Beskrivelse af Melchiades, der var Pave i år 311-314

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Melchiades - 311-314 :

Melchiades (San Milziade) St. Melchiades = Miltiades; der var fra Afrika, var pave fra 02/07 311 til 11/01 314.

Pave Miltiades eller Melchiades (døde 10 januar 314), også kaldet i Latin pave Miltiades, var pave fra 2 juli 311 til sin død i 314.

Oprindelse
Ifølge Liber Pontificalis var Miltiades afrikanske. Han var muligvis et nord afrikansk indfødte, selvom scholar Richard P. McBrien hedder han var sandsynligvis romersk.

Pontifikat
Hans valg markerede afslutningen på en periode Sede Vacante varig fra pave Eusebius død på 17 August 310 eller ifølge andre, 309, snart efter kejser Maxentius havde forvist Eusebius til Sicilien.
Under sin Pontifikat, i oktober 312, Constantine besejrede Maxentius og overtog kontrollen over Rom. Constantine forelagde paven med Lateran Palace, der blev den pavelige residence og sæde for kristne regeringsførelse. Tidligt i 313 indgået Constantine og fellow kejser Licinius en aftale på Milan at de ville give religionsfrihed for kristne og andre religioner og genskabe kirkens ejendom.

Død
Senere i 313, Miltiades præsiderede over Lateran Synode i Rom, som blev frikendt Caecilian af Karthago og fordømt Donatus som en schismatic (Se Donatism). Derefter blev han inviteret til Rådet Arles men døde før det blev afholdt.

Legacy
Liber Pontificalis, kompileret fra det femte århundrede og fremefter, tilskrives indførelsen af flere senere told til Miltiades, herunder ikke fastende på torsdage eller søndage, selv om efterfølgende stipendium nu mener toldmyndigheder sandsynligvis præ-dateret Miltiades.
I 1200-tallet var Sankt Melchiades' (som han derefter blev kaldt) festdag inkluderet, med fejlagtig kvalificering af "martyr", i den romerske kalender for fejring på 10 December. I 1969, det blev fjernet fra denne kalender for obligatorisk liturgisk fejring, og hans festen blev flyttet til dagen for hans død, 10 januar, med hans navn i formen "Miltiades" og uden "martyr" indikation.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Sede Vacante:

Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.


Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.

Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.
Vatikanets Sede Vacante våbenskjold, der benyttes under Interregnum perioder.

Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.



Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.

Synode: