Beskrivelse af Clemens IV, der var Pave i år 1265-1268

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Clemens IV - 1265-1268 :

Clemens IV (Clemente IV) Clement IV; Clement IV var født som Guy le Gros Foulques. Han var pave fra 05/02 1265 til 29/11 1268. Efter den foregående paves død var der et dødvande i valget af den næste. Kardinalerne kunne ikke enes, og på et tidspunkt var indignationen så stor i Rom, at de rev taget af bygningen, hvor kardinalerne sad, og truede med at sulte dem, til de blev enige. Kardinalerne valgte da en komite på seks, der skulle blive enige.

Pave Clement IV (Latin: Clemens s. IV, italiensk: Clemente IV; 23 November 1190/1200-29 November 1268), født Gui Foucois kaldes i senere liv le Gros (Guy Foulques fedt; Italiensk: Guido Fulcodi il Grosso), var leder af den katolske kirke fra 5 februar 1265 til sin død i 1268. Han blev valgt i valg afholdt i Perugia, der varede fire måneder, mens cardinals fremført over om du vil kalde i Karl af Anjou, den yngste bror til kong Louis IX af Frankrig til at bære på den pavelige krig mod den kejserlige hus af Hohenstaufen.

Biografi
Fyr blev født i Sankt-Gilles-du-Gard i Languedoc-regionen i Frankrig. Efter at have nået voksenalderen, han var en usandsynlig kandidat til hellige ordrer: enkemand og far til to unge kvinder før du tager ordrer, han var successivt en soldat og en advokat, og i sidstnævnte egenskab havde handlet som sekretær for kong Louis IX, hvis indflydelse var han hovedsagelig gæld for hans elevation til cardinalate. Død af sin kone, han fulgte sin fars eksempel og gav op verdslige liv for kirken. Hans anledning var hurtig: i 1257, blev han udnævnt til biskop af Le Puy; i 1259, blev han udnævnt ærkebiskop af Narbonne; og i December 1261, blev han den første kardinal lavet af pave Urban IV, for se, af Sabina. Han var den pavelige legat i England mellem 1262 og 1264. Han hed grand penitentiary i 1263.
I denne periode, Pavestolen var involveret i en konflikt med Manfred af Sicilien, den uægte søn og udpegede arvtager af Holy Roman Emperor Frederick II af Hohenstaufen, men hvem pavelige loyalister, ghibellinerne, kaldet "tronraner af Napoli". Clement IV, der var i Frankrig på tidspunktet for hans valg, var tvunget til at indtaste Italien i forklædning. Han tog umiddelbart skridt til at alliere sig med Karl af Anjou, hans daværende protektor bror, ubemidlede franske sagsøger til den napolitanske trone. Charles var villig til at anerkende paven som sin feudale overlord (et stridspunkt med Hohenstaufens) og blev kronet af kardinaler i Rom, hvor Clement IV, varigt etableret i Viterbo, ikke turde vove, da det anti-papal ghibellinske parti var så fast i kontrol der. Derefter, befæstet med pavelige penge og forsyninger, Karl marcherede ind i Napoli. Efter at have besejret og dræbt Manfred i den store kamp Benevento, Charles etableret sig fast i Kongeriget Sicilien på den afgørende kamp Tagliacozzo, hvor Conradin, sidst af Hohenstaufen, hus blev taget til fange. Clement IV siges at have afvist af de grusomheder begået af hans protegé, men der synes ingen grundlag for opgørelse af Gregorovius, som Clement IV blev en medskyldig ved at nægte at gå i forbøn for den uheldige Conradin, som Charles havde halshugget på markedet af Napoli.
Inden måneder Clement IV var død så godt, og blev begravet på den Dominikanske Kloster, Santa Maria i Gradi, lige uden for Viterbo, hvor han opholdt sig i hele sin Pontifikat. I 1885, rester hans jordiske overført til den kirke, San Francesco alla Rocca i Viterbo. På grund af uforenelige divisioner blandt cardinals forblev den pavelige trone ubesat i næsten tre år.
Clement IV privat karakter blev rost af samtidige for sin askese, og han er især ros for sin ildebefindende til fremme og berige hans egne slægtninge. Han beordrede også den franciskanske lærde Roger Bacon at skrive Opus maius, som henvender sig til ham.
I 1264 fornyet Clement IV forbud mod Talmud bekendtgjort af Gregory IX, der havde det offentligt brændt i Frankrig og i Italien. Clement, selvom han ikke tildele til bålet dem hvem næret kopier af det, og at reagere på en opsigelse af Talmud af Pablo Christiani, tildelt en Talmud censur udvalg og beordrede, at jøderne Aragon indsende deres bøger til Dominikanske censorer for expurgation.
I februar 1265 indkaldt Clement Thomas Aquinas til Rom for at tjene som pavelig teolog. Det var i denne periode, at Aquinas fungerede også som regent master for Dominikanerne i Rom. Med ankomsten af Aquinas blev den eksisterende studium conventuale på Santa Sabina, som var blevet grundlagt i 1222, omdannet til den rækkefølge første studium provinciale byder studiet af filosofi (studia philosophiae) som foreskrevet af Aquinas og andre på kapitlet i Valenciennes i 1259, en mellemliggende skole mellem studium conventuale og studium generale. Dette studium var forløberen af 1500-tallet College of Sankt Thomas på Santa Maria sopra Minerva og den pavelige universitet Sankt Thomas Aquinas, Angelicum. I 1267-68 engageret Clement i korrespondance med den mongolske Ilkhanate regel Abaqa. Sidstnævnte foreslog en Franco-mongolske alliance mellem hans kræfter, i vest, og byzantinske kejser Michael VIII Palaeologos (Abaqas svigerfar). Pave Clemens velkommen Abaqas forslag på en uforpligtende måde, men informere ham om en kommende Korstog. I 1267, pave Clement IV og King James I af Aragonien sendt en ambassadør til den mongolske hersker Abaqa i skikkelse af Jayme Alaric de Perpignan. I sit 1267 brev skrevet fra Viterbo, skrev paven:

"Kongerne af Frankrig og Navarra, under hensyntagen til situationen i det hellige Land, og dekoreret med det hellige Kors, readying sig til at angribe fjender af korset. Du skrev til os, at du ønskede at slutte sig til din svigerfar (græsk kejseren Michael VIII Palaiologos) til at hjælpe Latins. Vi rose rigeligt dig for dette, men vi kan ikke fortælle dig endnu, før at have bedt til herskere, hvad vej de planlægger at følge. Vi vil tilsende dem dit råd, for at oplyse deres overvejelser, og vil informere din pragt, gennem en sikker meddelelse, for hvad vil være fastlagt."

1267 brev fra pave Clement IV til Abaqa
Selv om Clements efterfølgere fortsatte med at engagere sig i diplomatiske kontakter med mongolerne i resten af århundredet, kunne de aldrig at koordinere en faktiske alliance.

Pope Clement IV (Latin: Clemens PP. IV, Italian: Clemente IV; 23 November 1190/1200 - 29 November 1268), born Gui Foucois called in later life le Gros (Guy Foulques the Fat; Italian: Guido Fulcodi il Grosso), was the head of the Catholic Church from 5 February 1265 to his death in 1268. He was elected in an election held at Perugia that lasted four months while cardinals argued over whether to call in Charles of Anjou, the youngest brother of King Louis IX of France to carry on the papal war against the imperial house of Hohenstaufen.

Biography
Guy was born in Sankt-Gilles-du-Gard in the Languedoc region of France. After reaching adulthood, he was an unlikely candidate for holy orders: widowed and the father of two young women before taking orders, he was successively a soldier and a lawyer, and in the latter capacity had acted as secretary to King Louis IX, to whose influence he was chiefly indebted for his elevation to the cardinalate. Upon the death of his wife, he followed his father's example and gave up secular life for the Church. His rise was rapid: in 1257, he was appointed Bishop of Le Puy; in 1259, he was appointed Archbishop of Narbonne; and in December 1261, he became the first cardinal created by Pope Urban IV, for the See of Sabina. He was the papal legate in England between 1262 and 1264. He was named grand penitentiary in 1263.
In this period, the Holy See was engaged in a conflict with Manfred of Sicily, the illegitimate son and designated heir of Holy Roman Emperor Frederick II of Hohenstaufen, but whom papal loyalists, the Guelfs, called "the usurper of Naples". Clement IV, who was in France at the time of his election, was compelled to enter Italy in disguise. He immediately took steps to ally himself with Charles of Anjou, his erstwhile patron's brother, the impecunious French claimant to the Neapolitan throne. Charles was willing to recognize the Pope as his feudal overlord (a bone of contention with the Hohenstaufens) and was crowned by cardinals in Rome, where Clement IV, permanently established at Viterbo, dared not venture, since the anti-papal Ghibelline party was so firmly in control there. Then, fortified with papal money and supplies, Charles marched into Naples. Having defeated and slain Manfred in the great Battle of Benevento, Charles established himself firmly in the kingdom of Sicily at the conclusive Battle of Tagliacozzo, in which Conradin, the last of the house of Hohenstaufen, was taken prisoner. Clement IV is said to have disapproved of the cruelties committed by his protégé, but there seems no foundation for the statement by Gregorovius that Clement IV became an accomplice by refusing to intercede for the unfortunate Conradin whom Charles had beheaded in the marketplace of Naples.
Within months Clement IV was dead as well, and was buried at the Dominican convent, Santa Maria in Gradi, just outside Viterbo, where he resided throughout his pontificate. In 1885, his remains were transferred to the church, San Francesco alla Rocca, in Viterbo. Owing to irreconcilable divisions among the cardinals, the papal throne remained vacant for nearly three years.
Clement IV's private character was praised by contemporaries for his asceticism, and he is especially commended for his indisposition to promote and enrich his own relatives. He also ordered the Franciscan scholar Roger Bacon to write the Opus maius, which is addressed to him.
In 1264, Clement IV renewed the prohibition of the Talmud promulgated by Gregory IX, who had it publicly burnt in France and in Italy. Clement, though he did not assign to the stake those who harboured copies of it, and, responding to a denunciation of the Talmud by Pablo Christiani, assigned a Talmud censorship committee and ordered that the Jews of Aragon submit their books to Dominican censors for expurgation.
In February 1265 Clement summoned Thomas Aquinas to Rome to serve as papal theologian. It was during this period that Aquinas also served as regent master for the Dominicans at Rome. With the arrival of Aquinas the existing studium conventuale at Santa Sabina, which had been founded in 1222, was transformed into the Order's first studium provinciale featuring the study of philosophy (studia philosophiae) as prescribed by Aquinas and others at the chapter of Valenciennes in 1259, an intermediate school between the studium conventuale and the studium generale. This studium was the forerunner of the 16th century College of Sankt Thomas at Santa Maria sopra Minerva and the Pontifical University of Sankt Thomas Aquinas, Angelicum. In 1267-68 Clement engaged in correspondence with the Mongol Ilkhanate rule Abaqa. The latter proposed a Franco-Mongol alliance between his forces, those of the West, and the Byzantine emperor Michael VIII Palaeologos (Abaqa's father-in-law). Pope Clement welcomed Abaqa's proposal in a non-committal manner, but did inform him of an upcoming Crusade. In 1267, Pope Clement IV and King James I of Aragon sent an ambassador to the Mongol ruler Abaqa in the person of Jayme Alaric de Perpignan. In his 1267 letter written from Viterbo, the Pope wrote:

"The kings of France and Navarre, taking to heart the situation in the Holy Land, and decorated with the Holy Cross, are readying themselves to attack the enemies of the Cross. You wrote to us that you wished to join your father-in-law (the Greek emperor Michael VIII Palaiologos) to assist the Latins. We abundantly praise you for this, but we cannot tell you yet, before having asked to the rulers, what road they are planning to follow. We will transmit to them your advice, so as to enlighten their deliberations, and will inform your Magnificence, through a secure message, of what will have been decided."

1267 letter from Pope Clement IV to Abaqa
Although Clement's successors continued to engage in diplomatic contacts with the Mongols for the rest of the century, they were never able to coordinate an actual alliance.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Dominikaner
Kloster
Korstog
Pontifikat

Dominikaner:

Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.