Beskrivelse af Gregor X, der var Pave i år 1271-1276

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor X - 1271-1276 :

Gregor X (Beato Gregorio X) Gregory X = Gregor X; Gregor X var født som Tebaldo Visconti i Piacenza omkring år 1210. Han var pave fra 01/09 1271 til 10/01 1276. Da den ovennævnte komite blev enige om valget, faldt det på Visconti, der var på Korstog i det Hellige Land med den kommende engelske kong Edward I. Han fik beskeden om sit valg i Acre og nåede frem til Viterbo den 10/02 1272 og blev straks præsteviet og indsat den 27/03 1272.

Pave Gregory X (Latin: Gregorius PP. X, italiensk: Gregorio X, ca. 1210 - 10 januar 1276), født Teobaldo Visconti, var leder af den katolske kirke fra 1 September 1271 til sin død i 1276. Han blev valgt ved afslutningen af en pavelig valg, der løb fra 1268 til 1271 - den længste pavelige valg i historien i den katolske kirke.
Polos vendte tilbage til Kubilai (siddende, højre) i 1275 med et brev og præsenterer fra pave Gregory X. Født i Piacenza, brugte han det meste af sin kirkelige karriere i nord, i de lave lande.
Gregory lykkedes pave Clement IV i 1271 efter den pavelige stol havde været ledig i tre år på grund af splittelse blandt Kardinalerne. Om kardinaler var ligeligt fordelt mellem franske og italienske kardinaler, der ønskede en pave fra deres land på grund af den løbende politiske situation med Karl af Anjou, yngre broder til kong Louis IX af Frankrig, der havde tilranede trone af Sicilien af våben og bestandig grebet ind i de politiske anliggender i hele den italienske halvø. Den fastlåste situation blev endelig brudt, når borgerne i Viterbo, hvor Kardinalerne var samlet, fjernet taget fra bygningen de var mødet i og spærret inde i, kun tillader dem brød og vand. Mere end et år senere, valgt Kardinalerne pave Gregory X. Han blev betragtet som et stærkt valg, fordi selvom han var italiensk, han havde tilbragt det meste af sin karriere nord for Alperne og dermed havde ikke været involveret i de seneste italienske politiske kontroverser.
Gregorys valget kom som en fuldstændig overraskelse for ham, delvist fordi det skete, mens han var ansat i niende Korstog på hektar med kong Edward I af England i Palæstina. Ikke ønsker at forlade sin mission, hans første handling som paven var at udsende appeller om støtte til korsfarerne, og på sin sidste prædiken i Acre lige inden de forlader for at sejle til Italien, han berømt bemærkede, "Hvis jeg glemmer dig, O Jerusalem, lad min højre hånd glemme hendes snedige" (et citat fra Salme 137).
Engang i løbet af sin regeringstid som pave skrev Gregor et brev mod anklager om "blod injurier" og forfølgelse af jøderne.
På sin ankomst på Rom var hans første handling at indkalde Rådet, der mødtes på den anden Rådet Lyon i 1274 ved betragtning af øst-vest Skisma, tilstanden af det hellige Land, og misbrug af den romersk katolske kirke. Det var mens returnere fra dette råd, at han døde i Arezzo på 10 januar 1276. Han er stadig begravet inde i katedralen kirken. Han er ansvarlig for den pavelige bull, som blev senere indarbejdet i koden i Kanonisk ret, der regulerede alle forsamlinger for pavelige valg indtil reformerne af pave Paul VI i det tyvende århundrede.
Han blev efterfulgt af pave Innocent V.

Diplomatiske kommunikation med mongolerne
Så snart han var valgt i 1271, modtog pave Gregory et brev fra den mongolske stor Khan Kublai, fritagelse af Niccolo og Matteo Polo efter deres rejser til sin ret i Mongoliet. Kublai beder om forsendelse af hundrede missionærer, og nogle olie fra lampe af den hellige grav. Den nye pave kunne spare kun to friars og nogle lampeolie. Munkene vendte tilbage snart efter partiet venstre til Mongoliet. De to Polos (denne gang ledsaget af den unge Marco Polo) vendte tilbage til det mongolske rige og hjemvist olien fra paven til Kublai i 1275.
Den mongolske Ilkhanate leder Abaqa sendte en delegation med over en halv snes medlemmer til 1274 Rådet i Lyon, hvor blev der opstillet planer for mulige militære samarbejde mellem mongolerne og europæerne. Efter at Rådet sendte Abaqa en anden ambassade ledet af brødrene georgisk Vassali til yderligere underrette vestlige ledere af militære forberedelser. Gregory svarede at hans legater ville ledsage Korstoget, og at de ville være ansvarlig for koordinering militære operationer med Il-khanen. Men disse projekter til et stort nyt Korstog hovedsageligt kom til en standse med Gregory X død den 10 januar 1276. De penge, der havde været gemt til at finansiere ekspeditionen var i stedet fordelt i Italien.

Pope Gregory X (Latin: Gregorius PP. X, Italian: Gregorio X; ca. 1210 - 10 January 1276), born Teobaldo Visconti, was the head of the Catholic Church from 1 September 1271 to his death in 1276. He was elected at the conclusion of a papal election that ran from 1268 to 1271-the longest papal election in the history of the Catholic Church.
The Polos returned to Kubilai (seated, right) in 1275 with a letter and presents from Pope Gregory X. Born in Piacenza, he spent most of his Ecclesiastical career in the north, in the Low Countries.
Gregory succeeded Pope Clement IV in 1271 after the papal chair had been vacant for three years due to divisions among the Cardinals. The College of Cardinals was equally split between French and Italian Cardinals who wanted a Pope from their country due to the ongoing political situation with Charles of Anjou, younger brother of King Louis IX of France, who had usurped the throne of Sicily by arms and perpetually intervened in the political affairs of the entire Italian peninsula. The deadlock was finally broken when the citizens of Viterbo, where the Cardinals were assembled, removed the roof from the building they were meeting in and locked them in, only allowing them bread and water. More than a year later, the Cardinals elected Pope Gregory X. He was considered a strong choice because even though he was Italian, he had spent most of his career north of the Alps and thus had not been embroiled in recent Italian political controversies.
Gregory's election came as a complete surprise to him, partially because it happened while he was engaged in the Ninth Crusade at Acre with King Edward I of England in Palestine. Not wanting to leave his mission, his first action as Pope was to send out appeals for aid to the Crusaders, and at his final sermon at Acre just before leaving to sail for Italy, he famously remarked, "If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget her cunning" (a quote from Psalm 137).
Sometime during his reign as Pope, Gregory wrote a letter against the charges of "blood libel" and persecution against the Jews.
On his arrival at Rome, his first act was to summon the council which met at the Second Council of Lyons in 1274 for the purpose of considering the East-West Schism, the condition of the Holy Land, and the abuses of the Roman Catholic Church. It was while returning from that council that he died at Arezzo on 10 January 1276. He is still buried inside the Cathedral Church. He is responsible for the papal bull which was subsequently incorporated into the code of canon law that regulated all conclaves for papal elections until the reforms of Pope Paul VI in the twentieth century.
He was succeeded by Pope Innocent V.

Diplomatic communications with Mongols
As soon as he was elected in 1271, Pope Gregory received a letter from the Mongol Great Khan Kublai, remitted by Niccolo and Matteo Polo following their travels to his court in Mongolia. Kublai was asking for the dispatch of a hundred missionaries, and some oil from the lamp of the Holy Sepulcher. The new Pope could spare only two friars and some lamp oil. The friars turned back soon after the party left for Mongolia. The two Polos (this time accompanied by the young Marco Polo) returned to the Mongol Empire and remitted the oil from the Pope to Kublai in 1275.
The Mongol Ilkhanate leader Abaqa sent a delegation with over a dozen members to the 1274 Council of Lyon, where plans were made for possible military cooperation between the Mongols and the Europeans. After the Council, Abaqa sent another embassy led by the Georgian Vassali brothers to further notify Western leaders of military preparations. Gregory answered that his legates would accompany the Crusade, and that they would be in charge of coordinating military operations with the Il-Khan. However, these projects for a major new Crusade essentially came to a halt with the death of Gregory X on 10 January 1276. The money which had been saved to finance the expedition was instead distributed in Italy.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Kanon
Korstog
Skisma

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.