Beskrivelse af Benedikt XIII, der var Pave i år 1724-1730

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt XIII - 1724-1730 :

Benedikt XIII (Benedetto XIII)

Benedikt XIII, Orsini - Bari (1724-1730)
Paven antog samme navn som antipaven i perioden 1394-1423. Ved det 17. jubelår i 1725 indviede han den Spanske trappe. Han Kanoniserede S. Louis Gonzaga og S. Stanislaus konge af Polen.
Der er to Paver af dette navn.

• Peter de Luna, en Spanier, som valgtes af de franske Kardinaler ved Clemens VII’s Død 1394, medens de italienske Kardinaler ved Urban V’s død 1389 havde valgt Bonifacius IX. Den, største del af Kirken ville ikke godkende ham, og da Frankrig 1398 trak sig tilbage fra ham, måtte han i nogle År leve som fange i sit Palads i Avignon. Han blev afsat og ekskommuniceret i Pisa 1409, men Skotland og Spanien forblev ham desuagtet tro; han blev atter afsat og ekskommuniceret i Konstans 1417, men, skønt svigtet af alle magter, opførte han sig endskønt han var Modpave alligevel, som den eneste retmæssige Pave, omgivet af fire Kardinaler, på Slottet Peniscola ved Valencia, hvor han døde 1424.
• Vincenzo Maria Orsini, Dominikanermunk og Ærkebiskop af Benevent (Pave 1724-30), kaldte sig først Benedikt XIV, men ændrede senere nummeret. Han søgte at sætte en grænse for Kardinalernes og de italianske præsters overdådighed; over for statsmagten var han eftergivende, når undtages Portugal, der truede med at afbryde forbindelsen med den romerske Stol. Benedikt har skrevet flere teologiske værker.

Pave Benedict XIII (Latin: Benedictus XIII; 2 februar 1650-21 februar 1730), født Pietro Francesco Orsini, senere Friar Vincenzo Maria Orsini, O.P., var leder af den katolske kirke fra 29 maj 1724 til sin død i 1730.

Liv
Han blev født i Gravina in Puglia Ferdinando III Orsini, hertug af Gravina og Giovanna Frangipani della Tolfa, fra Toritto. Han var medlem af Orsini Rom, den tredje og sidste medlem af denne familie bliver pave. Han indtastet Dominikanerordenen og fik navnet Vincenzo Maria. Han blev udnævnt til kardinal-præst i San Sisto på 22 februar 1672 (angiveligt, mod sin vilje); senere blev han biskop i Manfredonia, biskop af Cesena og derefter ærkebiskop af Benevento. Han var en nær ven af en lokal mystic Serafina di dio.

I starten, kaldte han sig Benedikt XIV, men ændrede efterfølgende titlen til Benedikt XIII (den tidligere Benedikt XIII havde været betragtet som Modpave).

Han bestræbt sig på at sætte en stopper for de dekadente livsstil af den italienske præstedømme og cardinalate. Han har også afskaffet i lotteriet i Rom. En mand glad over alle askese og religiøse fester, ifølge Lambertini (senere pave Benedict XIV) han "ikke har nogen idé om, hvordan at udtale". Regeringen blev effektivt afholdt i sin lieu af kardinal Niccolò Coscia, der havde været Benedicts sekretær da han var ærkebiskop af Benevento, og der begås en lang række finansielle overgreb på sin egen fordel, forårsager ødelæggelse af den pavelige skat. Ifølge Montesquieu, "alle penge af Rom gå til Benevento... som Beneventani direkte (Benedict) svaghed".
I udenlandske politik kæmpede han med John V af Portugal og Jansenists.
Pave Benedict XIII ophævede rygeforbuddet, indført af pave Urban VIII, i hele verden.
Benedict XIII, hvis ordrer nedstammede fra Scipione Rebiba, personligt indviet mindst 139 biskopper for forskellige vigtige europæiske ser, herunder tysk, fransk, engelsk og New World biskopper. Disse biskopper indviet igen biskopper næsten udelukkende til deres respektive lande forårsager andre episcopal lineages at dø. Som et resultat, spore mere end 90% af nutidens biskopper deres biskoppelige slægt gennem ham til kardinal Rebiba.
I 1727 han indviede den berømte spanske trappe og grundlagde universitetet Camerino.
Benedict døde i 1730 og blev begravet i en grav i Santa Maria sopra Minerva udført af Pietro Bracci m.fl. Coscia flygtede fra byen i den omstændighed, at være udelukket under den nye pave Clement XII. Han blev senere restaureret og deltog i Konklaver 1730 og 1740.
Kommentaren til Benedicts død fra Pasquino, den populære satiriker i Rom, var: "Denne grav indeholder knoglerne af en lille munk: mere end en tilbeder af helgener en beskytter af røvere"

Pope Benedict XIII (Latin: Benedictus XIII; 2 February 1650 – 21 February 1730), born Pietro Francesco Orsini, later Friar Vincenzo Maria Orsini, O.P., was the head of the Catholic Church from 29 May 1724 to his death in 1730.

Life
He was born in Gravina in Puglia to Ferdinando III Orsini, duke of Gravina, and Giovanna Frangipani della Tolfa, from Toritto. He was a member of the Orsini of Rome, the third and last member of that family to become Pope. He entered the Dominican Order and received the name Vincenzo Maria. He was named Cardinal-Priest of San Sisto on 22 February 1672 (allegedly, against his will); later he was bishop of Manfredonia, bishop of Cesena and then archbishop of Benevento. He remained a close friend of a local mystic Serafina di dio.

At first, he called himself Benedict XIV, but afterwards altered the title to Benedict XIII (the previous Benedict XIII having been considered an antipope).

He endeavoured to put a stop to the decadent lifestyles of the Italian priesthood and of the cardinalate. He also abolished the lottery in Rome. A man fond above all of asceticism and religious celebrations, according to Cardinal Lambertini (later Pope Benedict XIV) he "did not have any idea about how to rule". The government was effectively held in his lieu by Cardinal Niccolò Coscia, who had been Benedict's secretary when he was archbishop of Benevento, and who committed a long series of financial abuses at his own advantage, causing the ruin of the Papal treasure. According to Montesquieu, "All the money of Rome go to Benevento... as the Beneventani direct (Benedict's) weakness".
In foreign politics, he struggled with John V of Portugal and the Jansenists. Pope Benedict XIII repealed the world wide smoking ban set by Pope Urban VIII.
Benedict XIII, whose orders were descended from Scipione Rebiba, personally consecrated at least 139 bishops for various important European sees, including German, French, English and New World bishops. These bishops in turn consecrated bishops almost exclusively for their respective countries causing other episcopal lineages to die. As a result, more than 90% of present-day bishops trace their episcopal lineage through him to Cardinal Rebiba.
In 1727 he inaugurated the famous Spanish Steps and founded the University of Camerino.
Benedict died in 1730 and was buried in a tomb in Santa Maria sopra Minerva completed by Pietro Bracci and others. Coscia fled from the city in the circumstance, being excommunicated under the new Pope Clement XII. He was later restored and took part in the conclaves of 1730 and 1740.
The comment to Benedict's death by Pasquino, the popular satirist of Rome, was: "This tomb enclosesthe bones of a little friar:more than a Sankt's lovera protector of brigands"

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Dominikaner
Janseni
Kanon
Konklave
Modpave

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Dominikaner:

Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

Janseni:

Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.