Beskrivelse af Hadrian II, der var Pave i år 867-872

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Hadrian II - 867-872 :

Hadrian II (Adriano II) Hadrian II; Hadrian II blev pave 14/12 867 og døde ca. dec. 872.
Hadrian II (867 - 872) var Romer, han var medlem af en fornem romersk familie og blev pave i en fremskreden alder (ca. 75 år). Han havde været gift og havde børn, før han blev præsteviet.
To gange havde han afslået Paveværdigheden, da han 75 År gammel gav efter for det romerske Folks og Præsteskabs enstemmige forlangende. Han hævdede hårdnakket det pavelige supremati over for de frankiske Kirkefyrsters Uafhængighedslyster, og over for Kong Lothar fastholdt han Kirkens moralske Krav.
Trods sin oldingeagtige stædighed høstede han frugterne af sin forgænger, Nicolaus’ Snilde.
Under ham begyndte den spænding mellem Rom og Konstantinopel, som endte med skismet 1054. Hadrian fordømte Fotios, og dennes modstander, Ignatios, godkendte Roms supremati.
Hadrian kronede Alfred den Store af England, der blev den første engelske fyrste velsignet af Rom. Han prøvede at forlige de dybe stridigheder mellem katolske folkeslag. Han indkaldte det 8. økumeniske Koncil.

Pontifikat.
Han opretholdt, sin forgænger Nicholaus I's politik, men dog mindre energisk. Lothar II, konge af Lotharingia, som døde i 869, overlod til Hadrian, at mægle mellem de frankiske konger med henblik på, at sikre den nye Romerske kejser, Louis II arven fra Lothar II, Louis' bror.
Fotius, Patriarken af Konstantinopel, blev fordrevet fra Patriarkatet kort efter Koncilet hvor han havde talt imod pave Nicholaus I, af den nye kejser, den makedonske Basil, der foretrak hans rival Ignatius. Et økumenisk Koncil (betragtet som det 8. økumeniske Koncil i den katolske kirke) blev afholdt som det fjerde Koncil i Konstantinopel for, at afgøre dette spørgsmål. På dette Koncil var Hadrian repræsenteret af legater, der krævede Fotius dømt, som kætter. Det lykkedes derimod ikke, at komme overens med Ignatius, med hensyn til jurisdiktion over den bulgarske kirke.
Ligesom sin forgænger Nicholaus I, var Hadrian tvunget til at acceptere indblanding i forskellige anliggender fra kejser Louis II, der havde sat ham under overvågning af sin fortrolige rådgiver, biskoppen fra Orte - Arsenius og af Arsenius' nevø, bibliotekaren Anastasius.
Hadrian blev som ung gift sig med en kvinde ved navn Stephania, med hvem han havde en datter, de var stadig begge levende på tidspunktet for hans valg, hvor de boede hos ham i Lateran-palæet. De blev siden bortført og myrdet af Anastasius' bror Eleutherius i 868.

Efter St. Nicholaus I's død, valgte de romerske præster og folket, meget mod hans vilje, den ærværdige Kardinal Hadrian, som var bredt elsket for sin velgørenhed og barmhjertighed. Han nedstammede fra en romersk familie, som allerede havde leveret to paver, Stephen III og Sergius II. Hadrian var 75 år gammel, og havde to gange før afstået fra paveværdigheden. Han havde været gift før pavevalget, og hans alderdom blev overskygget af en familiær tragedie.
Som pave fulgte han nøje i fodsporene på sin energiske forgænger. Han stræbte efter at opretholde fred blandt de grådige og inkompetente efterkommere af Karl den store.
Under et skriftemål på Monte Cassino pålagde han den angrende Kong Lothair af Lorraine, at aflægge en officiel ed på, at han ikke havde haft samkvem med sin elskerinde siden pavens forbud og at han ville tage tilbage sin retmæssige hustru Theutberga, og rette sig efter den endelige afgørelse fra det Romerske pavesæde. Han opretholdt energisk, overfor Hincmar fra Reims, biskoppernes ubegrænsede ret til, at appellere til den suveræne pave.
På det ottende økumeniske Koncil, som han indkaldte i Konstantinopel i 869, præsiderede han gennem ti legater og effektuerede en fordømmelse af Fotius og genetableringen af enighed mellem den øst- og vestlige kirke. Han mislykkedes med, at bevare bulgarerne i det vestlige Patriarkat; denne nation var fast besluttet på uklogt, at holde sig til Konstantinopel, på en kurs, der var dømt til at bringe dem ødelæggelse og stagnation. Hadrian reddede de vestlige Slovakker fra en lignende skæbne ved, hjælp af indsatsen fra de hellige brødre, Cyril og Methodius. Den tilladelse, han gav Slovakkerne til gengivelse af Liturgien på deres eget sprog fik, på godt eller ondt, endegyldig betydning.
Hadrian døde i slutningen af år 872, efter præcis fem år som pave.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Koncil
Lateran
Patriark
Pontifikat

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.