|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Urban V - 1362-1370 :
Urban V (Beato Urbano V) Urban V
Urban V var født som William de Grimord. Han var pave fra 28/09 1362 til 19/12 1370.
Urbano V - Frankrig (1362-1370)
Guilleaume de Grimoard blev født i 1310 i en adelsfamilie på borgen Grisac.
Efter studier i Montpellier og Toulouse aflægger han løfte som benediktinermunk i Marseille. i 1342 bliver han professor i kirkeret i Marseille og Avignon og i 1352 bliver kan abbed ved Sankt-Germain i Auxerre og administrator af bispedømme Avignon. Han var efterfølgende pavelig udsending i Lombardiet, Napoli og Rom.
Efter Innocenzo VI's død 1362 samledes kardinalerne til Konklave i Avignon og på femtedagen valgte man enstemmigt Guilleaume til pave Urbano V. Han forblev med at være benediktiner munk og levede asketisk og fandt tid til bøn og studier ved siden f den pavelige adminsitration. Han fortsatte pave Innocenzo VI's reformer, begrænsede luksus ved pavestolen og satte en stopper for "pluraliteten" (flere kald) og der blev slået ned på nepotisme, Simoni og dårlig livsførelse hos præsteskabet. Han gav meget støtte til uddannelse af fx. præsterne, men ogås videnskaberne og universiteterne fik opmærksomhed, og han grundlagde nye universiteter i fx. Krakow og Wien.
Udenrigspolitisk prøvede har at organisere en pavelig liga for at føre krig mod hertug Barnabò Visconti i Milano. Dette førte dog til en ydmygende fred, hvor paven måtte betale store summer for at frikøbe det erobrede Bologna.
Han var den sjette af Avignon-paverne, men den første der ønskede at flytte kurien til Rom på trods af at Rom lå i ruiner og Vatikanet var ubeboeligt. Hans politik var, at han kun fra Rom kunne gennemføre et Korstog og en genforening med den østkirken. Hans ønske om at få pavestolen flyttet til Rom blev kraftigt støttet af den tyske kejser Karl IV (1355-1378), digterne Boccaccio og Petrarca og Birgitta af Sverige, de mente at Skismaet havde svækket pavedømmets indre kraft og det ydre anseelse var dalet i stor grad. Den 30. april 1367 forlod Urbano V Avignon kun ledsaget af 5 kardinaler. Han gik i land ved Tarquinia, hvor han mødte kardinal Albornoz, kirkens militære leder, dogen af Pisa og lejetropschefen Sir John Hawkwood og tusinde soldater. Efter et ophold i Viterbo, hvor der blev samlet en hærstyrke, drog paven i oktober 1367 ind i Rom, der var præget af forfald og fattigdom, byens indbyggertal var reduceret til omkring 25.000 mennesker. Han bosatte sig i Vatikanet, som han havde sørget for blev restaureret, medens han var i Avignon.
Det pavelige bureaukrati var efterladt i Avignon og det forsatte med at styre Kirkens økonomiske affærer, medens paven var travlt optaget af reparations- og udsmykningsarbejder af forfaldne kirker og bygninger. Blandt meget andet påbegyndte han en opbygning af Laterankirken, der var brændt ned i 1360. Samtidig begyndte han på at reformere den civile administration, så paven kunne genindtræde som øverste myndighed i byen.
Kejser Karl IV kom til Rom i 1368 og demonstrerede dermed enheden mellem pavedømmet og kejserdømmet. Hvad vigtigere var at den byzantinske kejser Johannes V Palaiologos i 1369, for at få hjælp til sit rige, som var omringet af muslimske tyrkere. For at opnå denne hjælp var han villig til personligt at underkaste sig den hellige stol og afsvrge sig den græsk-ortodokse tro. Dette medførte dog ingen genforening af Kirkerne og paven var ude af stand til at skaffe vestlige styrker til at redde østen for de fremstormende ottomannere.
Der var dog fortsat uroligheder i Rom, hvor de forskellige partier/familier bekæmpede hinanden, og det pavelige militær var for svagt. Perugia gjorde oprør og lyst i band og i 1370 sluttede Rom sig til oprøret, så Urbano V søgte tilflugt i Viterbo. Udover oprøret i Kirkestaten og trusler fra Toscana og Milano var paven var under konstant politisk pres fra de franske kardinaler, da 100-årskrigen igen brød ud i 1369. Urbano V gav op og vendte tilbage til Avignon i september 1370 for at skaffe fred. Kraftprøven mellem adel og folk sluttede dermed, at paven som før stod uden for striden. Han døde i november 1270 og bisat i abbediet Sankt-Victor i Marseille. Han blev saligkåret af pave Pio IX marts 1870.
Han tilføjede den 3. krone i den pavelige Tiara, den skulle symbolisere den kejserlige magt, de to andre symboliserede den kongelige og den åndelige magt.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Avignon
Konklave
Korstog
Lateran
Simoni
Skisma
Tiara
Vatikan
Avignon:[ - ]
Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.
Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.
Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).
[ - ]
Konklave:[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.
Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.
[ - ]
Korstog:[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.
1. korstog 1096-1099
Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.
2. korstog 1147-1149
Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.
3. korstog 1189-1193
Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189
4. korstog 1202-1204
Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.
Nordiske korstog mod baltiske egne
I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.
[ - ]
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Simoni:[ - ]
Simoni var i kirken betegnelsen for at modtage åndelige eller kirkelige goder for penge eller gods, og var en forbrydelse efter kanonisk ret. Navnet stammer fra Simon Mager der i følge Apostlenes Gerninger (8, 18-24) ville købe evnen til at meddele helligånden ved håndspålæggelse. Forsøget blev afvist, og simoni har derfor altid været forbudt indenfor den kristne kirke. På Første Laterankoncil i 1123 blev dette forbud fornyet i Den katolske kirke. I de fleste andre kirker findes det også klare regler som forbyder fænomenet.
Især i middelalderens investiturstrid der handlede om sammenblandingen mellem kirkelig og verdslig autoritet var der store problemer med simoni, da mange gjorde karriere ved at købe sig et kirkeligt embede. Verdslige herskere udnyttede også muligheden til at placere loyale personer i embeder gennem bestikkelser.
Den kanoniske ret straffede i Simonisager begge implicerede parter med suspension og ekskommunikation. Simoni gjaldt ikke kun erhvervelse af embeder, men også forvaltning af sakramenter, salg af relikvier og optagelse i gejstlige ordener.
Også efter reformationen har man haft problemer med simoni, i Danmark begunstiget af patronatsretten til præstekaldene. Det førte til at man i Danske Lov fastsatte at den som til et præsteembede indvies, forpligtes til at gjøre sin højeste ed for Superintendanten, at han hverken selv eller ved andre har budet, givet eller lovet nogen gave for at bekomme Kaldet; Denne simonied blev først afskaffet i 1870, hvor den blev afløst af en tilsvarende om at man ikke har noget uhæderligt middel til at få embedet.
[ - ]
Skisma:[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.
Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.
Det Vestlige Skisma :
Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.
Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
- Modpave Clemens VII (1378-1394)
- Pave Bonifacius IX (1389-1404)
- Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
- Pave Innocent VII (1404-1406)
- Pave Gregor XII (1406-1415)
- Pave Alexander V (1409-1410)
- Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.
[ - ]
Tiara:[ - ]
Tiara : Tiaraen er en hovedbeklædning, der tidligere symboliserede pavens magt også som verdslig fyrste. Bispehuen (Mitraen) har erstattet den tidligere tredobbelt pavekrone. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI (1963-1978), men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål.
I den katolske Tradition symboliseres den store værdighed og myndighed ved en række ydre tegn, hvoraf et af de vigtigste er tiaraen, en hovedbeklædning som minder om en krone. Den har paverne ikke båret siden pave Paul d. VIs kroning, men den indgik dog i pavernes segl til og med pave Johannes Paul d. II. Tiaraen er en rød klud for de historisk bevidste koncilshippier – og andre wannabee-protestanter, som helst ser pavemyndigheden reduceret til en slags administrativ funktion, der dyrker den “økumeniske dialog” med skismatikere af alle slags.
Bispehuen - Mitria´en - har erstattet den tidligere tredobbelte pavekrone, Tiara´en.
Oprindelsen til den pavelige Tiara er en smule uklar. Ordet tiara forekommer i de klassiske annaler som betegnelse for en Persisk hovedbeklædning. En camelaucum, som var af samme form som de pavelige Diademer, var en del af hoffets beklædning i Byzans. Eftersom andre ritualer forbundet med den pavelige kroning, blev kopieret fra det byzantinske og østeuropæiske kejserlige ceremoniel, er det sandsynligt, at tiaraen er også af byzantinsk oprindelse.
Der har været brugt en række forskellige Tiaraer op gennem tiden og nogle få er stadig bevaret.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1822
|
