Beskrivelse af Urban III, der var Pave i år 1185-1187

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Urban III - 1185-1187 :

Urban III (Urbano III) Urban III
Urban III var født som Uberto Crivelli. Han var pave fra 25/11 1185 til 19. eller 20. oktober 1187.
Han blev valgt ved et Konklave i Verona, hvor han oprettede sit "hof". Han fortsatte striden mod Frederich Barberossa og måtte opleve at Saracenerne indtog Jerusalem.

Urban III (Latin: Urbanus PP. III, italiensk: Urbano III døde 20 oktober 1187), født Uberto Crivelli, var leder af den katolske kirke fra 25 November 1185 til sin død i 1187.
Han blev lavet kardinal og ærkebiskop i Milano af pave Lucius III, hvem han efterfulgte på 25 November 1185. Han tog kraftigt op sin forgængers skænderier med hellige romerske kejser Frederik I Barbarossa, herunder stående tvist om bortskaffelse af områder af grevinde Matilda i Toscana. Selv efter hans højde at pavedømmet fortsatte Urban med at holde ærkebiskoppen i Milano, og i denne egenskab nægtede at krone som konge af Italien Frederik I's søn Prins Henrik, der havde giftet sig med Constance af Sicilien, arving af Kongeriget Sicilien.
Mens Henry i syd samarbejdede med rebel Senatet i Rom, Frederick I nord blokeret bjergpas i Alperne og afbrød al kommunikation mellem paven, så levende i Verona og hans tyske tilhængere. Urban III nu løst på excommunicating Frederick I, men Veronese protesterede mod sådan en procedure er tyet til indenfor deres mure. Han derfor trak sig tilbage til Ferrara, men døde før han kunne give effekt til sin intentioner. Hans efterfølger blev Gregory VIII.
Ifølge legenden døde han af sorg ved høring nyheder for korsfarerne nederlag i juli 1187 på Slaget af Hattin.

Urban III (Latin: Urbanus PP. III, Italian: Urbano III; died 20 October 1187), born Uberto Crivelli, was the head of the Catholic Church from 25 November 1185 to his death in 1187.
He was made cardinal and Archbishop of Milan by Pope Lucius III, whom he succeeded on 25 November 1185. He vigorously took up his predecessor's quarrels with Holy Roman Emperor Frederick I Barbarossa, including the standing dispute about the disposal of the territories of the countess Matilda of Tuscany. Even after his elevation to the papacy, Urban continued to hold the archbishopric of Milan, and in this capacity refused to crown as King of Italy Frederick I's son Prince Henry, who had married Constance of Sicily, the heiress of the kingdom of Sicily.
While Henry in the south cooperated with the rebel Senate of Rome, Frederick I in the north blocked the passes of the Alps and cut off all communication between the Pope, then living in Verona, and his German adherents. Urban III now resolved on excommunicating Frederick I, but the Veronese protested against such a proceeding being resorted to within their walls. He accordingly withdrew to Ferrara, but died before he could give effect to his intentions. His successor was Gregory VIII.
According to legend, he died of grief upon hearing news of the defeat of the Crusaders in July 1187 at the Battle of Hattin.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Konklave
Saracen

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.