Beskrivelse af Hilarius, der var Pave i år 461-468

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.030.447
     LU: 18:39

Pave Hilarius i tal :
Nummer 46 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  19. Nov. 461 -
Papiat slutter : 28. Feb. 468 6,2 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024













Hilarius - 461-468 :

Hilarius (Sant'Ilario)
Pave Hilarius 1. (død ca. 28. februar 468) var pave i perioden 461-468. Han blev helgenkåret efter sin død.
Hilarius var fra Sardinien og ærkediakon i Rom under Leo 1. Han blev valgt til pave, sandsynligvis 17. november 461 og indsat 19. november samme år.
Som ærkediakon under Leo 1. kæmpede han energisk for pavestolens rettigheder og lige så energisk mod fordømmelsen af Flavian af Konstantinopel ved det andet Koncil i Efesos i 449. I et brev til kejserinde Pulcheria fundet i pave Leos korrespondance undskylder Hilarius for ikke at have overbragt hende pavens brev efter Koncilet. Dette skyldtes Dioscurus fra Alexandria, der forsøgte at hindre ham i at tage til Rom eller Konstantinopel, og han havde derfor store problemer med at slippe væk og overbringe nyhederne om resultatet af Koncilet til paven.
Som pave fulgte han kursen udstukket af sin forgænger Leo, som i en strid med Hilarius fra Arles om det kirkelige herredømme over Gallien af Valentinian III havde modtaget en berømt forordning i 445, der anerkendte forrangen for paven i Rom over Gallien. Pave Hilarius fortsatte med at styrke disciplinen i pavestolens kontrol over biskopperne. I Narbonne var Hermes, en tidligere ærkediakon, blevet udnævnt til biskop af sin forgænger og indviet uden udtrykkelig godkendelse fra Leo 1. Hilarius sammenkaldte derpå en Synode i 462, der anerkendte Hermes som titulær biskop, men som nægtede ham titlen som ærkebiskop. Andre beslutninger kom til udtryk i en rundskrivelse og slog på øget disciplin: En Synode skulle afholdes årligt af biskoppen af Arles, men alle vigtige forhold skulle afgøres hos paven. Ingen biskop måtte forlade sit stift uden en skriftlig tilladelse fra hans ærkebiskop, dog med ankemulighed til biskoppen i Arles. Kirkens ejendom kunne ikke afstås, uden at årsagen til salget var blevet bedømt på en Synode.
Kort efter dette blev paven inddraget i en ny strid mellem bispesæder. I 463 havde Mamertus fra Vienne indviet en biskop i Die, skønt denne kirke efter et dekret fra Leo 1. tilhørte ærkebispesædet i Arles. Da Hilarius hørte om dette, overlod han til Leontius fra Arles at indkalde til en stor Synode, hvor biskopperne fra flere provinser skulle undersøge forholdene. Synoden fandt sted, og den resulterede i, at han udsendte et edikt dateret 25. februar 464, hvori biskop Veranus blev pålagt at give Mamertus en advarsel om, at hvis han fremover ikke afholdt sig fra ureglementerede ordinationer ville hans rettigheder blive frataget ham. Som følge heraf skulle udnævnelsen af biskoppen i Die godkendes af Leontius fra Arles. På den måde blev forrangen i området for ærkebispesædet i Arles, som Leo 1. havde defineret dem, overholdt. Samtidig blev biskopperne advaret mod at overskride deres beføjelser og at samles til et årligt Synode under forsæde af biskoppen fra Arles. Tilsvarende blev ansvaret for bispesæderne i Alpes-Maritimes sikret ærkebispesædet i Embrun.

Hilarius var Sardisk ved fødslen, søn af Crispinus, han var Leo I's ærkediakon og en af hans legater på Røverrådet Efesos (Aug. 449), hvor han protesterede mod fordømmelse af Flavio, biskoppen af Konstantinopel (446 - 449), og med sværhedsgrad undgik arrestation for at bringe Leo en øjenvidneskildring af ukontrolleret retssagen og appel fra Flavio (nu døde). Han tilskrev sin flugt til John the Evangelist, i hvis nedgravning salen uden for murene af Ephesus han havde skjult sig selv.

En mand af karakter og energi, Hilarus tog hans forgænger som hans model. Alt, hvad der er kendt for sin omgang med øst er en decretal, som han tilsyneladende cirkulerede østlige biskopper bekræfter Råd i Nikæa (325), Efesos (431) og Chalcedon (451) og Leo's Tome, og også fordømt kætterier og understreger den romerske forrang. Hvis autentiske, var genstand for decretal at imødegå voksende monophysite modstand mod Chalcedon. Nærmere hjem kæmpede han for at forhindre spredning af Arianisme i Italien, hvor det nød beskyttelse af Ricimer, barbar mester i Vesten indtil sin død i 472. Han selv var nødt til at affinde sig med en anden Arian kirke i Rom, etableret af Ricimer, og en Arian biskop; men i 467, høre at den nye kejser Anthemius (467 - 472) kan sanktionere mødesteder for kættere i byen, han dristigt konfronterede ham i St Peters og gjorde ham sværger, at han aldrig ville samtykke til sådan en ting.

Hilarus ofte grebet ind i Gallien og Spanien at konsolidere Roms autoritet og forhindre opdeling af Kanoniske rækkefølge. I Gallien stræbte han uden rent faktisk at sige det, for at rally biskopper omkring Arles som deres metropol, således at han kunne bruge biskoppen af Arles som sin kanal oplysninger og instruktioner. Hvis han ikke lykkedes i sit mål, var det fordi Leontius fra Arles, som han støttede når sin Se rettigheder blev krænket af Mamertus i Vienne (d. c. 475), ikke kunne stige til den rolle, der forventes af ham. Ved en Synode afholdt i Sta Maria Maggiore den 19 Nov. 465 (den første romersk Synode som detaljeret minutter har bevaret) han behandlede klager bragt af Ascanius, metropolitan af Tarragona, mod Silvanus af Calahorra, opretholdelsen af storbyer rettigheder og forbyder biskopper til at udpege deres efterfølgere. Flere af hans breve viser, hvor afhængig den spanske Bispestolen blev på Rom, og hvor let og beslutsomt Pavestolen løst deres problemer.

Blandt hans bygninger i Rom var tre kapeller knyttet til Lateran Døbefont, en dedikeret til John the Evangelist som et tak-offer for hans flugt i Efesos i 449. LP viser sin overdådige gaver til romerske kirker, beregnet som erstatning for det ædle metal plyndret under Vandal besættelsen af 455, og poster, han grundlagde et Kloster i S. Lorenzo fuori le Mura, hvor han blev begravet, og et andet Kloster hvis placering er ukendt. Fest 28 Feb. eller 29 Feb. i skudår.




                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Ariani
Døbefont
Kanon
Kloster
Koncil
Lateran
Synode

Ariani:

[ - ]
Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

[ - ]

Døbefont:

[ - ]


Døbefonte - Døbefonde

En døbefont (latin fons, kilde) er en kumme til brug ved barnedåb i kirken. Dåben var en fuldstændig neddypning, og derfor var de ældste døbebrønde (piscinæ) indhegnede vandbassiner, der som regel fandtes i særlige baptisterier.
Kun biskopperne kunne døbe, og derfor fandtes disse bassiner hovedsageligt ved domkirkerne; de findes nu kun enkelte steder i Sydeuropa.
Allerede i den tidlige middelalder fik enhver, der var præsteviet, ret til at døbe, og fra nu af var der i alle sognekirker, men ikke i klosterkirker, en døbefont (fons baptismalis).
Døbefontene stod sandsynligvis oprindelig på kirkens længdeakse mellem mands- og kvindedøren, således at det understregedes, at dåben er indgangen til kristenlivet.
I middelalderens sidste århundreder blev fonten ofte flyttet yderligere mod vest til tårnrummet, der dermed kom til at fungere som en slags dåbskapel.
Først efter reformationen blev døbefontene flyttet til deres nuværende placering nær ved eller i koret i kirkens østende.



Alrø kirke, Danmark


Alrø kirkes Døbefont.

Fontens alder kendes ikke, men der findes ikke lignende i Danmark.
Den består af to store granitblokke, der er groft dekoreret med fire væsener, der sidder på hug med udadvendte fødder og nedrakte arme, der krydses med naboens.
Figurernes hoveder er store og runde med primitivt udhuggede øjne, næse og munde.
Imellem væsenerne er der fire fugle. Der er tydelige spor af farvelægning.
Det fortælles, at granitdøbefonten har været ude af brug i en årrække, og at den blev fundet som vandingstrug på marken, inden den kom tilbage til kirken.



Peterskirken i Rom


Peterskirkens døbefont

Går man i Peterskirken i Rom, frem i midtergangen mod højalteret, finder man til venstre dåbskapellet med sin overdimensionerede døbefont. Her er der kødannelse hver eneste søndag før højmessen.
Dåbskapellet af Carlo Fontana ligger efter ældre skik i nærheden af indgangen til kirken, som et symbol for den døbtes indlemmelse i kirken.
Døbefonten stammer fra låget til en senantik porfyrsarkofag.
Det forgyldte Bronzelåg med volutter, arabesker, engle og øverst Guds lam er udført efter Fontanas udkast af Giovanni Giardoni.



Terslev Kirke


Terslevs Døbefont, som er i granit, er fra år 1200.

Døbefonten i Terslev kirke er lige så gammel som kirkerummet. Den stammer fra omkring 1200 og er i granit med en kraftig tovsnoning mellem skaft og kumme og et mindre tov omkring selve kummen.
Oprindeligt stod døbefonten ved kirkens indgang som en markering af, at dåben er indgangen til kristenlivet.
Det var dengang der ingen bænke var i kirken, måske bortset fra et par sæder op ad muren til de ældre og skrøbeligste og man stod op under gudstjenesten.
Da man i reformationstiden fik sat bænke i kirken, var det upraktisk at sidde med ryggen til, når børnene blev døbt og så blev fonten flyttet frem i korbuen.
Oprindeligt var hele kummen fyldt med vand og børnene blev ved dåben dykket helt ned under 3 gange. Det må have været en kold fornøjelse en vintermorgen!
Senere nøjedes man med at hælde tre håndfulde vand over barnets hoved, og så var der ikke brug for at fylde hele kummen.

Terslev Kirke ligger i Terslev sydøst for Ringsted og nord for Haslev i Faxe kommune.
Terslev Kirke er bygget i Valdemartiden omkring år 1200.
Kirken er udvidet op gennem middelalderen med kor, sakristi, våbenhus og tårn.
Prædikestolen i bruskbarok fra ca. 1650 med evangelister, engle og dyder.
Kirken blev istandsat i 1867. Fra den tid stammer bænkene. og de nygotiske støbejernsvinduer.
Kirkeskib og lysekrone fra 1917 er skænket af familien Lunn på Sofiendal til minde om deres datter Isse, der døde kun 10 år gammel.
Kirken er igen restaureret i 1979, og herfra stammer korudsmykningen: tre kalkmalerier udført af cobramaleren Mogens Balle.





[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


1839
Pt:247