Beskrivelse af Johannes XXIII, der var Pave i år 1958-1963

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.017.677
     LU: 10:38

Pave Johannes XXIII i tal :
Nummer 206 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :Fredag 25. Nov. 1881  0
Præste ordination :Onsdag 10. Aug. 1904 22,8 år
Biskop udnævnelse :Torsdag 19. Mar. 1925 43,3 år
Pavevalgt :Tirsdag 28. Okt. 1958 76,9 år
Papiat slutter :Mandag 3. Jun. 1963 4,7 år
Fratrådt/Død  alder : 81,6 år
Salig kåring :Søndag 3. Sep. 2000 37,3 år
Helgen kåring :Søndag 27. Apr. 2014 50,8 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024

















Johannes XXIII - 1958-1963 :

Johannes XXIII (Giovanni XXIII), født Angelo Giuseppi Roncalli.
Johannes 23., Angelo Giuseppe Roncalli, 25.11.1881-3.6.1963, pave fra 1958. Roncalli, der kom fra fattige forhold i Bergamo, blev præsteviet 1904 og varetog 1925-53 en række diplomatiske poster som pavestolens repræsentant i Sofia, Istanbul, Athen, Paris og ved UNESCO. I 1953 blev han kardinal-ærkebiskop og Patriark af Venezia.
Da han som 77-årig blev valgt til pave, blev han opfattet som en overgangsskikkelse. Allerede 25.1.1959 overraskede han verden ved at indkalde et Koncil (2. VatikanKoncil 1962-65), hvis opgave skulle være en "ajourføring", aggiornamento, af den katolske kirkes liv og lære. Det skulle ikke udtale fordømmelser, men gennem en positiv fremstilling komme andre kirkesamfund i møde. Johannes 23. knyttede store økumeniske forhåbninger til Koncilet, som han regnede med kunne gennemføres på tre måneder (se VatikanKoncilerne). Johannes 23.s folkelige charme gjorde ham elsket langt ud over den katolske kirkes rammer.
Da Johannes d. 23. (Roncalli) som 77-årig blev valgt til pave, omtalte man ham som en ”overgangspave”, der kunne give tid til at finde en yngre, der kunne bringe kirken ind i en ny tid efter den konservative og autoritære Pius d. 12.
Som ærkebiskop af Venedig var Roncalli kendt som en jævn og særdeles ligefrem og ikke mindst social bevidst gejstlig. Han var stolt af sin jævne opvækst. Igennem sin lange kirkelige karriere havde Roncalli haft en række betroede hverv for Vatikanet, blandt andet var han særdeles aktiv i Grækenland under 2. Verdenskrig for at redde de derboende jøder.
Men Johannes d. 23. blev ingen ”overgangspave”. Trods sin korte tid på pavestolen blev han en af de mest betydende i det 20. årh. Han indkaldte til et verdensomspændende kirkemøde, Det 2. VatikanerKoncil i Rom. Dagsordenen var kirkens rolle i en moderne tid. Han satte progressive universitetsteloger til at udarbejde forberedelsespapierne. Kirken skulle nu tage samtalen op med andre religioner, politiske ideologier og den moderne kultur. Naturligvis vakte Johannes d. 23.s progressive tanker modstand i kirkens konservative lag.

Johannes d. 23. (1958 - 63) - Kirken skal følge med tiden
Da Johannes d. 23. (Roncalli) som 77-årig blev valgt til pave, omtalte man ham som en ”overgangspave”, der kunne give tid til at finde en yngre, der kunne bringe kirken ind i en ny tid efter den konservative og autoritære Pius d. 12.
Som ærkebiskop af Venedig var Roncalli kendt som en jævn og særdeles ligefrem og ikke mindst social bevidst gejstlig. Han var stolt af sin jævne opvækst. Igennem sin lange kirkelige karriere havde Roncalli haft en række betroede hverv for Vatikanet, blandt andet var han særdeles aktiv i Grækenland under 2. Verdenskrig for at redde de derboende jøder.
Men Johannes d. 23. blev ingen ”overgangspave”. Trods sin korte tid på pavestolen blev han en af de mest betydende i det 20. årh. Han indkaldte til et verdensomspændende kirkemøde, Det 2. VatikanerKoncil i Rom. Dagsordenen var kirkens rolle i en moderne tid. Han satte progressive universitetsteloger til at udarbejde forberedelsespapierne. Kirken skulle nu tage samtalen op med andre religioner, politiske ideologier og den moderne kultur. Naturligvis vakte Johannes d. 23.s progressive tanker modstand i kirkens konservative lag.

Johannes XXIII, Roncalli (1958-1963)
Angelo Giuseppe Roncalli blev født 1881 i Sotto il Monte (Bergamo) som det tredje af fjorten børn i en fattig bondefamilie. Efter skolegang i landsbyskolen blev han 1892 optaget i gymnasiet i Bergamo, 1899 begyndte han på teologistudiet og tog sine eksaminer allerede i 1900. Han fortsatte sine studier i Rom, hvor hans lærer i kirkeret var Eugenio Pacelli (senere pave Pius XII), han afslutter studierne med en doktorgrad i 1904, samme år bliver han præsteviet. I 1905 bliver han sekretær for biskoppen af Bergamo og professor på præsteseminariet, hvor han underviste blandt andet i kirkehistorie.
Da Italien i 1914 gik ind i 1. Verdenskrig blev Roncalli først sanitetssergent og til slut militærpræst. I 1921 blev han kaldt til det pavelige propagandaministerium i Rom, og i 1925 udnævner Pius XI ham til "apostolsk visitator" i Bulgarien og han bliver bispeviet og tager et motto, der følger ham resten af livet "Oboedientia et Pax". Mange har udtrykt, at en lysende karriere i Vatikanet blev standset med denne udnævnelse.
Fra 1925 til 1935 arbejdede han for det katolske mindretal i Bulgarien, så bliver han udnævnt til apostolsk delegat i Tyrkiet og Grækenland, hvor han etablerede venskabelige forbindelser med med medlemmer af den tyrkiske regering og lederne af de ortodokse kirker. Han boede i Istanbul frem til 1937, hvor han flyttede til Athen. Under den tyske okkupation (1941-1944) og den britiske blokade af Grækenland, arbejde han sammen med den ortodokse kirke for at forhindre deportationen af de græske jøder, blandt andet ved at udstede falske dåbsattester.
Efter Frankrigs befrielse måtte Den Hellige Stols Nuntius hos marskal Pétain forlade landet og pave Pius XII udnævnte i december 1949 overraskende Roncalli til Nuntius i Paris, hvor han skal mildne spændingerne, hvor kravet var at mange biskopper skulle afskediges på grund af samarbejdet med Pétain-styret. I 1951 fik han også embedet som Den Hellige Stols faste observatør ved UNESCO i Paris.
I 1953 bliver han udnævnt til kardinal, ærkebiskop og Patriark af Venezia og samtidig fik han af Frankrigs præsident tildelt det franske storkors af Æreslegionen. Han var fyldt 72 år og troede, at dette skulle blive retræten på en lang og tro tjeneste i Kirken.
Efter Pius XII's død i 1958 samledes 51 ud af 57 kardinaler til et Konklave, der - som sædvanligt - var dybt splittet mellem en ældre gruppe, der ønskede at fortsætte og udvide Pius XII's politik og gruppe yngre kardinaler, som var desillusioneret over steriliteten, undertrykkelsen og personkulten i de sidst år af pavens liv. Efter 11 afstemninger havde Roncalli 36 stemmer ud af de 51 og dermed valgt til pave.
Han greb langt tilbage i Paverækken, da han valgte et pavenavn, måske for at markere noget nyt, og kaldte sig Johannes XXIII. Siden den lastefulde Modpave Johannes XXIII (1410-1415) var blevet afsat i 1415 var navnet Johannes ikke blevet anvendt af nogen pave. Så den første overraskelse den 76-årige Angelo Roncalli gav Kirken efter sit valg til pave, var valget af pavenavn. Selv spøgte han overfor kardinalerne med navnet og sagde "Det er det navn som er mest brugt i den lange række af romerske paver. De har næsten alle haft et kort Pontifikat".
Johannes XXIII blev ved sit valgt regnet som en typisk overgangspave, "papa de tranzione" og med sin alder kunne han også kun regne med en kort Pontifikat. I sin "personalemappe" fra Det Hellige Officium" kunne han læse, at allerede i 1921 var påført en lille note "mistænkt for modernisme", dette havde sendt hans karriere ud på et sidespor i Bulgarien. Men hans regeringstid skulle få den største betydning for kirkehistorien.
Den anden overraskelse var, at han allerede i januar 1959 i en tale til kardinalerne opregnede sine tre mål for Pontifikatet: Indkaldelse af en romersk bispeSynode, indkaldelse af et økumenisk Koncil og revision af kirkeretten.
Den romerske bispeSynode, den første i historie, fandt sted i januar 1960 og handlede om at "sjælesorgen" i byen skulle tilpasses de ændrede forhold i en moderne, raskt voksende storby. Paven ville at Synoden skulle blive begyndelsen på Kirkens fornyelse, men dens betydning forsvandt i det store Koncilarbejde.
Det er forståeligt, at bekendtgørelsen af et Koncil var en sensation, efter næsten 100 år skulle verdenskirkens biskopper igen samles. Det Første VatikanKoncil i 1869-70 var ikke afsluttet, men blot suspenderet på grund af udbruddet af den fransk-tyske krig. Paven erklærede, at Kirken nu måtte tilpasse sig tiden krav, Koncilet (Det 2. VatikanKoncil) skulle drøfte en modernisering, en ajourføring "aggiornamento" af den katolske kirkes liv og lære. Samtidigt ønskede han at fremme den kristne enhed, og inviterede observatører fra andre trossamfund til Koncilet.
Det 21. økumeniske Koncil (Det 2. VatikanKoncil) var den talmæssigt største kirkeforsamling i historien - i Rom samlede sig 2800 Koncildeltagere, og for første gang i historien sendte 18 ikke-katolske (såvel ortodokse som protestantiske) kirker observatører til Koncilet. Mere end noget andet ønskede paven dialog med verden, uafhængig af trosbekendelse og fremme bestræbelserne til en genforening af de adskilte kristne. Om de ikke-katolske kristne talte paven om de "adskilte brødre i troen" med mere vægt på "brødre" en "adskilte".
I otte encyklikaer betonede Johannes XXIII den kirkelige åbning ud mod verden, uden dermed at give afkald på katolske trospositioner, han så på ingen måde "aggiornamento" (tilpasning) som en grundlæggende afvigelse fra kirkelige traditioner. Hans lære var viet de postorale spørgsmål mere end de dogmatiske, selv om han udtalte sig lidt reaktionært "moderne" dogmer som fx. Teilhar de Chardins arbejder.
(1) "Ad petri cathedram" (juni 1959) tiltrædelsesencyklikaen bad paven om at sandhed, enhed og fred skulle fremmes i kærlighedens ånd og han hilste ikke-katolikker som "adskilte brødre og sønner".
(2) "Sacerdotti Nostri primordia" (aug. 1959) var viet minde om sognepræsten i Ars Giovanni Maria Vianney's 100-års dødsdag. Her appellerede han til ungdommen, de kristne familier og alle troende om at støtte præsterne gennem bøn og handling, og sørge for at unge mænd stadig fulgte kaldet til en præstegerning.
(3) "Grata recordatio" (sep. 1959) her opfordrer han præsterne og det kristne folk til rosenkransbønnen.
(4) "Princeps Pastorum" (nov. 1959) beskæftiger sig med missionsspørgsmålet som et vigtigt anliggende. Paven understreger nødvendigheden af et lokalt hieraki, et indfødt præsteskab og lægfolks betydning for missionen. Denne encyklika følges op med udnævnelse af 14 oversøiske biskopper, heraf 8 fra Afrika.
(5) "Mater et Magistra" (maj 1961) om Kirken og den sociale udvikling. Her forstærker og opdaterer paven sociallæren fra Le XIII og Pius XI. Nyorganiseringen af samfundslivet måtte ske i sandhedens, retfærdighedens og kærlighedens ånd. Han gjorde sig til talsmand for en mindsteløn til alle arbejdere og henviste til at en retfærdig udvikling ikke bare skulle ske i det enkelte samfund, men også mellem rige og fattige lande. Han brød med Vatikanets mistænksomhed mod snigende socialisme og ønskede velfærdsstaten velkommen. Det var første gang en pave fremlagde en tredjeverdensproblematik ved at betone nødvendigheden af økonomisk udjævning mellem landene.
(6) "Aeterna Dei sapientia" (nov. 1961) en hyldest til pave Leo den Store på hans 1500-års dødsdag. Budskabet var at Kirken måtte være én og biskoppen af Rom måtte være dens midtpunkt og udforme læresætningerne.
(7) "Poenitentiam agere" (juli 1962). Denne var viet til "boden" som begyndelsen til tilgivelsen af synder og opnåelsen af den evige frelse. Paven henviser til "boden" i Det Gamle og Det Nye Testamente og Kirkens praksis.
(8) "Pacem in terris" (april 1963). Denne regnes for den mest indflydelsesrige af de 8 encyklikaer. Den handler om freden blandt alle folk; i sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed. Den henvendte sig ikke som sædvanligt til de katolske troende gennem deres biskopper, men til "alle mennesker af god vilje". Den gentog forgængeren Pius XII's ord fra 1939: "Ingenting er tabt med freden, men alt kan være tabt med krigen". Paven vurderede FN's menneskerettighedserklæring fra december 1949 som af den største betydning, og han tog stilling til spørgsmålet om afspænding og sameksistens mellem magtblokkene. Han skelnede mellem marxistisk ideologi og kommunistiske regimers aspirationer, og erklærede at der kunne opstå situationer, hvor kontakt og møder om praktiske spørgsmål, som tidligere var utænkelige, nu eller i morgen kunne være virkelig frugtbare. Encyklikaen indeholder også en skarp fordømmelse af atomoprustningen. Denne encyklika blev verden over regnet for pavens testamente.
Til trods for sit ja til sameksistens tav Johannes XXIII ikke om forfølgelser af Kirken, og han engagerede sig aktivt for de troendes skæbne i østbloklandene, hvilket gav lempeligere vilkår for en række biskopper og kardinaler (fx Mindszenky fra Ungarn, Beran fra Tjekkoslovakiet, Slipyi fra Sovjetunionen). Han åbnede for samtaler med lederne for den kommunistiske verden med den begrundelse at hjælpe de troede i dette magtområde. Under Cuba-krisen i 1962 bad paven offentlig både USA og Sovjet om at vise forsigtighed, Pravda i Moskva citerede ham på forsiden, hvilket måske gav Khrutsjov en undskyldning for at give efter uden at tabe ansigt.
Med Johannes XXIII kom en frisk forandringens vind ind i paveembedet. I sin regering af Kirken benyttede han sig i langt større grad end tidligere af kardinalkollegiets hjælp. I fem runder med kardinaludnævnelser gik han ud over det maksimumantal på 70 som pave Sisto V fastsatte i 1586 og som var foreskrevet i "Codex Iuris". Han foretog i alt 52 kardinaludnævnelser og bragte antallet op på 87 og afskaffede også den gamle distinktion mellem kardinalbiskopper, kardinalpræster og kardinaldiakoner, nu skulle alle kardinaler være biskopper. Blandt alle nyudnævnelserne var den første sorte kardinal Rugambwa fra Tanzania. Han gav kardinalkollegiet et mere internationalt præg, og han gav de kardinaler som ikke residerede ved Kurien større indflydelse.
Johannes XXIII var den første pave i over 200 år, der overværede en teaterforestilling, det var T. S. Eliots stykke om Thomas Becket. Han var også den første pave der i mere end 100 år foretog en rejse ud af Vatikanet. Han drog på pilgrimstur til Assisi og Loreto.
Fra begyndelsen af 1962 havde Johannes XXIII været alvorlig syg med mavekræft, der dog først blev dianogstiseret i september 1962, han viste sig sidste gang offentlig på Kristi himmelfarts dag den 23. maj 1963 og han døde den 3. juni 1963. Kun få pavers død har udløst så stor sorg i verden også blandt ikke-katolikker og ikke kristne. Italiens fagforeninger, også de kommunistiske, opfordrede til arbejdsnedlæggelser i 10 minutter ved pavens begravelse.
Han er fortsat mere end 30 år efter sin død en utrolig populær pave også hos de ikke-religiøse italienere, alle steder opfattes han som "mennesket" på pavestolen, et menneske, der har udvist stor forståelse for forsoning mellem kirkesamfund, mellem racerne, de fattige og ikke mindst kvinders vilkår. I den tidlige Kirke ville Johannes XXIII øjeblikkeligt have blevet udråbt til helgen efter et folkeligt krav, men i vor tid går det lidt langsommere. Han blev saligkåret september 2000 af pave Johannes Paul II. Han er begravet i krypten under S. Pietro.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Koncil
Konklave
Modpave
Nuntius
Patriark
Paverækken
Pontifikat
Synode
Vatikan

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Konklave:

[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

[ - ]

Modpave:

[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
  • Hypolitus (217-235)
  • Novatian (251-258)
  • Felix II (355-365)
  • Ursinus (366-367)
  • Eulalius (418-419)
  • Laurentius (498-499 og 501-506)
  • Dioskur (september-oktober 530)
  • Teodor (september-december 687)
  • Paschalis (oktober-december 687)
  • Konstantin II (767–768)
  • Filippus (juli 768)
  • Johannes (januar 844)
  • Anastasius III (august-september 855)
  • Kristoforus (903-04)
  • Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
  • Johannes XVI (997-98)
  • Gregor VI (juni-juli 1012)
  • Benedikt X (1058-59)
  • Honorius II (1061-72)
  • Klemens III (1080-84)
  • Theoderik (1100-01)
  • Albert (februar-marts 1102)
  • Sylvester IV (1105-11)
  • Gregor VIII (1118-21)
  • Celestin II (december 1124)
  • Kletus [Anakletus] II (1130-38)
  • Viktor IV (marts-maj 1138)
  • Viktor IV (1159-64)
  • Paschalis III (1164-68)
  • Callistus III (1168-78)
  • Innocent III (1179-80)
  • Nikolas V (1328-30)
  • Klemens VII (1378-94)
  • Benedikt XIII (1394-1423)
  • Alexander V (1409-10)
  • Johannes XXIII (1410-15)
  • Klemens VIII (1423-29)
  • Benedikt XIV (1423-29)
  • Benedikt XIV (1430-37)
  • Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

[ - ]

Nuntius:

[ - ]
Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.



[ - ]

Patriark:

[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
  • Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  • Patriarken af Alexandria
  • Patriarken af Antiokia
  • Patriarken af Jerusalem
  • Patriarken af Moskva og hele Rusland
  • Patriarken af hele Bulgarien
  • Katholikos-patriarken af hele Georgien
  • Patriarken af hele Rumænien
  • Den serbiske patriark

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater
  • Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  • Det koptiske patriarkat i Alexandria
  • Det græske patriarkat i Antiokia
  • Det syriske patrirkat i Antiokia
  • Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  • Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  • Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  • Patriarkat i Cilicia
  • Patriarkat i Venezia
  • Patriarkat i Lisabon

Historiske katolske patriarkater
  • Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  • Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  • Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  • Patriarkatet i Vest-Indien
  • Patriarkatet i Øst-Indien

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
  • Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  • Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  • Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
  • Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  • Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

[ - ]

Paverækken:

[ - ]
# 1 Peter 30/42-64
# 2 Linus 67-79
# 3 Anacletus 79-92
# 4 Clemens I 92-97
# 5 Evaristus 97-105
# 6 Alexander I 107-115
# 7 Sixtus I 115-125
# 8 Telesphorus 125-136
# 9 Hyginus 136-140
# 10 Pius I 140-155
# 11 Anicetus 155-166
# 12 Soter 166-175
# 13 Eleutherus 175-189
# 14 Victor I 189-199
# 15 Zephyrinus 199-217
# 16 Calixtus I 217-222
# 1 Modpave Hypolitus 217-235
# 17 Urban I 222-230
# 18 Pontianus 230-235
# 19 Anterus 235-236
# 20 Fabianus 236-250
# 21 Cornelius 251-253
# 2 Modpave Novatian 251-258?
# 22 Lucius I 253-254
# 23 Stefan I 254-257
# 24 Sixtus II 257-258
# 25 Dionysius 259-268
# 26 Felix I 269-274
# 27 Eutychianus 274-283
# 28 Gajus 283-296
# 29 Marcellinus 296-304
# 30 Marcellus I 308-309
# 31 Eusebius 309-310
# 32 Melchiades 311-314
# 33 Sylvester I 314-335
# 34 Marcus 336
# 35 Julius I 337-352
# 36 Liberius 352-366
# 3 Modpave Felix II 355-358
# 37 Damasus I 366-384
# 4 Modpave Ursinus 366-376
# 38 Siricius 384-399
# 39 Anastasius I 399-401
# 40 Innocens I 401-417
# 41 Zosimus 417-418
# 5 Modpave Eulalius 418-419
# 42 Bonifacius I 418-422
# 43 Cølestin I 422-432
# 44 Sixtus III 432-440
# 45 Leo I 440-461
# 46 Hilarius 461-468
# 47 Simplicius I 468-483
# 48 Felix III 483-492
# 49 Gelasius I 492-496
# 50 Anastasius II 496-498
# 51 Symmachus 498-514
# 6 Modpave Laurentius 498-505
# 52 Hormisdas 514-523
# 53 Johannes I 523-526
# 54 Felix IV 526-530
# 7 Modpave Dioscorus 530
# 55 Bonifacius II 530-532
# 56 Johannes II 533-535
# 57 Agapetus I 535-536
# 58 Silverius 536-537
# 59 Vigilius 537-555
# 60 Pelagius I 556-561
# 61 Johannes III 561-574
# 62 Benedikt I 575-579
# 63 Pelagius II 579-590
# 64 Gregor I 590-604
# 65 Sabinianus 604-606
# 66 Bonifacius III 607
# 67 Bonifacius IV 608-615
# 68 Adeodato I 615-618
# 69 Bonifacius V 619-625
# 70 Honorius I 625-638
# 71 Severinus 640
# 72 Johannes IV 640-642
# 73 Theodor I 642-649
# 74 Martin I 649-655
# 75 Eugenius I 655-657
# 76 Vitalian 657-672
# 77 Adeodatus II 672-676
# 78 Donus 676-678
# 79 Agatho 678-681
# 80 Leo II 682-683
# 81 Benedikt II 684-685
# 82 Johannes V 685-686
# 83 Conon 686-687
# 84 Sergius I 687-701
# 8 Modpave Theodor 687
# 9 Modpave Paschalis 687
# 85 Johannes VI 701-705
# 86 Johannes VII 705-707
# 87 Sisinnius 708
# 88 Konstantin I 708-715
# 89 Gregor II 715-731
# 90 Gregor III 731-741
# 91 Zacharias 741-752
# 10 Modpave Stefan 752
# 92 Stefan II 752-757
# 93 Paul I 757-767
# 11 Modpave Konstantin II 767-768
# 94 Stefan III 768-772
# 95 Hadrian I 772-795
# 96 Leo III 795-816
# 97 Stefan IV 816-817
# 98 Paschalis I 817-824
# 99 Eugenius II 824-827
# 100 Valentin 827
# 101 Gregor IV 827-844
# 102 Sergius II 844-847
# 12 Modpave Johannes 844
# 103 Leo IV 847-855
# 13 Modpave Anastasius 855
# 104 Benedikt III 855-858
# 105 Nikolaus I 858-867
# 106 Hadrian II 867-872
# 107 Johannes VIII 872-882
# 108 Marinus I 882-884
# 109 Hadrian III 884-885
# 110 Stefan V 885-891
# 111 Formosus 891-896
# 112 Bonifacius VI 896
# 113 Stefan VI 896-897
# 114 Romanus 897
# 115 Theodor II 897
# 116 Johannes IX 898-900
# 117 Benedikt IV 900-903
# 118 Leo V 903-904
# 14 Modpave Christophorus 903-904
# 119 Sergius III 904-911
# 120 Anastasius III 911-913
# 121 Lando 913-914
# 122 Johannes X 914-928
# 123 Leo VI 928
# 124 Stefan VII 928-931
# 125 Johannes XI 931-935
# 126 Leo VII 936-939
# 127 Stefan VIII 939-942
# 128 Marinus II 942-946
# 129 Agapetus II 946-955
# 130 Johannes XII 955-964
# 15 Modpave Leo VIII 963-965
# 131 Benedikt V 964-965
# 132 Leo VIII 964-965
# 133 Johannes XIII 965-972
# 134 Benedikt VI 973-974
# 16 Modpave Bonifacius VII 974
# 135 Benedikt VII 974-983
# 136 Johannes XIV 983-984
# 17 Modpave Bonifacius VII 984-985
# 137 Johannes XV 985-996
# 138 Gregor V 996-999
# 18 Modpave Johannes XVI 997-998
# 139 Sylvester II 999-1003
# 140 Johannes XVII 1003
# 141 Johannes XVIII 1003-1009
# 142 Sergius IV 1009-1012
# 19 Modpave Gregor 1012
# 143 Benedikt VIII 1012-1024
# 144 Johannes XIX 1024-1032
# 145 Benedikt IX 1032-1044
# 146 Sylvester III 1045
# 147 Benedikt IX 1045
# 148 Gregor VI 1045-1046
# 149 Clemens II 1046-1047
# 150 Benedikt IX 1047-1048
# 151 Damasus II 1048
# 152 Leo IX 1049-1054
# 153 Victor II 1055-1057
# 154 Stefan IX 1057-1058
# 20 Modpave Benedikt X 1058-1059
# 155 Nikolaus II 1059-1061
# 21 Modpave Honorius II 1061-1064
# 156 Alexander II 1061-1073
# 157 Gregor VII 1073-1085
# 22 Modpave Clemens III 1080 + 1084-1100
# 158 Victor III 1086-1087
# 159 Urban II 1088-1099
# 160 Paschalis II 1099-1118
# 23 Modpave Theodoricus 1100-1102
# 24 Modpave Albertus 1102
# 25 Modpave Sylvester IV 1105-1111
# 161 Gelasius II 1118-1119
# 26 Modpave Gregor VIII 1118-1121
# 162 Calixtus II 1119-1124
# 27 Modpave Celestin II 1124
# 163 Honorius II 1124-1130
# 28 Modpave Anacletus II 1130-1138
# 164 Innocens II 1130-1143
# 29 Modpave Victor IV 1138
# 165 Cølestin II 1143-1144
# 166 Lucius II 1144-1145
# 167 Eugenius III 1145-1153
# 168 Anastasius IV 1153-1154
# 169 Hadrian IV 1154-1159
# 30 Modpave Victor IV 1159-1164
# 170 Alexander III 1159-1181
# 31 Modpave Paschalis III 1164-1168
# 32 Modpave Calixtus III 1168-1178
# 33 Modpave Innocens III 1179-1180
# 171 Lucius III 1181-1185
# 172 Urban III 1185-1187
# 173 Gregor VIII 1187
# 174 Clemens III 1187-1191
# 175 Cølestin III 1191-1198
# 176 Innocens III 1198-1216
# 177 Honorius III 1216-1227
# 178 Gregor IX 1227-1241
# 179 Cølestin IV 1241
# 180 Innocens IV 1243-1254
# 181 Alexander IV 1254-1261
# 182 Urban IV 1261-1264
# 183 Clemens IV 1265-1268
# 184 Gregor X 1271-1276
# 185 Innocens V 1276
# 186 Hadrian V 1276
# 187 Johannes XXI 1276-1277
# 188 Nikolaus III 1277-1280
# 189 Martin IV 1281-1285
# 190 Honorius IV 1285-1287
# 191 Nikolaus IV 1288-1292
# 192 Cølestin V 1294
# 193 Bonifacius VIII 1294-1303
# 194 Benedikt XI 1303-1304
# 195 Clemens V 1305-1314
# 196 Johannes XXII 1316-1334
# 34 Modpave Nikolaus V 1328-1330
# 197 Benedikt XII 1334/35-1342
# 198 Clemens VI 1342-1352
# 199 Innocens VI 1352-1362
# 200 Urban V 1362-1370
# 201 Gregor XI 1370/71-1378
# 202 Urban VI 1378-1389
# 35 Modpave Clemens VII 1378-1394
# 203 Bonifacius IX 1389-1404
# 36 Modpave Benedikt XIII 1394-1423
# 204 Innocens VII 1404-1406
# 205 Gregor XII 1406-1415/17
# 37 Modpave Alexander V 1409-1410
# 38 Modpave Johannes XXIII 1410-1415
# 206 Martin V 1417-1431
# 39 Modpave Clemens VIII 1424-1429
# 40 Modpave Benedikt XIV 1424-1437?
# 207 Eugenius IV 1431-1447
# 41 Modpave Felix V 1439-1449
# 208 Nikolaus V 1447-1455
# 209 Calixtus III 1455-1458
# 210 Pius II 1458-1464
# 211 Paul II 1464-1471
# 212 Sixtus IV 1471-1484
# 213 Innocens VIII 1484-1492
# 214 Alexander VI 1492-1503
# 215 Pius III 1503
# 216 Julius II 1503-1513
# 217 Leo X 1513-1521
# 218 Hadrian VI 1522-1523
# 219 Clemens VII 1523-1534
# 220 Paul III 1534-1549
# 221 Julius III 1550-1555
# 222 Marcellus II 1555
# 223 Paul IV 1555-1559
# 224 Pius IV 1559/60-1565
# 225 Pius V 1566-1572
# 226 Gregor XIII 1572-1585
# 227 Sixtus V 1585-1590
# 228 Urban VII 1590
# 229 Gregor XIV 1590-1591
# 230 Innocens IX 1591
# 231 Clemens VIII 1592-1605
# 232 Leo XI 1605
# 233 Paul V 1605-1621
# 234 Gregor XV 1621-1623
# 235 Urban VIII 1623-1644
# 236 Innocens X 1644-1655
# 237 Alexander VII 1655-1667
# 238 Clemens IX 1667-1669
# 239 Clemens X 1669/70-1676
# 240 Innocens XI 1676-1689
# 241 Alexander VIII 1689-1691
# 242 Innocens XII 1691-1700
# 243 Clemens XI 1700-1721
# 244 Innocens XIII 1721-1724
# 245 Benedikt XIII 1724-1730
# 246 Clemens XII 1730-1740
# 247 Benedikt XIV 1740-1758
# 248 Clemens XIII 1758-1769
# 249 Clemens XIV 1769-1774
# 250 Pius VI 1775-1799
# 251 Pius VII 1800-1823
# 252 Leo XII 1823-1829
# 253 Pius VIII 1829-1830
# 254 Gregor XVI 1831-1846
# 255 Pius IX 1846-1878
# 256 Leo XIII 1878-1903
# 257 Pius X 1903-1914
# 258 Benedikt XV 1914-1922
# 259 Pius XI 1922-1939
# 260 Pius XII 1939-1958
# 261 Johannes XXIII 1958-1963
# 262 Paul VI 1963-1978
# 263 Johannes Paul I 1978
# 264 Johannes Paul II 1978-2005
# 265 Benedikt XVI 2005-2013
# 266 Frans I 2013-????


[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


1038
Pt:444