|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Urban I - 222-230 :
Urban I (Sant'Urbano I) Pave Urban I
Urban I led martyrdøden ved halshugning. Han var pave fra år 222 til sin død i Rom, ca. år 230.
Pave Urban I var pave fra 222 til 23 maj 230. Han blev født i Rom, og han efterfulgte pave Callixtus I, der var blevet martyrdræbt. I århundreder mente man, at Urban også blev martyr. Men de seneste historiske opdagelser har ført forskerne til at tro, at han døde af naturlige årsager.
Meget af Urbans liv er indhyllet i mystik, og fører til mange myter og misforståelser. Trods manglen på kilder er han den første pave hvis regeringstid kan være absolut dateret. To fremtrædende kilder eksisterer for Urban's Pontifikat: Eusebius' historie fra den tidlige kirke og også en indskrift i Coemeterium Callisti som nævner paven.
Urban overtog til Sankt Peters stol i året hvor den Romerske Kejser Elagabalus' blev myrdet og tjente under Alexander Severus regeringstid. Det menes, at Urban's Pontifikat var under en fredelig tid for de kristne i riget hvor Severus ikke fremmede forfølgelsen af kristendommen.
Urban er en Kanoniseret helgen af den romersk katolske kirke og den østlige ortodokse kirke.
Pavedømmet
Det menes, at den schismatic Hippolytus stadig førte en rivaliserende kristen forsamling i Rom, og at han har udgivet Philosophumena, et angreb på pave Urbans forgænger Callistus. Urban siges at have fastholdt Callistus fjendtlige politik, når der beskæftiger sig med den Skismatiske part.
På grund af de relative friheder det kristne samfund havde under Severus' regeringstid kirken i Rom voksede, var fører til troen på, at Urban en dygtig Converter. En pavelig dekret om afgivelse af trofaste på masse tilskrives pave Urban:
"Gaver af de troende, der tilbydes til Herren kan kun anvendes til kirkelige formål, til fælles gavn for det kristne samfund, og fattige; for de er indviet gaver af trofaste, forsoningen udbud af syndere og arv af nødlidende."
Grav
Det har været ment, at han blev begravet i den Coemetarium Praetextati hvor en grav var indskrevet med sit navn. Men når udgravning Catacomb Callistus italienske arkæolog Giovanni de Rossi afsløret låget af en sarkofag, som foreslog, at pave Urban var faktisk begravet der. De Rossi også fundet en liste af martyrer og skriftefædre, der blev begravet på St. Callistus', som indeholdt Urbans navn. De Rossi konkluderede derfor, at Urban begravet i Coemetarium Praetextati var en anden biskop og pave Urban var placeret i St. Callistus' Katakomber. Mens mange historikere acceptere denne tro tvivl er fortsat. Grundlaget for dette er fordi pave Sixtus IIIs liste over helgener begravet i St. Callistus' Catacomb ikke omfatter Urban i træk af paver, men snarere i en liste over udenlandske biskopper. Det er derfor muligt, at pave Urban faktisk er begravet i Coemetarium Praetextati.
Legender og myter
Som findes ingen moderne konti af Urban's Pontifikate har der været mange legender og retsakter tillægges ham, som er fiktive eller vanskeligt at fastslå den faktuelle karakter af. Den legendariske handlinger St. Cecilia og Liber Pontificalis indeholde oplysninger om Urban, men af tvivlsom præcision.
En historie, der var en gang inkluderet i den katolske kirkes Breviary hedder det, at Sankt Urban havde mange konvertitter, hvoriblandt var Tiburtius og hans bror Valerianus, mand af Sankt Cecilia. Tradition kreditter Sankt Urban med mirakel vælte en afgud gennem bøn. Denne begivenhed er menes at have ført til Sankt Urban bliver slået og tortureret før bliver dømt til døden ved halshugning.
En yderligere tro, nu kendt som en opfindelse fra det sjette århundrede, var, at Urban havde bestilt foretagelse af sølv liturgiske fartøjer og patens for tyve-fem licenshaverens kirker af sin egen tid.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Breviar
Kanon
Katakomber
Liber Pontificalis
Pontifikat
Skisma
Breviar:[ - ]
Breviar (lat. breviarium 'kort fortegnelse', af brevis 'kort') kaldes den latinske bønnebog, som ved de daglige gudstjenester (bedetimerne, horae canonicae) uden for messen og ved privatbøn skal bruges af alle romersk-katolske gejstlige af højere grad (fra underdiakoner og opefter). Breviarer omfatter gammeltestamentlige salmer, takke-, lov- og bedebønner, stykker af gammel og ny testamente samt af kirkefædrenes homilier, hymner osv.
Navnet kommer af latin brevis ('kort') og synes at hidrøre fra, at man allerede i gammel tid brugte en sammentrængt, til dels med afkortninger skrevet samling af bønner, skriftstykker m.m. Disse samlinger blev efterhånden temmelig lange og uensartede, hvorfor Gregor VII afkortede dem til Breviarium Romanum (1074), som man i de følgende århundreder søgte at skaffe enegyldighed, uden at det dog lykkedes. Enheden skaffedes først til veje af Pius V ved det 1568 udgivne reviderede Breviarium Romanum, der senere er undergået nye revisioner 1602 og 1631.
Herover: Kølnerbreviaret, 12. eller 13 årh. Biblioteket ved Helsinki Universitet
Et breviar består af fire dele, efter de fire årstider; hvert af disse afsnit falder igen i fire dele: Psalterium, salmer for de syv ugedage; Proprium de tempore for kristusfesterne; Proprium de sanctis for helgenfesterne; Commune sanctorum for de fester der ikke har særlige bønneformularer. Dertil kommer endnu adskillige tillæg: bønner til Jomfru Maria og for de afdøde, bodssalmerne, bordbøn, rejsebøn osv. Også den græsk-katolske kirke har sit breviar, der kaldes horologion.
[ - ]
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Katakomber:[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.
Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.
Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.
Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Skisma:[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.
Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.
Det Vestlige Skisma :
Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.
Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
- Modpave Clemens VII (1378-1394)
- Pave Bonifacius IX (1389-1404)
- Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
- Pave Innocent VII (1404-1406)
- Pave Gregor XII (1406-1415)
- Pave Alexander V (1409-1410)
- Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.
[ - ]
1227
|
