Beskrivelse af Johannes VIII, der var Pave i år 872-882

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Johannes VIII - 872-882 :

Johannes VIII (Giovanni VIII)
Johannes VIII var født i Rom og var som ærkediakon tæt knyttet til pave Nicholaus I. Han blev valgt til pave den 14/12 872 og døde 16/12 882.
Johannes VIII (872-82) Romer, han bliver ofte betragtet som en af de dygtigste paver i det niende århundrede. Kejser Karl II, den Skaldede må næsten købe kejserkronen af Johannes VIII. Også denne pave fører krig mod Saracenerne, som han slår i et slag ved Terracina, senere bliver hans tropper dog slået af araberne, da kejseren ikke kommer til hjælp. Paven må betale en stor krigsgæld.
Han søgte med Energi og Statsmandskløgt at hæve Pavemagten over Fyrstemagten og at gøre Bisperne uafhængige af verdslig Magt. 875 kronede han Karl II, den Skaldede til Kejser og støttede sig i det hele til de franske Karolinger, men disse var for svage til at hjælpe ham mod Saracenerne, der stod foran Roms Mure. Først fik han gjort sine Fjender uenige, derefter sejrede han over dem i et Søslag.
For at vinde Støtte i Konstantinopel mod Saracenerne - godkendte han, at Fotios blev geninsat, som Patriark i 879.
Da Frankrig ikke kunne hjælpe ham - og det tyske Parti i Rom intrigerede imod ham, måtte han i 881 kejserkrone Karl III den Tykke. Han stræbte efter, at føre en national italiensk Politik.

Opvækst og uddannelse:
Han blev født i Frankfurt. Blandt de reformer, der blev opnået i løbet af hans Pontifikat var en bemærkelsesværdig administrativ omorganisering af den pavelige Curia. Han bad om militær støtte fra Karl II, den skaldede og senere fra Hertug Boso af Provence, som gengæld mod Saracenerne, der plyndrede Campania og Sabine bakkerne. Hans bestræbelser mislykkedes, og han blev tvunget til at betale erstatning til Saracenerne.
I 873 fik Johannes VIII, kendskab til St. Methodius' fængsling. Methodius havde været fængslet af sine tyske fjender, der modsatte sig mod hans brug af det slaviske sprog i Liturgien. Johannes forbød afholdelse af messer i Bayern indtil Methodius blev frigivet. Efter Methodius' frigivelse Johannes tillod ham at genoptage sin biskoppelige pligter i Illyrien, men forbyder ham, at afholde messe på de slaviske sprog.
Han anerkendte i 879 genindsættelsen af Fotios som lovlig Patriark i Konstantinopel; Fotios var blevet fordømt i 869 af pave Hadrian II. I 878 kronede Johannes, Louis II, konge af Frankrig. Han salvede også to hellige romerske kejsere: Karl II og Karl III. Han blev myrdet i 882.

Pavinde Johanne og forbindelsen til navnet Johannes VIII
Ifølge legenden om Pavinde Johanne herskede en kvinde, som pave under navnet Johannes tidligere i 800-tallet. Hendes sande køn blev opdaget, og hun skulle i sidste ende være slettet fra de historiske optegnelser på grund af dette. Hvis hun har eksisteret, ville pavenummereringen, der blev udformet til pavelige regenter i det tiende århundrede, ville hun være blevet udpeget, som Johannes VIII og den pave Johannes, der er emnet for denne artikel ville have været Johannes IX. Der er dog ingen moderne henvisninger til en kvindelig pave; forklaringen er tilsyneladende kommet til i løbet af 1200-tallet. Den historiske Johannes VIII er ellers ikke forbundet med denne legende.

Ifølge Patrick Madrid, som er forfatter af Pave fiktionen, en bog om legenden om Pavinde Johanne, kan pave Johannes VIII faktisk, selv have været oprindelsen til legenden. Han skriver:

• Han synes, at have haft en meget svag personlighed, måske endda lidt feminin. Kardinal Cæsar Baronius, antyder i sin historie om kirkelige annaler, at Johannes VIII's ry som feminin gav anledning til legenden. Faktisk ser det ud til, at almindelige folk over tid, har tilføjet så mange skumle detaljer til de vulgære vittigheder om den ulykkelige (og helt sikkert mandlige) pave, at de tilsidst eksploderede og han blev forvandlet til en kvinde "Pavinde".

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pavinde:

Har der eksisteret en kvindelig pave?

Sagnene om den kvindelige pave Johanne var vedholdende i middelalderen og har fået fornyet liv gennem film og romaner. Men var der hold i legenden?

På den Katolske Kirkes hjemmeside med dertil hørende encyklopædi kan man finde et opslag om en Pave Johanne eller en Popess Joan. Her fortælles det, at der har eksisteret en myte om en kvindelig pave, der særligt fandt udbredelse i det 13., 14. og 15. århundrede. Myten blev efterfølgende taget op af reformationens tilhængere, som brugte den som våben i kampen for at kompromittere pavestolen og dermed den Katolske Kirke generelt. Historien fik i øvrigt nyt liv i de seneste 40 år gennem film og romaner.



Den navneløse pavinde

Historien optræder første gang hos den Dominikanske munk Jean de Mailly. I sit værk Universal Chronicle of Metz, der er skrevet mellem 1240 og 50 fortæller han om, hvorledes pave Victor III i 1087 blev afløst af en kvindelig pave. I denne fremstilling er pavinden navnløs. Men det fortælles, hvordan hun forklædt som mand arbejdede sig op i rækkerne for at ende som først kardinal og siden pave. Ydermere fortælles det, at hun blev afsløret, da hun steg på en hest og fødte et barn. Det ender med, at den stakkels pavinde bliver stenet og begravet på stedet.



Johannes gennembrud

Historien blev senere samlet op af andre, først en anden Dominikanermunk, nemlig Etienne de Bourbon, der omtaler historien og i øvrigt, lige som sin forgænger Jean de Mailly, behandler den som aldeles sandfærdig. Men sit store gennembrud fik historien senere i det 13. århundrede, hvor den polske dominikaner Martin af Troppau udgav sit store, indflydelsesrige værk Chronicle of Popes and Emperors (eng. titel). Dette værk blev spredt ud over det meste af Europa og havde derfor stor betydning for udbredelsen af legenden om Pave Johanne. Her har historien en lidt anden udformning, og den hensættes til en tidligere periode, nemlig år 855, hvor Johanne eftersigende skulle have efterfulgt pave Leo IV.
Benedikt III (855-858), den officielle efterfølger til pave Leo IV, var Romer og blev pave 29/9 855 og døde 17/4 858.

Det fortælles at Johanne sad i pavesædet i to år syv måneder og fire dage, hvilket svarer nogenlunde til Benedikt III's embedsperiode. I denne fremstilling siges det, at hun kom fra Mainz, og at hun havde studeret i Athen inden hun, forklædt som mand, gjorde karriere i Rom. Og det altså en så vellykket karriere at hun endte som pave. Også i denne beretning gentages historien om, hvorledes hun under en procession siddende på en hest, pludselig gik i fødsel i en smal gade og derefter døde og blev begravet samme sted



Pavinde Johanne og forbindelsen til navnet Johannes VIII

Johannes VIII var, iflg. annalerne, pave i årene 872-882. Ifølge legenden om pavinde Johanne herskede en kvinde, som pave under navnet Johannes tidligere i 800-tallet. Hendes sande køn blev opdaget, og hun skulle i sidste ende være slettet fra de historiske optegnelser på grund af dette. Hvis hun har eksisteret, ville pavenummereringen, der blev udformet til pavelige regenter i det tiende århundrede, ville hun være blevet udpeget, som Johannes VIII og den næste pave Johannes, ville have været Johannes IX osv. Den historiske Johannes VIII er ellers ikke forbundet med denne legende.

Men, ifølge Patrick Madrid, som er forfatter af Pave fiktionen, en bog om legenden om pavinde Johanne, kan pave Johannes VIII dog faktisk, selv have været oprindelsen til legenden. Han skriver om Johannes:
Han synes, at have haft en meget svag personlighed, måske endda lidt feminin. Kardinal Cæsar Baronius, antyder i sin historie om kirkelige annaler, at Johannes VIII's ry som feminin gav anledning til legenden. Faktisk ser det ud til, at almindelige folk over tid, har tilføjet så mange skumle detaljer til de vulgære vittigheder om den ulykkelige (og helt sikkert mandlige) pave, at de tilsidst eksploderede og han blev forvandlet til en kvinde, en "pavinde".



Pure opspind?

I løbet af 1600-tallet kom en del katolske historikere frem til, at denne pavinde var det pure opspind, men det er særligt værd at bemærke, at den protestantiske historiker David Blondel kom frem til samme konklusion, da han udgav sine to store værker om sagen i henholdsvis 1647 og 1657, og han har jo altså ikke umiddelbart haft nogen interesse i at beskytte den Katolske Kirke – snarere tvært imod.

Sagen vil aldrig blive opklaret

Som man kan fornemme, er det svært at udelukke noget som helst. Men den amerikanske forfatterinde Donna Woolfolk Cross, der skrev romansuccesen Pave Johanne, siger i et interview, at vi aldrig finder ud af om Pave Johanne har eksisteret, og adspurgt om hvorfor der ikke eksisterer nogen dokumenter om sagen i Vatikanets omfattende arkiver svarer hun, ganske nøgternt: ”Det faktum at Johanne levede i det niende århundrede, den mørkeste af de mørke tider, ville have gjort det nemt at fjerne vidnesbyrdet om hendes tid som pave. Det niende århundrede var en periode med udbredt analfabetisme, mærket af en ekstraordinær knaphed af optegnelser. Man behøver blot at skele til Nicaragua og El Salvador for, at se de seneste eksempler på hvordan en beslutsom og velkoordineret statslig indsats kan få pinlige beviser til at ’forsvinde’.”

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.