Beskrivelse af Urban VIII, der var Pave i år 1623-1644

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Urban VIII - 1623-1644 :

Urban VIII (Urbano VIII)
Urban 8., Maffeo Barberini, 5.4.1568-29.7.1644, pave fra 6 Aug 1623 - 29 juli 1644. Han brugte store summer på at forskønne Rom og styrke forsvaret af Kirkestaten. I konflikten mellem de to store katolske magter under Trediveårskrigen, Frankrig og kejseren, var han i realiteten profransk. Han gjorde meget for at styrke katolsk mission, bl.a. ved grundlæggelsen 1627 af Collegium Urbanum i Rom (se evt efter Propagandakollegiet).
verdsligt navn Maffeo Barberini, var pave fra år 1623, hvor han blev valgt, frem til sin død i 1644.
Barberini stammede fra en velhavende, florentinsk købmandsfamilie. Som treårig mistede han sin far, men farbroren sørgede for hans uddannelse. Barberini gik på universitetet i Pisa, og købte sig så, med financiel støtte fra sin velstående farbror, embeder ved pavens hof. I to perioder var han pavelig Nuntius i Paris. Han blev kardinal i 1606. Konklavet, der valgte ham til pave sytten år senere, trak ud og var præget af de forskellige kardinalers forsøg på at forgive hinanden. Selv blev Urban alvorligt syg, og var overbevist om, at det skyldtes en buket forgiftede blomster, han blev tilsendt fra en af sine rivaler efter valget. Hans pavekroning måtte derfor udsættes noget.
I en alder af 55 år var han yngre end de fleste af sine forgængere, og udstyret med et hidsigt gemyt, han selv forsøgte at dæmpe ved hjælp af åreladninger. I løbet af sine 21 år på pavestolen regerede Urban uden at tåle modsigelser, så når han en sjælden gang sammenkaldte kardinalkollegiet, sendte medlemmerne hyppigt afbud for at undgå at komme i konflikt med ham. Urban udnyttede dette til at sikre slægtninge ikke mindre end 227 indbringende stillinger, hvad han på sit dødsleje nok udtrykte anger over, men døde uden at ordne op i. Under processen mod Galileo Galilei pressede han 22.juni 1633 Galilei til at afsværge sin teori om, at Jorden roterer om Solen. En bedre side ved Urban var hans interesse for Roms forskønnelse. Kunstværker finansieret af ham blev prydet med de bier, man finder i Barberiniernes våbenskjold, og man finder Urbans bier overalt i Rom, i alt ca 10.000.
Udgifterne til alle kunstværkerne måtte befolkningen dog pænt dele med ham, hvad der gav Urban tilnavnet papa Gabella (= Afgiftspaven). Da Urban udpegede Bernini til at igangsætte projektet med Trevi-fontænen, havde han indviklet pavestaten i en mængde krige, der havde tømt pengekassen. Fontænen måtte derfor finansieres af en afgift på vin. Urban gav også tilladelse til, at Cecilia Metellas gravmæle ved Via Appia blev plyndret. Det fremkaldte en storm af protester, og paven måtte opgive at plyndre Cecilia Metellas grav. Vinskatten måtte romerne dog leve med, selv om det eneste, Bernini fik foretaget sig, var at flytte den daværende Trevi-fontæne 200 meter, hen til dens nuværende placering, samt revet nogle bolighuse, så Urban kunne se fontænen oppe fra Quirinalpaladset.
Ved sin død var Urban 8. så forhadt, at mængden gik til angreb på hans statue på Kapitol. I Peterskirken anbragte man videre et undervægtigt brød med en seddel påskrevet ordene Per grazia ricevuta (= For modtaget nåde) på hans kiste. Det er ellers den indskrift, de troende satte på votivgaver ved helgenbilleder i taknemmelighed over en helbredelse. Men her harsellerede man med, hvordan Urban havde manipuleret brødets vægt for at få penge til sine projekter.

Efter en lang (19 juli-6 august), kvælende og omstridt Konklave blev Maffeo Barberini valgt, med 50 ud af 55 muligt stemmer for, at efterfølge Gregor XV. Født i Firenze i 1568 (døbt 5 Apr.), af en rig kommercielle familie veletableret i byen, han gik i skole med jesuitterne, studerede i Rom, er uddannet læge i love på Pisa (1589), og derefter, hjulpet af en onkel, der var protonotary apostolske, blev lanceret på en succesfuld karriere i curia gennem køb af en sekvenser af kontorer. Clement VIII udnævnt ham til guvernør i Fano i 1592 og derefter sendt ham til Frankrig som udsending ekstraordinære Henry IV (1589-1610) i 1601; Han var tilbage der nu titulær ærkebiskop af Nazareth, som Nuntius i 1604. For sine tjenester udnævnte Paul V ham kardinal præst i S. Pietro in Montorio i 1606 og beskytter af Skotland, biskop af Spoleto i 1608, legat af Bologna i 1611 og præfekt i Signatura i 1617.

Autoritære, meget bevidst om sin holdning, Urban holdt business i hans egne hænder og sjældent drøftet det med hans kardinaler: til at kompensere dem han gav dem rang af fyrsterne af kirken og en ret til titlen som 'eminence' (juni 1630). Ambassadører kommenterede hans diplomatiske greb og kvalitetssikring. En litterær feinschmecker og ejer af en fin bibliotek, han sammensat og offentliggjort velopbygget, hvis blomstrende, latinske vers og var også kompetent i græsk og hebraisk. En hensynsløs nepotist, han lavede en bror, (som var tilbageholdende med) og to nevøer kardinaler, avanceret andre brødre, og beriget dem alle så exorbitantly der i alderdommen han følte samvittighed-ramte og hørt teologer på hans brug af de pavelige indtægter. Han selv brugte overdådigt på forskønne Rom; han ansat Bernini at fuldføre den nye St Peter's, og på 18 Nov. 1626 han indviet den. Han var også bekymret for sikkerheden i byen og den pavelige, bygning Castelfranco på den nordlige grænse, styrkende havnen i Civitavecchia, styrkelse af Castel Sant' Angelo og udstyre det med Kanon lavet af bronze rippet fra Pantheon. Han valgte Castel Gandolfo, omkring 25 km syd-øst for Rom, for sommeren retreats, underholdende lærde der.

Urbans regeringstid var sammenfaldende med Trediveårskrigen (1618-48), når kardinal Richelieu (1585-1642) sigtede på fransk hegemoni i Europa og sejre i Gustavus Adolphus fra Sverige (1611 - 32) forstærket protestantismen i Tyskland. Trods sin utilsløret sympati for Frankrig og modvilje mod Spanien kæmpede han for at opretholde en urolig neutralitet mellem de konkurrencedeltagere, bevidst om sin rolle som den fælles far af kristenheden med pligt til at gribe ind for genoprettelsen af freden. Men på grund af hans dyb frygt for Habsburg dominans i Italien, hans politik var effektivt Pro fransk. Således han tilbageholdt indtil det var for sent at støtte hans forgænger havde givet til kejser Ferdinand II (1619 - 37), støttede den franske kandidat i Mantuan arvefølgekrig, og selv om arbejder for at forhindre, at Alliancen med Frankrig og protestantiske Sverige i 1631, tog ingen effektiv handling mod Richelieu indtil dets konsekvenser blev klart. Når Frankrigs åben indtræden i krigen i 1635 tvunget Ferdinand at give indrømmelser til protestanter i fred i Prag (30 maj 1635), han skylden alvorligt kejseren, men formane blot kardinal for at bevare freden; Det var tydeligt, at mens forklædt som neutral, han faktisk opbakning Frankrig. Nyheden om Gustavus' død i kamp (16 november 1632) var signalet til thanksgiving masserne i Rom, men resultatet af Urbans ensidige neutralitet var at afslutte modreformationen i imperiet.

Selvom overskygget af hans politiske engagement, fortjener Urbans kirkelige aktiviteter bemærkning. Han tog en personlig del i forbindelse med revisionen Breviary (1631), omskrivning mange af Salmerne selv. Han bosatte sig (1625, bekræftet 1634) de Kanoniske procedurer for Kanonisering og Beatifikation, og gav sin endelige form til bull i coena Domini, ordineret til læsning på skærtorsdag og notering angivne lovovertrædere under bandlysning. Han gav stærk støtte til missioner, stiftende (1627) Collegio Urbano for uddannelse missionærer, oprette en flersproget trykpresse, og forsendelse af missionærer til Fjernøsten; Han begyndte også at et palads, ved siden af Collegio Urbano til hus Propaganda. Han sanktioneret nye religiøse Ordener Visitation (1626) og Lazarists (1632) af St. Vincent de Paul (c. 1580 - 1660). For at overholde dekreterne af Trent insisterede han (1634) at biskopper, herunder kardinaler, skal opholde sig i deres stifter. Under ham Galileo Galilei (1564-1642), for år en personlig ven, blev dømt for anden gang og truet af tortur tvunget (22 juni 1633) i eminenti at afsværge det kopernikanske system, mens i Tyren (1642: udgivet juni 1643) Cornelius Jansen (1585 - 1638) Augustinus blev censureret i generelle vendinger. Debatten således udløst af denne berømte syntese af St Augustine (354-430) extremer synspunkter om nåde og prædestination var at agitere kirken i generationer.

Selv om han var dybt bekymret for den pavelige stats integritet, Urbans eneste succes her var hans indarbejdelse i det af Urbino (1625 - 31) som følge af den sidste hertug opgivelse af sin titel. I sin afsluttende år (1641 - 4), tilskyndet af grådighed af hans nevøer, han lov til selv at være involveret i en krig over den pavelige len af Castro under påskud af, at holderen, Odoardo Farnese, havde misligholdt sin gæld. ODOARDO fandt støtte i Frankrig og i en liga bestående af Venedig, Toscana, og Modena, og resultatet var pavens ydmygende nederlag. Smålige krigen imidlertid ført til ødelæggelse og lammet finanser for den pavelige stat. Det var lidt underligt, at den romerske befolkning, allerede brutalt undertrykt af hans fortabte ekstravagance, brød ind i riotous jubel over nyheden om hans død.

After a long (19 July - 6 Aug.), sweltering, contentious conclave Maffeo Barberini was elected, by 50 out of 55 possible votes, to succeed Gregory XV. Born at Florence in 1568 (baptized 5 Apr.), of a rich commercial family long established in the city, he went to school with the Jesuits there, was a student at Rome, graduated doctor of laws at Pisa (1589), and then, helped by an uncle who was protonotary apostolic, launched on a successful career in the curia through the purchase of a sequences of offices. Clement VIII appointed him governor of Fano in 1592 and then sent him to France as envoy extraordinary to Henry IV (1589 - 1610) in 1601; he was back there, now titular archbishop of Nazareth, as nuncio in 1604. For his services Paul V appointed him cardinal priest of S. Pietro in Montorio in 1606 and protector of Scotland, bishop of Spoleto in 1608, legate of Bologna in 1611, and prefect of the Signatura in 1617.

Authoritarian, keenly conscious of his position, Urban kept business in his own hands and rarely discussed it with his cardinals: to compensate them he gave them the rank of princes of the church and a right to the title of 'eminence' (June 1630). Ambassadors commented on his diplomatic grasp and assurance. A literary connoisseur and owner of a fine library, he composed and published well-constructed, if florid, Latin verses and was also competent in Greek and Hebrew. A reckless nepotist, he made a brother (who was reluctant) and two nephews cardinals, advanced other brothers, and enriched them all so exorbitantly that in old age he felt conscience-stricken and consulted theologians on his use of the papal revenues. He himself spent lavishly on beautifying Rome; he employed Bernini to complete the new St Peter's, and on 18 Nov. 1626 he consecrated it. He was also concerned for the security of the city and the papal state, building Castelfranco on the northern frontier, fortifying the port of Civitavecchia, strengthening Castel Sant' Angelo, and equipping it with cannon made of bronze ripped from the Pantheon. He chose Castel Gandolfo, some 25 km south-east of Rome, for summer retreats, entertaining scholars there.

Urban's reign coincided with the Thirty Years War (1618 - 48), when Cardinal Richelieu (1585 - 1642) was aiming at French hegemony in Europe and the victories of Gustavus Adolphus of Sweden (1611 - 32) reinforced Protestantism in Germany. In spite of his unconcealed sympathy for France and antipathy to Spain, he struggled to maintain an uneasy neutrality between the contestants, conscious of his role as the common father of Christendom with the duty to intervene for the restoration of peace. Yet because of his profound fear of Habsburg domination in Italy, his policy was effectively pro-French. Thus he withheld until it was too late the subsidies his predecessor had given to Emperor Ferdinand II (1619 - 37), supported the French candidate in the war of the Mantuan succession, and, although working to prevent the alliance of France and Protestant Sweden in 1631, took no effective action against Richelieu until its consequences became apparent. When France's open entry into the war in 1635 compelled Ferdinand to make concessions to the Protestants in the peace of Prague (30 May 1635), he severely blamed the emperor, but merely admonished the cardinal to keep the peace; it was evident that, while posing as neutral, he was actually backing France. The news of Gustavus' death in battle (16 Nov. 1632) was the signal for thanksgiving masses in Rome, but the outcome of Urban's one-sided neutrality was to bring the Counter-Reformation in the empire to a close.

Although overshadowed by his political involvement, Urban's Ecclesiastical activities deserve note. He took a personal part in revising the Breviary (1631), rewriting many of the hymns himself. He settled (1625, confirmed 1634) the canonical procedures for canonization and beatification, and gave its final form to the bull In coena Domini, prescribed for reading on Maundy Thursday and listing specified offenders subject to excommunication. He gave strong support to missions, founding (1627) the Collegio Urbano for training missionaries, setting up a polyglot printing press, and dispatching missionaries to the Far East; he also began a palace, next to the Collegio Urbano, to house Propaganda. He sanctioned new religious orders such as the Visitation (1626) and the Lazarists (1632) of St Vincent de Paul (c. 1580 - 1660). To comply with the decrees of Trent he insisted (1634) that bishops, including cardinals, should reside in their dioceses. Under him Galileo Galilei (1564 - 1642), for years a personal friend, was condemned for the second time and under threat of torture forced (22 June 1633) to abjure the Copernican system, while in the bull In eminenti (1642: published June 1643) Cornelius Jansen's (1585 - 1638) Augustinus was censured in general terms. The debate thus sparked off by this famous synthesis of St Augustine's (354 - 430) extremer views on grace and predestination was to agitate the church for generations.

Although he was deeply concerned for the integrity of the papal state, Urban's sole success here was his incorporation in it of Urbino (1625 - 31) as a result of the last duke's renunciation of his title. In his closing years (1641 - 4), egged on by the greed of his nephews, he allowed himself to be involved in a war over the papal fief of Castro on the pretext that its holder, Odoardo Farnese, had defaulted on his debts. Odoardo found support in France and in a league comprising Venice, Tuscany, and Modena, and the outcome was the pope's humiliating defeat. The petty war, however, led to devastation and crippled finances for the papal state. It was little wonder that the Roman populace, already cruelly oppressed by his prodigal extravagance, broke into riotous jubilation at the news of his death.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Breviar
Ecclesiast
Galilei
Kanon
Konklave
Nuntius

Breviar:

Breviar (lat. breviarium 'kort fortegnelse', af brevis 'kort') kaldes den latinske bønnebog, som ved de daglige gudstjenester (bedetimerne, horae canonicae) uden for messen og ved privatbøn skal bruges af alle romersk-katolske gejstlige af højere grad (fra underdiakoner og opefter). Breviarer omfatter gammeltestamentlige salmer, takke-, lov- og bedebønner, stykker af gammel og ny testamente samt af kirkefædrenes homilier, hymner osv.

Navnet kommer af latin brevis ('kort') og synes at hidrøre fra, at man allerede i gammel tid brugte en sammentrængt, til dels med afkortninger skrevet samling af bønner, skriftstykker m.m. Disse samlinger blev efterhånden temmelig lange og uensartede, hvorfor Gregor VII afkortede dem til Breviarium Romanum (1074), som man i de følgende århundreder søgte at skaffe enegyldighed, uden at det dog lykkedes. Enheden skaffedes først til veje af Pius V ved det 1568 udgivne reviderede Breviarium Romanum, der senere er undergået nye revisioner 1602 og 1631.

Herover: Kølnerbreviaret, 12. eller 13 årh. Biblioteket ved Helsinki Universitet

Et breviar består af fire dele, efter de fire årstider; hvert af disse afsnit falder igen i fire dele: Psalterium, salmer for de syv ugedage; Proprium de tempore for kristusfesterne; Proprium de sanctis for helgenfesterne; Commune sanctorum for de fester der ikke har særlige bønneformularer. Dertil kommer endnu adskillige tillæg: bønner til Jomfru Maria og for de afdøde, bodssalmerne, bordbøn, rejsebøn osv. Også den græsk-katolske kirke har sit breviar, der kaldes horologion.

Ecclesiast:

Galilei:

Galileo Galilei brugte for over 400 år siden en kikkert til at studere stjernerne. Han ændrede videnskaben for altid og blev samtidig symbol på sammenstødet mellem tro og videnskab

I foråret 1609 nåede et rygte den lange vej fra Nederlandene til Padova i Norditalien: En nederlandsk brillemager havde konstrueret et apparat, som kunne forstørre det, man så. Rygtet inspirerede videnskabsmanden Galileo Galilei til at bygge en sådan kikkert, og sidst på året rettede han den op mod stjernehimlen.

Galileis kikkert kunne forstørre et objekt tre gange. Dermed var den lige så effektiv som en lille teaterkikkert i dag, mens moderne astronomiske kikkerter forstørrer objektet 10.000 gange. Ikke desto mindre var Galilei i stand til som den første i verden at se månens bjerge, Mars iskalotter og Jupiters fire største måner.

Nu er det nok de færreste, som har et særlig fortroligt forhold til Io, Europa, Ganymedes og Callisto, de fire galileiske måner, som kredser om planeten Jupiter. Derfor kræver det en nærmere forklaring, før vi forstår, hvor betydningsfuld og farlig Galileis opdagelse var:

• Den kendsgerning, at der er måner, som roterer om Jupiter, skaber en analogi til, at planeter roterer om solen. Dermed var der gjort en iagttagelse, der tjente som argument for Kopernikus verdensbillede.

Allerede omkring 100 år før havde den polske videnskabsmand Kopernikus formuleret en teori om, at jorden ikke var altings omdrejningspunkt, men at vores planet roterer om solen. Langt ind i 1600-tallet var denne teori omdiskuteret, fordi den modsiger Bibelen.

Der er flere passager i Bibelen, der eksplicit siger, at jorden står stille, men da Kopernikus fremsatte sin teori, blev den ikke opfattet som kættersk. Allerede dengang var der teologer, som talte for, at Bibelen er skrevet for længe siden henvendt til jævne folk, og at alle ord ikke skal tages bogstaveligt, forklarer Helge Kragh og tilføjer:

Kopernikus havde leveret en teori, men han havde ingen fysik til at begrunde den med. Galilei hævdede, at han kunne forklare, hvordan det hang sammen. Og først da blev teorien anset for kættersk.

Tycho Brahe havde allerede, inden Galilei så Jupiters måner, udviklet den teori, at jorden står stille, men at de øvrige himmellegemer roterer om solen.
Dette verdensbillede undlod Galilei helt at kommentere på, fordi det ødelagde hans argumentation.

I 1610 udgav Galilei et værk om sine første observationer, som gjorde ham kendt i den videnskabelige verden. I 1613 fulgte han efter med et værk, som blandt andet beskrev opdagelsen af solpletter, som heller ikke skulle findes ifølge Bibelen, men som efterfølgende blev bekræftet af jesuitiske astronomer. Først senere begyndte kirkelige kredse at agitere imod Galilei, og selvom han udgav et teologisk skrift, der argumenterede for, at Kopernikus teori ikke anfægter Bibelen, blev teorien i februar 1616 erklæret kættersk af den katolske kirke.
Ifølge forskere i 1500- og 1600-tallets videnskab og kultur, var det ikke en enig kirke, der stod bag.

Situationen var en anden i Europa i 1616, end den havde været, da Kopernikus formulerede sin teori. Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter var under opsejling, og den katolske kirke var blevet meget ømfindtlig over for teorier, der satte spørgsmålstegn ved den rette lære, der er inden for Galilei-forskningen ligefrem teorier om, at en hemmelig liga havde udset sig Galilei som offer i en kamp om magten inden for kirken.

Straffen var i første omgang mild. Erklæringen i 1616 var mere en mundkurv end en afklapsning. Og kirken lagde op til, at det stadig var legalt at beskrive Kopernikus teori, blot den blev set som et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden.

Derfor troede Galilei måske, at han holdt sig inden for rammerne, da han i 1633 udgav bogen Dialogo. Bogen var bygget op som en debat mellem tre personer. Én repræsenterer det gamle verdensbillede med jorden i centrum, en anden er i tvivl og en tredje argumenterer for Kopernikus verdensbillede. Galilei lod den første få det sidste ord og gå af med sejren. Men hans argumentation var så svag, at enhver kunne læse sig til, at den reelle vinder var Kopernikus-tilhængeren.

Først nu blev Galilei personligt stillet til ansvar. Man kan roligt sige, at han var advaret.
Galilei blev kaldt til Rom, forhørt og i en kort periode også fængslet. Over for en kirkelig proces måtte han den 23. juni 1633 afsværge troen på solen som omdrejningspunkt for jorden.

Resten af sit liv levede Galilei i husarrest i hjemmet nær Firenze. I forhold til andre personer, der på samme tid blev dømt af inkvisitionen, slap han dog relativt billigt. Han fik mulighed for at fortsætte sit videnskabelige arbejde og fik besøg af flere af tidens store europæiske tænkere. I 1642 døde han, 78 år gammel.

Set på 400 års afstand er Galilei både kendt som en af grundlæggerne af moderne fysik og som symbolet på videnskabsmanden, der tvinges til at fornægte sin viden af hensyn til kirkens tro.

Der er ingen tvivl om, at processen mod Galilei har gjort ham mere kendt. Men til at begynde med fik kirkens voldsomme modstand mod hans videnskab den effekt, at den ikke blev udbredt. Over hele Europa sad videnskabsmænd og måtte holde igen og være forsigtige for ikke at lide samme skæbne som Galilei.

Selvom katolikker og protestanter sloges på det tidspunkt var de to kirkelige retninger enige om, at den nye videnskab var et upassende anslag mod Bibelens lære. Blot havde den protestantiske kirke ikke magtmidler til at føre proces mod videnskabsfolk.

Opfattelsen af jorden som centrum var udbredt blandt teologer i mange år endnu, selvom videnskabens anerkendelse af Kopernikus og Galilei slog igennem i sidste halvdel af 1600-tallet.

Så sent som i 1837 benægter en vis dansk teolog ved navn N.F.S. Grundtvig det kopernikanske verdensbillede. Men på det tidspunkt var der dog ingen, der tog ham alvorligt, siger Helge Kragh.

Den katolske kirke har haft sværere ved at gøre op med fortiden, men i 1979 erklærede pave Johannes Paul II, at det var forkert af kirken at dømme Galilei.

Så sent som i 1990 holdt den daværende kardinal Ratzinger en tale, hvori han refererede til et forsvar for kirkens proces mod Galilei. Dette blev af kritikere udlagt som, at kardinalen selv ønskede at forsvare processen i 1633.

Kardinalen, der i dag er pave Benedikt XVI, har dog umiddelbart op til astronomiåret udtalt sin hyldest til Galilei for at have hjulpet de troende til bedre at forstå og med taknemmelighed tænke over Herrens værk. Og til foråret vil Vatikanet gennemgå hele Galilei-sagen igen på en international konference.

Dermed ser det ud til, at en af de berømteste kontroverser mellem tro og videnskab bliver afsluttet 400 år efter, at Galilei så himlen gennem sin kikkert.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.