Beskrivelse af Valentin, der var Pave i år 827

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Valentin - 827 :

Valentin (Valentino) Valentinus
Valentinus var kun pave i august og september 827. Valentin var pave i 30-40 dage i 827. Han var af romersk afstamning og blev kåret som diakon af Paschal I (817 - 824).

Valentin var født i Rom i regionen Via Lata, som søn af en romersk adelsmand kaldet Leontius. Han viser tidligt evner for, at lære og blev derfor flyttet fra skolen, der var knyttet til Lateran-palæet og blev, ifølge Liber Pontificalis, gjort til diakon af pave Paschal I (817-824). Paschal blev stærkt knyttet til den unge mand, og forfremmede ham til ærkediakon. Valentin var også klart begunstiget af Paschal's efterfølger, pave Eugene II, på et tidspunkt, blev rygtet rundsendt, at Valentin i virkeligheden var søn af Eugene. Andre rygter mente, at Valentin og Eugene var involveret i et ulovligt forhold.
Ved Eugene I's død, fremhævede de romerske præster, adelen og folket Valentin, som værende den mest værdige til, at besætte Pavestolen. De tog ham fra Basilica di Santa Maria Maggiore, og installerede ham i Lateran-palæet, idet de ignorerede hans protester. I deres hast tronede de ham, før han blev indviet som præst; Dette var en usædvanligt forandring af den normale procedure, og faktisk var det første gang det var sket i den registrerede historie om pavedømmet, selv om det senere blev gentaget under Pontifikatet af Pave Benedict III. På følgende søndag, blev han formelt indviet som biskop på St. Peters Basilika. Der var ingen kejserlige repræsentanter til stede under pavevalget, og Valentin havde ingen mulighed for at ratificere sit valg hos kejseren, da han døde efter kun fem uger, den 10 oktober 827.
Valget af Valentin var endnu et tegn på den øgede indflydelse, som den romerske adel havde i den pavelige valgprocess. Ikke kun havde de formået, at få indsat en af deres egne folkevalgte, men de havde også deltaget i selve valget. Lateran Koncilet i 769, under pave Stephen III, havde besluttet, at pavevalget kun var de romerske præsters ansvar, og at adelen kun kunne fremføre deres synspunkter, efter at paven var blevet valgt og sad på tronen. Denne gradvise indblanden i den pavelige valgprocess ville nå sin top i det tiende århundrede, da det romerske aristokrati efterhånden brugte pavedømmet som legetøj.

Biography

Born in Rome in the region of the Via Lata, Valentine was the son of a Roman noble called Leontius. Showing an early aptitude for learning, he was moved from the school attached to the Lateran Palace and, according to the Liber Pontificalis, was made a Deacon by Pope Paschal I (817–824). Paschal grew attached to the young man, and soon raised him rank of Archdeacon. He also was clearly favoured by Paschal’s successor, Pope Eugene II, to the point where rumours were circulated that Valentine was really the son of Eugene. Other rumours declared that Valentine and Eugene were involved in an illicit relationship.

With the death of Eugene, the Roman clergy, nobility and people all acclaimed Valentine as being the most worthy to occupy the Apostolic See. They took him from the Basilica di Santa Maria Maggiore, and installed him in the Lateran Palace, ignoring his protests. In their haste, they enthroned him before he was consecrated a priest; this was an unusual reversal of the normal proceedings, and in fact was the first time it had happened in the recorded history of the papacy, although it would be repeated during the pontificate of Pope Benedict III. On the following Sunday, he was formally consecrated bishop at St. Peter's Basilica. There were no imperial representatives present during the election, and Valentine had no opportunity to ratify his election with the emperor, as he was dead within five weeks, dying on 10 October 827.

The election of Valentine was another sign of the increased influence the Roman nobility was having in the papal electoral process. Not only had they managed to get one of their own elected, but they also took part in the election itself. The Lateran Council of 769, under Pope Stephen III, had mandated that the election of the pope was to be the responsibility of the Roman clergy only, and that the nobility could only offer their respects after the pope had been chosen and enthroned. This gradual encroachment into the papal electoral process would reach its nadir during the tenth century, when the papacy became the plaything of the Roman aristocracy.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.