Beskrivelse af Modpave Johannes XVI, der var Modpave i år 997-998

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Modpave Johannes XVI - 997-998 :

Modpave Johannes XVI (Giovanni XVI) Johannes XVI; Johannes XVI var Modpave fra feb. 997 til maj 998. † 26/8 1001.
Johannes XVI (XVII) (997-98), en Græker fra Kalabrien, blev af Crescentius gjort til Pave mod den kejserlige Pave Gregor V, men Otto III styrtede ham, han blev blindet og indespærret.

Johannes var af græsk afstamning og blev født, som Ioannis Philagathos, i Rossano i Calabrien, Syditalien. På den tid var regionen et territorium i det byzantinske rige og Johannes blev præst hos kejserinde Theophanu, som var kejser Otto II's (973-983) gemalinde og stammede fra Konstantinopel. To gange fungerede han som kejserlig kansler i Italien for Otto II, i 980-982, hvorefter han blev udnævnt til abbed af Nonantola i 991-992. Han var fadder for kejserens søn, Otto III, og var lærer for drengen, da han var syv (987). Han blev udnævnt til biskop i Piacenza ved hjælp af kejserindens overtalelse, og han sendtes til Konstantinopel for, at ledsage en byzantinsk prinsesse hjem til den yngre Otto. Efter kejserens død, fik den ungdommelige kejser Otto III hjælp af pave Johannes XV (985-996) i 996, til at slå et oprør, som var ledet af den rige og magtfulde romersk adelsmand Crescentius yngre ned. Otto III stoppede op for, at blive hyldet, som konge af Lombardiet i Pavia, og nåede derfor ikke til Rom, inden pave Johannes XV døde. Tilbage i Rom, manipulerede Otto III valget af sin fætter Bruno Kärnten, som pave Gregor V (996-999), og den nye pave kronede derefter Otto III til kejser d. 21 maj 996.

Da Otto III var vendt tilbage til Tyskland, afsatte fraktionen ledet af Crescentius II, på voldelig vis Gregor V, og med aktiv støtte fra den østlige kejser, Basil II, udpegede de Johannes som pave Johannes XVI. En Synode afholdt i 997 af de vestlige biskopper i den kejserlige hovedstad Pavia i Italien, besluttede i Gregor V's favør at ekskommunikere Johannes.

Crescentius II's oprør blev beslutsomt undertrykt af Otto III, der igen marcherede mod Rom i februar 998. Johannes XVI flygtede, men kejserens tropper forfulgte og fangede ham og skar hans næse og ører af og klippede hans tunge ud, brækkede hans fingre og blindede ham, så han ikke kunne skrive, og degraderede ham offentligt foran Otto III og Gregory V. På forbøn af Sct. Nilus den yngre, en af hans landsmænd, blev hans liv sparet: han blev sendt til klostret Fulda, i Tyskland, hvor han døde omkring 1001.

Johannes samtykke til at blive indsat, som pave imod Gregors rettigheder, kan ses som et resultat af de konstante politiske kampe, som de romerske adelsmænd førte imod den frankiske magt og den østlige romerske indflydelse mod udvidelsen af den frankiske magt i Rom, hvor Gregor blev den første tyske pave.

Fordi han ikke var en legitim pave, tog de næste tre paver Johannes, Johannes XVII, Johannes XVIII og Johannes XIX, tallene, XVI, XVII og XVIII, men nogle historikere fra middelalderen rettede deres navne og inkluderede Modpave Philagathos, blandt paverne og den fejlagtige korrektion af sekventeringen blev aldrig efterfølgende rettet.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Modpave
Synode

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Synode: