Beskrivelse af Hormisdas, der var Pave i år 514-523

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Hormisdas - 514-523 :

Hormisdas (Sant'Ormisda)

Pave Hormisdas (450-6 August 523) var leder af den katolske kirke fra 20 juli 514 til sin død i 523. Hans pavedømme var domineret af Acacian Skisma, startet i 484 af Acacius i Konstantinopels bestræbelser på at formilde Monophysites. Hans bestræbelser på at løse dette Skisma var vellykket, og på 28 marts 519, genforening mellem Konstantinopel og Rom blev ratificeret i domkirken i Konstantinopel før en stor menneskemængde.

Jeffrey Richards forklarer Hormisdas' Persiske navn som sandsynligvis til ære for en landsforviste Persisk noble, Hormizd, "fejret i den romerske Martyrologi (8 August) men ikke så hædret i øst." Navnene på hans far og søn foreslår, at han havde en ellers "ligetil italienske stamtavle." Men efter Iranica var han formentlig relateret til Hormizd.

Liv

Han blev født i Frosinone, Campagna di Roma i Italien. Før han bliver en romersk deacon, Hormisdas var gift, og hans søn blev pave under navnet på Silverius. Under den Laurentian Skisma var Hormisdas en af de mest fremtrædende gejstlig partisanerne af pave Symmachus. Han var notar ved Synoden afholdt på St. Peter i 502. To breve af Magnus Felix Ennodius, biskoppen af Pavia, overleve adresseret til ham, skrevet da sidstnævnte forsøgte at genvinde heste og penge han havde lånt paven.

I modsætning til hans forgænger Symmachus manglede hans valg nogen bemærkelsesværdige kontroverser. Ved at blive pave, var en af Hormisdas' første handlinger at fjerne de sidste rester af Skisma i Rom, modtager tilbage ind i kirken tilhængerne af den Laurentian parti, der ikke havde allerede er blevet afstemt. "Skisma havde dvælede stort set ud af personlige had til Symmachus," skriver Jeffrey Richards, "noget, som Hormisdas ikke var tilsyneladende behæftet."

Hensyn til hans embedstid i Liber Pontificalis og den overvældende hovedparten af hans efterlevende korrespondance, er domineret af bestræbelser på at genoprette kommunion mellem ser Rom og Konstantinopel forårsaget af Acacian Skisma. Dette Skisma var en følge af "Henoticon" af kejser Zeno og støttet af hans efterfølger Anastasius, der blev mere og mere tilbøjelige til Monofysitisme og forfulgt de biskopper, der nægtede at afvise Rådets Chalcedon.

Kejser Anastasius tog de første skridt til at løse dette Skisma, presset af Vitalian, lederen af det kejserlige kavaleri, der, efter at have taget op årsag til ortodoksi, førte Thracia Skytien mindre og Mysia at gøre oprør, og marcherede med en hær af hunnerne og bulgarerne til gates af Konstantinopel. Richards påpeger, at der ville bundet til at være nogle forsigtige indsats fra Konstantinopel, "Hvis kun fordi der var en ny mand på tronen i St. Peter. Forholdet mellem Symmachus og kejser Anastasius havde været nærmest ikke-eksisterende".

Anastasius skrev til Hormisdas på 28 December 514, opfordrede ham til en Synode, der ville blive afholdt 1 juli i det følgende år. En anden, mindre høflig opfordring, dateret 12 januar 515, blev også sendt af Anastasius til paven, som nåede Rom før først. På 4 April svarede Hormisdas, at udtrykke sin glæde over udsigten til fred, men samtidig forsvare holdning af hans forgængere og byde velkommen en Synode, men at tro det unødvendige. Bærere af emperor's første brev nåede til sidst Rom på 14 maj. Paven varsomhed gennemført forhandlingerne, indkaldte til en Synode i Rom og skrev til kejseren på 8 juli at annoncere afgang af en ambassade Konstantinobel. I mellemtiden adskilt to hundrede biskopperne, der havde samlet på 1 juli på Herakleia uden at opnå noget.

Pavens ambassade til det kejserlige Hof bestod af to biskopper, Ennodius af Pavia og Fortunatus af Catina, præst Venantius, diakon Vitalis og notaren Hilarius. Ifølge Pastor J. Barmby, Hormisdas stillet flere krav: (1) kejseren bør offentligt at annoncere sin accept af Rådet for Chalcedon og breve af Pave Leo; (2) de østlige biskopper bør gøre en lignende offentlig erklæring, og i tillæg anathematizse Nestorius, Eutyches, Dioscorus, Aelurus, Peter Mongus, Peter Fuller og Acacius, med alle deres tilhængere; (3) alle sendt i eksil i denne tvist skal erindres og deres sager forbeholdt dom af den apostolske Se; (4) de landflygtige, der havde været i fællesskab med Rom og erklærede katolicismen erindres først; og (5) biskopper anklaget for at have forfulgt ortodokse skal sendes til Rom skal vurderes. "Dermed kejseren foreslog en fri debat i Rådet; paven krævede uforbeholden accept af ortodoksi og indsendelse til sig selv som leder af kristenheden, før han ville behandle overhovedet."

En imperial ambassade af to høje civile embedsmænd kom til Rom for at bringe et brev dateret den 16 juli 516 for paven, og en dateret 28 juli for Roman Senatet; Formålet med sidstnævnte var at overtale senatorerne til at tage et standpunkt mod Hormisdas. Men både Senatet, såvel som konge Teoderik, forblev loyale over for paven. I mellemtiden rapporteret Hormisdas til Avitus i Vienne, at et ekstra antal Balkan biskopper havde trådt i forbindelserne med Rom, og Biskop Johannes af Nicopolis, som også var ærkebiskop af Epirus, havde brudt altergang med Constantinople og genoptog det med Rom.

En anden pavelig ambassade bestående af Ennodius og biskop Peregrinus af Misenum lykkedes så som først. Anastasius selv forsøgte at bestikke legater, men lykkedes ikke. Sikker nu, Vitalian havde været besejret uden for Konstantinopel, tvunget til at skjule, og hans tilhængere henrettet, Anastasius annonceret på 11 juli 517 at han at afbryde forhandlingerne. Men mindre end et år senere kejseren døde; Liber Pontificalis hævder, at han blev ramt af et lyn. Hans efterfølger, den katolske Justin I, straks vendt Anastasius politikker. Alle krav til pave Hormisdas blev indrømmet: navnet på den dømte Patriarken Acacius samt navnene på kejserne Anastasius og Zeno blev ramt af den kirkelige diptychs, og Patriarken John II accepteret formlen for Hormisdas. Nogle hævder, at han gjorde det med nogle kvalifikationer. Dette argument bygger på følgende citat:

"Jeg erklærer, at apostlen Peters sæde og denne Kejserstad er et."

Det er indlysende, men fra den kontekst, hvori dette citat var skrevet at alt dette betyder, at fællesskab mellem to er fornyet. For eksempel det fremgår klart af hellige skrifter at Kristus og medlemmer af hans kirke er mystisk united men der så ville sige, at medlemmerne af kirken og Kristus er ligestilling? Kristus er selvfølgelig større end os! Enhedslisten betyder ikke ligestilling og dette citat kan derfor være ikke grundlag for at hævde ligestilling af de to VSØ.

Desuden, selv om det var et af kravene i formlen, øst fortsatte med at se bort fra pavelige krav ikke fordømme Acacius. På 28 marts 519, blev i domkirken i Konstantinopel i Tilstedeværelse af en stor skare af mennesker, i slutningen af Skisma indgået i en højtidelig ceremoni.

Hormisdas (Sant'Ormisda)

Pope Hormisdas (450 – 6 August 523) was the head of the Catholic Church from 20 July 514 to his death in 523. His papacy was dominated by the Acacian schism, started in 484 by Acacius of Constantinople's efforts to placate the Monophysites. His efforts to resolve this schism were successful, and on 28 March 519, the reunion between Constantinople and Rome was ratified in the cathedral of Constantinople before a large crowd.

Jeffrey Richards explains Hormisdas' Persian name as probably in honour of an exiled Persian noble, Hormizd, "celebrated in the Roman martyrology (8 August) but not so honoured in the East." The names of his father and son suggest he had an otherwise "straightforward Italian pedigree." However, according to Iranica he was probably related to Hormizd.

Life

He was born at Frosinone, Campagna di Roma, Italy. Before becoming a Roman deacon, Hormisdas was married, and his son became pope under the name of Silverius. During the Laurentian schism, Hormisdas was one of the most prominent clerical partisans of Pope Symmachus. He was notary at the synod held at St. Peter's in 502. Two letters of Magnus Felix Ennodius, bishop of Pavia, survive addressed to him, written when the latter tried to regain horses and money he had lent the pope.

Unlike his predecessor Symmachus, his election lacked any notable controversies. Upon becoming Pope, one of Hormisdas' first actions was to remove the last vestiges of the schism in Rome, receiving back into the Church those adherents of the Laurentian party who had not already been reconciled. "The schism had lingered on largely out of personal hatred to Symmachus," writes Jeffrey Richards, "something with which Hormisdas was apparently not tainted."

The account of his tenure in the Liber Pontificalis, as well as the overwhelming bulk of his surviving correspondence, is dominated by efforts to restore communion between the Sees of Rome and Constantinople caused by the Acacian schism. This schism was the consequence of the "Henoticon" of the Emperor Zeno and supported by his successor Anastasius, who became more and more inclined towards Monophysitism and persecuted those bishops who refused to repudiate the Council of Chalcedon.

The emperor Anastasius took the first steps to resolve this schism pressured by Vitalian, the commander of the imperial cavalry, who, having taken up the cause of orthodoxy, led Thracia, Scythia Minor, and Mysia to revolt, and marched with an army of Huns and Bulgarians to the gates of Constantinople. Richards points out that there would bound to be some tentative efforts from Constantinople, "if only because there was a new man on the throne of St. Peter. Relations between Symmachus and the emperor Anastasius had been virtually non-existent".

Anastasius wrote to Hormisdas on 28 December 514, inviting him to a synod that would be held 1 July of the following year. A second, less courteous invitation, dated 12 January 515, was also sent by Anastasius to the pope, which reached Rome before the first. On 4 April Hormisdas answered, expressing his delight at the prospect of peace, but at the same time defending the position of his predecessors and welcoming a synod, but believing it unnecessary. The bearers of the emperor's first letter at last reached Rome on 14 May. The pope guardedly carried on negotiations, convened a synod at Rome and wrote to the emperor on 8 July to announce the departure of an embassy for Constantinople. Meanwhile the two hundred bishops who had assembled on 1 July at Heraclea separated without accomplishing anything.

The pope's embassy to the imperial court consisted of two bishops, Ennodius of Pavia and Fortunatus of Catina, the priest Venantius, the deacon Vitalis, and the notary Hilarius. According to Rev. J. Barmby, Hormisdas made several demands: (1) The emperor should publicly announce his acceptance of the council of Chalcedon and the letters of Pope Leo; (2) the Eastern bishops should make a similar public declaration, and in addition anathematizse Nestorius, Eutyches, Dioscorus, Aelurus, Peter Mongus, Peter the Fuller, and Acacius, with all their followers; (3) everyone exiled in this dispute should be recalled and their cases reserved for the judgment of the Apostolic See; (4) those exiles who had been in communion with Rome and professed Catholicism should first be recalled; and (5) bishops accused of having persecuted the orthodox should be sent to Rome to be judged. "Thus the emperor proposed a free discussion in council; the pope required the unqualified acceptance of orthodoxy, and submission to himself as head of Christendom, before he would treat at all."

An imperial embassy of two high civil officials came to Rome bringing one letter dated 16 July 516 for the pope, and one dated 28 July for the Roman Senate; the aim of the latter was to convince the senators to take a stand against Hormisdas. However both the Senate, as well as King Theodoric, stayed loyal to the pope. Meanwhile Hormisdas reported to Avitus of Vienne that an additional number of Balkan bishops had entered into relations with Rome, and Bishop John of Nicopolis, who was also the archbishop of Epirus, had broken communion with Constantinople and resumed it with Rome.

A second papal embassy consisting of Ennodius and Bishop Peregrinus of Misenum was as unsuccessful as the first. Anastasius even attempted to bribe the legates, but was unsuccessful. Secure now that Vitalian had been defeated outside Constantinople, forced into hiding, and his supporters executed, Anastasius announced on 11 July 517 that he was breaking off the negotiations. But less than a year later the emperor died; the Liber Pontificalis claims he was struck dead by a thunderbolt. His successor, the Catholic Justin I, immediately reversed Anastasius' policies. All the demands of Pope Hormisdas were granted: the name of the condemned Patriarch Acacius as well as the names of the Emperors Anastasius and Zeno were stricken from the church diptychs, and the Patriarch John II accepted the formula of Hormisdas. Some maintain that he did so with some qualifications. This argument is based on the following quote:

"I declare that the see of apostle Peter and the see of this imperial city are one."

It is obvious though from the context in which this quote was written that all this means is that the communion between the two is renewed. For example it is obvious from Sacred Scripture that Christ and the members of His Church are mystically united but who then would say that the members of the Church and Christ are equality? Of course Christ is greater than us! Unity does not mean equality and therefore this quote cannot be the basis for claiming the equality of the two Sees.

Furthermore, despite it being one of the demands in the formula, the East continued to disregard papal demands by not condemning Acacius. On 28 March 519, in the cathedral of Constantinople in presence of a great throng of people, the end of the schism was concluded in a solemn ceremony.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Liber Pontificalis
Monofysitisme
Patriark
Skisma
Synode

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Monofysitisme:

Monofysitisme (fra græsk: monos, 'kun én' og physis, 'natur') er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige), i modsætning til den position fastslået i koncilet i Chalcedon (451) hvori Kristus har to samtidige naturer; en guddommelig og en menneskelig.



Monofysitisme og dets antitesis, nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det 5. århundrede; en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsende vestromerske rige, og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nu Østromerske Kejserdømme, og i særdeleshed i Syrien, Levanten, Egypten og Anatolien hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.

Der er to hoveddoktriner der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske: Eutychianisme, opkaldt efter presbyter Eutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige, «som en dråbe honning i havet». Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451. Apollinarisme, ifølge hvilke Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig således at det ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskellige synoder, og endelig fordømt som kættersk ved koncilet i Konstantinopel år 381.

En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen «Kristus er én natur fra to», det vil sige en fusion mellem de to naturer uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning, og er delvist bevaret i de orientalske ortodokse kirker.

Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det 5. og ind i det 6. århundrede. Kejser Zeno forsøgte at finde en formulering som kunne accepteres af begge parter, men denne blev afvist af pave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende at det er netop kejserne som stod for dette arbejde; kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen som var opstået.

I nyere tid er der på ny blevet oprettet kontakt mellem de orientalske ortodokse kirker, Den ortodokse kirke og den katolske kirke. I 1973 kom pave Paul VI og den koptiske-ortodokse pave Shenouda III med en fælleserklæring om kristologi, og i 1984 kom også en fælleserklæring fra pave Johannes Paul II og den syrisk-ortodokse patriark Ignatius Zakka.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: