Beskrivelse af Pontianus, der var Pave i år 230-235

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pontianus - 230-235 :

Pontianus (San Ponziano)
Paven Pontian, også kaldet Pontianus, var pave fra 21 juli 230 28 September 235. 235, Blev under forfølgelse af kristne Maximinus thrakisk, Pontian forvist til ø Sardinien. Han tog sin afsked for at muliggøre valg af en ny pave.
Lidt mere kendes af Pontian end sine forgængere, tilsyneladende fra en tabt pavelige krønike, der var til rådighed til compiler af det liberiske katalog af biskopper i Rom, i det fjerde århundrede.
Hans Pontifikate var forholdsvis fredelig under regeringstid af Severus Alexander og mest note-værdig for fordømmelse af Origenes af en romersk Synode over hvilke Pontian sandsynligvis ledet. Kejser Maximinus Thrax, væltede imidlertid sin forgængers politik om tolerance mod kristendommen. Paven Pontian og Hippolytus af Rom var både anholdt og sendt i eksil for at arbejde i minerne på Sardinien. Som følge af sin straf abdicerede pave Pontian på 28 September 235 annonce til at forhindre et magttomrum. Dette medførte en splittelse af Roman Church til ophør. Hverken Hippolytus eller Pontian overlevede; Pontian døde i oktober 235.

Huskede
Pave Fabian bragte ligene af både Pontian og Hippolytus af Rom tilbage til Rom i 236AD eller 237AD og begravede dem i den pavelige krypten i Catacomb Callistus på den via Appia. Hans grav slab blev genopdaget i 1909. Det er skrevet på græsk: "PONTIANOS, EPISK". Indskriften "MARTUR" var blevet tilføjet i en anden hånd.
Hans festdag var 19 November, men han fejres nu i fællesskab med Hippolytus den 13 August.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Origenes
Pontifikat
Synode

Origenes:

Origenes fra Alexandria (ca.185-254), har lagt navn til Origenismen, en teori hvor teologi og filosofi blandedes, men den kritiseredes af hans modstandere i slutningen af det 4. århundrede, i 553 fordømtes troen som kætteri på det 2. Koncil i Constantinopel
Origenismen udvikledes også til Arianismen, en teologisk retning i oldkirken, udtænkt af præsten Arios omkring år 300 som en forlængelse af Origenes' tanker. Den arianske lære hævdede, at Jesus Kristus IKKE var ét kød med Faderen (ikke selv var Gud og "af samme væsen som faderen", som den "nikænske trosbekendelse", vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325, lød). Arios var blevet ekskommunikeret i 319, men Arianismen levede videre og blomstrede op igen under Kejser Julian Den Frafaldne og levede længe i de germansk kontrollerede områder. Den forsvandt først i løbet af det 6.århundrede.



Origenes forholder sig til kristendommens mangfoldighed på to måder. På den ene side anerkender han en ”intern”, tilladt ja endog gavnlig mangfoldighed, mens han på den anden side betragter de to grupperinger, Ophiterne og Cainiterne, som ikke-kristne, altså stående udenfor det kristne fællesskab. Disse to måder at forholde sig til den ”kristne” mangfoldighed på kan benyttes til at illustrere to forskellige forskningsparadigmer.
Origenes skelnede, med andre ord mellem nogle, som kunne forveksles med kristne, men som ifølge hans synspunkt ikke var det – altså udenforstående på den ene side og på den anden side forskellige kristne grupper – indenforstående. Denne skelnen mellem udenforstående og indenforstående dominerede i forskningen helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede. De udenforstående blev i forskningen oftest benævnt kættere eller hæretikere.
I første halvdel af det 5.århundrede var mange ægyptiske munke stærkt påvirkede af forskellige af Origenes ideer, men selvom de kirkelige autoriteter forsøgte at bekæmpe Origenes vranglære, så indgik netop dennes forestilling om, at der havde levet og kunne være særligt udvalgte mennesker, der var undsluppet denne forbandelse, i den almindelige koptiske lære om dette emne.
I sin lille bog Om bøn beskriver han brødet i fadervor som et billede på Jesus selv. Jesus siger jo i Johannesevangeliet, at han er det sande brød, livets brød. Forstået på den måde er fadervor ikke længere en jødisk bøn, men en kristen bøn, der handler om, at Jesus skal tage bolig i den bedende.



Origenes der var født i Alexandria, var den betydeligste oldkirkelige teolog, der beskæftigede sig med skrifterne. Origenes udskilte de aldeles uacceptable dele og inddelte resten i »de ægte« og »de tvivlsomme skrifter«. Dem kalder han på græsk hhv. homologumena og amfiballomena. I den første gruppe »de ægte« er de fire evangelier, Paulusbrevene, Petersbrevene, 1. Johannesbrev, Apokalypsen og Apostlenes Gerninger anbragt. »De tvivlsomme« inkluderer 2. Petersbrev, 2. og 3. Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet.
Origenes vender sig også mod den romerske skik, at fejre fødselsdag, som han kalder en hedensk praksis.
Origenes liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus.


Origines kastrerer sig selv.

For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea.
Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel).

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode: