|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Stefan VI - 896-897 :
Stefan VI (Stefano VI) Stephan VI blev pave i maj 896 og døde i august 897. Stephan hadede sin forgænger Formosus og fik hans lig gravet op op placeret på en anklagebænk og gennemførte en retssag mod ham, hvor en klerk svarede for ham. Han blev erklæret skyldig, og hans lig smidt i Tiberen. Denne opførsel skabte bitterhed i befolkningen, og han blev fjernet fra pavestolen og kastet i fængsel, hvor han kort efter blev stranguleret.
Af sin forgænger pave Formosus var Stefan blevet indviet til biskop. Imidlertid så Stefan en modstander og fjende i pave Formosus og bekæmpede ham på alle måder. Den eneste begivenhed, der nævnes fra pave Stefans kun etårige pavedømme er den makabre ”ligSynode”. Pave Stefan indkaldte til et kirkemøde, hvor Formosus skulle anklages for sine gerninger som pave. Liget af Formosus blev gravet op og iført paveligt skrud og sat på selve pavestolen. En diakon skulle nu svare på anklagerne på den afdøde paves vegne. Skueprocessen endte med, at pave Formosus blev fundet skyldig i samtlige anklagepunkter. Hans pavedømme blev erklæret for ugyldigt og liget til sidst kastet i Tiberen. Stefan IV's handlinger udløste en folkeopstand. Hertil kom, at man så en sammenstyrtning af den store Laterankirke i Rom som tegn på Guds dom. Han blev afsat, fængslet og endelig kastet i Tiberen.
Den tidligere Pave Formosus graves i Februar op og iklædes sin Pavedragt, hvorefter han sættes op som anklaget i en proces i San Giovanni in Laterano. Befolkningen bliver oprørt over den makabre proces og der opstår tumulter. Lambert kaster Pave Stefan VI i fængsel og lader ham kvæle og en ny Pave vælges i August: Romanus, der dør allerede i November-December måned. Som næste Pave vælges derpå Theodor II, der lader Formosus' lig hente og begrave i Peterskirken. Theodor II dør efter blot 20 dage og begraves i Peterskirken.
Stefan d. 6. (896 - 897) - Hev et lig i retten
Af sin forgænger pave Formosus var Stefan blevet indviet til biskop. Imidlertid så Stefan en modstander og fjende i pave Formosus og bekæmpede ham på alle måder.
Den eneste begivenhed, der nævnes fra pave Stefans kun etårige pavedømme er den makabre ”ligSynode”. Pave Stefan indkaldte til et kirkemøde, hvor Formosus skulle anklages for sine gerninger som pave. Liget af Formosus blev gravet op og iført paveligt skrud og sat på selve pavestolen. En diakon skulle nu svare på anklagerne på den afdøde paves vegne. Skueprocessen endte med, at pave Formosus blev fundet skyldig i samtlige anklagepunkter.
Hans pavedømme blev erklæret for ugyldigt og liget til sidst kastet i Tiberen. Stefan d. 6.s handlinger udløste en folkeopstand. Hertil kom, at man så en sammenstyrtning af den store Laterankirke i Rom som tegn på Guds dom. Han blev afsat, fængslet og endelig kastet i Tiberen.
Pave Stephen VI (Latin: Stephanus VI døde August 897) var pave fra 22 maj 896 til sin død i 897.
Han havde gjort biskop af Anagni pave Formosus. Omstændighederne ved hans valg er uklare, men han blev sponsoreret af en af de magtfulde romerske familier, huset af Spoleto, at anfægtede pavedømmet dengang.
Stephen huskes først og fremmest i forbindelse med sin adfærd over for resterne af pave Formosus, forgængeren sidste men en. Formosus rådnende lig blev gravet op og stillet for en domstol i den såkaldte Kadaver Synode (eller Synodus Horrenda) i januar 897. Pres fra Spoleto kontingent og Stephen's fury med hans forgænger udfældet sandsynligvis denne ekstraordinære begivenhed. Med liget holdt oppe på en trone, blev en deacon udpeget til at svare til den afdøde pave. Under retssagen blev Formosuss lig dømt for varetager en biskop, når han havde været afsatte og modtage Pontifikat, mens han var biskop i Porto, blandt andre genoplivede afgifter, der var blevet rettet mod ham i strid under Pontifikat af Johannes VIII. Liget blev fundet skyldige, frataget sin hellige klædning, frataget tre fingrene på sin højre hånd (de velsignelse fingre), klædt i dragt af en lægmand, og hurtigt begravet; Det blev derefter igen gravet op og smidt i Tiberen. Alle ordinationer udføres af Formosus blev annulleret.
Retssagen spændt en tumult. Selvom anstiftere af skødet kan faktisk have været Formosus' fjender af huset af Spoleto (navnlig Guy IV af Spoleto), der havde genvundet deres myndighed i Rom i begyndelsen af 897 af give afkald på deres bredere fordringer i det centrale Italien, skandalen endte i Stephens fængsling og hans død af kvæler sommeren.
Pope Stephen VI (Latin: Stephanus VI; died August 897) was Pope from 22 May 896 to his death in 897.
He had been made bishop of Anagni by Pope Formosus. The circumstances of his election are unclear, but he was sponsored by one of the powerful Roman families, the house of Spoleto, that contested the papacy at the time.
Stephen is chiefly remembered in connection with his conduct towards the remains of Pope Formosus, his last predecessor but one. The rotting corpse of Formosus was exhumed and put on trial in the so-called Cadaver Synod (or Synodus Horrenda) in January 897. Pressure from the Spoleto contingent and Stephen's fury with his predecessor probably precipitated this extraordinary event. With the corpse propped up on a throne, a deacon was appointed to answer for the deceased pontiff. During the trial, Formosus's corpse was condemned for performing the functions of a bishop when he had been deposed and for receiving the pontificate while he was the bishop of Porto, among other revived charges that had been levelled against him in the strife during the pontificate of John VIII. The corpse was found guilty, stripped of its sacred vestments, deprived of three fingers of its right hand (the blessing fingers), clad in the garb of a layman, and quickly buried; it was then re-exhumed and thrown in the Tiber. All ordinations performed by Formosus were annulled.
The trial excited a tumult. Though the instigators of the deed may actually have been Formosus' enemies of the House of Spoleto (notably Guy IV of Spoleto), who had recovered their authority in Rome at the beginning of 897 by renouncing their broader claims in central Italy, the scandal ended in Stephen's imprisonment and his death by strangling that summer.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Lateran Pontifikat Synode
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Pontifikat:[ - ] Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Synode:[ - ] Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.
Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.
[ - ]
0532
|