Beskrivelse af Formosus, der var Pave i år 891-896

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Formosus - 891-896 :

Formosus (Formoso) Formosus;
Formosus blev pave 6/10 891 og døde 4/4 896.
Den 14. September dør Formosus forgænger, Stefan V og den 6. Oktober krones Biskop Formosus til ny Pave. Pavevalget har dog ikke fulgt de vedtagne regler.
Pave Formosus tvinges til at krone Guido's søn Lambert til faderens medkejser.
Formosus' efterfølger, pave Stefan VI, indkaldte til et kirkemøde, hvor Formosus skulle anklages for sine gerninger som pave. Liget af Formosus blev gravet op og iført paveligt skrud og sat på selve pavestolen. En diakon skulle nu svare på anklagerne på den afdøde paves vegne. Skueprocessen endte med, at pave Formosus blev fundet skyldig i samtlige anklagepunkter. Hans pavedømme blev erklæret for ugyldigt og liget til sidst kastet i Tiberen.
Pave Stefan led iøvrigt selv samme skæbne, idet hans handlinger udløste en folkeopstand. Han blev selv afsat, fængslet og endelig også kastet i Tiberen.

Pave Formosus graves i Februar op og iklædes sin Pavedragt, hvorefter han sættes op som anklaget i en proces i San Giovanni in Laterano. Befolkningen bliver oprørt over den makabre proces og der opstår tumulter. Lambert kaster Pave Stefan VI i fængsel og lader ham kvæle og en ny Pave vælges i August: Romanus, der dør allerede i November-December måned. Som næste Pave vælges derpå Theodor II, der lader Formosus' lig hente og begrave i Peterskirken. Theodor II dør efter blot 20 dage og begraves i Peterskirken.

Paven Formosus (c. 816-4 April 896) var pave fra 6 oktober 891 til sin død i 896. Hans korte regeringstid som pave blev urolige, og hans jordiske rester blev gravet op og stillet for en domstol i den berygtede Kadaver Synode.

Biografi

Født i Ostia, blev han Cardinal Biskop af Portus i 864. Han foretog diplomatiske missioner til Bulgarien (866) og Frankrig (869 og 872), og han overtalte Charles Bald, konge af frankerne, at blive kronet som kejser af paven i 875.

Så tidligt som 872 han var kandidat for pavedømmet, men på grund af politiske komplikationer han forlod Rom og retten af pave Johannes VIII samme år. John indkaldte til en Synode, og Formosus fik ordre til at vende tilbage eller blive ekskommunikeret på afgifter, som han havde stræbt efter at det bulgarske ærkebispedømmet og Pavestolen; havde imod kejseren og havde forladt sit stift uden pavelig tilladelse; havde plyndrede cloisters i Rom; havde udført den guddommelige service trods forbud; og havde "konspirerede med visse uretfærdige mænd og kvinder for ødelæggelsen af den pavelige Se". Fordømmelse af Formosus og andre blev annonceret i juli 872. I 878 straf for bandlysning var trukket tilbage efter han lovede aldrig at vende tilbage til Rom eller udøve sin præstelige funktioner.

I 883, Johns efterfølger Marinus jeg restaureret Formosus til hans suburbicarian stift Portus. Efter hersker af Marinus, pave Hadrian III (884-885) og paven Stephen V (885-891), blev Formosus valgt til pave på 6 oktober 891. Ifølge The Catholic Encyclopedia var stemme for Formosus enstemmig.

Pavedømmet

Kort efter Formosus' valg, blev han bedt om at gribe ind i Konstantinopel, hvor Patriarken Photius havde været skubbet ud og Stephen, søn af kejser basilikum I, havde taget kontoret. Formosus nægtede at genindføre dem, der var blevet ordineret af Photius, som hans forgænger, Stephen V, havde annulleret alle Photius' ordinationer. Men de østlige biskopper besluttet at anerkende Photius' ordinationer alligevel.

Formosus fordybet også straks sig i striden mellem Odo, greve af Paris og Charles enkle til den franske krone; Paven sidet med Charles og nidkært formanes Odo (derefter holde kronen) til at abdicere på Charles' vegne, til ingen nytte.

Formosus var dybt mistroisk Guy III af Spoleto, den hellige romerske kejser, og begyndte at lede efter støtte mod kejseren. For at styrke sin stilling, tvunget Guy III Formosus at krone sønnen Lambert som co kejser i April 892. Det følgende år, dog overtalt Formosus Arnulf af Kärnten videre til Rom, invadere den italienske halvø og befri Italien fra kontrol af Spoleto.

I 894 besatte Arnulfs hær alle land nord for Po-floden. Fyr III af Spoleto døde i December, forlader sønnen Lambert i pleje hos sin mor Agiltrude, en modstander af karolingerne. I efteråret 895 Arnulf foretog sin anden italiensk kampagne, udvikler sig til Rom i februar og beslaglæggelse byen fra Agiltrude ved at tvinge den 21 februar. Den følgende dag, kronet Formosus Arnulf hellige romerske kejser i Peterskirken. Den nye kejser flyttet mod Spoleto, men blev slået med lammelse på vej og var ude af stand til at fortsætte kampagnen.

4 April 896 døde Formosus. Han blev efterfulgt af pave Boniface VI.

Posthum retssag

Pave Stephen VI, efterfølgeren til Boniface, påvirket af Lambert og Agiltrude, sad i dommen af Formosus i 897, i hvad der blev kaldt Kadaver Synode. Liget blev opgravet, klædt i den pavelige klædning og siddende på en trone til ansigt alle gebyrer fra Johannes VIII. Dommen var, at afdøde havde været uværdig for Pontifikat. Damnatio memoriae, en gammel retslige praksis fra oldtidens Rom, blev anvendt til Formosus, alle hans foranstaltninger og handlinger skulle blive annulleret og de ordrer, der er tillagt ham blev erklæret ugyldig. De pavelige klædning blev revet fra hans krop, de tre fingre fra hans højre hånd, som han havde brugt i forrådshuset blev afskåret og liget blev smidt i Tiberen (senere skal hentes af en munk).

Efter død af Stephen VI Formosus' krop blev genbegravet i St Peters Basilikaen. Yderligere forsøg af denne art mod afdøde personer blev forbudt, men pave Sergius III (904 – 911) igen beslutninger mod Formosus. Sergius krævede re-ordination af biskopperne indviet af Formosus, der igen havde tillagt ordrer på mange andre gejstlige, forårsager stor forvirring. Senere blev gyldigheden af Formosus' arbejde igen genindsat. Af Sergius med hensyn til Formosus afgørelse har efterfølgende været universelt ignoreret ved kirken, da Formosus' fordømmelse havde meget lidt at gøre med fromhed og mere at gøre med politik.

Sergius havde efter sigende meget misbrugt liget af Formosus gravet op en gang mere, prøvet, fundet skyldige igen og halshugget, således i realiteten fører en anden Kadaver Synode: selv om Joseph Brusher, S.J. siger, at "Sergius III hengivet sig ingen opstandelse-mand taktik, selv" og Schaff, Milman, Gregorovius, von Mosheim, Miley, Mann, Darras, John Deacon Napoli, Flodoard, og andre gør ingen omtale af denne historie.

Pope Formosus (c. 816 – 4 April 896) was Pope from 6 October 891 to his death in 896. His brief reign as Pope was troubled, and his remains were exhumed and put on trial in the notorious Cadaver Synod.

Biography

Born at Ostia, he became Cardinal Bishop of Portus in 864. He undertook diplomatic missions to Bulgaria (866) and France (869 and 872), and he persuaded Charles the Bald, King of the Franks, to be crowned as emperor by the Pope in 875.

As early as 872 he was a candidate for the papacy, but due to political complications he left Rome and the court of Pope John VIII that year. John convened a synod, and Formosus was ordered to return or be excommunicated on charges that he had aspired to the Bulgarian Archbishopric and the Holy See; had opposed the emperor and had deserted his diocese without papal permission; had despoiled the cloisters in Rome; had performed the divine service in spite of the interdict; and had "conspired with certain iniquitous men and women for the destruction of the papal see". The condemnation of Formosus and others was announced in July 872. In 878 the sentence of excommunication was withdrawn after he promised never to return to Rome or exercise his priestly functions.

In 883, John's successor Marinus I restored Formosus to his suburbicarian diocese of Portus. Following the reigns of Marinus, Pope Hadrian III (884–885) and Pope Stephen V (885–891), Formosus was elected Pope on 6 October 891. According to The Catholic Encyclopedia, the vote for Formosus was unanimous.

Papacy

Shortly after Formosus' election, he was asked to intervene in Constantinople, where the Patriarch Photius had been ejected and Stephen, the son of Emperor Basil I, had taken the office. Formosus refused to reinstate those who had been ordained by Photius, as his predecessor, Stephen V, had nullified all of Photius' ordinations. However, the eastern Bishops determined to recognize Photius' ordinations nonetheless.

Formosus also immediately immersed himself in the dispute between Odo, Count of Paris, and Charles the Simple for the French crown; the Pope sided with Charles, and zealously exhorted Odo (then holding the crown) to abdicate on Charles' behalf, to no avail.

Formosus was deeply distrustful of Guy III of Spoleto, the Holy Roman Emperor, and began looking for support against the Emperor. To bolster his position, Guy III forced Formosus to crown his son Lambert as co-Emperor in April 892. The following year, however, Formosus persuaded Arnulf of Carinthia to advance to Rome, invade the Italian peninsula, and liberate Italy from the control of Spoleto.

In 894, Arnulf's army occupied all the country north of the Po River. Guy III of Spoleto died in December, leaving his son Lambert in the care of his mother Agiltrude, an opponent of the Carolingians. In autumn 895 Arnulf undertook his second Italian campaign, progressing to Rome by February and seizing the city from Agiltrude by force on February 21. The following day, Formosus crowned Arnulf Holy Roman Emperor in St. Peter's Basilica. The new emperor moved against Spoleto but was struck with paralysis on the way and was unable to continue the campaign.

On 4 April 896, Formosus died. He was succeeded by Pope Boniface VI.

Posthumous trial

Pope Stephen VI, the successor of Boniface, influenced by Lambert and Agiltrude, sat in judgment of Formosus in 897, in what was called the Cadaver Synod. The corpse was disinterred, clad in papal vestments, and seated on a throne to face all the charges from John VIII. The verdict was that the deceased had been unworthy of the pontificate. The Damnatio memoriae, an old judicial practice from Ancient Rome, was applied to Formosus, all his measures and acts were annulled and the orders conferred by him were declared invalid. The papal vestments were torn from his body, the three fingers from his right hand that he had used in consecrations were cut off and the corpse was thrown into the Tiber (later to be retrieved by a monk).

Following the death of Stephen VI, Formosus' body was reinterred in St Peter's Basilica. Further trials of this nature against deceased persons were banned, but Pope Sergius III (904–911) reapproved the decisions against Formosus. Sergius demanded the re-ordination of the bishops consecrated by Formosus, who in turn had conferred orders on many other clerics, causing great confusion. Later the validity of Formosus' work was re-reinstated. The decision of Sergius with respect to Formosus has subsequently been universally disregarded by the Church, since Formosus' condemnation had little to do with piety and more to do with politics.

Sergius reportedly had the much-abused corpse of Formosus exhumed once more, tried, found guilty again, and beheaded, thus in effect conducting a second Cadaver Synod: although Joseph Brusher, S.J. says that "Sergius III indulged in no resurrection-man tactics himself" and Schaff, Milman, Gregorovius, von Mosheim, Miley, Mann, Darras, John the Deacon of Naples, Flodoard, and others make no mention of this story.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Lateran
Patriark
Pontifikat
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode: