|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Julius III - 1550-1555 :
Julius III (Giulio III) Pave Julius III (1550-1555)
Giovanni Maria del Monte var født i September 1487 i Rom i Ciocchi del Monte-familien, som langsomt var ved at blive mere og mere kendt i byen. Hans farfader var en meget kendt romersk jurist og faderen Vincenzo Ciocchi del Monte ligeledes. Farbroderen Antonio Maria del Monte var også en dygtig jurist og i ved starten af en karriere indenfor Kirken, som skulle gøre ham til en af tidens mægtigste kardinaler, i stand til at hjælpe sin familie - og hermed også Giovanni Maria - til høje embeder, berømmelse og velstand.
Giovanni Maria's forældre, Vincenzo og Cristofora Saracini, boede i et hus i Rione Parione og fik her flere børn: Baldovino, Giovanni Maria, Costanzo, Ludovica og Jacopa. Omkring 1504 døde Vincenzo og Cristofora bad sin svoger Antonio Maria, der efterhånden var steget i graderne indenfor Kirken og samme år var blevet udnævnt til Ærkebiskop af Siponto og var en af Pave Julius II's mest betroede medarbejdere, om hjælp med at opfostre sine børn.
Antonio Maria, der var meget knyttet til sin familie, påtog sig gerne denne opgave og især sørgede han for at den meget velbegavede Giovanni Maria fik en uddannelse, der svarede til hans egen. Først ved Oratoriet ved Lateranet, derpå af humanisten Raffaele Lippo Brandolini, der underviste den unge mand i de romerske klassikere. Herefter var det tid til jura-studier i civilret og kirkelig ret i Perugia og Siena og Giovanni Maria blev snart en dygtig og anerkendt jurist med speciale i kirkeret ligesom sin fader og onkel.
Nu sørgede Antonio Maria for at skaffe den unge mand embedet som Pavelig Kammerherre (Camerlengo) og da han blev Kardinal i 1511, kunne Giovanni Maria i 1513 overtage embedet som Ærkebiskop af Siponto efter sin onkel. Under disse manøvrer lykkedes det også Kardinalen at gøre paverne, både Julius II og Leo X opmærksomme på den dygtige unge mands evner.
I 1521 godkendte Pave Leo X, at Giovanni Maria overtog embedet som Biskop i Pavia efter sin onkel og i denne by blev han utroligt populær.
Også Pave Clemens VII havde tiltro den til unge mand og gjorde ham til Pavelig Legat i både Perugia og Bologna ligesom han blev udnævnt til Guvernør over Rom to gange, sidste gang i maj 1527, da Kejser Karl V's Lutheranske hær indtog og plyndrede Rom i 8 dage under den berygtede "Sacco di Roma".
For at få en ende på denne frygtelige situation, måtte Paven indgå forhandlinger med Kejseren og ud over en ydmygende kapitulation, måtte Paven gå med til at betale Kejseren den for tiden store sum af 400.000 dukater og som sikkerhed for at disse penge skulle blive betalt, måtte Paven stille 7 prominente personer som gidsler. Giovanni Maria blev en af de syv!
Trods alle anstrengelser havde Paven svært ved at skaffe de mange penge og livet som gidsel hos de kejserlige tropper blev sværere og sværere. Gidslerne blev flyttet til Campo de' Fiori og flere gange fik de at vide, at de nu skulle henrettes, hvorefter de i sidste øjeblik blev flyttet tilbage til deres fængsel i lænker. Til sidst blev denne situation for meget for Giovanni Maria, som ved list opnåede at drikke fangevogterne fulde, så han kunne flygte sammen med de øvrige gidsler. Da han senere blev Pave Julius III lod han opføre Kirken Sant'Andrea på Via Flaminia udenfor Porta del Popolo til minde om sin flugt og de oplevelser han ikke kunne glemme.
Efter at de kejserlige tropper havde forladt Rom, fulgte en tid med genopbygning og tilbagevenden til dagliglivet. Rom havde mistet mange indbyggere, kirker og klostre var blevet røvet og meget var ødelagt, forsvundet eller brændt. Mændene var blevet slået ihjel og kvinderne voldtaget, men i de følgende år blegnede mindet og livet blev som før. Pave Clemens VII overlod for en kort periode til Kardinal Antonio del Monte at styre Rom, mens han var i Frankrig til sin niece's bryllup med den franske konges søn. Og Kardinalen bad om lov til at få hjælp fra sin nevø i opgaven, der også viste sig at være for voldsom for den gamle mand, som døde kort efter den 20. September 1533.
Året efter døde også Pave Clemens VII, men under hans efterfølger Pave Paul III fortsatte Giovanni Maria's karriere med store administrative opgaver. Han blev Auditør ved Pavestolen ligesom sin onkel og i 1534 blev han "Vice-Legat" i Bologna, hvor hans også blev meget respekteret og afholdt. I 1536 blev han Kardinal ved Kirken San Vitale, igen ligesom sin onkel. Men samtidig med sine mange fortrin var Giovanni Maria også en kantet mand med en nogle gange primitiv form for humor og nogle gange svingende mellem melankoli og nervøse vredesudbrud.
I 1540 udnævnte Paul II ham til Biskop af Polignano og i 1543 blev han Kardinal-Biskop af Palestrina. Her opdagede han en ung organist ved Cattedrale di Sant'Agapito, som han i årene derefter beskyttede og favoriserede. Det var den berømte komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina, som dedikerede sit første musikværk til Giovanni Maria.
I de følgene år arbejdedes der igen på at afholde et Koncil og Paven udnævnte her Giovanni Maria til en af de 3 ledende kardinaler. I starten af 1545 tog Giovanni Maria fra Rom for at lede Koncilet i Trento, som skulle forløbe i de næste mange måneder og år med problemer og stridigheder og uden egentlige resultater i lang tid. (Koncilet blev først endeligt afsluttet i 1563).
Giovanni Maria tilbragte 2 år med at lede Koncilet i Trento og i løbet af denne tid forværredes hans helbred. Han var nu 60 år gammel og led voldsomt af gigt, øjenbetændelser og dårlige tænder samt voldsomme nervesmerter i ansigt og hals. Han forsøgte at blive afløst i opgaven, men først efter at Koncilet måtte forlægges til Bologna på grund af en epidemi og derefter langsomt gik i opløsning, og efter mordet på Pavens søn Pier Luigi Farnese den 10. September 1547, besluttede Paul III omsider at lave en pause i forhandlingerne i februar 1548. Giovanni Maria kunne endelig tage sig en tiltrængt hvileperiode.
Men kun for en kort tid, for i juli 1548 blev han udnævnt til Pavelig Legat i Bologna, hvor befolkningen modtog ham med jubel. Med i sit følge havde Paven blandt sine tjenere en ganske ung mand, som passede hans kæledyr, en abe. Det var en stor dreng uden far og mor, som tilsyneladende havde vagabonderet, inden han var så heldig at få tjeneste i Kardinalens husholdning. Og her fik Kardinalen selv øje på den smukke og livlige unge mand, som med sine fortællinger og vittigheder kunne få den gamle gigtplagede mand til at le og for et øjeblik glemme sine smerter. Kardinalen kom til at sætte pris på den unge mand og begyndte at spekulere på hvad han kunne gøre for at hjælpe ham: en uddannelse, nogle gode lærere, et embede?
Det var almindeligt på denne tid, at en Kardinal kunne støtte sig til en yngre og energisk ung mand, som kunne hjælpe ham i hans opgaver og måske rådgive ham også, en ung mand som senere kunne arve hans rigdomme og måske hans magt. Men til det krævedes en veluddannet ung mand, så Giovanni Maria bad sin læge, præsten Monsignor Baldoino di Baldoino Barga, om at give den unge mand noget belæring.
Da den unge mand var blevet lidt "afslebet", bad Kardinalen sin broder Baldovino om at adoptere ham. Dennes ældste søn var død kort tid før i Kongen af Frankrig's tjeneste og Baldovino ønskede nu at legitimere sin uægte søn Fabiano og da Giovanni Maria senere blev pave, lod han begge de to unge mænd legitimere i samme Bulle. Den unge forældreløse fattige dreng blev nu Innocenzo del Monte.
Nu kunne Kardinalen bedre arbejde på sørge godt for sin "nevø" og han arrangerede, at Innocenzo blev Provst i Arezzo.
Den 10. November 1549 døde Paul III og Kardinal Giovanni Maria var blandt de kardinaler, der deltog i Konklavet, der var særligt vanskeligt og politisk problemfyldt og derfor kom til at vare 2 måneder og 9 dage. Efter denne lange og anstrengende periode endte kardinalerne omsider med at vælge Giovanni Maria del Monte til ny pave med navnet Julius III til minde om den tidligere Pave Julius II, som havde haft så stor betydning for familiens position.
Julius III var glad for sin nye magt, det fortælles, at han afholdt og deltog i den ene fest efter den anden, at han lod organisere tyrefægtninger på Piazza San Pietro og at der opførtes vovede skuespil i Vatikanet. Han tøvede heller ikke med at sørge godt for sin familie, Giovanni Maria's storebroder Baldovino blev udnævnt til Guvernør i Spoleto og dennes søn, Giovanni Battista, blev Pavelig General, "Gonfaloniere della Chiesa". Favoritten Innocenzo blev Kardinal og Stats-Sekretær, rygterne gik at han var søn af Julius selv, hvilket kunne forklare den forkærlighed Paven havde for ham og alle de fordele han nød. Mens andre talte om at det drejede sig om en ung mand, som Paven havde forelsket sig i og derfor ladet sin broder adoptere.
Og hurtigt begyndte Julius også opførelsen af et familie-kapel, "Cappella del Monte" i Kirken San Pietro in Montorio, hvortil han lod sin onkel, Kardinal Antonio del Monte's grav flytte og hvor senere mange af familiens medlemmer blev begravet. Kapellet blev tegnet af Giorgio Vasari og udstyret med statuer af Bartolomeo Ammannati og fresker af Giulio Mazzoni, kaldet "Il Piacentino".
Senere i løbet af de 5 år, han var pave, udnævnte Julius III yderligere 4 slægtninge til kardinaler: Fulvio della Corgna, Cristoforo del Monte, Roberto de' Nobili og Girolamo Simoncelli.
I 1552 udstedte Paven den officielle Bulle, der legitimerede Innocenzo og Fabiano som medlemmer af familien del Monte. Og herefter kunne han med endnu større ret give sin favorit større og bedre embeder og flere og bedre goder.
De religiøse følelser og Pavedømmets værdighed stod altså ikke i så høj kurs hos den nye Pave og dette var en stor skuffelse for præsten Antonio Lo Duca, som troede at Julius, der var nevø af hans gamle ven og velynder Kardinal Antonio Del Monte, ville hjælpe ham til at få indrettet en kirke i ruinerne af Diokletian's Termer. Paven havde endog som ung Kardinal fået overrakt en kopi af det særlige billede med de syv ærkeengle, som Antonio Lo Duca på mirakuløs vis havde opdaget i Palermo. I starten viste Paven sig positiv overfor præstens idéer og han underskrev en tilladelse til at rejse et alter i ruinerne og godkendte oprettelsen af et lægmandsbroderskab ved navn "Confraternita della Beata Vergine Maria e dei Sette Eletti Principi degli Angeli" under beskyttelse af Confraternita della Santissima Trinità. Men herefter fulgte ydmygelser og forhånelser - ja endog trusler - fra Pavens nevøer, som førte deres ryggesløse liv herude.
Nogle gode ting fik Julius III dog udrettet: Koncilet i Trento blev genoptaget til Kejser Karl V's store tilfredshed og vedtog forskellige doktriner. Man nåede dog ikke til enighed med Protestanterne, så Koncilet måtte atter opløses i 1552. Paven støttede også den den katolske Dronning Maria i England og i 1550 afholdt han det tiende Jubelår. Julius gav også særlige privilegier til opførelsen af det første rigtige katolske universitet i Rom, der var grundlagt af Sant'Ignazio di Loyola og San Francesco Borgia og senere blev udvidet af Pave Gregor XIII, hvorfra det fik navnet Università Gregoriana.
Trods tiltagende gigt nød Paven livet i den smukke Villa Giulia, som han lod bygge udenfor Porta del Popolo på den grund han havde arvet efter onkelen Kardinal Antonio Del Monte, men til sidst fik han store smerter og måtte gå til sengs. Den 23. Marts 1555 døde Pave Julius III. Han ligger begravet i en enkel sarkofag i "Vatikanets Grotter".
Julius III (1550-55), hed Giovanni Maria del Monte, f. 1487 i Rom som søn af en anset jurist; ved hjælp af en farbroder, der var Kardinal, steg han fra trin til trin. Julius II gjorde ham til Ærkebiskop Paul III gjorde ham til Kardinal. Han var pavelig legat på Koncilet i Trient 1547, og som sådan krydsede han ved enhver lejlighed Kejser Karl V’s planer; Kejseren hadede ham, men alligevel blev han valgt til Pave i 1550. Som Pave sluttede han sig til Kejserens politik og sammenkaldte på ny Koncilet i Trient 1551, men da Karl V måtte flygte for Moritz af Sachsen, sluttede Julius våbenstilstand med Frankrig og hævede Koncilet i Trient.
For at få England til at godkende Pavens højhedsret tillod han den engelske adel at beholde det inddragne kirkegods. Julius var en svag karakter, der gav anledning til slemme rygter om sit sædelige Liv.
Paven søger uden held at få Koncilet i Trient genoptaget, men uden held. Da dronning Mary Tudor af England forlader tronen, sender paven diplomater til England for at reetablere den katolske kirke. I hans pontificat anlægges Vatikanets haver. Han bestiller hos Ammanati (1511-1592) de store maskefontæner på Via Flaminia, dette sker i forbindelse med byggeriet af hans store Villa Guilia. Det 10. jubelår afholdes i 1550.
Den romerske Kardinal Giovanni Maria (kaldet Gian Maria eller Giammaria) Ciocchi Del Monte blev den 8. Februar 1550 efter lang tids "tovtrækkeri" i Konklavet valgt til pave efter Pave Paul III, som var død den 10. November 1549. Den nye Pave tog navnet Julius III og virkede i fem år til han døde den 23. Marts 1555 og blev efterfulgt af Pave Marcellus II.
Romerne var begejstrede over valget af denne pave, der hørte til familien Ciocchi Del Monte, som oprindeligt stammede fra Arezzo, men efterhånden var blevet ganske "romaniseret". Familien talte flere kardinaler og altså også nu en pave. Desværre var det ikke en ung og energisk pave, som nu kom til og skulle få styr på Rom efter, at der ikke havde været noget overhovede i flere måneder.
Julius III gjorde ikke noget for at stoppe eller moderere de store og overdådige fester, som nu blev afholdt for at fejre valget, og han fulgte også i sine forgængeres spor med at lade høje embeder og fordele komme sine unge nevøer til gode.
Fremtrædende som en effektiv diplomat, blev han valgt til pavedømmet som et kompromiskandidat. Som pave gjorde han kun tilbageholdende og kortlivet forsøg på reform, for det meste afsætter sig til et liv med personlig fornøjelse. Hans omdømme, og som i den katolske kirke, blev stærkt skadet af hans skandale-redet forhold med hans adopterede nevø
Uddannelse og tidlig karriere
Giovanni Maria Ciocchi del Monte blev født i Rom. Han blev uddannet af humanistiske Raffaele Brandolini Lippo, og senere studerede jura på Perugia og Siena. I løbet af sin karriere udmærkede han sig som en strålende canonist og ikke som en teolog.
Del Monte var nevø af Antonio Maria Ciocchi del Monte, ærkebiskop af Manfredonia (1506-1511). Når hans onkel udveksles denne Se for en position som en kardinal i 1511, lykkedes Giovanni Maria Ciocchi del Monte i Manfredonia i 1512. I 1520 blev del Monte også biskop i Pavia. Populær for sin venlige måde og respekteret for sine administrative evner, han var to gange guvernør i Rom og blev pålagt af curia med flere opgaver. På Rom-sæk (1527) var han et af gidslerne givet af pave Clement VII til kejserens styrker, og næppe undslap udførelse. Pave Paul III gjorde ham kardinal-biskop af Palestrina i 1536 og ansat ham i flere vigtige legations, navnlig som pavelig legat og første formand for Rådet Trent (1545/47) og derefter på Bologna (1547/48).
Valget
Paul III døde den 10 November 1549, og i den efterfølgende Konklave otteogfyrre kardinaler blev delt i tre fraktioner: af de primære fraktioner, den kejserlige fraktion ønskede at se Rådet Trent indspilningsstudiet, den franske fraktion villet se det faldt. Den Farnese fraktion, loyale over for familien af foregående pave, støttede valget Paul IIIs barnebarn, kardinal Alessandro Farnese, og også familiens krav til hertugdømmet Parma, som blev anfægtet med kejser Charles V.
Hverken franske eller tyskerne stillede del Monte og kejseren havde udtrykkeligt udelukket ham fra listen over acceptable kandidater, men franskmændene var i stand til at blokere de andre to fraktioner, så del Monte at promovere sig selv som en kompromiskandidat og vælges på 7 februar 1550. Ottavio Farnese, hvis støtte havde været afgørende for valget, blev straks bekræftet som hertugen af Parma.
Kirken reformer
I starten af sin regeringstid Julius havde ønsket alvorligt at gennemføre en reform af den katolske kirke og at genindkalde Rådet Trent, men meget lidt faktisk blev opnået under hans fem år i embedet. I 1551, på anmodning af kejser Charles V, han har givet sit samtykke til genåbning af Rådet i Trent og indgået en liga mod hertugen af Parma og Henry II af Frankrig (1547-59), men snart bagefter fik vilkår med hans fjender og suspenderet møder i Rådet (1553).
Julius i stigende grad nøjedes med italiensk politik og trak sig tilbage til sit luksuriøse palads på Villa Giulia, som han havde bygget til sig selv tæt på Porta del Popolo. Derfra gik han tiden i komfort, emerging fra tid til anden for at gøre frygtsom bestræbelser på at reformere kirken gennem en genskabelse af reformen provisioner. Han var en ven af jesuitterne, som han tildelt en frisk bekræftelse i 1550; og gennem de pavelige bull, Dum sollicita af August 1552, han grundlagde Collegium Germanicum, og givet en årlig indkomst.
I løbet af hans Pontifikat, blev katolicismen restaureret i England under Dronning Mary i 1553. Julius sendt kardinal Reginald Pole som legat med beføjelser, som han kunne bruge på sin skønsbeføjelse til at gendannelsen lykkes. I februar 1555, en udsending var sendt fra det engelske parlament til Julius at informere ham om landets formelle fremlæggelse, men paven døde før udsendingen nåede Rom.
Kort før sin død afsender Julius, kardinal Giovanni Morone for at repræsentere interesser af pavestolen på fred Augsburg.
Innocenzo skandalen
Julius pavedømme var præget af skandaler, de mest bemærkelsesværdige af dem er centreret omkring pavens adoptiv nevø, Innocenzo Ciocchi Del Monte. Innocenzo del Monte var en teenaged tigger fundet i gaderne i Parma, der var hyret af familien som en ydmyg hall dreng i deres primære bopæl, drengens alder får skiftevis som 14, 15 og 17 år. Efter udvidelse af Julius til pavestaten, Innocenzo Del Monte blev vedtaget i familien af pope's bror og Julius blev derefter straks oprettet kardinal-nevø. Julius overøst sin favorit med benefices, herunder commendatario af klostre af Mont Sankt-Michel i Normandiet og Sankt Zeno i Verona, og senere, af klostre af Sankt Saba, Miramondo, Grottaferrata og Frascati, blandt andre. Da rygterne begyndte at cirkel om det særlige forhold mellem paven og hans adoptivforældre nevø, nægtede Julius at tage råd. Cardinals Reginald Pole og Giovanni Carafa advarede paven af de "onde formodninger, udvidelse af faderløse ung ville giver anledning".
Joachim du Bellay, der boede i Rom gennem denne periode i retinue af hans relative, kardinal Jean du Bellay, udtrykt forarget udtalelse fra Julius i to sonetter i sin serie Les beklager (1558), hade at se, han skrev, "en Ganymedes med den røde hat på hovedet". Girolamo Muzio skrev i et brev fra 1550 til Ferrante Gonzaga, guvernør i Milano: "de skriver mange dårlige ting om denne nye paven; at han er ond, stolt og mærkelig i hovedet". Pavens fjender gjorde hovedstad af skandalen, Thomas Beard, i teater af Guds dom (1597) sagde, at det var Julius's "kunnernes... at fremme ingen til ecclesisatical levebrød, Gem kun hans buggerers", at Julius viste utålmodighed af en "kæreste afventer en elskerinde" mens vi venter på Innocenzos ankomst i Rom og pralede af drengens dygtighed, mens den venetianske ambassadør rapporteret at Innocenzo Del Monte delt pavens bed "som om han var sin egen søn eller sønnesøn." "Charitably bortskaffes fortalte selv drengen kan jo være ganske enkelt sin uægte søn."
Trods den skade, som skandalen påførte på kirken, var det ikke førend efter Julius' død i 1555, at der kunne gøres noget for at bremse Innocenzos synlighed. Han gennemgik midlertidig forvisning efter mordet på to mænd, som havde fornærmet ham, og derefter igen efter voldtægt af to kvinder. Han forsøgte at bruge sine forbindelser til, at få kardinaler for at tale sin sag, men hans indflydelse var aftaget og han døde i ubemærkethed. Han blev begravet i Rom i Del Monte familiens kapel. Et resultat af kardinal-nevø-skandalen, men var opgradering af holdning af pavelige Secretary of State, som etablerede måtte overtage hvervet Innocenzo Del Monte var uegnede til at udføre: Secretary of State til sidst erstattet kardinal-nevø som den vigtigste officielle af Pavestolen.
Kunstnerisk arv
Julius tilbragte størstedelen af sin tid, og en stor pavelige penge på underholdning på Villa Giulia, skabt for ham ved Vignola. Julius udvidet sin protektion til stor renæssance komponisten Giovanni Pierluigi da Palestrina, hvem han bragte til Rom som sin maestro di cappella, Giorgio Vasari, der overvågede design af Villa Giulia, og at Michelangelo, der arbejdede der. Men pavens manglende interesse i politiske eller kirkelige anliggender forårsaget forfærdelse blandt hans samtidige.
Distinguished as an effective diplomat, he was elected to the papacy as a compromise candidate. As Pope he made only reluctant and short-lived attempts at reform, mostly devoting himself to a life of personal pleasure. His reputation, and that of the Catholic Church, were greatly harmed by his scandal-ridden relationship with his adopted nephew
Education and early career
Giovanni Maria Ciocchi del Monte was born in Rome. He was educated by the humanist Raffaele Brandolini Lippo, and later studied law at Perugia and Siena. During his career, he distinguished himself as a brilliant canonist rather than as a theologian.
Del Monte was the nephew of Antonio Maria Ciocchi del Monte, Archbishop of Manfredonia (1506-1511). When his uncle exchanged this see for a position as a Cardinal in 1511, Giovanni Maria Ciocchi del Monte succeeded in Manfredonia in 1512. In 1520, del Monte also became bishop of Pavia. Popular for his affable manner and respected for his administrative skills, he was twice governor of Rome and was entrusted by the curia with several duties. At the Sack of Rome (1527) he was one of the hostages given by Pope Clement VII to the Emperor's forces, and barely escaped execution. Pope Paul III made him Cardinal-bishop of Palestrina in 1536 and employed him in several important legations, notably as papal legate and first president of the Council of Trent (1545/47) and then at Bologna (1547/48).
Election
Paul III died on 10 November 1549, and in the ensuing conclave the forty-eight cardinals were divided into three factions: of the primary factions, the Imperial faction wished to see the Council of Trent reconvened, the French faction wished to see it dropped. The Farnese faction, loyal to the family of previous Pope, supported the election Paul III's grandson, Cardinal Alessandro Farnese, and also the family's claim to the Duchy of Parma, which was contested with the Emperor Charles V.
Neither the French nor the Germans favoured del Monte, and the Emperor had expressly excluded him from the list of acceptable candidates, but the French were able to block the other two factions, allowing del Monte to promote himself as a compromise candidate and be elected on 7 February 1550. Ottavio Farnese, whose support had been crucial to the election, was immediately confirmed as Duke of Parma.
Church reforms
At the start of his reign Julius had desired seriously to bring about a reform of the Catholic Church and to reconvene the Council of Trent, but very little was actually achieved during his five years in office. In 1551, at the request of Emperor Charles V, he consented to the reopening of the council of Trent and entered into a league against the duke of Parma and Henry II of France (1547-59), but soon afterwards made terms with his enemies and suspended the meetings of the council (1553).
Julius increasingly contented himself with Italian politics and retired to his luxurious palace at the Villa Giulia, which he had built for himself close to the Porta del Popolo. From there he passed the time in comfort, emerging from time to time to make timid efforts to reform the Church through the reestablishment of the reform commissions. He was a friend of the Jesuits, to whom he granted a fresh confirmation in 1550; and through the Papal bull, Dum sollicita of August 1552, he founded the Collegium Germanicum, and granted an annual income.
During his pontificate, Catholicism was restored in England under Queen Mary in 1553. Julius sent Cardinal Reginald Pole as legate with powers that he could use at his discretion to help the restoration succeed. In February 1555, an envoy was dispatched from the English parliament to Julius to inform him of the country's formal submission, but the pope died before the envoy reached Rome.
Shortly before his death, Julius dispatched Cardinal Giovanni Morone to represent the interests of the Holy See at the Peace of Augsburg.
The Innocenzo scandal
Julius's papacy was marked by scandals, the most notable of which is centered around the pope's adoptive nephew, Innocenzo Ciocchi Del Monte. Innocenzo del Monte was a teenaged beggar found in the streets of Parma that was hired by the family as a lowly hall boy in their primary residence, the boy's age being variously given as 14, 15 or 17 years. After the elevation of Julius to the papacy, Innocenzo Del Monte was adopted into the family by the pope's brother and Julius was then promptly created cardinal-nephew. Julius showered his favourite with benefices, including the commendatario of the abbeys of Mont Sankt-Michel in Normandy and Sankt Zeno in Verona, and, later, of the abbeys of Sankt Saba, Miramondo, Grottaferrata and Frascati, among others. As rumours began to circle about the particular relationship between the pope and his adoptive nephew, Julius refused to take advice. The cardinals Reginald Pole and Giovanni Carafa warned the pope of the "evil suppositions to which the elevation of a fatherless young man would give rise".
Joachim du Bellay, who lived in Rome through this period in the retinue of his relative, Cardinal Jean du Bellay, expressed his scandalized opinion of Julius in two sonnets in his series Les regrets (1558), hating to see, he wrote, "a Ganymede with the red hat on his head". Girolamo Muzio wrote in a letter of 1550 to Ferrante Gonzaga, governor of Milan: "They write many bad things about this new pope; that he is vicious, proud, and odd in the head". the Pope's enemies made capital of the scandal, Thomas Beard, in the Theatre of God's judgement (1597) saying it was Julius's "custome ... to promote none to ecclesisatical livings, save only his buggerers”, that Julius showed the impatience of a "lover awaiting a mistress" while awaiting Innocenzo's arrival in Rome and boasted of the boy's prowess, while the Venetian ambassador reported that Innocenzo Del Monte shared the pope's bed "as if he were his own son or grandson." "The charitably-disposed told themselves the boy might after all be simply his bastard son."
Despite the damage which the scandal was inflicting on the church, it was not until after Julius' death in 1555 that anything could be done to curb Innocenzo's visibility. He underwent temporary banishment following the murder of two men who had insulted him, and then again following the rape of two women. He tried to use his connections in the College of Cardinals to plead his cause but his influence waned and he died in obscurity. He was buried in Rome in the Del Monte family chapel. One outcome of the cardinal-nephew scandal, however, was the upgrading of the position of Papal Secretary of State, as the incumbent had to take over the duties Innocenzo Del Monte was unfit to perform: the Secretary of State eventually replaced the cardinal-nephew as the most important official of the Holy See.
Artistic legacy
Julius spent the bulk of his time, and a great deal of papal money, on entertainments at the Villa Giulia, created for him by Vignola. Julius extended his patronage to the great Renaissance composer Giovanni Pierluigi da Palestrina, whom he brought to Rome as his maestro di cappella, Giorgio Vasari, who supervised the design of the Villa Giulia, and to Michelangelo, who worked there. But the pope's lack of interest in political or Ecclesiastical affairs caused dismay among his contemporaries.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Bulle
Camerlengo
Diokletian
Ecclesiast
Koncil
Konklave
Lateran
Luther
Pontifikat
Vatikan
Bulle:[ - ]
Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl.
Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).
[ - ]
Camerlengo:[ - ]
Camerlengo
Camerlengo (overkammerherre) kaldes den embedsmand ved pavehoffet, som bestyrer finanserne, som har jurisdiktionsret over alle embedsmænd ved Kurien, og som ved pavens død leder forretningerne; indtil 1870 var han tillige præfekt for det romerske universitet og uddelte doktorgraden i de 4 fakulteter.
Den romerske Kurie er Den katolske kirkes centrale forvaltning, med sæde dels i Vatikanstaten og dels i Rom. Curia betyder på middelalderlatin 'hof', og den romerske kurie var tidligere kendt netop som det pavelige hof.
Så godt som altid vælges camerlengoen blandt kardinalerne, men det er ikke nødvendigt.
Rækken af camerlengoer begynder med år 1061.
Camerlengorækken (1147 - 2022)
Jordan of S. Susanna (documented 1147–1151)
Franchus (1151)
Rainierus (documented 1151)
Yngo (documented 1154)
Boso Breakspeare (1154/55 – 1159)
Bernard the Templar (documented 1163)
Teodino de Arrone (documented 1163)
Franco Gaufridus Fulchier (documented 1175–1181)
Gerardo Allucingoli (ca.1182/84)
Melior le Maitre (documented 1184–1187)
Cencio Savelli (1188–1198), later Pope Honorius III
Riccardo (documented 1198)
Ottaviano Conti di Segni (1200–1206)
Stefano di Ceccano (1206–1216)
Pandolfo Verraclo (1216–1222)
Sinibaldo (ca.1222 – ca.1227)
Rinaldo Conti di Segni (1227–1231), later Pope Alexander IV
(1231–1236 – no information found)
Giovanni da Ferentino (1236–1238)
(1238–1243 – no information found)
Martino (ca. 1243 – ca. 1251)
Boetius (1251–1254)
Niccolo da Anagni (1254–1261)
Pierre de Roncevault (1261–1262)
Pierre de Charny (1262–1268)
Odo of Châteauroux (occupied the post in 1270)
Pietro de Montebruno (occupied the post in 1272)
Guglielmo di San Lorenzo (occupied the post in 1274)
Raynaldus Marci (occupied the post in 1277)
Angelo de Vezzosi (occupied the post in 1278)
Berardo di Camerino (1279–1288)
Niccolo (occupied the post in 1289)
Tommaso d'Ocra (1294)
Teodorico Ranieri (ca. 1295 – 1299)
Giovanni (1301–1305)
Arnaud Frangier de Chanteloup (1305–1307)
Bertrand des Bordes (1307–1311)
Arnaud d'Aux (1311–1319)
Gasbert de Valle (1319–1347)
Stefano Aldebrandi Cambaruti (1347–1360)
Arnaud Aubert (1361–1371)
Pierre du Cros (1371–1383)
Marino Giudice (documented 1380–1382)
Marino Bulcani (documented 1386–1394)
Corrado Caraccioli (documented 1396–1405)
Leonardo de Sulmona (named in 1405)
Antonio Correr (1406–1415)
François de Conzie (1415[b]–1431)
Francesco Condulmer (1432–1440)
Ludovico Trevisan (1440–1465)
Latino Orsini (1471–1477)
Guillaume d'Estouteville (1477–1483)
Raffaele Riario (1483–1521)
Innocenzo Cibo (1521)
Francesco Armellini Pantalassi de' Medici (1521–1527)
Agostino Spinola (1528–1537)
Guido Ascanio Sforza di Santa Fiora (1537–1564)
Vitellozzo Vitelli (1564–1568)
Michele Bonelli (1568–1570)
Luigi Cornaro (1570–1584)
Filippo Guastavillani (1584–1587)
Enrico Caetani (1587–1599)
Pietro Aldobrandini (1599–1621)
Ludovico Ludovisi (1621–1623)
Ippolito Aldobrandini (1623–1638)
Antonio Barberini (1638–1671)
Paluzzo Paluzzi Altieri degli Albertoni (1671–1698)
Galeazzo Marescotti, pro-camerlengo (1698)
Giovanni Battista Spinola (1698–1719)
Annibale Albani (1719–1747)
Silvio Valenti Gonzaga (1747–1756)
Girolamo Colonna di Sciarra (1756–1763)
Carlo Rezzonico (1763–1799)
Romoaldo Braschi-Onesti (1800–1801)
Giuseppe Maria Doria Pamphili, pro-camerlengo (1801–1814)
Bartolomeo Pacca (1814–1824)
Pietro Francesco Galeffi (1824–1837)
Giacomo Giustiniani (1837–1843)
Tommaso Riario Sforza (1843–1857)
Lodovico Altieri (1857–1867)
Filippo de Angelis (1867–1877)
Gioacchino Pecci (1877–1878), later Pope Leo XIII
Camillo di Pietro (1878–1884)
Domenico Consolini (1884)
Luigi Oreglia di Santo Stefano (1885–1913)
Francesco Salesio Della Volpe (1914–1916)
Pietro Gasparri (1916–1934)
Eugenio Pacelli (1935–1939), later Pope Pius XII
Lorenzo Lauri (1939–1941)
Benedetto Aloisi Masella (1958–1970)
Jean-Marie Villot (1970–1979)
Paolo Bertoli (1979–1985)
Sebastiano Baggio (1985–1993)
Eduardo Martínez Somalo (1993–2007)
Tarcisio Bertone (2007–2014)
Jean-Louis Tauran (2014–2018)
Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)
To Camerlengoer er blevet valgt til Paver: Gioacchino Pecci (Pave Leo XIII) i 1878 og Eugenio Pacelli (Pave Pius XII) i 1939.
Herover ses Camerlengo, Kevin Joseph Farrell (2019–til nu)
[ - ]
Diokletian:[ - ]
Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.
Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel.
Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.
Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.
Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.
[ - ]
Ecclesiast:[ - ]
Lignende ord i ordbogen:
Ecclesiastes - Prædikerens Bog
Ecclesiastical - Kirkelig
Ecclesiastical council - Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs - Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.
[ - ]
Koncil:[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.
Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.
Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.
Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger
[ - ]
Konklave:[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.
Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.
[ - ]
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Luther:[ - ]
Martin Luther 1483-1546
Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.
Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.
Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.
Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.
Martin Luther, 95 teser om afladen
Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517
Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517
Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.
Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.
Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.
Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.
In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.
I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.
1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.
1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.
2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.
2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.
3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.
3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.
4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.
4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.
5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.
5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.
6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.
7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.
7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.
8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.
8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.
9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.
9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.
10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.
10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.
11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.
11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.
12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.
12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.
13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.
13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.
14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.
14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.
15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.
15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.
16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.
16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.
17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.
17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.
18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.
18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.
19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.
19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.
20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.
20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.
21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.
21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.
22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.
22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.
23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.
23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.
24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.
24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.
25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.
25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.
26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.
26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.
27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.
27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.
28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.
28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.
29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.
29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.
30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.
30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.
31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.
31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.
32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.
32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.
33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.
34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.
34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.
35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.
35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.
36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.
36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.
37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.
37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.
38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.
38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.
39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.
39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.
40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.
40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.
41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.
41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.
42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.
42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.
43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.
43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.
44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.
44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.
45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.
45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.
46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.
46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.
47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.
47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.
48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.
48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.
49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.
49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.
50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.
50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.
51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.
51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.
52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.
52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.
53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.
53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.
54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.
54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.
55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.
55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.
56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.
56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.
57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.
57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.
58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.
58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.
59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.
59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.
60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.
60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).
61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.
61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.
62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.
62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.
63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.
63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.
64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.
64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.
65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.
65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.
66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.
66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.
67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.
67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.
68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.
68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.
69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.
69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.
70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.
70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.
71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.
71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.
72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.
72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.
73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,
73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,
74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,
74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.
75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.
75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.
76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.
76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.
77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.
77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.
78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.
78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.
79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.
79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.
80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.
80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.
81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.
81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.
82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?
82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?
83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?
83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.
84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?
84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?
85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?
85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?
86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?
86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?
87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?
87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?
88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?
88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?
89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?
89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?
90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.
90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.
91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.
91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.
92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.
92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.
93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.
93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.
94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,
94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,
95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.
95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.
Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1757
|
