Beskrivelse af Lucius III, der var Pave i år 1181-1185

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Lucius III - 1181-1185 :

Lucius III (Lucio III) Lucius III; Lucius III var født som Ubaldo Allucingoli. Han var pave fra 1/9 1181 til 25/11 1185.
Stridighederne i den romerske republik medførte at paven måtte flytte pavestolen til Verona.

Pave Lucius III (Latin: Lucius PP. III, italiensk: Lucio III; ca. 1100 - 25 November 1185), født Ubaldo Allucingoli, var leder af den katolske kirke fra 1 September 1181 til hans død i 1185.

Biografi
En indfødt af uafhængige Lucca, han blev født ca. 1100 (måske 1097) som Ubaldo, søn af Orlando. Han er almindeligvis omtales som medlem af den aristokratiske familie af Allucingoli, men det er ikke bevist. Han havde tætte bånd til Cistercienserne, men det lader til, at han aldrig kom ordren. Han blev navngivet kardinal af pave Innocent II i December 1138, først som kardinal-deacon af San Adriano, derefter (i maj 1141) som kardinal-præst i Santa Prassede. Pave Adrian IV forfremmede ham til rang af kardinal biskop i Ostia og Velletri i December 1158. Han var dekan for det hellige kardinaler og en af de mest indflydelsesrige cardinals under sin forgænger Pave Alexander III.
Efter at være valgt til pave i 1181, han boede i Rom fra November 1181 til marts 1182, men kiv i byen tvunget ham til at passere den resterende del af sin Pontifikat i eksil, hovedsagelig i Velletri, Anagni og Verona.
Han bestred med Holy Roman Emperor Frederick I over til rådighed for områder af den sene grevinde Matilda i Toscana. Kontroversen over for arvegangen til arv af grevinden var blevet efterladt uafviklede efter en aftale mellem 1177, og kejseren i 1182 foreslået, at Curia bør give afkald på sit krav, modtager i exchange to tiendedele af de kejserlige indtægter fra Italien, en tiendedel for paven og andre tiende Cardinals. Lucius samtykke hverken til denne proposition eller til en anden kompromis foreslået af Frederick I næste år, eller en personlig drøftelse mellem de to diktatorer i Verona i oktober 1184 førte til nogen konkret resultat.
Under konflikten mellem Frederick kræves jeg og pavedømmet, problemet med kætteri en politisk løsning. I 1184, pave Lucius III dekreteret Ad abolendam at alle "tæller, baroner, rektorer, og konsuler i byer og andre steder" der ikke deltage i kampen mod kætteri når opfordret til at gøre det ville være ekskommunikeret og deres territorier placeret under interdikt - og erklæret, at disse bestemmelser tiltrådte den apostolske myndighed i kirken med sanktionen af imperialistiske magt.
I mellemtiden syntes andre årsager til uenighed da paven nægtede at efterkomme Frederik I's ønsker om regulering af tyske episcopal valg, som havde fundet sted under Skisma, især med hensyn til et kampvalg til se i Trier i 1183.
I medfør af hans antiimperialister politik, Lucius faldt i 1185 til crown Holy Roman Emperor Henry VI som Frederik I's bestemt efterfølger, og brud mellem rige og Curia blev bredere på spørgsmål af italiensk politik.
I November 1184 afholdt Lucius en Synode i Verona, som katharerne, Paterines, Valdenserne og Arnoldists, og anathematized alle de erklærede som kættere og deres abettors. I modsætning til hvad er ofte sagt, han ikke indlede Inkvisitionen, som ikke blev oprettet indtil pave Gregory IX i 1234.
I 1185 begyndte forberedelserne til den tredje Korstog i svar på appeller af Kong Baldwin IV af Jerusalem. Før de var færdige, døde Lucius i Verona.

Pope Lucius III (Latin: Lucius PP. III, Italian: Lucio III; ca. 1100 - 25 November 1185), born Ubaldo Allucingoli, was head of the Catholic Church from 1 September 1181 to his death in 1185.

Biography
A native of the independent republic of Lucca, he was born ca. 1100 (perhaps 1097) as Ubaldo, son of Orlando. He is commonly referred to as a member of the aristocratic family of Allucingoli, but this is not proven. He had close ties to the Cistercians, but it seems that he never joined the order. He was named cardinal by Pope Innocent II in December 1138, initially as cardinal-deacon of San Adriano, then (in May 1141) as cardinal-priest of Santa Prassede. Pope Adrian IV promoted him to the rank of Cardinal Bishop of Ostia and Velletri in December 1158. He was dean of the Sacred College of Cardinals and one of the most influential cardinals under his predecessor Pope Alexander III.
After being elected Pope in 1181, he lived at Rome from November 1181 to March 1182, but dissensions in the city compelled him to pass the remainder of his Pontifikate in exile, mainly at Velletri, Anagni and Verona.
He disputed with the Holy Roman Emperor Frederick I over the disposal of the territories of the late Countess Matilda of Tuscany. The controversy over the succession to the inheritance of the Countess had been left unsettled by an agreement of 1177, and the Emperor proposed in 1182 that the Curia should renounce its claim, receiving in exchange two-tenths of the imperial income from Italy, one-tenth for the Pope and the other tenth for the cardinals. Lucius consented neither to this proposition nor to another compromise suggested by Frederick I the next year, nor did a personal discussion between the two potentates at Verona in October 1184 lead to any definite result.
During the conflict between Frederick I and the papacy, the problem of heresy required a political solution. In 1184, Pope Lucius III decreed Ad abolendam that all "counts, barons, rectors, and consuls of cities and other places" who did not join in the struggle against heresy when called upon to do so would be excommunicated and their territories placed under interdict - and declared that these provisions joined the apostolic authority of the church with the sanction of imperial power.
In the meantime other causes of disagreement appeared when the Pope refused to comply with Frederick I's wishes as to the regulation of German episcopal elections which had taken place during the schism, especially as regards a contested election to the See of Treves in 1183.
In pursuance of his anti-imperial policy, Lucius declined in 1185 to crown Holy Roman Emperor Henry VI as Frederick I's destined successor, and the breach between the Empire and the Curia became wider on questions of Italian politics.
In November 1184 Lucius held a synod at Verona which condemned the Cathars, Paterines, Waldensians and Arnoldists, and anathematized all those declared as heretics and their abettors. Contrary to what is often said, he did not institute the Inquisition, which was not created until the reign of Pope Gregory IX in 1234.
In 1185 preparations began for the Third Crusade in answer to the appeals of King Baldwin IV of Jerusalem. Before they were completed, Lucius died in Verona.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Cistercienser:

Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: