Beskrivelse af Sylvester II, der var Pave i år 999-1003

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Sylvester II - 999-1003 :

Sylvester II (Silvestro II) Sylvester II
Sylvester II blev født c.945, pave fra 2/4 999 til 12/5 1003. Hans navn var Gerbert d'Aurillac og han var i 980'erne rektor for katedralskolen i Reims, men blev senere, fra 998, ærkebiskop i Ravenna, hvorfra han blev udpeget til embedet som den første franske pave. Før sin pavetid var han rådgiver for kejer Otto III, men havde også andre embeder.
Sylvester 2., Gerbert fra Aurillac, ca. 940-12.3.1003, pave fra 999. Som en af de første vesteuropæere studerede han arabisk Matematik og astronomi i det mauriske Spanien, underviste i Reims i logik, musik og astronomi og indførte indo-arabiske taltegn, dog kun som påskrift på regnebrikker. Han var lærer for Otto 3., der 999 gjorde ham til den første franskfødte pave.
Hans vigtigste indsats som pave var grundlæggelsen af selvstændige romerske kirker i Polen og Ungarn med ærkebispesæder i hhv. Gniezno og Esztergom.

Sylvester II godkendte Knud den Hellige af Danmark, som helgen i 1101, på foranledning af Knuds broder Erik Ejegod.
Knud den Hellige døde den 10. juli i 1086 og blev begravet i en domkirke, som han selv har ladet bygge.
Der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge Kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pave Sylvester 2. eller Silvester 2., født Gerbert d'Aurillac (ca 946 – 12. maj 1003) var pave fra 2. april 999 til sin død. Han var den første franske pave og en af de 28 paver, som blev begravet i Lateranet.

Gerberts forældre må have været fattigfolk af almuen, da de ikke er omtalt nogen steder. Han blev uddannet i Klosteret Saint-Gerald i Aurillac, et benediktinerKloster grundlagt omkring 60 år før Gerbert gik ind i det i 963.

Samtiden så på Sylvester med mistro og holdt ham for en magiker, der havde solgt sin sjæl til djævelen. Han havde godt nok studeret hos araberne og jøderne i Cordoba, og indførte arabiske tal til Vesten. Dertil var han ejer af et damporgel og et mekanisk ur. Da befolkningen i Rom også så ham foretage astronomiske observationer fra Lateranets tag om natten, og skrive kabbalistiske tegn på pergament, blev de uhyggelige ved ham. En Rasponi var øjenvidne, da Sylvesters grav blev åbnet og ødelagt i 1648, og skriver i sin beretning De Basilica et Patriarchio Lateranensi fra 1656: "I 1648, da nye grundmure blev lagt for kirkens venstre fløj, blev liget af Sylvester 2. fundet i en marmorsarkofag, tolv fod under jorden." Den afdøde var angiveligt velbevaret og lå i fuldt ornat med armene krydset over brystet. Men ved første berøring faldt mumien sammen til støv, og kun et sølvkors og en signetring var tilbage.

Et billede af Pave Sylvester 2. og djævelen, afbildet omkring 1460, er vist længere nede til venstre.

Stadig rører besøgende i Laterankirken ved låget på Sylvesters sarkofag. Det påstås, at hvis der er vanddråber på den, skal en pave snart dø. Er den kun fugtig, er det et varsel om en biskops eller kardinals død.

Pave Sylvesters gravmæle i Laterankirken er vist på billedet til venstre.

Michael Scoths beskrev i 1200-tallet pave Sylvester 2. som "den bedste nekromantiker i Frankrig, som luftens dæmoner villigt adlød i alt, han forlanger af dem, ved dag som ved nat." I 1120-årene påstod William af Malmesbury, at pave Sylvester praktiserede sortekunst i Rom, og ejede en "forbudt" bog, stjålet fra en arabisk filosof. Paven skulle have afbrudt studier i Toledo, fordi han havde stjålet sin lærers sorte bog. Videre skulle han have haft to djævle med som sine tjenere, der hjalp ham at finde nedgravede guldskatte i Rom.

Selv skulle paven have konstrueret en talende statue, egentlig et hoved støbt i bronze, der kunne besvare alle ja- og nej-spørgsmål og hed Meridiana. I andre sagn tjente bronzehovedet som et orakel, der kunne fremsige hele profetier. Efter at være valgt til pave i 999, skal Sylvester have spurgt det, hvor længe han ville blive siddende ved magten. Svaret lød: "Så længe, han undgik at holde messe i Jerusalem." Profetien blev opfyldt, da han udåndede i stor pine under en messe i kirken Santa Croce in Gerusalemme (= Det hellige kors i Jerusalem). Ifølge legenden blev hans synder tilgivet ham af Gud, og han ligger begravet i Laterankirken; men det forlød, at når en pave skal dø, skramler knoglerne i Sylvesters grav. Ophavet til den tanke findes i hans epitafium i Laterankirken, mod en af søjlerne til højre side. Forfatteren har her forsøgt at udtrykke de afdødes villighed til at vise sig for Herren ved hans genkomst; men ordene venturo domino blev tolket, ikke som Kristi ankomst, men den fremtidige paves; og ad sonitum blev tolket, ikke som trompeters klang på den yderste dag, men som knoglers raslen.

Først i 1602 fandt pavens bibliotekar, kardinal Baronius, en samling af Sylvesters breve og fastslog, at han kun var "en lærd mand, forud for sin tid." Blandt andet opfandt han i 966 en enkel mekanisme, der ringede med regelmæssige mellemrum for at kalde munkene til bøn.
Den anses som det første mekaniske ur.

Pave Sylvester II (999-1003), født Gerbert fra Aurillac i 946, giver en livs- og tidsramme i historien til at hjælpe med at korrigere de anachronistiske syn på islam, videnskab og kristendom, som på en eller anden måde er dømt til konflikt. På samme måde fjernes mytologien om en udbredt panik, da kristendommen kom til årtusindskiftet, også ved at se igen på kilder fra selve perioden og ikke fra senere fortolkninger.

Gerbert levede på et tidspunkt før adskillelsen af øst og vest, hvor de hellige romerske kejsere, Otto II og III i det meste af Gerberts karriere, var i kontakt med de byzantinske kejsere og ofte gift med prinsesser fra Konstantinopel. Mens spændingerne mellem øst og vest var flerårige, skulle skismen komme et halvt århundrede senere, end begivenhederne, der blev fortalt i denne fascinerende historie.

Dette var også en periode, hvor "convivencia" mellem jøder, kristne og muslimer i hele Europa, inklusive det arabiske Spanien, betød, at der var meget mere udveksling mellem den arabiske verden, fra Bagdad til Cordoba, og den kristne intellektuelle sfære i Europa, end det blev muligt efter Korstogene fra det 11. århundrede og begyndelsen af Reconquista i Spanien.

Gerbert, der studerede i Barcelona området, tæt på grænsen mellem Frankrig og det daværende muslimske Spanien, får faktisk den indiske form for tal, som vi nu kalder "arabiske tal", til det kristne Europa med hans tælleapparat, kaldet en abacus. Selvfølgelig var det dette numeriske system, så meget enklere end de besværlige romerske tal med dens bogstavsstreng, og muliggjorde derved en mere effektiv tilgang til Matematik og en bredere numerisk færdighed.

Med sin lærdom fra Spanien og hans matematiske, astronomiske og videnskabelige ekspertise kom Gerbert til at være en fremtrædende lærer i det, der er Frankrig i dag, idet han blev ærkebiskop i Reims; abbed af Bobbio, et keltisk funderet Kloster med et imponerende bibliotek; rådgiver, tutor og sekretær for kejsere; ærkebiskop af Ravenna i det, der nu er Italien; og til sidst pave.

Dette var dagene før starten af sekulær og religiøs ledelse fandt sted, eller den specifikke rolle, som paven til sidst skulle spille blandt kejsere, konger og biskoper, blev afklaret. At forsøge at skelne mellem kirke, stat og Klostermyndigheder og deres passende roller er en anakronisme, der søger at finde en juridisk orden og kirkeordning, der endnu ikke var afgjort. Faktisk fortæller historien om Gerberts karriere lidt om, op- og nedturene, afhængige af de imperiale, pavelige og Klosterklimaer, i hans tid.

I årene efter pave Sylvesters død førte fjendtligheder med islam og fordomme mod videnskab og det intellektuelle liv til myter omkring hans efterforskninger, hans erudition og læring. Nogle tilskrev dem djævelen og hekseri. Hans arv forblev kontroversiel, indtil moderne forskning i hans egne skrifter udfra konteksten i hans tid har gjort det muligt for et mere lidenskabeligt og positivt billede af hans æra, at dukke op.

Gerbert d’Aurillac: Den Matematiske Pave, Sylvester II

Han var en af de mest interessante videnskabelige og humanistiske figurer i højmiddelalderen. Gerbert grundlagde skoler i Italien, Tyskland og Frankrig og fremmede de klassiske studier sammen med quadrivium (aritmetik, geometri, astronomi og musik). Han forfattede værker inden for Matematik, geometri og astronomi og introducerede i Vesten brugen af numerisk nul i Matematik. Hydraulik og design af musikinstrumenter var to andre interesser for ham. Efter at han blev valgt til pave, instituterede han et stort antal biblioteker med det formål at bevare og sprede de største klassiske latinske manuskripter.

En fremragende erklæring fra indlægget “En Matematiker, der blev pave” på bloggen The Renaissance Mathematicus:

"Næste gang en Gnu-ateist forsøger at fortælle dig, at den katolske kirke var uforsonligt imod videnskab, i middelalderen så fortæl dem om Gerbert, Matematikeren, der blev pave.

Billede af Statue: Pave Sylvester II i Aurillac, Auvergne, Frankrig. (wikipedia)

He was one of the most interesting scientific and humanistic figures of the High Middle Ages. Gerbert founded schools in Italy, Germany, and France, promoting classical studies along with the quadrivium (arithmetic, geometry, astronomy, and music). He authored works in mathematics, geometry, and astronomy and in the West introduced the use of the numeral zero in mathematics. Hydraulics and designing musical instruments were two other interests of his. After he was elected pope, he instituted a large number of libraries with the goal of preserving and diffusing the greatest classical Latin manuscripts.

"An excellent statement in the post “A mathematician who became Pope” on the blog The Renaissance Mathematicus:

“Next time a Gnu atheist tries to tell you that the Catholic Church was irreconcilably opposed to science in the Middle Ages tell them about Gerbert the mathematician who became Pope.”

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kanon
Kloster
Korstog
Lateran
Matematik
Ravenna

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Matematik:

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.