Beskrivelse af Anacletus, der var Pave i år 79-92

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Anacletus - 79-92 :

Anacletus (Sant'Anacleto) St. Anacletus = Cletus, fra Rom, original græsk navneform var Anencletos med betydningen "fejlfri", og også den forkortede form Cletus var anvendt, hvad der fik senere skribenter til at mene, at der var tale om to forskellige personer.

Embedet som biskop af Rom
Han står også som havende haft embedet fra 79 til 91. Som for Linus var der endnu ikke regler for embedet eller dets indhold. Et monarkisk enerådende overbiskopsembede var slet ikke udmøntet endnu.
I nærheden af S. Peters grav byggede paven et oratorium, hvorfra de kristne martyrer kunne begraves.
I Liber Pontificalis hævdes det at Anakletus og Cletus er forskellige personer.
Anakletus er traditionelt anset for at være en romersk borger, og været pave i 12 år, fra 76 til 88, hvor han angiveligt led martyrdøden. Den Vatikanske "Annuario Pontificio" (2003) angiver hans tid som pave, fra 80 til 92. Hans grav er i Sankt Linus Kirke i Vatikanet, Rom. Hans mindedag er den 26. april.
Anacletus I, levede i Slutningen af 1. årh. Skal iflg. traditionen være indviet af Apostelen Peter, grundlægger af Peterskirken og Martyr.
I nærheden af St. Peters grav byggede Anacletus et oratorium, hvorfra de kristne martyrer kunne begraves. Han led selv martyrdøden.
Anakletus, eller Anenkletus eller Anacletus, var den tredje pave, der efterfulgte apostlen Peter og Pave Linus. Anakletus er blevet forslået at have været den samme person som Cletus. Såvel Eusebius, Irenæus, Augustin som Optatus mener at navnene refererer til samme person. På den anden side, i Catalogus Liberianus og i Liber Pontificalis hævdes det at Anakletus og Cletus er forskellige personer.

Pave Anacletus (døde c. 92), også kendt som Cletus, var den tredje pave, efter pave Peter og paven Linus. Anacletus fungerede som pave mellem c. 79 og hans død, c. 92.

Navn og etymologi
Navnet "Cletus" på oldgræsk betyder "der er blevet kaldt", og "Anacletus" betyder "en, der er blevet kaldt tilbage". Også "Anencletus" (græsk: betyder "uangribelig.")
Romersk Martyrology nævner kun pågældende pave under navnet "Cletus." Annuario Pontificio giver begge former som alternativer. Eusebius, Irenæus, Sankt Augustine og Optatus tyder på, at begge navnene refererer til samme person.

Pavedømmet
St. Cletus/Anacletus var traditionelt forstået, at have været Romer og tjente som pave i tolv år. I Annuario hedder det "For de første to århundreder, datoerne for begyndelsen og slutningen af Pontifikat er usikker." Det giver år 80-92 som regeringstid af pave Cletus/Anacletus. Andre kilder giver år 77-88.
Ifølge traditionen opdelte pave Anacletus Rom i 25 sogne. En af de få overlevende fakta vedrørende hans pavedømme nævner ham som havende ordineret et uvist antal præster.

Begravelse
Han blev begravet ved siden af sin forgænger, Sankt Linus, i St. Peters Basilika, i hvad der nu Vatikanstaten. Hans navn (som Cletus) er inkluderet i den messede romanske Kanon.

Dyrkelse
Den Tridentine kalender forbeholdt 26. April som festdag af Sankt Cletus, som kirken hædrede i fællesskab med Sankt Marcellinus, og 13. juli udelukkende Sankt Anacletus. I 1960 blev fjernet Pope John XXIII, samtidigt med at holder den 26. April fest, som nævner Sankt under navnet givet til ham i Kanon af massen, 13. juli som en festdag for Sankt Anacletus. Den 14. februar 1961 instruktion af kongregationen for ritualer på programmet til lokale kalendere af Pope John XXIII motu proprio Rubricarum instructum af 25. juli 1960, dekreterede at "Festen for 'Sankt Anacletus,' på uanset jorden og i Hvad grade det fejres, overføres til 26. April, under sit rigtige navn, 'Sankt Cletus.'" Brug af denne kalender, som er inkluderet i 1962 udgave af den Roman Missal, fortsætter med at være godkendt på betingelser, der er angivet i motu proprio Summorum Pontificum; men festen er blevet fjernet fra den generelle romerske kalender siden 1969. Selv om dagen for sin død er ukendt, Sankt Cletus fortsætter med at være opført i Roman Martyrology blandt hellige 26. april.

Pope Anacletus (died c. 92), also known as Cletus, was the third pope, following Pope Peter and Pope Linus. Anacletus served as pope between c. 79 and his death, c. 92.

Name and Etymology
The name "Cletus" in Ancient Greek means "one who has been called," and "Anacletus" means "one who has been called back." Also "Anencletus" (Greek: means "unimpeachable.")
The Roman Martyrology mentions the Pope in question only under the name of "Cletus." The Annuario Pontificio gives both forms as alternatives. Eusebius, Sankt Irenaeus, Sankt Augustine and Optatus all suggest that both names refer to the same individual.

Papacy
St. Cletus/Anacletus was traditionally understood to have been a Roman who served as pope for twelve years. The Annuario Pontificio states, "For the first two centuries, the dates of the start and the end of the pontificate are uncertain." It gives the years 80 to 92 as the reign of Pope Cletus/Anacletus. Other sources give the years 77 to 88.
According to tradition, Pope Anacletus divided Rome into twenty-five parishes. One of the few surviving records concerning his papacy mentions him as having ordained an uncertain number of priests.

Burial
He was buried next to his predecessor, Sankt Linus, in St. Peter's Basilica, in what is now Vatican City. His name (as Cletus) is included in the Roman Canon of the Mass.

Veneration
The Tridentine Calendar reserved 26 April as the feast day of Sankt Cletus, who the church honoured jointly with Sankt Marcellinus, and 13 July for solely Sankt Anacletus. In 1960, Pope John XXIII, while keeping the 26 April feast, which mentions the Sankt under the name given to him in the Canon of the Mass, removed 13 July as a feast day for Sankt Anacletus. The 14 February 1961 Instruction of the Congregation for Rites on the application to local calendars of Pope John XXIII's motu proprio Rubricarum instructum of 25 July 1960, decreed that "the feast of 'Sankt Anacletus,' on whatever ground and in whatever grade it is celebrated, is transferred to 26 April, under its right name, 'Sankt Cletus.'" Use of this calendar, which is included in the 1962 edition of the Roman Missal, continues to be authorized under the conditions indicated in the motu proprio Summorum Pontificum; but the feast has been removed from the General Roman Calendar since 1969. Although the day of his death is unknown, Sankt Cletus continues to be listed in the Roman Martyrology among the Sankts of 26 April.

Hans levned:
The 14 February 1961 Instruction of the Congregation for Rites on the application to local calendars of Pope John XXIII's motu proprio Rubricarum instructum of 25 July 1960 decreed that "the feast of 'Sankt Anacletus', on whatever ground and in whatever grade it is celebrated, is transferred to 26 April, under its right name, 'Sankt Cletus'. The Roman Martyrology mentions the Pope in question only under the name of "Cletus". The Annuario Pontificio gives both forms, as alternatives. Eusebius, Sankt Irenaeus, Sankt Augustine and Optatus all suggest that both names refer to the same individual. On the other hand, the Liberian Catalogue and the Liber Pontificalis both state that Anacletus and Cletus are two different persons.
The name "Cletus" in Ancient Greek means "one who has been called", and "Anacletus" means "one who has been called back". Also "Anencletus" means "unimpeachable".
St Cletus/Anacletus was traditionally said to have been a Roman, and to have been pope for twelve years. The Annuario Pontificio states: "For the first two centuries, the dates of the start and the end of the Pontifikate are uncertain." It gives the years 80 to 92 as the reign of Pope Cletus/Anacletus. Other sources give the years 77 to 88.
Tradition has it that this Pope divided Rome into twenty-five parishes. One of the few surviving records concerning his papacy mentions him as having ordained an uncertain number of priests.
He was buried next to his predecessor, Sankt Linus, in St. Peter's Basilica, in what is now Vatican City. His name (as Cletus) is included in the Roman Canon of the Mass.
Veneration
The Tridentine Calendar had on 26 April the feast day of Sankt Cletus, honoured jointly with Sankt Marcellinus, and on 13 July the feast day of Sankt Anacletus. In 1960, Pope John XXIII, while keeping the 26 April feast, which mentions the Sankt under the name given him in the Canon of the Mass, removed that of 13 July. Use of this 1960 calendar, which is included in the 1962 edition of the Roman Missal, continues to be authorized under the conditions indicated in the motu proprio Summorum Pontificum; but the feast has been removed from the General Roman Calendar since 1969. Although the day of his death is unknown, Sankt Cletus continues to be listed in the Roman Martyrology among the Sankts of 26 April.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Irenæus:

Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.