Beskrivelse af Paschalis I, der var Pave i år 817-824

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Paschalis I - 817-824 :

Paschalis I (San Pasquale I) Pave Paschalis I (San Pasquale I) 817-824
Paschalis I valgtes til pave den 25. Januar 817, dagen efter Pave Stefan IV's død, og han efterfulgtes selv af Pave Eugenio II efter sin død den 11. Februar 824.
Inden pavevalget var Pasquale, som hans italienske navn lyder, abbed ved Kirken Santo Stefano. Han må have været almindeligt respekteret, for han valgtes enstemmigt og på meget kort tid og indenfor det næste døgn blev han pavekronet. Der er imidlertid også en anden forklaring på hastværket: romerne ønskede selv at vælge deres pave og ikke vente på Kejserens mening. Paschalis skyndte sig derfor at sende Kejser Ludwig (Den Fromme = Ludovico il Pio) besked om valget og samtidig at berolige denne om at valget var foregået korrekt og at den hurtige afvikling var for at undgå slagsmål mellem de forkellige partier i Rom, som kunne ønske at tilrane sig magten.
Kejseren accepterede pavevalget, også fordi han havde hænderne fulde med opstande og oprørske slægtninge i sit hjemland. Først i 822 sendte han sin søn Lothar (Lotario) til Italien, hvor Paschalis bad ham møde i Rom for at blive kronet og salvet som Kejser Lothar I.
Romerne modtog Lothar med mange hædersbevisninger og Påskedag 823 blev han kejserkronet i Basilica di San Pietro. Pachalis gav endog yderligere magt til Lothar, som til gengæld brugte den til at afgøre en tvist mellem Paven og Abbazia di Farfa til dettes fordel, hvilket gjorde mange gejstlige utilfredse. Disse problemer mundede ud i et oprør mod Paven fra de kejservenlige grever i oplandet, men Paschalis slog det ned og lod hovedmændene henrette. Dette tog Kejseren til gengæld ilde op og ønskede en undersøgelse af hændelsesforløbet.
Det lykkedes Paschalis at afværge yderligere problemer ved at nægte at lade sig dømme af verdslige og i stedet at sværge sin uskyld for Gud. Kejseren lod sig stille tilfreds hermed og roen var genoprettet.
Under sin pavetid lod Paschalis bygge et Kloster ved Kirken Santa Prassede, som han også lod genopbygge ovenpå en tidligere bygning. I Klosteret lod han de græske munke, som var flygtet fra Østen under Ikonoklasmen, bosætte sig. Og i Kirken byggede han et kapel viet til San Zeno og udsmykket med de smukkeste mosaikker, hvor hans moder Teodora skulle begraves. I den nybyggede kirke lod Paschalis anbringe relikvierne af ca.2000 martyrer, som han lod flytte fra Catacombe di Sant'Alessandro på Via Nomentana, der lå for langt udenfor byen og var udsat for plyndringer og overfald.
Pachalis lod også Kirken Santa Cecilia in Trastevere restaurere og ville her anbringe resterne af helgeninden, som dog var vanskelige at opspore. Man troede derfor, at Longobarderne i sin tid havde bortført disse relikvier, indtil Paschalis fik et syn, hvori helgeninden selv opfordrede ham til at søge i Catacombe di San Callisto, hvor man ganske rigtigt også fandt hendes grav.
Ligesom han fik syn, udvirkede Pachalis også mirakler, for eksempel fik han branden ved englændernes kvarter ved San Pietro slukket ved at gå på bare fødder over flammerne, der var på vej mod kirken. Han blev derfor også senere helgenkåret.
Paschalis I døde den 11. Februar 824, men var på det tidspunkt blevet så forhadt af sine bysbørn, at de forhindrede hans begravelse i Peterskirken. Han blev sandsynligvis i stedet begravet i Kirken Santa Prassede. Nogle steder angives det, at han ligger begravet i grotterne under Vatikanet.
Der findes 3 samtidige "portrætter" af Paschalis I på mosaikkerne i Kirken Santa Cecilia in Trastevere, i Kirken Santa Prassede og i Kirken Santa Maria in Domnica.
Paschalis I efterfulgtes af Pave Eugen II.

Biografi

En indfødt af Rom og søn af Bonosus og Lady Theodora, Paschal tjener som abbed i Santo Stefano Rotondo, da han var rejst til Pontifikat med akklamation af gejstlige mindre end en dag efter død pave Stephen IV. Denne beslutning opstod før sanktionen af kejser Ludvig fromme havde opnået, og var en omstændighed, som det var en af hans første opgaver at undskylde. Paschal rådgivet kejseren, der havde taget en beslutning om at undgå interne stridigheder i Rom, og hans pavelige legat Theodore vendte tilbage med et dokument med titlen Pactum cum Pashali paven, hvor kejseren lykønskede Paschal, anerkendt sin suverænitet over Pavestaten og garanteret det frie valg af fremtidige pontiffs. Dette dokument blev udfordret af nyere historikere som en forfalskning som Paschal forbindelser med de kejserlige hus blev aldrig hjertelige, og han var også forgæves i at vinde sympati for romerske adelsmænd.

I løbet af sin regeringstid gav han husly til landsforviste munke fra det byzantinske rige, der blev forfulgt for deres modstand mod billedstorm, og inviteret mosaik kunstnere til at dekorere kirker i Rom. Paschal er krediteret med at finde liget af Saint Cecilia i Catacomb Callistus og bygge Basilikaen Santa Cecilia i Trastevere og kirken Santa Maria i Domnica. Han blev også udførligt renoveret basilica af Santa Prassede.

I 822, gav han legateship over nord (Skandinavien) til Ebbo, af den gamle prætendent. Han licens ham at prædike for danskerne, men Ebbo mislykkedes i tre forskellige forsøg på at konvertere dem. Først senere lykkedes Sankt Ansgar med dem.

I 823, Paschal kronet og salvet Lothar jeg som konge af Italien, som præcedens for paven 's ret til at krone konger og gøre det i Rom. Lothar straks gjort brug af sin nye bemyndigelse til at side med Farfa Abbey i sin retssag mod Romanum Curia, tvinger den pavelige administration til at returnere egenskaber, som havde været ulovligt handlede. Beslutningen oprørt den romerske adel, og førte til et oprør mod myndigheden i Romanum Curia i Norditalien, ledet af Paschal's tidligere legat, Theodore, og hans søn Leone. Oprøret blev hurtigt nedkæmpet, og de to ledere, der var ved at vidne blev beslaglagt i Lateran, blindet og efterfølgende halshugget. Mistænkelige at dødsfaldene var at dække op inddragelse af paven i oprøret, kejseren sendt to kommissærer til at undersøge. Paschal nægtede at underkaste sig myndigheden af det kejserlige Hof, men udstedt en ed, hvori han afviste alle personlige meddelagtighed i forbrydelse. Kommissærerne vendte tilbage til Aachen, og kejseren Louis lade sagen falde. Paschal døde snart bagefter, men Romanum Curia nægtede ham ære at begravelse i St. Peters Basilika, og han blev begravet i basilica af Santa Prassede, som omfatter den berømte Episcopa Theodora mosaik af hans mor.

Paschal blev senere Kanoniseret, og hans festdag i den romerske kalender (før 1963, 14 maj, i øjeblikket 11 februar) svarer til Vor Frue af Lourdes.

Biography

A native of Rome and son of Bonosus and Lady Theodora, Paschal was serving as abbot of Santo Stefano Rotondo when he was raised to the pontificate by the acclamation of the clergy less than a day after the death of Pope Stephen IV. This decision occurred before the sanction of the emperor Louis the Pious had been obtained, and was a circumstance for which it was one of his first tasks to apologize. Paschal advised the emperor that the decision had been made to avoid factional strife in Rome, and his papal legate Theodore returned with a document titled Pactum cum Pashali pontiff, in which the Emperor congratulated Paschal, recognized his sovereignty over the Papal States and guaranteed the free election of future pontiffs. This document was challenged by later historians as a forgery as Paschal’s relations with the imperial house never became cordial, and he was also unsuccessful in winning the sympathy of the Roman nobles.

During his reign, he gave shelter to exiled monks from the Byzantine Empire who were persecuted for their opposition to iconoclasm, and invited mosaic artists to decorate churches in Rome. Paschal is credited with finding the body of Saint Cecilia in the Catacomb of Callixtus and building the basilica of Santa Cecilia in Trastevere, and the church of Santa Maria in Domnica. He also extensively renovated the basilica of Santa Prassede.

In 822, he gave the legateship over the North (Scandinavia) to Ebbo, Archbishop of Rheims. He licensed him to preach to the Danes, though Ebbo failed in three different attempts to convert them. Only later did Saint Ansgar succeed with them.

In 823, Paschal crowned and anointed Lothair I as King of Italy, which set the precedent for the pope’s right to crown kings, and to do so in Rome. Lothair immediately made use of his new authority to side with Farfa Abbey in its lawsuit against the Roman Curia, forcing the Papal administration to return properties which had been misappropriated. The decision outraged the Roman nobility, and led to an uprising against the authority of the Roman Curia in northern Italy, led by Paschal’s former legate, Theodore, and his son Leone. The revolt was quickly suppressed, and the two leaders who were about to testify were seized at the Lateran, blinded and afterwards beheaded. Suspicious that the deaths were to cover up the involvement of the pope in the revolt, the emperor sent two commissioners to investigate. Paschal refused to submit to the authority of the imperial court, but issued an oath in which he denied all personal complicity in the crime. The commissioners returned to Aachen, and Emperor Louis let the matter drop. Paschal died soon afterwards, but the Roman Curia refused him the honour of burial within St. Peter's Basilica, and he was buried in the basilica of Santa Prassede, which includes the famous Episcopa Theodora mosaic of his mother.

Paschal was later canonized, and his feast day in the Roman calendar (prior to 1963, 14 May; currently 11 February) is similar to that of Our Lady of Lourdes.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ikonoklasme:

Ikonoklasme (græsk for billedeødelæggelse) er en bevidst destruktion eller beskadigelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.



Mennesker, som er involverede i eller støtter ikonoklasme, kaldes billedstormere eller ikonoklaster, et begreb, som er anvendt om enhver, som bryder eller foragter etablerede dogmer eller konventioner. Omvendt er mennesker, der ærer eller nærer ærbødighed for religiøse billeder, ikonolater. I byzantinsk sammenhæng er de kendt som ikonoduler eller ikonofiler.

Ikonoklasme kan udføres af tilhængere af andre religioner, eller er resultatet af sekteriske stridigheder mellem fraktioner af samme religion. De to byzantinske udbrud i løbet af 8. og 9. århundrede var usædvanlige ved, at brugen af billeder var det vigtigste emne. I kristendommen har ikonoklasme generelt været motiveret af en bogstavelig fortolkning af de ti bud fra 5. Mosebog kapitel 5:

Citat:

• Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.