Beskrivelse af Innocens XII, der var Pave i år 1691-1700

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Innocens XII - 1691-1700 :

Innocens XII (Innocenzo XII) Pave Innocens XII (1691-1700)
Han efterfølger Pave Alexander VIII og efterfølges af Pave Clemens XI
Pave Innocent XII (Latin: Innocentius XII; 13 marts 1615 - 27 September 1700), født Antonio Pignatelli, var leder af den katolske kirke fra 12 juli 1691 til sin død i 1700.

Tidlige liv
Pignatelli blev født den 13 marts 1615 i Spinazzola (nuværende Puglia) hos en af de mest aristokratiske familier i Kongeriget Napoli, som omfattede mange vicekonger, og ministre i kongeriget. Han blev uddannet på Jesuiterordenens skole i Rom.
I en alder af 20 blev han ansat ved domstolen af pave Urban VIII. Han var efterfølgende udsendt af paven til Firenze, Wien og Polen. Senere kom han til Malta hvor han fungerede som inkvisitor.
Pave Innocens XII's fødenavn var Antonio Pignatelli og han stammede fra en adelsfamilie fra Napoli med rødder tilbage til 1100-tallet og grene i flere lande og områder, blandt andet i Spanien med grenen Pignatelli Aragona Cortes, hvorfra den i 1954 helgenkårede San Giuseppe Maria Pignatelli (1737-1811) stammede, og fra Syditalien hvorfra Antonio's familie kom.
Antonio Pignatelli blev født i 1615 i borgen i Spinazzola i nærheden af Bari som søn af Francesco Pignatelli, der var Greve af di Cerchiara og Spinazzola, og Porzia Carafa, hvorved Francesco i 1629 også arvede titlen Prins af Minervino.
Den unge prins fik en god uddannelse, han studerede ved Collegio Romano i Rom og tog en doktorgrad i kirke- og civilret, og gik derpå i Kirkens tjeneste i sin hjemegn. Han fik dog snart også andre hverv overdraget, som Vice-legat i Urbino fra 1643-1644, Guvernør over Fani omkring 1645, Inkvisitor på Malta fra 1646-1649 og Guvernør i Viterbo i 1650.
I år 1652 blev Antonio Ærkebiskop af Larissa og i 1671 af Lecce. I de mellemliggende år havde han talrige gange være udsendt som pavelig Nuntius til blandt andet Polen og Østrig.
I 1681 blev han af Pave Innocens XI udnævnt til Kardinalpræst ved San Pancrazio og som Kardinal måtte han have en standsmæssig bolig i Rom, hvor han lod opføre Palazzo Pignatelli på Quirinalhøjskråningen ved Magnanapoli, den gamle Via Biberatica og Piazza delle Tre Cannelle. Huset står der den dag idag og selvom det blev meget ombygget ved anlægget af nutidens Via IV Novembre, er der stadig bevaret den store trappe og tronsalen, hvor Kardinalen gav audiens.
Som Kardinal kom Antonio Pignatelli til at deltage i 2 Konklaver, det i 1689, hvor Alexander VIII blev valgt, og det 7 måneder lange Konklave i 1691.
I 1686 blev Antonio Pignatelli udnævnt til Ærkebiskop i Napoli og dette hverv bestred han indtil han i 1691 - efter det længste Konklave i århundredet - blev valgt til Pave og tog navnet Innocens XII efter den Pave, som havde gjort ham til Kardinal i 1681.
Den nye Pave blev valgt den 12. Juli og kronet den 15. Juli. Da han var en stærk modstander af nepotisme, skikken med at "forgylde" slægt og venner med høje embeder og titler, udsendte han året efter, den 22. Juni 1692, Bullen "Romanorum decet Pontificem", hvor det forbydes paverne at gøre mere end ét familiemedlem til Kardinal og at embedets afkast skulle være af beskeden størrelse. Pignatelli-familiens "fingeraftryk" i Rom er derfor ikke så tydeligt som mange andre adelsfamiliers.
Som følge af denne politik var der blandt de 30 Kardinaler, som Innocens XII udnævnte i de 4 koncistorier den 12. December 1695, den 22. Juli 1697, den 14. November 1699 og den 21. Juni 1700 ikke én eneste med efternavnet Pignatelli. Derimod var den første Kardinal, som Pavens efterfølger Clemens XI udnævnte i 1703, den tidligere Paves nevø, Biskoppen i Napoli, Francesco Pignatelli.
Innocens XII havde fine menneskelige egenskaber, han var gavmild og godgørende mod de fattige og folk i nød. Da Lateran-palæ'et stod tomt, lod han det indrette til bolig for uarbejdsdygtige kvinder, mens mændene blev huset i Ospizio di San Michele ved Ripa Grande.
1695 var et slemt år for Rom. Byen blev offer for både pest, jordskælv og en voldsom oversvømmelse af floden, og den pavelige kasse tømtes til brug for almisser og hjælp til de ulykkesramte. Denne indlevelse i småfolks kår gjorde Innocens XII elsket af folket, som kaldte ham en "papa buono", mens byens satirikere i deres skriverier ophængt på statuen Pasquino kaldte ham "Pulcinella", som er den napolitanske figur i maskekomedierne, både fordi han stammede fra Napoli og på grund af hans lighed med masken med den lange næse og fipskægget.
Der var dog også kritiske røster mod Paven. Flere adelsfamilier følte nu deres berigelsesmuligheder begrænset, da Kardinalerne ikke mere måtte give deres slægtninge udnævnelser og givtige poster. De klagede over de pragtfulde fester, som nu ikke mere blev afholdt og at byen føltes som et Kloster. Og da Paven lod Teatro di Tor di Nona nedrive, blev han også kritiseret af Pasquino. Innocens XII nøjedes dog ikke med at rive ned, han grundlagde toldstationen Dogana Marittima ved Ripa Grande og samlede domstolene i Curia Innocenziana i Palazzo di Montecitorio.
Især den religiøse reform lå ham på sinde og han gav en række regler for præsternes klædedragt og åndelige øvelser, men også her rejste der sig kritiske røster fra hans modstandere. Det satte dog ikke en stopper for Pavens arbejde og han udvidede missionen i Amerika, Asien. Afrika og Kina. Problemerne mellem den franske Konge og Pavemagten blev løst med et kompromis og forholdet til den spanske trone var så godt, at Karl II spurgte Paven til råds om sin efterfølger, da han ikke selv havde arvinger.
Det var således - i hvert fald tilsyneladende - et Europa i fred, som Innocens XII oplevede i sit sidste år, da han fejrede Jubelåret 1700. Men hans kræfter var brugt op og den 27. September 1700 døde han. Innocens XII blev begravet i Peterskirken i en beskeden sarkofag, som han selv havde ønsket det.
Senere lod Pave Benedikt XIV ham flytte til en mere standsmæssig begravelse i et monument mellem Cappella di San Sebastiano og Cappella del Santissimo Sacramento. Over døren er her mellem 2 søjler en kunstfærdig udsmykket sarkofag i marmor med forgyldte bogstaver: Innocentius XII Pignatelli, mellem 2 allegoriske statuer af Barmhjertigheden (til venstre) og Retfærdigheden (til højre). Over sarkogen er der en statue af den siddende og velsignende Pave. Monumentet er tegnet af Ferdinando Fuga og udført af Francesco della Valle. Nedenunder, i dørens gavlfelt, fortælles om Innocens XII's grandnevø, Kardinal Vincenzo Petra, som i 1745 fik tilladelse af Pave Benedikt XIV til at flytte onklens rester fra den enkle grav, som han selv havde bestemt, til dette udstyrsstykke i ædle og sjældne marmorsorter.
Efter Innocens XII's død gik et nyt Konklave hurtigt i gang og valgte snart derpå Clemens XI til pave (1700-1721).

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.