|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
.jpeg)
|
Gregor XV - 1621-1623 :
Gregor XV (Gregorio XV)
Gregor 15., Alessandro Ludovisi, 9.1.1554-8.7.1623, pave fra 9 Februar 1621 - 8 juli 1623. I 1612 blev han ærkebiskop af Bologna, i 1616 kardinal. Han oprettede i 1622 Propagandakongregationen, som koordinerede det katolske missionsarbejde, og helgenkårede samme år Ignatius af Loyola, Filippo Neri, Francisco Xavier og Teresa de Jesús.
Han udnævner i 1622 på foranledning af den franske dronning Maria af Medici (Ludvig 13.'s moder) Richelieu til kardinal og samme år Kanoniserer han Jesuiterordenens stifter Ignatius Loyola.
Han var meget interesseret i missionsarbejdet og indstiftede "Propaganda Fide" for at understøtte dette arbejde. "Propaganda Fide" har hjemme i et stort palads, hvor både Bernini og Borromini har ydet væsentlige bidrag til arkitekturen. Pavens nevø kardinal Ludovico Ludovici stillede penge til rådighed for opførslen af jesuitterkirken S. Ignazio.
Søn af Grev Pompeio, Alessandro Ludovisi blev født i Bologna på 9 Jan. 1554, studerede humaniora på romerske College under jesuitterne (1569 - 71), og uddannet læge i love på Bologna i 1575. Derefter tog han hellige ordrer, og curia var hurtig til at bruge sine talenter. Han fik en række mere og mere ansvarlige juridiske stillinger, og deltog i vanskelige diplomatiske missioner, fx til Polen og til Benevento. Udpegede ærkebiskoppen af Bologna i 1612, han forhandlet fred mellem Charles Emmanuel af Savoyen (1580 - 1630) og Philip III af Spanien (1598 - 1621) i 1616, modtager en kardinal hat i anerkendelse (kardinal præst i Sta Maria i Traspontina, 19 Sept.). Hovedsagelig gennem lobbyvirksomhed af kardinal Scipione Borghese Caffarelli, Paul V nevø, blev han valgt af anerkendelse som sin efterfølger. Allerede 67 og svagelige i sundhed, men elskede for sin venlighed, han havde brug for en energisk samarbejdspartner og straks fandt en i sin 25-årige nevø Ludovico Ludovisi, hvem han lavede en kardinal dagen efter sin kroning. Denne geniale, kræsen ung mand havde alle de nødvendige drev, fantasifulde alsidighed og cool mod, og chief æren for Gregorys resultater tilhører ham. Til gengæld hans onkel dynget hæder og rigdom på ham; sidstnævnte han brugte til aggrandize sig selv og til at bygge kirker, villaer og kunstgallerier, samt at fremme velgørende organisationer.
Den første Jesuit uddannet pave, Gregor, og Ludovico ligeledes stræbte ikke kun for at fortsætte den indvendige fornyelse af kirken, men for at genvinde jorden det havde mistet. To af hans strengt kirke foranstaltninger var af ekstraordinær betydning. Først, for at imødekomme udbredt kritik af pavelige valg og de påvirkninger, lagt pres på dem, han reorganiserede deres procedure i mindste detalje, dekretere (Aeterni patris filius: 15 november 1621, og Decet Romanum pontificem: 12 Mar. 1622), mens ikke bør udelukkes, acclaim, valg bør normalt ske efter lukningen af Konklave, og at afstemningen bør ved hemmelig skriftlig afstemning. Den reviderede ordning, er selv om det tog århundreder at fjerne politiske pres udefra for helt, forblevet stort set uændret. For det andet, for at give kirken en supreme central myndighed der dækker hele missionsmarken, han grundlagde (6 Jan. 1622) den hellige Congregation for udbredelsen af troen; 22 juni underskrev han bull Inscrutabili divinae providentiae processkrift det. Tretten kardinaler blev tildelt det; dets ledende idé var, at paven som universal hyrde for sjælene, havde en overordnede ansvar for formerings troen. Det var at være organ for at koordinere missionær virksomhed ikke kun i hedenske lande, hidtil har overvåget af katolske regenter (hvis livlige modstand det nu stødt), men også i lande, der var blevet protestantiske og havde mistet deres hierarkier. Det er således udviklet i hovedkvarteret for modreformationen.
I den politiske verden Gregor gik over til offensiven: når du sender biskop Carlo Carafa som Nuntius til det kejserlige Hof, han bestilt ham til at vinde over kejseren og de katolske fyrster til aktiv støtte fra katolske restaurering. Formålet med pavedømmet, var da han så det, at fremme og opretholde sammenhold blandt de katolske beføjelser. Således at bistå kejser Ferdinand II (1619-37) og den katolske Liga til at udnytte deres sejr over de protestantiske kurfyrsten Frederick V (1596 - 1632) nær Prag på 8 Nov. 1620, han gav massive finansielle tilskud; mens Carafa så det at protestantismen blev knust og katolicismen genindført i Bøhmen. Igen gennem Carafa, hjulpet af Capuchin hyacint Casale, han konstruerede at værdighed af kurfyrsten Palatine, forladt af Frederick V, blev overført (Feb. 1623) til Maximilian I af Bayern (1573 - 1651). Det han så som en triumf for kirken, for katolicismen nu havde et flertal blandt de fem Palatine vælgere. Til gengæld præsenteret en taknemmelig Maximilian ham med biblioteket i Heidelberg, med sin dyrebare manuskripter. I mellemtiden pressede han Philip III af Spanien til at bryde de tolv års våbenhvile i Nederlandene. I Frankrig han opmuntret de anti-calvinistiske politikker af regeringen, og viste sin tilfredshed med sine succeser ved rejsning Paris (oktober 1622) i en metropolitan see. I den strategiske område i Valtellina, mellem Frankrig og Spanien, han fik sig accepteret som mægler og besatte område med pavelige tropper, derved at forebygge krig mellem de to magter og bevare troen på de katolske indbyggere. I England var han parat til at sanktionere et ægteskab, (som i virkeligheden aldrig fandt sted) mellem prins Charles, arving af James I og senere Charles I, og Infanta Maria Spanien til gengæld for et løfte om en betydelig opblødning af straffelove mod Jamess katolske fag.
Gregorys korte regeringstid var af stor betydning for de katolske genoplivning. Det var passende, at ved en overdådig ceremoni på 12 Mar. 1622, han Kanoniseret flere af sine helte: Teresa af Avila (1515 - 82), Ignatius Loyola (1491-1556), Philip Neri (1515-95), og Francis Xavier (1506 - 52), en af de største kristne missionærer.
Pave Gregor XV blev født i Bologna Pompeo Ludovisi, Greven af Samoggia, nu Savigno i Bologna provinsen, og af Camilla Bianchini, at være en af syv børn.
Pave Gregor XV med hans kardinal-nevø af hidtil uset indkomst og myndighed, Ludovico Ludovisi, kendt som il cardinale padrone.
Uddannet på den romerske College drives af jesuitter i Rom, gik han til universitetet i Bologna at få grader i canon og romerretten, juni 1575. Hans tidlige karriere var som en pavelig jurist i Rom, og der er ingen beviser, at han var blevet ordineret. I marts 1612, dog indviet pave Paul V udpegede ham som ærkebiskop i Bologna, hvor han var formentlig ordineret og derefter han var en biskop på 1 maj samme år.
I August 1616 sendte paven ham som Nuntius til Hertugdømmet Savoyen, at mægle mellem Charles Emmanuel I, hertugen af Savoyen og Philip III af Spanien i deres tvist vedrørende Gonzaga Marquisate af Montferrat. I September 1616 lavet Paul ham Cardinal præst, sin licenshaverens kirke er Santa Maria i Traspontina. Ludovisi forblev i sin biskoppelige Se i Bologna, indtil han gik til Rom efter død af pave Paul til at deltage i den Konklave, hvor han blev valgt som pave.
På tidspunktet for sit valg, hovedsagelig gennem påvirkning af kardinal Borghese, så på sin fremskredne alder (han var 67) og med sin svage sundhedstilstand han på én gang at han skulle bruge en energisk mand, i hvem han kunne placere implicit tillid, til at hjælpe ham i regeringen i kirken. Hans nevø Ludovico Ludovisi, en ung mand på 25 år, syntes ham at være den rigtige person, og med risiko for at blive anklaget for nepotisme, han skabte ham kardinal på den tredje dag af sin Pontifikat. Samme dag blev hans yngste bror Orazio udpeget Captain General af kirken i spidsen for den pavelige hær.
Fremtiden afslørede, at Gregor XV ikke blev skuffet i sin nevø. Den katolske Encyclopedia giver mulighed for at "Ludovico, det er sandt, avanceret interesser af hans familie på enhver mulig måde, men han også brugte sin strålende talenter og sin stor indflydelse for velfærd for kirken, og var oprigtigt hengivne til paven." Gregor sikret for Ludovisi to hertugdømmer, en for sin bror Orazio, lavet en Nobile Romano og hertug af Fiano Romano, 1621, og den anden, hertugdømmet Zagarolo, købt fra familien Colonna af sin nevø Ludovico Ludovisi i 1622. En anden nevø, Niccolò, blev gjort regerende prins af Piombino og Herren af Isola d'Elba i 1634, der blev gift med arving, 30 marts 1632.
Gregor blandede sig lidt i europæisk politik, ud over bistå Ferdinand II, kejser, og den katolske Liga mod protestanter--til tonerne af en million guld dukater--samt Sigismund III Vasa, kongen af den polsk-litauiske realunion, mod det osmanniske rige. Hans erklæring mod troldmænd og hekse (Omnipotentis Dei, 20 marts 1623) var den sidste pavelige ordinance mod hekseri. Tidligere straffe blev mindsket, og dødsstraf var begrænset til dem, der var "bevist har indgået en kompakt med Djævelen og har begået drab med hans bistand" (CE).
Han var en lærd teolog og manifesteret en reform ånd. Som et eksempel reguleret sin pavelige Bulle af 15 November 1621, Aeterni Patris, pavelige valg, som fremover skulle være ved hemmelig afstemning; tre metoder til valget var tilladt: kontrol, kompromis og kvasi inspiration. På 6 januar 1622 etablerede han kongregationen for udbredelsen af troen, missionær armen af Pavestolen. Hans Pontifikat var præget af canonizations af Teresa af Avila, Francis Xavier, Ignatius Loyola, Philip Neri og Isidore landbrugeren. Han salig også Aloysius Gonzaga og Peter af Alcantara. Han var indflydelsesrige i at bringe Bolognese kunstner Guercino til Rom, en milepæl i udviklingen af den høje barok stil. Han sad i sit portræt buster, både af Gian Lorenzo Bernini og Alessandro Algardi, hvis tilbageholdende buste i en tondo er i kirken Santa Maria in Vallicella.
Gregor XV døde i Quirinal-paladset på 8 juli 1623, og blev begravet i kirken Sant'Ignazio. Han blev efterfulgt af pave Urban VIII.
Son of Count Pompeio, Alessandro Ludovisi was born at Bologna on 9 Jan. 1554, studied liberal arts at the Roman College under the Jesuits (1569 - 71), and graduated doctor of laws at Bologna in 1575. He then took holy orders, and the curia was quick to use his talents. He was given a series of increasingly responsible judicial posts, and took part in delicate diplomatic missions, e.g. to Poland and to Benevento. Nominated archbishop of Bologna in 1612, he negotiated peace between Charles Emmanuel I of Savoy (1580 - 1630) and Philip III of Spain (1598 - 1621) in 1616, receiving a cardinal's hat in recognition (cardinal priest of Sta Maria in Traspontina, 19 Sept.). Largely through lobbying by Cardinal Scipione Borghese Caffarelli, Paul V's nephew, he was elected by acclaim as his successor. Already 67 and frail in health, but beloved for his kindness, he needed an energetic collaborator and immediately found one in his 25-year-old nephew Ludovico Ludovisi, whom he made a cardinal the day after his coronation. This brilliant, fastidious young man had all the necessary drive, imaginative versatility, and cool courage, and the chief credit for Gregory's achievements belongs to him. In return his uncle heaped honours and riches on him; the latter he used to aggrandize himself and to build churches, villas, and art galleries, as well as to promote charities.
The first Jesuit-trained pope, Gregory, and Ludovico equally, strove not only to continue the inner renewal of the church but to regain ground it had lost. Two of his measures in the strictly church sphere were of exceptional significance. First, to meet widespread criticism of papal elections and the influences brought to bear on them, he reorganized their procedure in minutest detail, decreeing (Aeterni patris filius: 15 Nov. 1621, and Decet Romanum pontificem: 12 Mar. 1622) that, while acclaim should not be excluded, elections should normally take place after the closure of the conclave, and that voting should be by secret written ballot. The revised system, although it took centuries to eliminate outside political pressures entirely, has remained virtually unaltered. Secondly, in order to provide the church with a supreme central authority covering the whole mission field, he founded (6 Jan. 1622) the Sacred Congregation for the Propagation of the Faith; on 22 June he signed the bull Inscrutabili divinae providentiae instituting it. Thirteen cardinals were assigned to it; its guiding idea was that, as universal shepherd of souls, the pope had an overriding responsibility for propagating the faith. It was to be the organ for coordinating missionary enterprise not only in heathen lands, hitherto supervised by Catholic sovereigns (whose lively resistance it now encountered), but also in countries which had become Protestant and had lost their hierarchies. It thus developed into the headquarters of the Counter-Reformation.
In the political world Gregory went over to the offensive: when sending Bishop Carlo Carafa as nuncio to the imperial court, he commissioned him to win over the emperor and the Catholic princes to active support of Catholic restoration. The objective of the papacy, as he saw it, was to promote and maintain unity among the Catholic powers. Thus to assist Emperor Ferdinand II (1619 - 37) and the Catholic League to exploit their victory over the Protestant elector Frederick V (1596 - 1632) near Prague on 8 Nov. 1620, he provided massive financial subsidies; while Carafa saw to it that Protestantism was crushed and Catholicism reimposed in Bohemia. Again through Carafa, aided by the Capuchin Hyacinth of Casale, he contrived that the dignity of Elector Palatine, vacated by Frederick V, was transferred (Feb. 1623) to Maximilian I of Bavaria (1573 - 1651). This he saw as a triumph for the church, for Catholicism now had a majority among the five Palatine electors. In return a grateful Maximilian presented him with the library of Heidelberg, with its precious manuscripts. Meanwhile he pressed Philip III of Spain to break the twelve years' truce in the Netherlands. In France he encouraged the anti-Calvinist policies of the government, and showed his satisfaction at its successes by erecting Paris (Oct. 1622) into a metropolitan see. In the strategic territory of the Valtellina, disputed between France and Spain, he got himself accepted as arbiter and occupied the territory with papal troops, thereby preventing war between the two powers and safeguarding the faith of the Catholic inhabitants. In England he was prepared to sanction a marriage (which in fact never took place) between Prince Charles, heir of James I and later Charles I, and the Infanta Maria of Spain in return for the promise of a substantial softening of the penal laws against James's Catholic subjects.
Gregory's short reign was of great significance for the Catholic revival. It was appropriate that, at a sumptuous ceremony on 12 Mar. 1622, he canonized several of its heroes: Teresa of Avila (1515 - 82), Ignatius Loyola (1491 - 1556), Philip Neri (1515 - 95), and Francis Xavier (1506 - 52), one of the greatest of Christian missionaries.
Pope Gregory XV (Latin: Gregorius XV; 9 January or 15 January 1554 - 8 July 1623), born Alessandro Ludovisi, was the head of the Catholic Church from 9 February 1621 to his death in 1623.
He was born in Bologna to Pompeo Ludovisi, Count of Samoggia, now Savigno in the Province of Bologna, and of Camilla Bianchini, being one of seven children.
Pope Gregory XV with his cardinal-nephew of unprecedented income and authority, Ludovico Ludovisi, known as il cardinale padrone.
Educated at the Roman College run by the Jesuits in Rome, he went to the University of Bologna to get degrees in canon and Roman law, June 1575. His early career was as a papal jurist in Rome, and there is no evidence that he had been ordained. In March 1612, however, Pope Paul V appointed him as the Archbishop of Bologna, for which he was presumably ordained and then he was consecrated a bishop on 1 May of that year.
In August 1616 the pope sent him as nuncio to the Duchy of Savoy, to mediate between Charles Emmanuel I, Duke of Savoy and Philip III of Spain in their dispute concerning the Gonzaga Marquisate of Montferrat. In September 1616, Paul created him Cardinal Priest, his titular church being Santa Maria in Traspontina. Ludovisi remained in his episcopal see in Bologna until he went to Rome after the death of Pope Paul to take part in the conclave at which he was chosen as pope.
At the moment of his election, chiefly through the influence of Cardinal Borghese, at his advanced age (he was 67) and with his weak state of health he saw at once that he would need an energetic man, in whom he could place implicit confidence, to assist him in the government of the Church. His nephew Ludovico Ludovisi, a young man of 25 years, seemed to him to be the right person and, at the risk of being charged with nepotism, he created him cardinal on the third day of his pontificate. On the same day, his youngest brother Orazio was appointed Captain General of the Church at the head of the papal army.
The future revealed that Gregory XV was not disappointed in his nephew. The Catholic Encyclopedia allows that "Ludovico, it is true, advanced the interests of his family in every possible way, but he also used his brilliant talents and his great influence for the welfare of the Church, and was sincerely devoted to the pope." Gregory secured for the Ludovisi two dukedoms, one for his brother Orazio, made a Nobile Romano and Duke of Fiano Romano, 1621, and the other, the Duchy of Zagarolo, purchased from the Colonna family by his nephew Ludovico Ludovisi in 1622. A second nephew, Niccolò, was made reigning Prince of Piombino and Lord of the Isola d'Elba in 1634, having married the heiress, 30 March 1632.
Gregory interfered little in European politics, beyond assisting Ferdinand II, Holy Roman Emperor, and the Catholic League against the Protestants--to the tune of a million gold ducats--as well as Sigismund III Vasa, King of the Polish-Lithuanian Commonwealth, against the Ottoman Empire. His Declaration against Magicians and Witches (Omnipotentis Dei, 20 March 1623) was the last papal ordinance against witchcraft. Former punishments were lessened, and the death penalty was limited to those who were "proved to have entered into a compact with the devil, and to have committed homicide with his assistance" (CE).
He was a learned theologian and manifested a reforming spirit. As an example, his papal bull of 15 November 1621, Aeterni Patris, regulated papal elections, which henceforth were to be by secret ballot; three methods of election were allowed: by scrutiny, compromise and quasi-inspiration. On 6 January 1622, he established the Congregation for the Propagation of the Faith, the missionary arm of the Holy See. His pontificate was marked by the canonizations of Teresa of Avila, Francis Xavier, Ignatius Loyola, Philip Neri and Isidore the Farmer. He also beatified Aloysius Gonzaga and Peter of Alcantara. He was influential in bringing the Bolognese artist Guercino to Rome, a landmark in the development of the High Baroque style. He sat for his portrait busts, both by Gian Lorenzo Bernini and by Alessandro Algardi, whose restrained bust in a tondo is in the Church of Santa Maria in Vallicella.
Gregory XV died in the Quirinal Palace on 8 July 1623, and was buried in the Church of Sant'Ignazio. He was succeeded by Pope Urban VIII.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Bulle
Kanon
Konklave
Nuntius
Pontifikat
Bulle:[ - ]
Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl.
Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).
[ - ]
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Konklave:[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.
Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.
[ - ]
Nuntius:[ - ]
Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.
Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.
Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
2246
|
