Beskrivelse af Alexander IV, der var Pave i år 1254-1261

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Alexander IV - 1254-1261 :

Alexander IV (Alessandro IV) Pave Alexander IV, 1254-1261
Efterfulgte Pave Innocens IV og blev selv efterfulgt af Pave Urban IV.
Pave Alessandro/Alexander IV, 1254-1261, efterfølger Pave Innocens IV (1243-1254).
Alexander IV var født som Rinaldo dei Conti di Segni af den magtfulde Annibaldi-slægt ved Anagni og søn af Grev Filippo di Segni, en broder til Pave Gregor IX (1227-1241), som udnævnte ham til kardinaldiakon og biskop af Ostia.
Han var uddannet i Anagni, kannik ved Anagni Domkirke, før 1227 blev han udnævnt til pavelig skatmester ("camerarius") og i 1227 blev han så udnævnt til kardinal af sin onkel. I årene 1227 til 1234/1235 var han kardinaldiakon ved Kirken Sant'Eustachio. I 1231 blev han kardinaldiakon i Ostia og Velletri og i 1234/1235 udnævntes han til Biskop af Ostia.
Han blev valgt til Pave i Napoli, hvor Pave Innocens IV var død, og han blev indsat den 20.December 1254 og tog navnet Alexander IV.
Alexander IV var ikke nær den samme mand som sin energiske og autoritære onkel, han var ikke så stridbar og begavet, men en rar og gudsfrygtig mand, der holdt meget af penge og skønt han var retfærdig ikke havde nogen stærk karakter.
Ved hans valg var den pavelige hær lige blevet slået af Siciliens konge Manfred, som den nye Pave nu lyste i band, hvorefter han prøvede at få den tidligere Kong Konrad IV's arvinger tilsidesat og give magten til Alfons X af Castilien (1255) for derefter også at tilbyde den til andre sider.
Alexanders vankelmodige politik lykkedes ikke så godt, store dele af Kirkestaten kunne ikke vindes igen og selv byen Rom var udenfor hans magtsfære, da den beherskedes af senatoren Brancaleone degli Andalò fra Bologna støttet af borgerskabet, der i denne periode var voldsomt republikansk orienteret. Først i 1255 blev stemningen i Rom mildere og man valgte to senatorer istedet for den enlige magthaver tidligere.
Paven var vendt tilbage til Rom for en kortere periode, men der fulgte nye sammenstød og Brancaleone, som var blevet jaget bort fra byen af Annibaldi-familiens tilhængere, vendte nu også tilbage i 1256, så Alexander IV måtte flygte til Anagni og Viterbo, mens Brancaleone hævnede sig voldsomt på sine adelige modstandere ved at lade ca.140 af deres befæstede tårne nedrive, hvorved Rom for en del mistede sin karakteriske "tårn-profil".
I Palermo lod Manfred sig nu krone til Konge over Sicilien uden Pavens samtykke, så Alexander lyste ham i band, uden at det dog fik nogen stor virkning. Det kom til voldsomme kampe og Manfred indtog endnu flere dele af Kirkestaten.
I Rom blev Brancaleone i en periode arresteret af folket og sat i fængslet i Septizonio, det er muligt at adelen eller Paven stod bag dette, men Brancaleone slap snart ud og i 1258 var han i krig udenfor Rom, da han blev syg og måtte føres tilbage til byen, hvor han døde, rygtet sagde: måske forgivet af sine modstandere.
Som ovenfor nævnt fik adelen nu valgt to senatorer, men heller ikke disse ønskede, at få Paven tilbage i byen. Ved senatorvalget i 1261 kom det til åben kamp mellem guelferne og ghibellinerne i Rom, inden guelferne valgte Rikard af Cornwall, som tidligere var valgt som Konge af Tyskland af det ene tyske parti, til romersk senator på livstid. Ghibellinerne optrappede deres modstand og Alexander IV magtede ikke at tage stilling i denne strid og rejste istedet til Viterbo, hvor han døde den 25.Maj 1261.
Paven blev også begravet i Viterbo, men hans grav er senere forsvundet. Han blev efterfulgt af Urban IV (1261-1264). Alexander IV; Alexander IV var født som Rinaldo di Segni. Han var pave fra 12/12 1254 til 25/05 1261.

Pave Alexander IV (Latin: Alexander PP. IV, italiensk: Alessandro IV; 1199 eller ca. 1185 - 25 kan 1261) var leder af den katolske kirke fra 12 December 1254 til sin død i 1261.
Som Rinaldo Jenne i Jenne (nu i Rom-provinsen) han er født, på hans mors side, et medlem af familien de' Conti di Segni, greverne af Segni, som pave Innocent III og pave Gregory IX. Hans onkel Gregory IX gjorde ham kardinal diakon og protektor af Franciskanerne i 1227, Camerlengo i den hellige romerske kirke fra 1227 indtil 1231 og biskoppen af Ostias i 1231 (eller 1232). Han blev dekan for det hellige kardinaler i 1244 (eller 1240). Død af pave Innocent IV i 1254 blev han valgt til pave i Napoli på 12 December 1254.
Alexander IV lykkedes Innocens IV som vogter af Conradin, sidst af Hohenstaufens, lovende ham beskyttelse; men i mindre end to uger han rottet sig sammen mod ham og bittert imod Conradins onkel Manfred.

Alexander IV truet bandlysning og afbryde mod partiet af Manfred uden virkning. Heller ikke kunne han hverve konger af England og Norge i et Korstog mod Hohenstaufens. Rom selv blev også ghibellinske for paven, der trak sig tilbage til Viterbo, hvor han døde i 1261. Han blev begravet i Viterbo katedralen, men hans grav blev ødelagt under sekstende århundrede renoveringer.
Alexanders Pontifikat var signaleres af bestræbelser på at genforene de østlige ortodokse kirker med den katolske kirke, ved oprettelsen af Inkvisitionen i Frankrig, gavner vist at de mendicant ordrer, og et forsøg på at organisere et Korstog mod Tatars efter den anden raid mod Polen i 1259.
Kort før sin død, havde Innocens IV tildeles Sicilien, en pavelig lenet, Edmund, anden søn af kong Henry III af England. Alexander bekræftet grant i 1255 mod 2000 ounce guld om året, til gavn for 300 riddere for tre måneder når det er påkrævet, og 135,541 mærker at tilbagebetale paven for de penge han havde brugt forsøger at fordrive Manfred fra Sicilien. Henrys mislykkede forsøg på at overtale sine undersåtter til at betale skatterne skal opfylde Alexanders krav var en af faktorer i konflikten mellem kongen og Parlamentet, der kulminerede i den anden baroner krig. Udstedte 12 April 1261, kort før sin død, Alexander en pavelig tyr til kong Henrik, at frikendt ham af eder taget i bestemmelserne i Oxford, hvilket var medvirkende til krigen.


Pope Alexander IV (Latin: Alexander PP. IV, Italian: Alessandro IV; 1199 or ca. 1185 - 25 May 1261) was the head of the Catholic Church from 12 December 1254 to his death in 1261.
Born as Rinaldo di Jenne in Jenne (now in the Province of Rome), he was, on his mother's side, a member of the family de' Conti di Segni, the counts of Segni, like Pope Innocent III and Pope Gregory IX. His uncle Gregory IX made him cardinal deacon and Protector of the Order of Franciscans in 1227, Camerlengo of the Holy Roman Church from 1227 until 1231 and Bishop of Ostia in 1231 (or 1232). He became Dean of the Sacred College of Cardinals in 1244 (or 1240). On the death of Pope Innocent IV in 1254 he was elected pope at Naples on 12 December 1254.
Alexander IV succeeded Innocent IV as guardian of Conradin, the last of the Hohenstaufens, promising him protection; but in less than a fortnight he conspired against him and bitterly opposed Conradin's uncle Manfred.

Alexander IV threatened excommunication and interdict against the party of Manfred without effect. Nor could he enlist the kings of England and Norway in a crusade against the Hohenstaufens. Rome itself became too Ghibelline for the Pope, who withdrew to Viterbo, where he died in 1261. He was buried in Viterbo Cathedral, but his tomb was destroyed during sixteenth-century renovations.
Alexander's pontificate was signaled by efforts to reunite the Eastern Orthodox churches with the Catholic Church, by the establishment of the Inquisition in France, by favours shown to the mendicant orders, and by an attempt to organize a crusade against the Tatars after the second raid against Poland in 1259.
Shortly before his death, Innocent IV had granted Sicily, a papal fiefdom, to Edmund, second son of King Henry III of England. Alexander confirmed the grant in 1255 in return for 2000 ounces of gold per annum, the service of 300 knights for three months when required, and 135,541 marks to reimburse the pope for the money he had expended attempting to oust Manfred from Sicily. Henry's unsuccessful attempts to persuade his subjects to pay the taxes required to meet Alexander's demands were one of the factors in the conflict between the king and parliament which culminated in the Second Barons' War. On 12 April 1261, shortly before his death, Alexander issued a papal bull for King Henry that absolved him of oaths taken in the Provisions of Oxford, which was instrumental in the War.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Camerlengo:

Camerlengo

Camerlengo (overkammerherre) kaldes den embedsmand ved pavehoffet, som bestyrer finanserne, som har jurisdiktionsret over alle embedsmænd ved Kurien, og som ved pavens død leder forretningerne; indtil 1870 var han tillige præfekt for det romerske universitet og uddelte doktorgraden i de 4 fakulteter.

Den romerske Kurie er Den katolske kirkes centrale forvaltning, med sæde dels i Vatikanstaten og dels i Rom. Curia betyder på middelalderlatin 'hof', og den romerske kurie var tidligere kendt netop som det pavelige hof.



Så godt som altid vælges camerlengoen blandt kardinalerne, men det er ikke nødvendigt.
Rækken af camerlengoer begynder med år 1061.

Camerlengorækken (1147 - 2022)

Jordan of S. Susanna (documented 1147–1151)
Franchus (1151)
Rainierus (documented 1151)
Yngo (documented 1154)
Boso Breakspeare (1154/55 – 1159)
Bernard the Templar (documented 1163)
Teodino de Arrone (documented 1163)
Franco Gaufridus Fulchier (documented 1175–1181)
Gerardo Allucingoli (ca.1182/84)
Melior le Maitre (documented 1184–1187)
Cencio Savelli (1188–1198), later Pope Honorius III
Riccardo (documented 1198)
Ottaviano Conti di Segni (1200–1206)
Stefano di Ceccano (1206–1216)
Pandolfo Verraclo (1216–1222)
Sinibaldo (ca.1222 – ca.1227)
Rinaldo Conti di Segni (1227–1231), later Pope Alexander IV (1231–1236 – no information found)
Giovanni da Ferentino (1236–1238) (1238–1243 – no information found)
Martino (ca. 1243 – ca. 1251)
Boetius (1251–1254)
Niccolo da Anagni (1254–1261)
Pierre de Roncevault (1261–1262)
Pierre de Charny (1262–1268)
Odo of Châteauroux (occupied the post in 1270)
Pietro de Montebruno (occupied the post in 1272)
Guglielmo di San Lorenzo (occupied the post in 1274)
Raynaldus Marci (occupied the post in 1277)
Angelo de Vezzosi (occupied the post in 1278)
Berardo di Camerino (1279–1288)
Niccolo (occupied the post in 1289)
Tommaso d'Ocra (1294)
Teodorico Ranieri (ca. 1295 – 1299)
Giovanni (1301–1305)
Arnaud Frangier de Chanteloup (1305–1307)
Bertrand des Bordes (1307–1311)
Arnaud d'Aux (1311–1319)
Gasbert de Valle (1319–1347)
Stefano Aldebrandi Cambaruti (1347–1360)
Arnaud Aubert (1361–1371)
Pierre du Cros (1371–1383)
Marino Giudice (documented 1380–1382)
Marino Bulcani (documented 1386–1394)
Corrado Caraccioli (documented 1396–1405)
Leonardo de Sulmona (named in 1405)
Antonio Correr (1406–1415)
François de Conzie (1415[b]–1431)
Francesco Condulmer (1432–1440)
Ludovico Trevisan (1440–1465)
Latino Orsini (1471–1477)
Guillaume d'Estouteville (1477–1483)
Raffaele Riario (1483–1521)
Innocenzo Cibo (1521)
Francesco Armellini Pantalassi de' Medici (1521–1527)
Agostino Spinola (1528–1537)
Guido Ascanio Sforza di Santa Fiora (1537–1564)
Vitellozzo Vitelli (1564–1568)
Michele Bonelli (1568–1570)
Luigi Cornaro (1570–1584)
Filippo Guastavillani (1584–1587)
Enrico Caetani (1587–1599)
Pietro Aldobrandini (1599–1621)
Ludovico Ludovisi (1621–1623)
Ippolito Aldobrandini (1623–1638)
Antonio Barberini (1638–1671)
Paluzzo Paluzzi Altieri degli Albertoni (1671–1698)
Galeazzo Marescotti, pro-camerlengo (1698)
Giovanni Battista Spinola (1698–1719)
Annibale Albani (1719–1747)
Silvio Valenti Gonzaga (1747–1756)
Girolamo Colonna di Sciarra (1756–1763)
Carlo Rezzonico (1763–1799)
Romoaldo Braschi-Onesti (1800–1801)
Giuseppe Maria Doria Pamphili, pro-camerlengo (1801–1814)
Bartolomeo Pacca (1814–1824)
Pietro Francesco Galeffi (1824–1837)
Giacomo Giustiniani (1837–1843)
Tommaso Riario Sforza (1843–1857)
Lodovico Altieri (1857–1867)
Filippo de Angelis (1867–1877)
Gioacchino Pecci (1877–1878), later Pope Leo XIII
Camillo di Pietro (1878–1884)
Domenico Consolini (1884)
Luigi Oreglia di Santo Stefano (1885–1913)
Francesco Salesio Della Volpe (1914–1916)
Pietro Gasparri (1916–1934)
Eugenio Pacelli (1935–1939), later Pope Pius XII
Lorenzo Lauri (1939–1941)
Benedetto Aloisi Masella (1958–1970)
Jean-Marie Villot (1970–1979)
Paolo Bertoli (1979–1985)
Sebastiano Baggio (1985–1993)
Eduardo Martínez Somalo (1993–2007)
Tarcisio Bertone (2007–2014)
Jean-Louis Tauran (2014–2018)
Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)

To Camerlengoer er blevet valgt til Paver: Gioacchino Pecci (Pave Leo XIII) i 1878 og Eugenio Pacelli (Pave Pius XII) i 1939.


Herover ses Camerlengo, Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Frans af Assisi, født d. 5. juli 1181 død d. 3. oktober 1226, var grundlægger af Franciskanerordenen.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.