope Leo XIII
Camillo di Pietro (1878–1884)
Domenico Consolini (1884)
Luigi Oreglia di Santo Stefano (1885–1913)
Francesco Salesio Della Volpe (1914–1916)
Pietro Gasparri (1916–1934)
Eugenio Pacelli (1935–1939), later Pope Pius XII
Lorenzo Lauri (1939–1941)
Benedetto Aloisi Masella (1958–1970)
Jean-Marie Villot (1970–1979)
Paolo Bertoli (1979–1985)
Sebastiano Baggio (1985–1993)
Eduardo Martínez Somalo (1993–2007)
Tarcisio Bertone (2007–2014)
Jean-Louis Tauran (2014–2018)
Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)

To Camerlengoer er blevet valgt til Paver: Gioacchino Pecci (Pave Leo XIII) i 1878 og Eugenio Pacelli (Pave Pius XII) i 1939.


Herover ses Camerlengo, Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.