Beskrivelse af Cølestin V, der var Pave i år 1294

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Cølestin V - 1294 :

Cølestin V (San Celestino V) Pave Celestino V / Coelestin V / Cølestin V (1294)
Efterfulgte Pave Nikolaus IV og blev selv efterfulgt af Pave Bonifacius VIII
Efter Pave Nikolaus IV's død den 4. April 1292 kunne Kardinalerne ikke blive enige i valget af en ny Pave og denne situation strakte sig over mere end 2 år.
Omsider måtte Kardinalerne dog indse, at situationen var uholdbar og at de måtte se at finde en løsning. Men hvem skulle de vælge? De havde delt sig i flere partier, der hver havde deres kandidat, og ingen ønskede at give indrømmelser til modstanderne.
Da fik Kardinal Latino Malabranca en genial idé. Han gjorde de andre opmærksom på den fromme eneboer Pietro da Morrone, som havde sendt et brev til Kardinalerne om de ulykker, der ville ske for Kirken, hvis ikke der blev valgt en Pave inden den 1. November. Latino Malabranca beundrede den hellige mand, og han foreslog ham nu som Pavekandidat.
Selvom de andre Kardinaler ikke var overbevist fra starten, nærmede nu den tredie sommer sig med den evindelige varme og sygdom, så den 5. Juli 1294 endte de med at enes om at vælge Broder Pietro Angeleri fra Morrone-bjerget til ny Pave - efter en valgperiode på ikke mindre end 27 måneder.
Pietro Angeleri (eller Angelerio) var født i perioden 1209-1215 i Isernia. Familien var bønder og Pietro havde 11 ældre søskende og fik senere en lillebroder. Som ganske ung blev han novice i det lokale Benediktiner-Kloster Santa Maria di Faifoli i Molise. Men efterhånden foretrak han ensomhed, ro og fordybelse og valgte derfor i 1239/40 at flytte ud til en eneboerbolig på bjerget Morrone, der lå ovenfor byen Sulmona.
Nogle år senere (eller måske allerede i 1233) rejste han imidlertid til Rom, hvor han blev præsteviet. Men hans hu stod ikke til præstegerningen og ensomheden i bjergene trak i ham, så i 1241 vendte han tilbage til Morrone og flyttede ind i en grotte i nærheden af Kirken Santa Maria di Segezzano. En kortere periode i 1244 tilbragte han i det, der kaldtes Eremo di Sant'Onofrio al Morrone og her grundlagde han sammen med en lille gruppe tilhængere en religiøs orden, som de kaldte "i frati di Pietro da Morrone".
Omkring 1246 flyttede han videre til et endnu mere ensomt sted i bjergene ved Majella.
Omkring 1248 grundlagde Pietro da Morrone også et et rigtigt eneboer-Kloster ved Roccamorice og kaldte det "Eremo di Santo Spirito". Her bosatte han sig selv og sammen med ham en lille flok, som ønskede det samme stille og ensomme liv.
Den lille flok voksede og i 1259 sendte man to repræsentanter til Kommunen i Sulmona for at bede om at få tildelt et stykke jord ved Morrone. Den 5. Juni samme år gav Biskoppen i Valva eremitterne tilladelse til her at opføre en kirke og vie den til Jomfru Maria.
Den lille gruppe var nu så stor og synlig i "det religiøse landskab", at Pave Urban IV i 1263 gav Biskoppen i Chieti besked på at indlemme gruppen i Benediktiner-Ordenen, men forskellige problemer gjorde, at dette ikke skete lige med det samme.
Da Koncilet i Lyon i 1274 var ved at stoppe hans Orden, begav Pietro sig uden tøven selv dertil for at tale Ordenens sag og det lykkedes ham at undgå en lukning. Ikke mindst fordi han efterhånden havde fået ry for stor fromhed.
Pietro da Morrone beskæftigede sig i det hele taget en del med sin nystiftede Ordens ve og vel, for eksempel var han flere gange i Rom, blandt andet i 1280, hvor han fik arrangeret at Kirkerne San Pietro in Montorio og Sant'Eusebio all'Esquilino med deres tilhørende Klostre blev tildelt "I Fratelli di Santo Spirito".
Herefter rejste Pietro da Morrone hjem til sit elskede bjerg og sin eneboerhytte og trak sig mere og mere ind i sin ensomhed og troede at han skulle leve sådan resten af sine dage.
Men sådan kom det ikke til at gå. Den ulykkelige situation, hvor den kristne verden var uden overhovede i flere år, fik i 1294 Pietro til at sende et brev til Kardinal Latino Malabranca. Heri omtalte han de ulykker, der ville ske for Kirken, hvis ikke der blev valgt en Pave inden den 1. November. Hvad han ikke havde forudset, var at Kardinalerne herefter den 5. Juli 1294 bestemte sig for at vælge netop ham som Pave og derpå sendte 3 Biskopper til Pietro's eremitbolig i Majella for at meddele ham valget.
I første omgang afslog han posten, men lod sig derpå overtale til at acceptere Kardinalernes afgørelse - som de forøvrigt mente var opstået ved guddommelig inspiration.
Biskopperne skulle føre Pietro til Perugia, men han insisterede på at Kardinalerne i stedet skulle komme til ham i Aquila. I dette ønskede støttedes han af Kongen af Napoli, Karl II af Anjou, der straks efter valget var hastet til Majella og derpå lod sine tropper eksortere den nye Pave, ridende på et æsel, der blev ført frem ved tøjlerne af Kongen selv, til Aquila. Og her i Kirken Santa Maria di Collemaggio blev Pietro da Morrone så kronet den 29. August 1294 med navnet Cølestin V.
Den tidligere eneboer havde ingen erfaring i ledelse, storpolitik og kirkelige intriger, men støttede sig alene til Karl II, som han udnævnte til Marskal ved fremtidige Konklaver. Kejseren frarådede ham også at rejse til Rom og foreslog, at Paven i stedet for sammen med den pavelige administration slog sig ned i Napoli.
Den 18. September 1294 afholdt Cølestin V et koncistorium, hvori han udnævnte ikke færre end 13 nye Kardinaler. Størstedelen af disse var franske og blandt de resterende 6 italienske Kardinaler, var der - højst usædvanligt - ikke én eneste fra Rom. Der var derimod flere fra Napoli og flere, som havde tilknytning til Benediktiner-Ordenen og hans egen Orden. (Af de tidligere Kardinaler var kun 2 franske, mens resten var italienere og langt de fleste heraf af romersk familie eller med tilknytning til Rom).
Af de 12 Kardinaler, som havde deltaget i Pavevalget efter Nikolaus IV's død, var 1 død under den lange valgperiode (Jean Cholet, død 2.8.1293), mens 1: Latino Malabranca ikke oplevede valget af den af ham foreslåede kandidat, da han døde i Perugia i Juli eller August 1294. De resterende 10 var: Matteo d'Acquasparta, Gerardo Bianchi, Giovanni Boccamazza, Hughes Seguin de Billon/Aycelin, Benedetto Caetani, Pietro Peregrossi fra Milano, Giacomo Colonna, Matteo Rubeo Orsini, Napoleone Orsini og Pietro Colonna.
De 13 Kardinaler, som Cølestin udnævnte, var de 7 franskmænd: Simon de Beaulieu, Bérard de Got, Jean Le Moine, Guillaume Ferrières, Nicolas l'Aide / de Nonancourt, Robert de Potigny og Simon d'Armentières, og de 6 italienere: Tommaso d'Ocre (fra Celestinerne), Pietro d'Aquila (Benediktiner), Landolfo Brancaccio (fra Napoli), Guglielmo Longhi (der var Kansler for Kong Karl II af Anjou), Francesco Ronci (Celestiner) og Giovanni de Castrocoeli (Benediktiner).
Kongen af Napoli rådede, som nævnt ovenfor, den nye Pave til at flytte Kurien til Napoli, og dette råd fulgte Cølestin V, der slog sig ned i Castel Nuovo, hvor han fik indrettet en lille og spartansk rum, hvor han kunne bede og meditere.
Cølestin følte sig dog ikke tilpas i Paverollen og han rådførte sig tilsyneladende med den magtfulde Kardinal Benedetto Caetani, der bekræftede ham i at det ville være rigtigt at abdicere. Reardon fortæller, at der gik rygte om, at Kardinalen ligefrem listede ind til Paven, når denne sov, og hviskede i hans øre "Dette er Guds røst. Abdicer Peter, abdicer!"
Kong Karl II forsøgte forgæves at tale Paven fra denne nye tanke, men i Koncistoriet den 13. December 1294 lod Cølestin oplæse et dokument, der indeholdt hans abdikationserklæring. Mange mener, at denne var forfattet af Kardinal Caetani, der selv havde ambitioner om at blive Pave (hvad han rent faktisk også blev!).
Efter Cølestin V's abdikation måtte Kardinalerne så atter mødes for at vælge en ny Pave, men denne gang gik det hurtigt og Kardinal Caetani fik sit ønske opfyldt og blev valgt til Pave med navnet Bonifacius VIII (1294-1303).
Nu havde Pietro da Morrone jo håbet på, at han kunne vende tilbage til sin eneboerhytte på sit elskede bjerg og leve resten af sine dage der i ensomhed, bøn og meditation. Men endnu engang blev han snydt af sin skæbne. Den nye Pave var nemlig bange for, at hans modstandere skulle bruge den abdicerede ex-Pave mod ham, og satte derfor den gamle mand under streng bevogtning.
Pietro forsøgte at flygte, men blev grebet den 16. Maj 1295 og ført til Caetani-familiens fæstning. Her døde han den 19. Maj 1296. Måske af træthed, svaghed og alderdom som det blev meddelt officielt. Men naturligvis opstod der rygter om at Bonifacius VIII havde ladet sin "rival" myrde. Det lader dog til kun at have været rygter.
Og faktisk gjorde Bonifacius ikke noget for at holde dødsfaldet skjult. Han bar sorg for Pietro i nogen tid, afholdt sjælemesser og satte gang i en helgenkåring, som støttedes af den franske Konge Philip Le Bel (Filip den Smukke) og folket.
Og den 5. Maj 1313 blev Pietro da Morrone, der for en kort tid var Pave Cølestin V, helgenkåret som San Pietro da Morrone, confessor - og ikke som martyr, som Kong Filip havde ønsket! Idag fejres Pietro som San Celestino V den 19.Maj.
Pietro da Morrone blev begravet i Kirken Sant'Antonio i Ferentino, men i 1326 blev hans rester flyttet til Kirken Sant'Agata i Ferentino og nogen tid derefter efter skal 2 Celestiner-munke have stjålet de hellige ben og bragt dem til Aquila, hvor de blev begravet i Kirken Santa Maria di Collemaggio den 27. Januar 1327.
Man skal nu ikke tro, at den stakkels Pietro da Morrone herefter fik lov til at hvile i fred. Hans rester er blevet stjålet ikke mindre end 3 gange: i 1528 stjal Prinsen af Orange's tropper den sølvkiste, som de hvilede i, i 1799 stjal franske tropper den urne, som indeholdt benene, og i 1988 blev de offer for tyve, men fundet efter blot et par dage. Reardon fortæller, at tyvene havde anbragt liget i et gravmæle på kirkegården i byen Amatrice. Og at det ikke på nogen måde var skændet. Pietro lå stadig i sin kiste på en rød pude, iført den klædning han var stedt til hvile i og med mitra'en på hovedet. Hans knogler iført pavelig klædning og en voksmaske over kraniet kan stadig ses i Santa Maria di Collemaggio. Celestine V; Celestine V var født som Pietro Angelari da Murrone født 1209 eller 1210. Han var pave fra 5/7 1294 til 13/12 1294. Perioden efter den foregående paves valg blev indledt med stor uenighed blandt kardinalerne - mere på grund af familietilhørsforhold end religiøse skrupler. De tolv kardinaler kunne ikke opnå de to tredjedeles flertal, der var krævet og flere gange forlod flere af kardinalerne Rom i sommerheden. I oktober 1293 samledes Konklaven igen i Perugia, efter flere trusler og oprør blev der så valgt - enstemmigt - den 85-årige Pietro. Celestine V var en meget gudsfrygtig person, og paveembedet tiltalte ham ikke, så han forberedte sin abdikation, som blev gennemført samme år, han var valgt. Hans rådgiver i denne sag, der var uden fortilfælde og hvis kirkeretlige grundlag var usikkert, var kardinal Benedetto Caetani, der noget påfaldende blev den næste pave. Celestine, der igen var blevet broder Pietro, fik ikke lov at trække sig tilbage til sit Kloster og blive eneboer. Den nye pave var bange for, at Pietro skulle samle opponenter omkring sig, så han fik efter nogen tid indfanget Pietro, der tilbragte resten af sit liv i borgen Fumone øst for Ferentino. Han døde af infektion i en byld den 19/5 1296.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster
Koncil
Konklave

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.