Beskrivelse af Leo IV, der var Pave i år 847-855

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Leo IV - 847-855 :

Leo IV (San Leone IV) Leo IV blev pave 10/4 847 og døde 17/7 855. Der findes en legende om en kvindelig pave, der skulle have optrådt forklædt som mand under navnet Johannes VIII de sidste to år før Leo IVs død. Denne historie er senest bragt til torvs i bogen The She-Pope af Peter Stanford, Heinemann, og anmeldt i TLS 24/7 1998. Legenden er først omtalt af den dominikanske kronikør Jean de Mailly omkring år 1250 og er da henlagt til 1087, hvor hun skulle have efterfulgt Victor III. Legenden blev senere af en anden Dominikaner, Martin of Trappau † 1297, flyttet til det dårligere dokumenterede tidsrum i det niende århundrede. Ifølge Martin skulle Johanne være fra Mainz i Tyskland. Legenden levede robust videre, indtil den franske historiker David Blondel cirka 1650 dokumenterede dens tåbelighed.

Leo IV, Helgen (847-55), f. i Rom. Han søgte først efter fl. Måneders Forløb om Kejser Lothar’s Stadfæstelse, men han havde Kejserens Hjælp behov mod Saracenerne. For at forsvare sig mod disse lod han den Del af Rom, som lå omkr. Skt Peter og uden for den aurelianske Mur, befæste, hvilken Bydel så fik Navn af den leoninske. 849 vandt han ved Hjælp af Neapel. Amalfi og Gaëta et Søslag over Saracenerne, foreviget i Rafael’s Stanzer (Stanza dell’ Incendio), hvor L. IV også er forherliget i »Branden i Borgo«, han skal nemlig have standset en Ildebrand i Borgo ved at gøre Korsets Tegn.

Liv

En Roman af fødsel, han blev enstemmigt valgt til at lykkes Sergius II. Da han blev valgt, på 10 April 847, han var kardinal af Santi Quattro Coronati og havde været subdeacon af Gregory IV og domkirkepræsten under sin forgænger. Hans Pontifikate var først og fremmest kendetegnet ved hans bestræbelser på at reparere skaderne af Saracenerne under regeringstid af hans forgænger til forskellige kirker i byen, især dem af St. Peter og St. Paul.

Saracenerne belejrer Gaeta, hvilket førte til Leos ordre at byens mure blive restaureret og styrket mellem 848 og 849. Når muslimerne nærmede Portus, indkaldt han Repubbliche Marinare (eller mariner byer i Italien) - Napoli, Gaeta og Amalfi - at danne en liga. Kommandoen over den samlet flåde blev givet til Cesarius, søn af Duke Sergius I Napoli. Den efterfølgende kamp Ostia var en af de mest berømte i historien om pavestolen i middelalderen og fejres i en berømte fresko af Raphael og hans elever i hans værelser af Vatikanet palads i Vatikanet. En anden episode af Leos liv fejret af Urbinate i hans serie af kalkmalerier for Incendio di Borgo er afbrænding af den angelsaksiske distrikt i Rom ("Borgo"), som ifølge legenden, blev stoppet af Leo blot gør korset.

For at imødegå den Saracenske trussel endeligt, bestilt Leo en ny linje af væggene omfatter forstad på højre bred af Tiberen skal bygges, herunder St. Peters Basilika, som havde været forsvares indtil dette tidspunkt. Bydelen omsluttet af væggene er stadig kendt som byens Leonine. Han også restaureret og forskønnet den beskadigede Basilica di San Paolo fuori le Mura og St. Peters: dennes alter igen har fået sit guld dækker (efter bliver stjålet), som vejede 206 lb. og var besat med ædelstene.

Leo afholdt tre synods, én i 850, der var kendetegnet ved tilstedeværelsen af Holy Roman Emperor Louis II, men de andre to af ringe betydning. Historien om den pavelige kamp med Hincmar af Reims, som begyndte under Leo's Pontifikate, tilhører korrekt af Nicholas jeg.

Leo 17 juli 855 og blev begravet i Peterskirken. Benedict III var Leos umiddelbare efterfølger. En middelalderlig tradition hævdede, at en kvinde, Pavinde Johanne, efterfulgte ham skjuler sig som en mand, men Joan er generelt menes at være fiktive.

Nedgravning

Leo var oprindeligt begravet i sin egen monument, men nogle år efter hans død, sin resterne blev lagt i en grav, der indeholdt de fire første pave Leos. I 1700-tallet, relikvier af Leo stort blev adskilt fra de andre Leos og givet deres eget kapel.

Ikonografi

Leo IV havde tal på den hane placeret på den gamle St. Peter's Basilika eller gamle Constantinian basilica og har fungeret som et religiøst symbol og påmindelse om Peters fornægtelse af Kristus siden dengang, med nogle kirker, stadig at have unghane på tårnet i dag. Det siges at pave Gregory, jeg tidligere havde sagt at pik (rooster) "var den mest velegnede emblem af kristendommen", at være "emblem af St Peter".
efter Leo IV, pave Nicholas jeg, der havde været lavet en diakon af Leo IV, forordnet, at tallet på pik (rooster) skal placeres på hver kirke.

Life

A Roman by birth, he was unanimously chosen to succeed Sergius II. When he was elected, on 10 April 847, he was cardinal of Santi Quattro Coronati and had been subdeacon of Gregory IV and archpriest under his predecessor. His Pontifikate was chiefly distinguished by his efforts to repair the damage done by the Saracens during the reign of his predecessor to various churches of the city, especially those of St Peter and St Paul.

The Saracens were besieging Gaeta, which led to Leo's order that the walls of the city be restored and strengthened between 848 and 849. When the Muslims approached Portus, he summoned the Repubbliche Marinare (or mariner cities of Italy) - Naples, Gaeta and Amalfi - to form a league. The command of the unified fleet was given to Cesarius, son of Duke Sergius I of Naples. The subsequent Battle of Ostia was one of the most famous in history of the papacy of the Middle Ages and is celebrated in a famous fresco by Raphael and his pupils in his Rooms of the Vatican Palace in the Vatican City. Another episode of Leo's life celebrated by the Urbinate in his series of frescoes for the Incendio di Borgo is the burning of the Anglo-Saxon district of Rome (the "Borgo"), which, according to the legend, was stopped by Leo simply making the sign of the cross.

In order to counter the Saracen menace definitively, Leo ordered a new line of walls encompassing the suburb on the right bank of the Tiber to be built, including St. Peter's Basilica, which had been undefended until this time. The district enclosed by the walls is still known as the Leonine City. He also restored and embellished the damaged Basilica di San Paolo fuori le Mura and St. Peter's: the latter's altar again received its gold covering (after being stolen), which weighed 206 lb. and was studded with precious gems.

Leo held three synods, one in 850 that was distinguished by the presence of Holy Roman Emperor Louis II, but the other two of little importance. The history of the papal struggle with Hincmar of Reims, which began during Leo's Pontifikate, belongs properly to that of Nicholas I.

Leo died on 17 July 855 and was buried in St. Peter's Basilica. Benedict III was Leo's immediate successor. A medieval tradition claimed that a woman, Pope Joan, succeeded him, disguising herself as a man, but Joan is generally believed to be fictitious.

Burial

Leo was originally buried in his own monument, however some years after his death, his remains were put into a tomb that contained the first four Pope Leos. In the 18th century, the relics of Leo the Great were separated from the other Leos and given their own chapel.

Iconography

Leo IV had the figure of the rooster placed on the Old St. Peter's Basilica or old Constantinian basilica and has served as a religious icon and reminder of Peter's denial of Christ since that time, with some churches still having the cockerel on the steeple today. It is reputed that Pope Gregory I had previously said that the cock (rooster) "was the most suitable emblem of Christianity", being "the emblem of St Peter".
After Leo IV, Pope Nicholas I, who had been made a deacon by Leo IV, decreed that the figure of the cock (rooster) should be placed on every church.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Dominikaner:

Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

Pavinde:

Har der eksisteret en kvindelig pave?

Sagnene om den kvindelige pave Johanne var vedholdende i middelalderen og har fået fornyet liv gennem film og romaner. Men var der hold i legenden?

På den Katolske Kirkes hjemmeside med dertil hørende encyklopædi kan man finde et opslag om en Pave Johanne eller en Popess Joan. Her fortælles det, at der har eksisteret en myte om en kvindelig pave, der særligt fandt udbredelse i det 13., 14. og 15. århundrede. Myten blev efterfølgende taget op af reformationens tilhængere, som brugte den som våben i kampen for at kompromittere pavestolen og dermed den Katolske Kirke generelt. Historien fik i øvrigt nyt liv i de seneste 40 år gennem film og romaner.



Den navneløse pavinde

Historien optræder første gang hos den Dominikanske munk Jean de Mailly. I sit værk Universal Chronicle of Metz, der er skrevet mellem 1240 og 50 fortæller han om, hvorledes pave Victor III i 1087 blev afløst af en kvindelig pave. I denne fremstilling er pavinden navnløs. Men det fortælles, hvordan hun forklædt som mand arbejdede sig op i rækkerne for at ende som først kardinal og siden pave. Ydermere fortælles det, at hun blev afsløret, da hun steg på en hest og fødte et barn. Det ender med, at den stakkels pavinde bliver stenet og begravet på stedet.



Johannes gennembrud

Historien blev senere samlet op af andre, først en anden Dominikanermunk, nemlig Etienne de Bourbon, der omtaler historien og i øvrigt, lige som sin forgænger Jean de Mailly, behandler den som aldeles sandfærdig. Men sit store gennembrud fik historien senere i det 13. århundrede, hvor den polske dominikaner Martin af Troppau udgav sit store, indflydelsesrige værk Chronicle of Popes and Emperors (eng. titel). Dette værk blev spredt ud over det meste af Europa og havde derfor stor betydning for udbredelsen af legenden om Pave Johanne. Her har historien en lidt anden udformning, og den hensættes til en tidligere periode, nemlig år 855, hvor Johanne eftersigende skulle have efterfulgt pave Leo IV.
Benedikt III (855-858), den officielle efterfølger til pave Leo IV, var Romer og blev pave 29/9 855 og døde 17/4 858.

Det fortælles at Johanne sad i pavesædet i to år syv måneder og fire dage, hvilket svarer nogenlunde til Benedikt III's embedsperiode. I denne fremstilling siges det, at hun kom fra Mainz, og at hun havde studeret i Athen inden hun, forklædt som mand, gjorde karriere i Rom. Og det altså en så vellykket karriere at hun endte som pave. Også i denne beretning gentages historien om, hvorledes hun under en procession siddende på en hest, pludselig gik i fødsel i en smal gade og derefter døde og blev begravet samme sted



Pavinde Johanne og forbindelsen til navnet Johannes VIII

Johannes VIII var, iflg. annalerne, pave i årene 872-882. Ifølge legenden om pavinde Johanne herskede en kvinde, som pave under navnet Johannes tidligere i 800-tallet. Hendes sande køn blev opdaget, og hun skulle i sidste ende være slettet fra de historiske optegnelser på grund af dette. Hvis hun har eksisteret, ville pavenummereringen, der blev udformet til pavelige regenter i det tiende århundrede, ville hun være blevet udpeget, som Johannes VIII og den næste pave Johannes, ville have været Johannes IX osv. Den historiske Johannes VIII er ellers ikke forbundet med denne legende.

Men, ifølge Patrick Madrid, som er forfatter af Pave fiktionen, en bog om legenden om pavinde Johanne, kan pave Johannes VIII dog faktisk, selv have været oprindelsen til legenden. Han skriver om Johannes:
Han synes, at have haft en meget svag personlighed, måske endda lidt feminin. Kardinal Cæsar Baronius, antyder i sin historie om kirkelige annaler, at Johannes VIII's ry som feminin gav anledning til legenden. Faktisk ser det ud til, at almindelige folk over tid, har tilføjet så mange skumle detaljer til de vulgære vittigheder om den ulykkelige (og helt sikkert mandlige) pave, at de tilsidst eksploderede og han blev forvandlet til en kvinde, en "pavinde".



Pure opspind?

I løbet af 1600-tallet kom en del katolske historikere frem til, at denne pavinde var det pure opspind, men det er særligt værd at bemærke, at den protestantiske historiker David Blondel kom frem til samme konklusion, da han udgav sine to store værker om sagen i henholdsvis 1647 og 1657, og han har jo altså ikke umiddelbart haft nogen interesse i at beskytte den Katolske Kirke – snarere tvært imod.

Sagen vil aldrig blive opklaret

Som man kan fornemme, er det svært at udelukke noget som helst. Men den amerikanske forfatterinde Donna Woolfolk Cross, der skrev romansuccesen Pave Johanne, siger i et interview, at vi aldrig finder ud af om Pave Johanne har eksisteret, og adspurgt om hvorfor der ikke eksisterer nogen dokumenter om sagen i Vatikanets omfattende arkiver svarer hun, ganske nøgternt: ”Det faktum at Johanne levede i det niende århundrede, den mørkeste af de mørke tider, ville have gjort det nemt at fjerne vidnesbyrdet om hendes tid som pave. Det niende århundrede var en periode med udbredt analfabetisme, mærket af en ekstraordinær knaphed af optegnelser. Man behøver blot at skele til Nicaragua og El Salvador for, at se de seneste eksempler på hvordan en beslutsom og velkoordineret statslig indsats kan få pinlige beviser til at ’forsvinde’.”

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.