Beskrivelse af Innocens XIII, der var Pave i år 1721-1724

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Innocens XIII - 1721-1724 :

Innocens XIII (Innocenzo XIII) Pave Innocens XIII (1721-24)
Pave Innocens XIII efterfulgte Pave Clemens XI (1700-1721) og efterfulgtes selv af Pave Benedikt XIII (1724-1730).
Innocenzo XIII - Conti di Poli, Palestrina (1721-1724)
På pavens foranledning blev S. Eustachio i 1723 ombygget af Antonio Canevari. Pavefamiliens palads er Palazzo Poli, der danner ryg til Fontana Trevi. Han bevilgede store pengebeløb til Malteserordenen for at støtte riddernes kamp mod tyrkerne.

Michelangelo Conti af den gamle romerske Annibaldi-slægts gren: Conti di Segni, som tidligere havde givet Kirken 3 paver, nemlig Innocens III (1198-1216), Gregor IX (1227-1241) og Alexander IV (1254-1261), var en meget troende og fredselskende mand. Han havde et svagt helbred og brød sig ikke om at modsige eller fornærme nogen.
Han var født d.13.5.1655 på familiens gods i Poli ved Palestrina og gjorde karriere indenfor Kirken, hvor han var guvernør i forskellige byer i Pavestaten, pavelig udsending i Schweiz og Portugal, blev kardinal under Pave Clemens XI (1700-1721) og udnævnt til biskop i Osimo og Viterbo.
Da Clemens XI døde fulgte et Konklave på 5 uger fuldt af politiske stridigheder mellem Spanien og Frankrig og Østrig. Til sidst enedes man om at vælge en neutral og omgængelig person, som ikke ville eller kunne stille noget op mod de politiske intriger, og valget faldt på Michelangelo Conti, som den 18.4.1721 blev paveviet under navnet Innocens XIII til minde om sin berømte slægtning.
Innocens XIII blev en rolig, tavs og energiforladt pave, som holdt meget af sin broder Bernardo Maria Conti og udnævnte denne til kardinal. Han fulgte i det store og hele sin forgængers linie og heldigvis var det nogle år, hvor der ikke skete så meget. Han overgav Investiturretten over Napoli og Sicilien til Karl VI i 1722, men det var egentlig kun en formsag, da denne allerede reelt udøvede den.
Den 7.5.1724 døde Innocens XIII og han blev begravet i San Pietro. Ved hans død fandt man et sentens på "den talende statue Pasquino": "Pave Conti er død. Han gjorde intet godt, fordi han ikke havde viljen til det, men han gjorde heller ikke noget ondt, fordi han ikke havde evnen til det."

Baggrund
Han blev født Michelangelo Conti i Poli, nær Rom. Ligesom, pave Innocent III (1198–1216), pave Gregory IX (1227–1241) og Pave Alexander IV (1254-1261), var han medlem af Conti, familien, der også tæller hertugerne af Segni. Han brugte også deres familievåben på paveskjoldet.
Hans Pontifikat var velstående, men forholdsvis begivenhedsløst. Innocens XIII forbød jesuitterne, at forfølge deres mission i Kina, og beordrede, at der ikke måtte optages nye medlemmer i ordenen. Denne sympatiangivelse fra ham, tilskyndede nogle franske biskopper til, at komme med en begæring om tilbagekaldelse af Bullen Unigenitus ved hvilken, Jansenismen var blevet fordømt; en anmodning han nægtede kategorisk.
Innocens XIII viste ligesom sin forgænger, megen opmærksomhed over for prætendanten til den britiske trone, James III, også kendt som "The Old Pretender" og støttede ham gavmildt. En fætter til paven, Francesco Maria Conti, fra Siena, var her chamberlain (Gentiluomo di camera) i den lille romersk jakobinske retsal på slottet Muti.

Innocens efterfulgtes af Benedikt XIII (1724-1730).

Efter en lang, omstridte Konklave som kardinal Althan, på vegne af kejseren, vetoet den oprindeligt stillede kandidat, Clemens XI statssekretær Fabrizio Paolucci, blev Michelangelo dei Conti enstemmigt valgt. Søn af Hertugen af Poli, i nærheden af Palestrina, han var født der på 13 maj 1655, var elev på Ancona og derefter med jesuitter i Rom og tidlig trådte i curia tjeneste. Efter at holde governorships i Kirkestaten, han var Nuntius i Schweiz 1695 - 8, og derefter i Portugal 1698 - 1709. Promoverede kardinal præst af Santi Quirico e Giulitta af Clemens XI på 7 juni 1706, han var successivt biskop i Osimo (1709 - 12) og Viterbo (1712 - 19), afgående sidstnævnte se af sundhedsmæssige årsager. Når valgt, han har indtaget navnet på Innocens XIII, fra hvis familie han nedstammede.

Besidder både diplomatiske dygtighed og et ønske om et stille liv, indstille Innocens om løse spændinger med stormagterne, der havde plaget sin forgængers regeringstid. Derfor investerede han (9 juni 1722) kejser Charles VI (1711 - 40) med Napoli og Sicilien, som Clemens XI havde nægtet at gøre, da han ikke var blevet hørt om deres overførsel til empire i 1720, og i juli 1721 han glæde regent af Frankrig (Philip II af Orléans: 1715 - 23) ved at hæve sin kraftfulde men korrupte minister Guillaume Dubois (1656 - 1723) til lilla. På den anden side var han ude af stand til at forhindre Charles VI fra hævder øverste myndighed over den sicilianske kirke, på trods af Clemens XI at have afskaffet siciliansk-monarkiet i 1715, eller fra at investere den spanske prins Don Carlos med Parma og Piacenza, hertugdømmerne traditionelt len i pavedømmet. Yderligere, hans forhandlinger med kejseren til tilbagetrækning af de besættelsesstyrke tilbage i Comacchio, mellem Ravenna og Ferrara, i 1709 trukket tvivlsomt resultat. Ligesom sine forgængere anerkendte han den gamle prætendent ('James III') som konge af England og Skotland, ikke kun betale ham en indtægt, men lovende ham 10,000 dukater på hans re etablering af romersk katolicisme i Storbritannien.

Innocens havde en dyb aversion mod jesuitterne, stammer fra hans tid som Nuntius i Portugal, og var til at undertrykke rækkefølgen, da han erfarede, at dens missionærer ikke overholdt Clemens XI forbud mod kinesiske ritualer. I stedet forbød han det at modtage novicer, medmindre inden for tre år havde han tilfredsstillende bevis for sin lydighed. Hans modvilje mod jesuitterne, samt det faktum, at han havde protesteret som kardinal mod Clemens XI manglende høring hellige college før udgivelse bull Unigenitus forbyder Jansenismens, ophøjet forhåbninger i Jansenistiske cirkler at han ville indtage en venligere holdning hertil. I virkeligheden, om at blive pave, han bekræftede tyr, og når syv franske biskopper skrev til ham i juni 1721 beder ham om at trække det tilbage, han havde deres andragende censureret af den hellige Office. I et brev til den franske konge han erklærede sin komplet aftale med Clemens XI forfatning, og anmodede ham om at træffe aktive foranstaltninger mod biskopperne.

Innocens udnævnte sin bror Bernard til kardinal, men enhver frygt for at han bukke under for nepotisme var ubegrundet; han begrænsede Bernards indkomst til summen af Innocens XI fastsatte i sin forbud mod nepotisme. I pavestaten han var bekymret for den økonomiske og kulturelle udvikling, men hans korte regeringstid blev overskygget af konstant sygdom.

After a long, contentious conclave at which Cardinal Althan, on behalf of the emperor, vetoed the initially favoured candidate, Clement XI's secretary of state Fabrizio Paolucci, Michelangelo dei Conti was unanimously elected. Son of the duke of Poli, near Palestrina, he was born there on 13 May 1655, was a student at Ancona and then with the Jesuits at Rome, and early entered the service of the curia. After holding governorships in the papal states, he was nuncio in Switzerland 1695 - 8, and then in Portugal 1698 - 1709. Promoted cardinal priest of SS. Quirico e Giulitta by Clement XI on 7 June 1706, he was successively bishop of Osimo (1709 - 12) and Viterbo (1712 - 19), resigning the latter see for reasons of health. When elected, he adopted the name of Innocent XIII, from whose family he was descended.

Possessing both diplomatic skill and a desire for a quiet life, Innocent set about resolving the tensions with the great powers which had troubled his predecessor's reign. Thus he invested (9 June 1722) Emperor Charles VI (1711 - 40) with Naples and Sicily, which Clement XI had refused to do since he had not been consulted about their transfer to the empire in 1720, and in July 1721 he gratified the regent of France (Philip II of Orléans: 1715 - 23) by raising his powerful but corrupt minister Guillaume Dubois (1656 - 1723) to the purple. On the other hand, he was unable to prevent Charles VI from claiming supreme authority over the Sicilian church, in spite of Clement XI's having abolished the 'Sicilian monarchy' in 1715, or from investing the Spanish prince Don Carlos with Parma and Piacenza, duchies traditionally fiefs of the papacy. Further, his negotiations with the emperor for the withdrawal of the occupying force left in Comacchio, between Ravenna and Ferrara, in 1709 dragged on inconclusively. Like his predecessors, he recognized the Old Pretender ('James III') as king of England and Scotland, not only paying him an income but promising him 10,000 ducats on his re-establishing Roman Catholicism in Britain.

Innocent had a deep aversion to the Jesuits, dating from his time as nuncio in Portugal, and was minded to suppress the order when he learned that its missionaries were not complying with Clement XI's ban on Chinese rites. Instead he forbade it to receive novices unless within three years he had satisfactory proof of its obedience. His antipathy to the Jesuits, as well as the fact that he had protested as cardinal against Clement XI's failure to consult the sacred college before publishing the bull Unigenitus outlawing Jansenism, raised hopes in Jansenist circles that he would adopt a friendlier attitude to them. In fact, on becoming pope, he confirmed the bull, and when seven French bishops wrote to him in June 1721 asking him to withdraw it, he had their petition censured by the Holy Office. In a letter to the French king he declared his complete agreement with Clement XI's constitution, and requested him to take active measures against the bishops.

Innocent created his brother Bernard a cardinal, but any fears that he was succumbing to nepotism were groundless; he limited Bernard's income to the sum stipulated by Innocent XI in his ban on nepotism. In the papal states he was concerned for economic and cultural development, but his short reign was overshadowed by constant illness.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle
Investitur
Janseni
Konklave
Nuntius
Pontifikat
Ravenna

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Investitur:

Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

Janseni:

Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.