Beskrivelse af Benedikt IV, der var Pave i år 900-903

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Benedikt IV - 900-903 :

Benedikt IV (Latin: Benedictus s. IV, italiensk: Benedetto IV)
Benedictus IV blev pave i juni 900 og døde i august 903.
I Februar 900 krones Pave Benedikt IV. Kong Ludvig af Provence føres af Berengar's modstandere til Pavia og krones til konge af Italien, hvorefter han beder Paven om at kejserkrone ham, hvilket sker året efter i Peterskirken.
Paven kronede Louis af Borgogna som Vestromersk kejser.

Benedict IV var pave fra år 900, til juli 903 hvor han døde. Han var indfødt Romer søn af Mammalus. Historikeren Frodoard fra det tiende århundrede, der gav ham øgenavnet: "Den Store", roste hans ædle byrd og kendte generøsitet. Han efterfulgte pave Johannes IX (898-900) og blev selv efterfulgt af Pave Leo V (903).
Benedict IV stadfæstede ordinancerne givet af pave Formosus, hvis rådnende lig var blevet gravet op af pave Stefan VI og stillet for en domstol, kendt som ligSynoden af 897.
I 901, efter at de karolingiske kejsere var forsvundet, fulgte Benedict, Pave Leo III's eksempel og kronede Louis af Provence, som hellig romersk kejser. I sin regeringstid ekskommunikerede han også Baldwin II af Flandern, for at myrde Fulk, der var ærkebiskop af Reims. Benedict IV døde i Rom i løbet af sommeren 903 og blev begravet ved Sct. Peters Basilika, ved Guidoporten.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Synode: