Beskrivelse af Bonifacius VIII, der var Pave i år 1294-1303

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





     B: 252.449




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019



























Bonifacius VIII - 1294-1303 :

Bonifacius VIII (Bonifacio VIII) Bonifacius VIII = Bonifacius VIII;
Bonifacius VIII var født som Benedetto Caetani ca. 1235 i Anagni af en anset Ridderfamilie af Longobardisk æt.
Han var pave fra 24/12 1294 til 11/10 1303.
Han tog Navnet Bonifacius, da Kardinalerne overrakte ham den Tiara, som »den på Himlen kloge, men på Jorden dumme« Cølestin V havde nedlagt. Han var en lærd Jurist, et diplomatisk Snilde og en Herskernatur, men ingen Helgen; »en højhjertet Synder« har nogle kaldt ham; Dante satte ham i Helvede. Eet ville han: Pavens enevældige Overhøjhed over Staterne som over Kirken. Sin Forgænger, Cølestin, hvis Helgenglorie skar ham i Øjnene, lod han fængsle. Den mægtige Familie Colonna, hvoraf to var Kardinaler, sluttede sig til det hohenstaufiske Parti på Sicilien og til Cølestins Tilhængere, de franciskanske Spiritualer. Bonifacius bandlyste dem, udskrev Korstog mod dem og lod deres by, Palestrina, jævne med Jorden. Nogle af Colonna-erne undkom til Frankrig, og her fandt de deres Hævner. Kong Filip IV den Smukke, ville Statens uafhængighed af Kirken, et formål modsat Bonifacius’s. Bonifacius gjorde fordring på dispositionsretten over Ungarns, Polens og Siciliens Krone, han ville ikke godkende Albrecht af Østerrig som tysk Konge, før denne bøjede sig for den pavelige Overmagt; England og Frankrig påbød han Fred; i Bullerne Clericis laicos (1296) og Ausculta fili (1301) forbød han at skatsætte Præsteskabet, og i Bullen Unam sanctam (1302) erklærede han, at Paven har de to Sværd, det åndelige og det verdslige, det sidste må kun drages efter Pavens vink. Det blev Filip den Smukke for meget, han lod Bullerne brænde, sammenkaldte Rigsstænderne (1302), som stillede sig på hans Side, anklagede Bonifacius for Kætteri og Simoni og udskrev et alm. Kirkemøde til Undersøgelse af Pavens Sag; men Bonifacius bandlyste ham. 7. Sep 1303 tog Filip’s Kansler Nogaret og en Colonna i Spidsen for en Hær Bonifacius til Fange i Anagni, 3 Dage efter blev han vel befriet, men i Oktober døde han af Sorg og Fortvivlelse. - 1300 udskrev Bonifacius det første Jubelår, i hvilket alle de, der besøgte Rom, fik fuldstændig Aflad. Bonifacius samlede et Tillæg til Kirkeretten, det såkaldte Liber sextus. (Litt.: Les registres de Bonifacius VIII, par Digard (Paris 1884 ff.); H. Finke, »Aus den Tagen Bonifacius VIII, Funde und Forschungen« (Münster 1902)).
Efter en uddannelse i Bologna og ved pavehoffet og flere rejser i Europa blev han kardinaldiakon i 1281 og kardinalpræst i 1291. Han blev pavekronet 23/1 1295 i Rom. Politisk havde han som kardinal haft held med mægling mellem Frankrig og Aragonien, og han forsøgte som pave at blande sig i Siciliens forhold, men måtte acceptere øens selvstændighed under Frederick fra Aragonien, 1206-1337. Han prøvede at mægle i kortstogskonkurrencen mellem Genoa og Venedig og i politiske forhold mellem England og Skotland.
Da Erik Menved havde besvær med ærkebiskoppen i Lund i 1294, mæglede han her, og samme roller udførte han i Ungarn og Østrig. Omkring 1296 blev han uvenner med den franske kong Philip IV, og Frankrig tilbageholdt betalinger til pavesædet. Freden blev dog her genoprettet ved pavens accept i at Kanonisere Philips farfar, Louis IX, 1214-1270. I 1300 proklamerede paven kirkens første jubilæumsår, eller hellige år.
Ved at overtale forgængeren pave Cølestin d. 5. til at træde tilbage var vejen banet for den indflydelsesrige kardinal Gaetani, der som ny pave tog navnet Bonifacius d. 8. For en sikkerheds skyld satte han sin forgænger i fængsel.
Bonifacius bragte hurtigt Vatikanets økonomi og bibliotek i orden og oprettede et universitet i Rom. Men han ville også realisere Gregor d. 7.s tanker om pavens politiske autoritet.
Han kolliderede hurtigt med Roms mægtigste adelsfamilie, familien Colonna og med Franciskanerordenen. Han støttede de engelske og franske gejstlige, der var sat i skat af deres konger, i deres kamp for at opnå skattefrihed. Både den engelske og den franske konge blev lyst i band. Men begge havde opbakning fra deres nyetablerede parlamenter.
Bonifacius' modtræk var dokumentet ”Unam sanctam”, hvori han hævdede, at enhver skabning skulle underkaste sig paven. I modsat fald gik man fortabt. Hårdest blev Bonifacius' kamp mod den franske konge, Filip d. 4, der som modtræk indkaldte et kirkemøde, der skulle afsætte paven og erklære ham som morder af sin forgænger. Hertil kom en beskyldning om, at paven holdt sig en ”husdjævel”.
Kong Filip fangede pave Bonifacius i hans hjemby, Anagni. Paven døde kort efter, idet han dog nåede at blive befriet af sin hjembys indbyggere.

Bonifacius 8., Benedict Gaetani, ca. 1235-11.10.1303, pave fra 1294. Bonifacius blev den sidste af middelalderens paver, der forsøgte at hævde en pavelig overhøjhed over fyrstemagten, og hans nederlag til kong Filip 4. den Smukke af Frankrig blev begyndelsen til enden på pavestolens verdslige magt. Det konkrete stridspunkt var overhøjheden over den franske gejstlighed, især retten til at opkræve skat af den. Fra fransk side blev striden gjort til en kamp for national uafhængighed, og begejstret sluttede stænderne op om kongen. I en veritabel propagandaoffensiv beskyldtes Bonifacius for kætteri og for alskens forbrydelser; han svarede igen med den berømte bulle Unam Sanctam (1302), hvormed det pavelige krav om magtfuldkommenhed fik en af sine stærkeste formuleringer. Mens Bonifacius søgte forståelse med den tyske konge, gik Frankrig sammen med rebelske elementer inden for kirken selv, især af slægten Colonna, pavens dødsfjender. På et lyntogt i 1303 tog en fransk hær paven til fange i Anagni, hans egen fødeby i nærheden af Rom. Skønt han blev befriet efter to dage, døde han kort efter, nedbrudt af den behandling, han var blevet udsat for.

Bonifacius d. 8. (1294 -1303) - Lyste konger i band Ved at overtale forgængeren pave Cølestin d. 5. til at træde tilbage var vejen banet for den indflydelsesrige kardinal Gaetani, der som ny pave tog navnet Bonifacius d. 8. For en sikkerheds skyld satte han sin forgænger i fængsel.
Bonifacius bragte hurtigt Vatikanets økonomi og bibliotek i orden og oprettede et universitet i Rom. Men han ville også realisere Gregor d. 7.s tanker om pavens politiske autoritet.
Han kolliderede hurtigt med Roms mægtigste adelsfamilie, familien Colonna og med Franciskanerordenen. Han støttede de engelske og franske gejstlige, der var sat i skat af deres konger, i deres kamp for at opnå skattefrihed. Både den engelske og den franske konge blev lyst i band. Men begge havde opbakning fra deres nyetablerede parlamenter.
Bonifacius' modtræk var dokumentet ”Unam sanctam”, hvori han hævdede, at enhver skabning skulle underkaste sig paven. I modsat fald gik man fortabt. Hårdest blev Bonifacius' kamp mod den franske konge, Filip d. 4, der som modtræk indkaldte et kirkemøde, der skulle afsætte paven og erklære ham som morder af sin forgænger. Hertil kom en beskyldning om, at paven holdt sig en ”husdjævel”.
Kong Filip fangede pave Bonifacius i hans hjemby, Anagni. Paven døde kort efter, idet han dog nåede at blive befriet af sin hjembys indbyggere.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Apokryf

Arianisme

Basilika

Bulle

Davids Slægt

Diokletian

Donatisme

Dødssynder

Exarch

Galilei

Gnostiker

Gudsbevis

Herrens år

Inkvisition

Investitur

Janseni

Kirkebøger

Koncil

Korstog

Liber Pontificalis

Luther

Malakias

Markion

Monarkianisme

Monoteletisme

Montanisme

Novatian

Oligark

Paternoster

Pavenumre

Pavinde

Pontifikat

Ramaskrig

Sakramente

Saracen

Simoni

Synode

Vatikan


Ordforklaring :

Bulle
Franciskaner
Helvede
Kanon
Korstog
Longobard
Simoni
Tiara
Vatikan

Bulle:

[ - ]
Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

[ - ]

Franciskaner:

[ - ]
Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

[ - ]

Helvede:

[ - ]
Porten til Helvede fundet i Tyrkiet
Grotten, som ifølge grækerne var indgang til underverdenen, indgik i et større tempelkompleks i Hierapolis.
Under udgravninger i den antikke by Hierapolis i det sydvestlige Tyrkiet er italienske arkæologer stødt på en grotte, som de mener kan være Ploutons Port. Ifølge den græsk-romerske mytologi var porten indgangen til Helvede.
Ved grotten i Hierapolis fandt Francescos hold også en mindre pool, som skulle have været brugt af pilgrimmene, samt rester af et tempel, trapper og flere større søjler.



Grotten er beskrevet af antikkens forfattere
I det gamle Grækenland nær Apollos tempel var indgangen til en grotte, som man troede var indgangen til underverdenen på grund af de dødelige gasser, som grotten, også i dag, udstøder.
I dag hedder området Pamukkale, men i det gamle Grækenland lå der en by kaldet Hierapolis, som den gang var et valfartssted for pilgrimme. Pamukkale er berømt for sin forekomst af kildekalk, varme kilder samt for oldtidsbyen Hierapolis.
Antikke forfattere har beskrevet, at grottens åbning var fuld af tåge og giftige dampe. Den græske geograf og filosof Strabon, som levede indtil år 24 e.Kr. fortæller i et af sine værker, at han kastede spurve ind i grotten, og at de straks faldt døde til jorden.

Fugle blev kvalt i grotten
Giftige dampe stiger op af den grotte, som arkæologer mener er grækernes mytiske nedgang til underverdenen - Porten til helvede.

Utroligt nok kan de italienske arkæologer bekræfte denne iagttagelse: "Vi kunne straks se, hvor dødbringende grotten var. Flere fugle, som forsøgte at komme i nærheden af den varme åbning, blev omgående kvalt af kuldioxid", fortæller Francesco D’Andria, som er professor i klassisk arkæologi på universitetet i Salento.

Der fandtes tre porte til Helvede
I ifølge den græske geograf og filosof Strabon: Den ene lå i Syditalien. Mens de to andre porte til Helvede lå i det sydvestlige Tyrkiet, bl.a. den nu udgravede i Hierapolis. Fælles for de tre steder var, at der steg giftige dampe i form af kuldioxid eller kvælstof op fra undergrunden. Indgangen til Helvede kaldte grækerne Ploutonion efter underverdenens hersker Plouton (på latin Pluto), der modtog sjælene efter døden. Plouton har lagt navn til dværgplaneten Pluto yderst i vores solsystem. Ifølge Strabon var dampene i Hierapolis dødelige for alle andre end templets præster. Omdiskuterede myter og kilder har angivet, at underverdenen blandt andet blev holdt i agt og ære af indbyggere i den græsk-romerske by Hierapolis, og indgangen blev beskrevet som fyldt med svovlholdige og dødbringende dampe.

[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Korstog:

[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

[ - ]

Longobard:

[ - ]
Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:
  • Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
  • Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
  • Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774
Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

[ - ]

Simoni:

[ - ]
Simoni var i kirken betegnelsen for at modtage åndelige eller kirkelige goder for penge eller gods, og var en forbrydelse efter kanonisk ret. Navnet stammer fra Simon Mager der i følge Apostlenes Gerninger (8, 18-24) ville købe evnen til at meddele helligånden ved håndspålæggelse. Forsøget blev afvist, og simoni har derfor altid været forbudt indenfor den kristne kirke. På Første Laterankoncil i 1123 blev dette forbud fornyet i Den katolske kirke. I de fleste andre kirker findes det også klare regler som forbyder fænomenet.
Især i middelalderens investiturstrid der handlede om sammenblandingen mellem kirkelig og verdslig autoritet var der store problemer med simoni, da mange gjorde karriere ved at købe sig et kirkeligt embede. Verdslige herskere udnyttede også muligheden til at placere loyale personer i embeder gennem bestikkelser.
Den kanoniske ret straffede i Simonisager begge implicerede parter med suspension og ekskommunikation. Simoni gjaldt ikke kun erhvervelse af embeder, men også forvaltning af sakramenter, salg af relikvier og optagelse i gejstlige ordener.
Også efter reformationen har man haft problemer med simoni, i Danmark begunstiget af patronatsretten til præstekaldene. Det førte til at man i Danske Lov fastsatte at den som til et præsteembede indvies, forpligtes til at gjøre sin højeste ed for Superintendanten, at han hverken selv eller ved andre har budet, givet eller lovet nogen gave for at bekomme Kaldet; Denne simonied blev først afskaffet i 1870, hvor den blev afløst af en tilsvarende om at man ikke har noget uhæderligt middel til at få embedet.

[ - ]

Tiara:

[ - ]
Tiara : Tiaraen er en hovedbeklædning, der tidligere symboliserede pavens magt også som verdslig fyrste. Bispehuen (Mitraen) har erstattet den tidligere tredobbelt pavekrone. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI (1963-1978), men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål.
I den katolske Tradition symboliseres den store værdighed og myndighed ved en række ydre tegn, hvoraf et af de vigtigste er tiaraen, en hovedbeklædning som minder om en krone. Den har paverne ikke båret siden pave Paul d. VIs kroning, men den indgik dog i pavernes segl til og med pave Johannes Paul d. II. Tiaraen er en rød klud for de historisk bevidste koncilshippier – og andre wannabee-protestanter, som helst ser pavemyndigheden reduceret til en slags administrativ funktion, der dyrker den “økumeniske dialog” med skismatikere af alle slags.
Bispehuen - Mitria´en - har erstattet den tidligere tredobbelte pavekrone, Tiara´en.
Oprindelsen til den pavelige Tiara er en smule uklar. Ordet tiara forekommer i de klassiske annaler som betegnelse for en Persisk hovedbeklædning. En camelaucum, som var af samme form som de pavelige Diademer, var en del af hoffets beklædning i Byzans. Eftersom andre ritualer forbundet med den pavelige kroning, blev kopieret fra det byzantinske og østeuropæiske kejserlige ceremoniel, er det sandsynligt, at tiaraen er også af byzantinsk oprindelse.
Der har været brugt en række forskellige Tiaraer op gennem tiden og nogle få er stadig bevaret.

[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


0021
Pt:373