Beskrivelse af Paul III, der var Pave i år 1534-1549

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Paul III - 1534-1549 :

Paul III (Paolo III)
Paul 3., Alessandro Farnese, 29.2.1468-10.11.1549, pave fra 1534. Han kan betragtes som den sidste af de renæssancepaver, der især forbindes med deres virke som mæcener for kunstnere, skribenter og lærde. Paul 3. overdrog Michelangelo at fuldføre udsmykningen af Det Sixtinske Kapel. Hans forsøg på at besvare udfordringen fra den protestantiske Reformation med et stort katolsk reformKoncil lykkedes med indkaldelsen af TridentinerKoncilet i 1545. Af andre indsatser i samme retning kan nævnes hans godkendelse af jesuiterordenen i 1540 og oprettelsen af den romerske Inkvisition i 1542.

Paul III (1534-49) hed Alessandro Farnese og var f. i Carino 1468, på mødrene side var han af samme slægt som Bonifacius VIII.
Han var humanistisk opdraget, kom ind i det pavelige kancelli, og under Alexander VI, der stod i forhold til hans søster Julie Farnese, steg han til skatmester, Biskop og Kardinal (»Skørtekardinalen«); under de flg. Paver havde han også fremgang, og 1521 manglede han kun to Stemmer i at blive Pave. Ved sine glimrende evner til at forstille sig kunne han bevæge sig og opnå fordele hos alle partier, og 1534 lykkedes det ham endelig at blive Pave. S. A. udnævnte han sin 14-årige sønnesøn Alessandro Farnese og sin 16-årige dattersøn Guido Ascanio Sforza til Kardinaler. Året efter gav han kardinalhatten til flere af de kat. reformvenner, og han havde den bedste vilje til med deres hjælp at reformere kirken. Han nedsatte en kommission til Kirkens Forbedring, haft sendte legater til samtaler med protestanterne, og han arbejdede på at få TridentinerKoncilet sammenkaldt; 1545 sammentrådte den i Trient, men da havde han allerede 1542 på Kardinal Caraffa’s Råd oprettet Inkvisitionen til undertrykkelse af protestantismen, og Jesuiterordenen, som han stadfæstede 1540, havde taget ledelsen. 1545 gjorde han sin søn Pier Luigi til Hertug af Parma og Piacenza, sin sønnesøn Ottavio fik han gift med Karl V’s datter Margrete. Nepotisme var den herskende evne hos ham, der havde så fin en smag for kunst og så glimrende evner som diplomat og vilje til at reformere, og det var medvirkende grund til, at han i afgørende øjeblikke ikke kunne beslutte sig.

Paul III, var en dygtig kirkepolitiker og diplomat, der dog i to omgange var forbigået ved pavevalget. Han mente, at Rom med rette kunne gøre krav på verdensherredømmet. Derfor måtte han arbejde for at løfte Kirken op af dens magtesløshed, og frem for alt måtte han tage kampen op med de kætterske bevægelser. Han beskrev Kirkens indre tilstand ved, at der var for mange uværdige personer på høje kirkelige poster, Klostervæsenet var sunket ned i dybt forfald, de pavelige legater i de forskellige lande misbrugte deres magt til privat vinding. Dette skulle ændres.
I 1540 godkendte han den ny munkeorden Jesu Selskab med Ignatius Loyola (1491-1556) som leder og hovedsæde i Rom ved siden af den nuværende kirke Il Gesu. Medlemmerne af jesuitterordenen havde som hovedopgave, dels at intensivere det religiøse liv inden for Kirken, dels at udbrede den katolske tro og knuse alt kætteri. Samme år som oprettelse af Jesuitterordenen blev Oratorianersamfundet også en kirkelig orden under ledelse af S. Filippo Neri, der senere blev Roms skytshelgen.
I 1542 proklamerede han en reorganisering af Inkvisitionen under kardinal Caraffa, den senere pave Paul IV. Der blev nedsat et kardinaludvalg, der fungerede som højeste gejstlige domstol med overopsynet med Inkvisitionen i alle lande.
I 1545 blev kirkemødet i Trento indledt. Mødet skulle med flere afbrydelser vare til 1565, hvor det blev afsluttet under pave Pio IV. (I afsnittet Noter til historien omhandler afsnit 11 om Konciler/kirkemøder).
I Paul III's pavetid gennemføres flere gaderydninger og han gjorde Corso'en til Roms hovedgade i stedet for Via Giulia. På det kunstneriske område bestiller han den kæmpemæssige fremstilling af Dommedag i det Sixtinske kapel hos Michelangelo og i 1547 udnævner han Michelangelo til hovedarkitekt ved byggeriet af S. Pietro. Michelangelo ændrer Bramante's centralkirke så den får form som et græsk kors, samtidig tegner han en ny kuppelkonstruktion og ændrer søjlestrukturen, så den kan bære den store kuppel, der er en inspiration fra kuplen på domkirken i Firenze, Michelangelos fødeby.

Pave Paul III (Latin: Paulus III; 29 februar 1468-10 November 1549), født Alessandro Farnese, var leder af den katolske kirke fra 13 oktober 1534 til sin død i 1549. Han kom til den pavelige trone i en tid efter sæk Rom i 1527 og fyldt med usikkerheden i den katolske kirke efter reformationen. I løbet af hans Pontifikat, og i ånd af modreformationen tiltrak nye katolske religiøse Ordener og samfund, som jesuitterne, Barnabites og menigheden af Oratory, et populært følgende. Han indkaldte Rådet Trent i 1545. Han var en væsentlig mæcen for kunst og ansat nepotisme til at fremme den magt og formuer af hans familie. Det er til pave Paul III at Nicolaus Copernicus dedikeret De revolutionibus orbium først (om de himmelske sfærer omdrejninger).

Opvækst og uddannelse
Portræt af kardinal Alessandro Farnese, senere pave Paul III, af Raphael, 1509-1511 (Museo di Capodimonte, Napoli). Født i 1468 på Canino, Lazio (derefter en del af Kirkestaten), var Alessandro Farnese den ældste søn af Pier Luigi I Farnese, Signore di Montalto (1435-1487) og hustruen Giovanna Caetani, et medlem af familien Caetani, der også havde produceret pave Bonifacius VIII. Farnese familie havde trivedes i århundreder, men det var Alessandros overlegenhed til pavestaten og hans dedikation til familiens interesser, hvor vi oplevede den meget betydelige stigning i familiens rigdom og magt.
Alessandros humanistiske uddannelse var på universitetet i Pisa og retten af Lorenzo de' Medici. Oprindeligt uddannet som en apostoliske notar, tiltrådte han Romanum Curia i 1491 og i 1493 Pave Alexander VI udnævnt ham Cardinal-Deacon af Santi Cosma e Damiano. Pave Alexanders elskerinde, Giulia Farnese, var Farneses søster; og han var undertiden hånligt benævnt "Borgia svoger," ligesom Giulia blev hånet som "Kristi brud." Under pave Clement VII (1523-34) blev han blev Cardinal Biskop i Ostia og dean om kardinaler, og Clement VII død i 1534, valgt som pave Paul III.

En mæcen for kunst og familiens interesser
En af forskellige paver at have far børn før hans valg, han havde fire uægte afkom. Af Silvia Ruffini, han var far til Pier Luigi Farnese, Hvem skabte han hertugen af Parma; andre omfattede Ranuccio Farnese og Costanza Farnese. Hans første handling på 18 December 1534, var at udnævne hans børnebørn som cardinals. På tidspunktet, Alessandro Farnese og Guido Ascanio Sforza var alderen fjorten og seksten år henholdsvis. Hans senere aftaler som kardinal omfattede Gasparo Contarini, Jacopo Sadoleto, Reginald Pole og Giovanni Pietro Carafa, der blev pave Paul IV.
En af de mest betydningsfulde kunstværker af hans regeringstid var skildringen af dommedag af Michelangelo i det Sixtinske Kapel i Vatikanet Palace. Selvom arbejdet var bestilt af Pauls forgænger, var det færdigt i 1541.
Som en kardinal begyndte Alessandro opførelsen af et palads, Palazzo Farnese i Rom. På hans valg til pavedømmet, blev størrelse og pragt af denne bygning program forhøjet for at afspejle hans ændring i status. Slottet blev oprindeligt designet af arkitekt Antonio da Sangallo yngre, modtaget yderligere arkitektoniske raffinement fra Michelangelo og blev afsluttet af Giacomo della Porta. Ligesom andre Farnese familie bygninger pålægger slottet sin tilstedeværelse på dens omgivelser i et udtryk af familiens magt og rigdom. Alessandro's Villa Farnese på Caprarola har en tilsvarende tilstedeværelse. I 1546 udnævnte efter død af Sangallo, han den ældre Michelangelo til at overtage tilsynet med bygning af St. Peters Basilika. Michelangelo blev også bestilt af paven til at male den 'korsfæstelse af St. Peter' og den ' konvertering af Paulus ' (1542-50), hans sidste freskerne i Pauline Chapel af Vatikanet.
Paul IIIs kunstneriske og arkitektoniske kommissioner var talrige og varierede. Den venetianske kunstner Tizian malet et portræt af paven i 1543, og i 1546, den velkendte portræt af Paul III med hans børnebørn kardinal Alessandro Farnese og Ottavio Farnese, hertugen af Parma. Begge er nu i Capodimonte-museet, Napoli. De militære befæstninger i Rom og Pavestaten blev styrket i løbet af hans regeringstid. Han havde Michelangelo flytte den antikke bronze af kejser Marcus Aurelius til Capitoline Hill, hvor det blev omdrejningspunktet til Piazza del Campidoglio.

Politik og religion under pave Paul III
Paul III blev alvor med hensyn til forbedring af kirkelige situationen, og på 2 juni 1536, han udstedte en pavelig bull straffesagers et generelt råd til at sidde på Mantova i 1537. Men starten med de tyske protestantiske godser afslog at sende nogen stedfortrædere til en Råd i Italien, mens hertugen af Mantua, selv fastsat sådanne store krav at Paul III først udskudt i et år og derefter kasseres hele projektet.
På 2 juni 1537 bekendtgjorde Paul III den pavelige Bulle; Sublimus Dei, mod undertrykkelsen af de oprindelige folk i Amerika kontinent.
Paul III opfordrede i 1536, ni fremtrædende prælater, kendetegnet ved læring og fromhed ens, til at handle i udvalget og aflægge rapport om Reformationen og ombygning af kirken. I 1537 de vendte sig i deres berømte Consilium de emendenda ecclesia (i J. le Plat, Monumenta ad historiam Concilii Tridentini, ii. 596-597, Leuven, 1782), udsætte grov misbrug i Curia, i kirkens administration og offentlige gudsdyrkelse; og krævede mange en fed og alvor ord for afskaffelse af et sådant misbrug. Denne rapport blev udskrevet ikke kun på Rom, men på Strasburg og andre steder.
Men til protestanter det syntes langt fra grundig; Martin Luther havde sin udgave (1538) indledte med en vignet viser cardinals rengøring Augean stalden af Roman Church med foxtails i stedet for fejekoste. Paven, men var i alvor, da han tog op på problemet med reformen. Han fornemmede tydeligt at kejseren, Charles V ikke vil hvile, indtil problemerne blev diskuteret for alvor, og et råd var en utvetydig procedure, der skal give ingen plads til tvivl af hans egen vilje til at foretage ændringer. Men det er klart, at Concilium bar ingen frugt i den aktuelle situation, og at ingen resultater i Rom fulgte fra udvalgets henstillinger.
På den anden side resulterede alvorlige politiske komplikationer. For at vest sønnesønnen Ottavio Farnese med hertugdømmet af Camerino, vristet Paul med magt de samme fra hertugen af Urbino (1540). Han er også afholdt virtuelle krig med sit eget fag og vasaller af indførelsen af tyngende skatter. Perugia, give afkald på sin lydighed, blev belejret af Pauls søn, Pier Luigi, og fortabes sin frihed udelukkende på dens overgivelse. Burghers Colonna blev behørigt besejret, og Ascanio blev forvist (1541). Efter dette syntes tiden moden til annihilating kætteri.
Det var ikke forudset ved Rom i 1540, hvor kirken officielt anerkendt den unge samfund danner om Ignatius af Loyola, (grundlægger af jesuiterordenen), hvilke store resultater denne nye organisation var bestemt til at opnå; endnu en bevidst og gradvis fremgangsmåde mod protestantismen stammer fra denne periode. Den anden synlig fase i processen bliver præget af den institution eller reorganisering, i 1542, af menigheden af hellige Office af Inkvisitionen.
På en anden side, kejseren insistere på, at Rom bør videresende hans designs mod et fredeligt inddrivelse af de tyske protestanter. Derfor forsendes paven Giovanni Morone (endnu ikke en kardinal) som Nuntius i Hagenau og orme, i 1540; mens i 1541, kardinal Gasparo Contarini deltog i justering for sag på konferencen i Regensburg. Det var Contarini, der førte til angivelse af en definition i forbindelse med artikel af begrundelse, som forekommer den berømte formel "af troen alene er vi berettiget," som blev kombineret, men den romersk-katolske doktrin om gode gerninger. I Rom, denne definition blev afvist i Konsistorium af 27 maj, og Luther erklæret, at han kunne acceptere det, kun forudsat at opposers ville indrømme, at hidtil havde de lært forskelligt fra hvad var meningen i nærværende tilfælde.
De generelle resultater af konferencen og holdningen hos Curia, herunder dens afvisning af Contarinis udsagn, viser en klar undgåelse af en forståelse med protestanter. Alt, hvad der fremover vil kunne forventes af Paul var, at han ville samarbejde i den voldelige undertrykkelse af kættere i Tyskland, som han havde gjort i Italien, ved at oprette en arm af den genoplivede Inkvisitionen til deres udslettelse.
Endnu, selv nu, og især efter konferencen i Regensburg havde været forgæves, kejseren ikke holdt op med at insistere på at indkalde Rådet, det endelige resultat af hans insisteren på, at Rådet Trent, som efter flere udsættelser, blev endelig afholdt af bull Laetare Hierusalem, 15 marts 1545.
I mellemtiden, efter freden i Crespy (September 1544), situationen havde så formet sig at kejser Charles V (1519-56) begyndte at sætte protestantismen med magt. Ventende kost af 1545 i Worms indgået kejseren en pagt om fælles foranstaltninger med pavelige legat, kardinal Alessandro Farnese. Paul III var at støtte i den planlagte krig mod tyske evangeliske fyrster og godser. Paul III hurtige indvilligelse i krig-projekt blev nok jordet på personlige motiver. Øjeblikket syntes nu opportunt for ham, da kejseren var tilstrækkeligt optaget i det tyske rige, at erhverve til sin søn, Pier Luigi hertugdømmerne Parma og Piacenza. Selv om disse tilhørte pavestaten, troede Paul III at overvinde modvilje mod Cardinals ved at udveksle hertugdømmerne for de mindre værdifulde domæner i Camerino og Nepi. Kejseren aftalt, på grund af sin potentielle erstatning i omfanget af 12.000 infanteri, 500 monteret tropper og betydelige pengebeløb.
I Tyskland begyndte den i Vesten, hvor protestantiske bevægelser havde været på arbejde i ærkebispedømmet Köln siden 1542. Reformationen var ikke en komplet succes, fordi byrådet og fleste af kapitlet imod det; på 16 April 1546, Hermann af Wied blev ekskommunikeret, hans rang fortabes, og han var, i februar, 1547, tvunget af kejseren til at abdicere.
Farneses våbenskjold eller stemma på facaden af slottet Farnese i Rom I mellemtiden åben krig havde indledt mod de evangeliske fyrster, godser, og byer allierede i schmalkaldiske League (Se Philip af Hessen). Ved afslutningen af 1546 lykkedes Charles V underkastelse syd Tyskland, mens sejren i slaget ved Mühlberg, på 24 April 1547, etableret hans kejserlige suverænitet overalt i Tyskland og leveret i hans hænder de to ledere af ligaen.
Men mens nord for Alperne, kraft sine forberedelser til Augsburg foreløbige og dens håndhævelse, kejseren var bredt medvirkende gendannelse Tyskland til romersk katolicisme, paven nu afholdt tilknappet fra ham fordi Charles V, selv havde stået udenfor sagen om tilføre Pier Luigi med Parma og Piacenza, og situationen kom til en total ruptur når den kejserlige næstformand regentFerrante Gonzaga, fortsatte med magt at udvise Pier Luigi.
Pavens søn blev myrdet, 1547, på Piacenza, og Paul III mente, at dette ikke var kommet til at passere uden kejserens forudviden. I samme år, dog, og efter døden af Francis tvang I af Frankrig (1515-47), med hvem havde paven igen søgt en alliance, stress omstændigheder ham til at gøre kejserens vilje og acceptere de kirkelige trufne interimsundersøgelsesperioden.
Med henvisning til den myrdede prins arv, tilbagelevering af som Paul III krævede angiveligt i navn og af hensyn til kirken, blev pavens design forpurret af kejseren, der nægtede at overgive sig Piacenza, og af Pier Luigi arving i Parma, Ottavio Farnese.
Som følge af et voldeligt skænderi på denne konto med kardinal Farnese blev Paul III, i en alder af 80 år, så eksalteret, at et angreb af sygdom fulgte, hvorfra han døde, 10 November 1549.
Paul III viste sig ude af stand til at undertrykke den protestantiske Reformation, selvom det var under hans Pontifikat, der var lagt for modreformationen. Han dekreteret, den anden og sidste bandlysning af kong Henry VIII af England i December 1538.

Pave Paul III og slaveriet
I maj-juni 1537 Paul udstedt tre dokumenter, tyre "Sublimus Dei" (også kendt som Unigenitus og Veritas ipsa), "Altituda divini consolii" sammen med "Pastorale officium", sidstnævnte kort for udførelsen af "Sublimus Dei".
"Altituda divini consolii" var hovedsageligt en tyr til at bilægge en forskel mellem Franciskanerne og Dominikanerne over dåben, men "Sublimus Dei" er beskrevet af Prein (2008) som "Magna Carta" for indiske menneskerettighederne i sin erklæring, at "indianerne var mennesker og de var ikke til at blive frarøvet deres ejendele eller frihed".
"Pastorale officium" erklæret automatisk bandlysning for enhver, der har undladt at overholde den nye afgørelse. Stogre (1992) konstaterer, at "Sublimus Dei" findes ikke i Denzinger, den autoritative kompendium af officielle lære i den katolske kirke, og at den fuldbyrdende kort for det ("Pastorale officium") blev annulleret året efter i "Ikke Indecens Videtur". Davis (1988) hævdes det blev annulleret på grund af en tvist med den spanske krone. Rådet for de vestindiske øer og kronen konkluderede, at dokumenterne, der brød deres patronato rettigheder og paven trak dem, selvom de fortsatte med at cirkulere og citeres af Las Casas og andre, der har støttet indiske rettigheder.
Ifølge Falkowski (2002) havde "Sublimus Dei" virkning af ophævelse bull af Alexander VI "Inter Caetera" men stadig forlader kolonisatorer pligt til at konvertere de indfødte folk. Prein (2008) bemærker er vanskeligheden at forene disse dekreter med "Inter Caetra".
Fader Gustavo Gutierrez beskriver "Sublimus Dei" som "den vigtigste pavelige dokument vedrørende betingelsen om indianere og at det var rettet til alle kristne". Maxwell (1975) bemærker, at tyren ikke ændrede den traditionelle undervisning, slavebinding af indianere var kun tilladt, hvis de blev betragtet som "fjender af kristendommen", som dette ville blive betragtet af kirken som en "retfærdig krig". Han hævder videre at de indiske nationer havde al mulig ret til selvforsvar. Stark (2003) beskriver tyr som "storslåede" og mener, at grunden til, at efter hans mening har det sent kommet frem skyldes forsømmelse af protestantiske historikere. Falola bemærker, at tyren relateret til de indfødte befolkninger i den nye verden og ikke fordømme den transatlantiske slavehandel stimuleres af det spanske monarki og den hellige romerske kejser.
I 1545 ophævede Paul en gammel lov, der tillod slaver til at hævde deres frihed under kejserens statue på Capital Hill, i betragtning af antallet af hjemløse og vagabonder i byen Rom. Dekretet medtaget dem, der var blevet kristne efter deres slaveri og disse født til kristne slaver. Højre for indbyggerne i Rom til offentligt købe og sælge slaver af begge køn blev bekræftet. Stogre (1992) hævder, at en ophævelse af restriktioner var på grund af mangel på slaver i Rom. I 1548 tilladelse han til erhvervelse og besiddelse af muslimske slaver i pavestaten.

Pope Paul III (Latin: Paulus III; 29 February 1468 - 10 November 1549), born Alessandro Farnese, was the head of the Catholic Church from 13 October 1534 to his death in 1549. He came to the papal throne in an era following the sack of Rome in 1527 and rife with uncertainties in the Catholic Church following the Protestant Reformation. During his pontificate, and in the spirit of the Counter-Reformation, new Catholic religious orders and societies, such as the Jesuits, the Barnabites, and the Congregation of the Oratory, attracted a popular following. He convened the Council of Trent in 1545. He was a significant patron of the arts and employed nepotism to advance the power and fortunes of his family. It is to Pope Paul III that Nicolaus Copernicus dedicated De revolutionibus orbium coelestium (On the Revolutions of the Celestial Spheres).

Early life and career
Portrait of Cardinal Alessandro Farnese, later Pope Paul III, by Raphael, 1509-1511 (Museo di Capodimonte, Naples). Born in 1468 at Canino, Latium (then part of the Papal States), Alessandro Farnese was the oldest son of Pier Luigi I Farnese, Signore di Montalto (1435-1487) and his wife Giovanna Caetani, a member of the Caetani family which had also produced Pope Bonifacius VIII. The Farnese family had prospered over the centuries but it was Alessandro’s ascendency to the papacy and his dedication to family interests which saw the vastly significant increase in the family’s wealth and power.
Alessandro’s humanist education was at the University of Pisa and the court of Lorenzo de' Medici. Initially trained as an apostolic notary, he joined the Roman Curia in 1491 and in 1493 Pope Alexander VI appointed him Cardinal-Deacon of Santi Cosma e Damiano. Pope Alexander's mistress, Giulia Farnese, was Farnese's sister; and he was sometimes mockingly referred to as the "Borgia brother-in-law," just as Giulia was mocked as "the Bride of Christ." Under Pope Clement VII (1523-34) he became Cardinal Bishop of Ostia and dean of the College of Cardinals, and on the death of Clement VII in 1534, was elected as Pope Paul III.

A patron of the arts and family interests
One of various popes to have fathered children before his election, he had four illegitimate offspring. By Silvia Ruffini, he fathered Pier Luigi Farnese, whom he created Duke of Parma; others included Ranuccio Farnese and Costanza Farnese. His first action, on 18 December 1534, was to appoint his grandsons as cardinals. At the time, Alessandro Farnese and Guido Ascanio Sforza were aged fourteen and sixteen years respectively. His later appointments as cardinal included Gasparo Contarini, Jacopo Sadoleto, Reginald Pole, and Giovanni Pietro Carafa, who became Pope Paul IV.
One of the most significant artistic works of his reign was the depiction of the Last Judgement by Michelangelo in the Sistine Chapel of the Vatican Palace. Although the work was commissioned by Paul’s predecessor, it was finished in 1541.
As a cardinal, Alessandro had begun construction of a palace, the Palazzo Farnese, in central Rome. On his election to the papacy, the size and magnificence of this building programme was increased to reflect his change in status. The palace was initially designed by the architect Antonio da Sangallo the Younger, received further architectural refinement from Michelangelo, and was completed by Giacomo della Porta. Like other Farnese family buildings, the palace imposes its presence on its surroundings in an expression of the family’s power and wealth. Alessandro's Villa Farnese at Caprarola has a similar presence. In 1546, after the death of Sangallo, he appointed the elderly Michelangelo to take over the supervision of the building of St. Peter's Basilica. Michelangelo was also commissioned by the Pope to paint the 'Crucifixion of St. Peter' and the 'Conversion of St. Paul' (1542-50), his last frescoes, in the Pauline Chapel of the Vatican.
Paul III's artistic and architectural commissions were numerous and varied. The Venetian artist Titian painted a portrait of the Pope in 1543, and in 1546, the well-known portrait of Paul III with his grandsons Cardinal Alessandro Farnese and Ottavio Farnese, Duke of Parma. Both are now in the Capodimonte Museum, Naples. The military fortifications in Rome and the Papal States were strengthened during his reign. He had Michelangelo relocate the ancient bronze of the Emperor Marcus Aurelius to the Capitoline Hill, where it became the centerpiece to the Piazza del Campidoglio.

Politics and religion during the papacy of Paul III
Paul III was earnest in the matter of improving the Ecclesiastical situation, and on 2 June 1536, he issued a papal bull convoking a general council to sit at Mantua in 1537. But at the very start the German Protestant estates declined to send any delegates to a council in Italy, while the duke of Mantua himself set down such large requirements that Paul III first deferred for a year and then discarded the whole project.
On 2 June 1537, Paul III promulgated the papal bull Sublimus Dei against the enslavement of the indigenous peoples of the continent of America.
In 1536, Paul III invited nine eminent prelates, distinguished by learning and piety alike, to act in committee and to report on the reformation and rebuilding of the Church. In 1537 they turned in their celebrated Consilium de emendenda ecclesia (in J. le Plat, Monumenta ad historiam Concilii Tridentini, ii. 596-597, Leuven, 1782), exposing gross abuses in the Curia, in the church administration and public worship; and proffering many a bold and earnest word on behalf of abolishing such abuses. This report was printed not only at Rome, but at Strasburg and elsewhere.
But to the Protestants it seemed far from thorough; Martin Luther had his edition (1538) prefaced with a vignette showing the cardinals cleaning the Augean stable of the Roman Church with foxtails instead of brooms. Yet the Pope was in earnest when he took up the problem of reform. He clearly perceived that the emperor, Charles V would not rest until the problems were grappled in earnest, and a council was an unequivocal procedure that should leave no room for doubt of his own readiness to make changes. Yet it is clear that the Concilium bore no fruit in the actual situation, and that in Rome no results followed from the committee's recommendations.
On the other hand, serious political complications resulted. In order to vest his grandson Ottavio Farnese with the dukedom of Camerino, Paul forcibly wrested the same from the duke of Urbino (1540). He also incurred virtual war with his own subjects and vassals by the imposition of burdensome taxes. Perugia, renouncing its obedience, was besieged by Paul's son, Pier Luigi, and forfeited its freedom entirely on its surrender. The burghers of Colonna were duly vanquished, and Ascanio was banished (1541). After this the time seemed ripe for annihilating heresy.
It was not foreseen at Rome in 1540, when the Church officially recognized the young society forming about Ignatius of Loyola, (founder of the Society of Jesus), what large results this new organization was destined to achieve; yet a deliberate and gradual course of action against Protestantism dates from this period. The second visible stage in the process becomes marked by the institution, or reorganization, in 1542, of the Congregation of the Holy Office of the Inquisition (see Inquisition).
On another side, the Emperor was insisting that Rome should forward his designs toward a peaceable recovery of the German Protestants. Accordingly the Pope despatched Giovanni Morone (not yet a cardinal) as nuncio to Hagenau and Worms, in 1540; while, in 1541, Cardinal Gasparo Contarini took part in the adjustment proceedings at the Conference of Regensburg. It was Contarini who led to the stating of a definition in connection with the article of justification in which occurs the famous formula "by faith alone are we justified," with which was combined, however, the Roman Catholic doctrine of good works. At Rome, this definition was rejected in the consistory of 27 May, and Luther declared that he could accept it only provided the opposers would admit that hitherto they had taught differently from what was meant in the present instance.
The general results of the conference and the attitude of the Curia, including its rejection of Contarini's propositions, shows a definite avoidance of an understanding with the Protestants. All that could henceforth be expected of Paul was that he would co-operate in the violent suppression of heretics in Germany, as he had done in Italy, by creating an arm of the revived Inquisition for their annihilation.
Yet, even now, and particularly after the Regensburg Conference had proved in vain, the Emperor did not cease to insist on convening the council, the final result of his insistence being the Council of Trent, which, after several postponements, was finally convoked by the bull Laetare Hierusalem, 15 March 1545.
Meanwhile, after the peace of Crespy (September 1544), the situation had so shaped itself that Emperor Charles V (1519-56) began to put down Protestantism by force. Pending the diet of 1545 in Worms, the emperor concluded a covenant of joint action with the papal legate, Cardinal Alessandro Farnese. Paul III was to aid in the projected war against the German Evangelical princes and estates. The prompt acquiescence of Paul III in the war project was probably grounded on personal motives. The moment now seemed opportune for him, since the Emperor was sufficiently preoccupied in the German realm, to acquire for his son Pier Luigi the duchies of Parma and Piacenza. Although these belonged to the Papal States, Paul III thought to overcome the reluctance of the Cardinals by exchanging the duchies for the less valuable domains of Camerino and Nepi. The Emperor agreed, because of his prospective compensation to the extent of 12,000 infantry, 500 mounted troops, and considerable sums of money.
In Germany the campaign began in the west, where Protestant movements had been at work in the archbishopric of Cologne since 1542. The Reformation was not a complete success there, because the city council and the majority of the chapter opposed it; whereas on 16 April 1546, Hermann of Wied was excommunicated, his rank forfeited, and he was, in February, 1547, compelled by the Emperor to abdicate.
The Farnese coat of arms or stemma on the facade of the Farnese Palace in Rome In the meantime open warfare had begun against the Evangelical princes, estates, and cities allied in the Schmalkaldic League (see Philip of Hesse). By the close of 1546, Charles V succeeded in subjugating South Germany, while the victory at the Battle of Mühlberg, on 24 April 1547, established his imperial sovereignty everywhere in Germany and delivered into his hands the two leaders of the league.
But while north of the Alps, in virtue of his preparations for the Augsburg Interim and its enforcement, the Emperor was widely instrumental in recovering Germany to Roman Catholicism, the Pope now held aloof from him because Charles V himself had stood aloof in the matter of endowing Pier Luigi with Parma and Piacenza, and the situation came to a total rupture when the imperial vice-regent, Ferrante Gonzaga, proceeded forcibly to expel Pier Luigi.
The Pope's son was assassinated, 1547, at Piacenza, and Paul III believed that this had not come to pass without the emperor's foreknowledge. In the same year, however, and after the death of Francis I of France (1515-47), with whom the Pope had once again sought an alliance, the stress of circumstances compelled him to do the Emperor's will and accept the Ecclesiastical measures adopted during the Interim.
With reference to the assassinated prince's inheritance, the restitution of which Paul III demanded ostensibly in the name and for the sake of the Church, the Pope's design was thwarted by the Emperor, who refused to surrender Piacenza, and by Pier Luigi's heir in Parma, Ottavio Farnese.
In consequence of a violent altercation on this account with Cardinal Farnese, Paul III, at the age of eighty-one years, became so overwrought that an attack of sickness ensued from which he died, 10 November 1549.
Paul III proved unable to suppress the Protestant Reformation, although it was during his pontificate that the foundation was laid for the Counter-Reformation. He decreed the second and final excommunication of King Henry VIII of England in December 1538.

Pope Paul III and slavery
In May-June 1537 Paul issued three documents, the bulls "Sublimus Dei" (also known as Unigenitus and Veritas ipsa), "Altituda divini consolii" along with "Pastorale officium", the latter the brief for the execution of "Sublimus Dei".
"Altituda divini consolii" was essentially a bull to settle a difference between the Franciscans and Dominicans over baptism, but "Sublimus Dei" is described by Prein (2008) as the "Magna Carta" for Indian human rights in its declaration that "the Indians were human beings and they were not to be robbed of their freedom or possessions".
"Pastorale officium" declared automatic excommunication for anyone who failed to abide by the new ruling. Stogre (1992) notes that "Sublimus Dei" is not present in Denzinger, the authoritative compendium of official teachings of the Catholic Church, and that the executing brief for it ("Pastorale officium") was annulled the following year in "Non Indecens Videtur". Davis (1988) asserts it was annulled due to a dispute with the Spanish crown. The Council of The West Indies and the Crown concluded that the documents broke their patronato rights and the Pope withdrew them, though they continued to circulate and be quoted by Las Casas and others who supported Indian rights.
According to Falkowski (2002) "Sublimus Dei" had the effect of revoking the bull of Alexander VI "Inter Caetera" but still leaving the colonizers the duty of converting the native people. Prein (2008) observes the difficulty in reconciling these decrees with "Inter Caetra".
Father Gustavo Gutierrez describes "Sublimus Dei" as "the most important papal document relating to the condition of native Indians and that it was addressed to all Christians". Maxwell (1975) notes that the bull did not change the traditional teaching that the enslavement of Indians was permissible if they were considered "enemies of Christendom" as this would be considered by the Church as a "just war". He further argues that the Indian nations had every right to self-defense. Stark (2003) describes the bull as "magnificent" and believes the reason that, in his opinion, it has belatedly come to light is due to the neglect of Protestant historians. Falola notes that the bull related to the native populations of the New World and did not condemn the transatlantic slave trade stimulated by the Spanish monarchy and the Holy Roman Emperor.
In 1545 Paul repealed an ancient law that allowed slaves to claim their freedom under the Emperor's statue on Capital Hill, in view of the number of homeless people and tramps in the city of Rome. The decree included those who had become Christians after their enslavement and those born to Christian slaves. The right of inhabitants of Rome to publicly buy and sell slaves of both sexes was affirmed. Stogre (1992) asserts that the lifting of restrictions was due to a shortage of slaves in Rome. In 1548 he authorized the purchase and possession of Muslim slaves in the Papal states.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Dominikaner
Ecclesiast
Franciskaner
Inkvisition
Kloster
Koncil
Luther
Nuntius
Pontifikat
Vatikan

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Dominikaner:

Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

Ecclesiast:

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Luther:

Martin Luther 1483-1546

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.


Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.



Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.



Martin Luther, 95 teser om afladen

Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517

Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517

Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.

I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.


1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.

2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.

2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.

3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.

3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.

4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.

5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.

8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.

11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.

12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.

13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.

15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.

16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.

16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.

22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.

24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.

24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.

25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.

26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.

28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.

29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.

30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.

31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.

32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.

36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.

38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.

39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.

40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.

42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.

44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.

45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.

48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.

49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.

50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.

51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.

52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.

57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.

58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.

59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).

61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.

62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.

63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.

64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.

64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.

65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.

65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.

66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.

66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.

67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.

68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.

69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.

70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.

70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.

71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.

72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.

73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,

74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.

76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.

77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.

77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.

78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.

78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.

79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.

79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.

80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.

81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.

81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.

82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.

84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?

84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?

85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?

85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?

86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?

86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?

87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?

87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?

88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?

88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?

89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.

91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.

92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.

92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.

93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.

93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.

94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,

95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.


Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.