Beskrivelse af Clemens I, der var Pave i år 92-97

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Clemens I - 92-97 :

Clemens I (San Clemente (I)) San Clemente, Pave og helgen.
Pave Clemens I blev som den fjerde pave i årene 88/90-97/99 (?). Hans helgendag fejres den 23. November.
Clemens var ifølge nogle beretninger romer, men af hebraisk afstamning og discipel af Paulus og dennes medarbejder i Filippi. Han blev udnævnt til biskop af Sankt Peter og blev pave i år 88 (nogle mener i år 90).
Ifølge nogle beretninger var han søn af senatoren Faustinus af adelsslægten Gens Flavia og dermed slægtning til Kejser Domitian, det var måske dette slægtskab, der frelste ham under den meget korte, men voldsomme kristenforfølgelse, som kejseren beordrede i år 95.
Mange kendte personer blev ofre for denne forfølgelse, blandt andre konsulen Flavius Clemens, gift med Domitilla, Domitian's slægtning, det er efter hende, at Domitilla's Katakomber ved Via Ardeatina er opkaldt og en del af disse kaldes Cripta dei Flavi.
I år 96, året efter forfølgelserne opstod der en konflikt i kirken i Korinth og Clemens skrev til de oprørske præster og formanede dem til at følge den rette vej. Dette er den tidligste tekst, der viser at Roms biskop har autoritet over kirker andre steder i verden.
Clemens 1, Clemens Romanus, romersk gejstlig fra 90'erne, ifølge senere romersk tradition den tredje biskop af Rom efter apostlen Peter. Hans navn er formentlig med rette knyttet til det 1. Klemensbrev, som er en formaningsskrivelse fra menigheden i Rom til kirken i Korinth beskrevet i Klemensbrevene. Derimod er de øvrige skrifter, som blev tillagt ham i oldkirken, af senere herkomst.
Om Clemens som person vides intet sikkert; legender fra 300-t. fortæller, at kejser Domitian forviste ham til Krim. Her skal han have lidt martyrdøden ved at være druknet i Sortehavet, bundet til et anker. Derfor er ankeret hans attribut.
Clemens I med Tilnavnet Romanus, ved år 100. Han spiller en hovedrolle i undersøgelserne om den efterapostolske tid og regnes til de apostolske Fædre; men man ved så godt som intet sikkert om ham. Man har tillagt ham flg. Skr: 1. og 2. Clemensbrev, Clementinerne, de apostolske Konstitutioner og Kanoner samt forskellige Breve. Af disse skrifter er kun 1. Clemens-Brev ægte, og det giver os det eneste sikre om Clemens Romanus. Brevet er skrevet omtr. 95 af Clemens i den romerske menigheds navn til den korinthiske menighed, hvor der var opstået splittelser. Forfatteren indtager en fremtrædende plads i romermenigheden, en plads, der sikkert berettiger ham til navnet Biskop. Brevet giver vigtige bidrag til forståelsen af den efterapostolske menigheds kår og forfatning, men om forståelsen af enkelthederne er der strid. Brevet, der findes i flere gamle bibelhåndskrifter, således i Codex Alexandrinus, blev først fuldstændig kendt, da Patriarken Bryennios i Konstantinopel udgav det i 1875; derefter Harnack’s og Gebhardt’s Udg. (2. Oplag Leipzig 1876) og Funk’s (Tübingen 1881); i Overs. i »Vidnesbyrd fra Kirkefædrene«, IV (Kria 1881).
Han er kendt for 1. Clemensbrev fra den romerske menighed til menigheden i Korinth, hvori der gives en række råd ikke ud fra et jævnbyrdighedsforhold, men ud fra en slags overordningsholdning. Han var Roms biskop under Trajan, men han blev deporteret og led martyrdøden ved at blive kastet i havet med et anker om halsen. Kirken S. Clemente er bygget over hans oprindelige huskirke "Titulus Clementis".
Sankt Clemens, også kendt som Clemens Romanus. Romersk presbyter der som Clemens 1. var pave år 90-97; angiveligt Roms 4. pave. Som forfatter til 1. Clemensbrev regnes han til De apostolske Fædre. Han blev kastet i havet bundet til et anker (hans attribut). At han skulle være den Clemens som omtales i Paulus' brev til filipperne (Fil. 4,3), er tvivlsomt. Den 23. november er dansk navnedag for Sankt Clemens.
868 fandt man nogle knoglerester og et anker i en gravhøj på Krim. Man antog at det måske var rester (relikvier) af Sankt Clemens. Det hele blev bragt til Rom, hvor det blev anbragt i Basilikaen San Clemente. Den oprindelige kirke og barndomshjemmet blev i 1858 udgravet og kan i dag besøges. Sankt Clemens' ben befinder sig i højalteret i selve kirken
En del nordiske kirker blev indviet til Clemens, og han var søfolkenes værnehelgen. Han er Århus' skytshelgen, og det er muligvis ham der er afbildet i Århus byvåben.
Der findes en legende om San Clemente og Sisinnius - afbildet i kirken San Clemente i Rom: San Clemente havde omvendt Teodora, hustru til Roms præfekt Sisinnius, mod hendes mands vilje og denne trængte derfor med sine soldater ind i en katakomb, hvor San Clemente prædikede. Sisinnius gav sine folk ordre til at arrestere San Clemente, men ved et mirakel blev alle hedningene blindede og førte istedet en stensøjle til fængslet.
San Clemente var tilsyneladende den mest betydningsfulde af de første paver efter Sankt Peter, og da Nerva blev kejser (96-98), beordrede han ham deporteret til Krim i år 97.
Men Clemens fortsatte med at prædike og omvende folk og under Kejser Trajan (98-117) blev han i år 100(?) dømt, fordi han nægtede at ofre til de romerske guder, og kastet i Sortehavet med et anker om halsen.
Herfra stammer en anden legende, som også er afbildet i kirken San Clemente i Rom: Det fortælles, at vandene i Sortehavet én gang om året trak sig tilbage, så de troende kunne bygge et kapel til San Clemente's relikvier og dernæst hvert år gå derned i procession, når de blot sørgede for at komme op, inden vandene igen lukkede sig. En gang var der en lille dreng, som ikke kom op i tide, men året efter, da vandene atter trak sig tilbage, fandt man drengen i god behold i San Clemente's gravkapel.
I 869 blev San Clemente's rester bragt til Rom af San Cirillo (Sankt Kyrillus) og San Metodio efter ønske af Pave Nikolaus I og derpå begravet i den kirke, der var indviet til ham.
St. Clement, fra Rom; biskop af Rom som Clement den Første. Også nævnt som havende embedet fra 91 til 101. Enkelte kilder som Tertullian († 225) og Jeronimus († 420) mente, han var blevet ordineret af St. Peter selv som sin umiddelbare efterfølger. Andre kilder har mere vidtgående meninger om hans liv og levned. Clements betydning ligger i hans indgriben, som repræsentant for romerkirken, og med autoritet over for menigheden i Korinth, der havde uoverensstemmelser med hensyn til behandlingen af nogle ældre kirkefædre, der var blevet udstødt. De er det tidligste eksempel på sådan indgriben fra centralt hold i Rom og brevet havde et omdømme, der gjorde det til et oplagt emne for inklusion i NT, men det blev altså ikke indsat. Andre og senere autoritative skrifter er blevet tillagt hans forfatterskab, men kan ikke med sikkerhed spores til ham.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Kanon
Katakomber
Patriark

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.