|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Johannes Paul II - 1978-2005 :
Johannes Paul II (Giovanni Paolo II), født Karol Jozef Wojtyla.
Johannes Paul II, egl. Karol Wojtyla, 18.5.1920-2.4.2005, pave fra 1978. Under 2. Verdenskrig deltog han i den polske modstandsbevægelse, arbejdede i et stenbrud og studerede teologi. Karol Wojtyla blev præsteviet 1946, dr.theol. 1953, hjælpebiskop i Kraków 1958, ærkebiskop af Kraków 1964 og kardinal 1967. Han var den første ikke-italienske pave siden 1522.
Johannes Paul II er én af 11 saligkårede paver Saligkåringen den 1. maj af pave Johannes Paul II er sidste skridt mod helgenkåringen. Men de fleste - dvs. 170 af de indtil nu 265 paver - er hverken salig- eller helgenkårede.
Valget af den dynamiske Karol Wojtyla må ses i sammenhæng med den dybe kirkelige krise efter 2. VatikanKoncil (1962-65). Hans Pontifikat rummede både konsolidering og fornyelse. I en strøm af pavelige rundskrivelser fastholdt han den katolske kirkes traditionelle lære, og han skred ind over for den marxistisk inspirerede befrielsesteologi.
Det kom også til brud med en gruppe katolske traditionalister omkring ærkebiskop Marcel Lefebvre (se integrisme). Gennem sine rejser i alle verdensdele, et stort antal helgenkåringer og den fortsatte internationalisering af kardinalkollegiet og den romerske kurie markerede han den katolske kirkes karakter af verdenskirke. I 1983 udkom en ny kirkeret (Codex juris canonici) og i 1992 Den Katolske Kirkes Katekismus.
Johannes Paul II blev beatificeret (saligkåret) 1.5.2011.
Han forbød prævention
Som 54-årig ærkebiskop i Krakow blev Wojtola valgt til pave som den første fra Polen nogensinde. Johannes Paul foretog i sin pavetid i alt 120 rejser rundt i verden. Hans popularitet blev enorm. Overalt hvor han kom frem på sine rejser mødte i hundredtusinder af mennesker op. Ikke mindst de unge havde hans interesse.
På sine rejser til Sydamerika gjorde han op med den socialistisk orienterede politiske teologi, som havde vundet indpas i den katolske kirke især i denne verdensdel.
I 1981 blev han på Peterspladsen udsat for et attentat af en ung tyrker. Han blev livsfarligt såret. I julen 1983 besøgte han sin attentatmand i fængslet. Schweizergarden der vogter Vatikanet spillede en stor rolle under angrebet på paven. Og siden attentatforsøget på Johannes Paul 2. i 1981 har gardernes træning efter sigende inkluderet intensiv skydetræning.
I en række skrivelser gav han sin mening til kende politisk og socialt Han understregede den almindelige arbejders ret og muligheder og pegede på en samfundsorden midt mellem kapitalisme og kommunisme.
I kirkelige og etiske spørgsmål var han imidlertid konservativ. Det vakte megen harme, at han forbød prævention - også trods aidsepedimier i den 3. verden. Af mange er han blevet beskyldt for med sine holdninger at vende tilbage til en kirke før 2. VatikanerKoncil.
Johannes Paul d. 2. (1978 - 2005) - Han forbød prævention
Som 54-årig ærkebiskop i Krakow blev Wojtola valgt til pave som den første fra Polen nogensinde. Johannes Paul foretog i sin pavetid i alt 120 rejser rundt i verden. Hans popularitet blev enorm. Overalt hvor han kom frem på sine rejser mødte i hundredtusinder af mennesker op. Ikke mindst de unge havde hans interesse.
På sine rejser til Sydamerika gjorde han op med den socialistisk orienterede politiske teologi, som havde vundet indpas i den katolske kirke især i denne verdensdel.
I 1981 blev han på Peterspladsen udsat for et attentat af en ung tyrker. Han blev livsfarligt såret. I julen 1983 besøgte han sin attentatmand i fængslet. I en række skrivelser gav han sin mening til kende politisk og socialt Han understregede den almindelige arbejders ret og muligheder og pegede på en samfundsorden midt mellem kapitalisme og kommunisme.
I kirkelige og etiske spørgsmål var han imidlertid konservativ. Det vakte megen harme, at han forbød prævention - også trods aidsepedimier i den 3. verden. Af mange er han blevet beskyldt for med sine holdninger at vende tilbage til en kirke før 2. VatikanerKoncil.
Johannes Paul II, Wojtyla (1978-2005)
Carol Woytola blev født i 1920 af fattige forældre i Wadowice (ved Krakow). Under 2. Verdenskrig deltog han i den polske modstandsbevægelse, arbejdede i et stenbrud og studerede teologi. Han bliver præsteviet i 1946, dr. theol. og professor i moralteologi i Lublin 1953, biskop i 1958, ærkebiskop af Krakow i 1964 og endelig udnævnt til kardinal af Paolo VI i 1967.
Efter Johannes Paul I's pludselige død i 1978 blev han valgt til pave, som den første ikke-italienske pave siden 1522 (pave Adriano VI). Hans valg skal ses i sammenhæng med de dybe kirkelige krise, der var opstået ved gennemførelsen af reformerne fra 2. VatikanKoncil. Han blev valgt som kompromispave, da flertallet ikke kunne enes om hvem og hvordan udviklingen efter 2. VatikanKoncil skulle videreføres. Hans Pontifikat skulle med sine 27 år blive det pavehistoriens tredjelængste.
Hans Pontifikat rummer både konsolidering og fornyelse. I en strøm af pavelig rundskrivelser forsøgte han at fastholde den katolske kirkes traditionelle lære. Gennem sine mange rejser i alle verdensdele, den fortsatte internationalisering af kardinalkollegiet og den romerske kurie har han markeret den katolske kirkes karakter af verdenskirke.
Allerede i 1979 fremtrådte han på flere måder som en konservativ pave, han skred ind over for den marxistisk inspirerede befrielsesteologi og han ekskommunikerede en gruppe katolske traditionalister omkring ærkebiskop Lefebvre for integrisme.
På et latinamerikansk bispemøde i 1979 fordømte han abort og skilsmisse og advarede samtidigt præsterne mod radikalt socialpolitisk arbejde i stedet for at hellige sig kirkens interesser. Han fremtræder som en meget berejst og kirkepolitisk pave, der ofte på sine besøg i fremmede lande taler mod totalitære staters undertrykkelse af demokratiet.
I 1980 genoptager Vatikanet kættersagen mod astronomen Gallio Galilei, som Inkvisitionen i 1632 tvang til at afsværge læren om jordens gang omkring solen. I 1983 meddeler paven, at Vatikanet hæver bandlysningen af Galilei.
Johannes Paul II var en kontroversiel mand og i 1981 såres han med tre revolverskud ved et attentat på Peterspladsen, dette giver anledning til adskillige overvejelser om Bulgarien eller Sovjetunionen står bagved attentatmanden.
Vatikanet sender i 1982 det vil sige 448 år efter Henrik 8.'s brud med romerkirken ambassadører til London. Samme år besøger paven Argentina, og her opfordrer han til standsning af Falklandskrigen.
I 1983 besøger paven Centralamerika og Polen og påtager sig en politisk rolle ved at få de to militærstyre til at imødekomme nogle af befolkningernes krav. Samme år deltager paven, som den første pave nogen sinde i en protestantisk gudstjeneste, her læste han en bøn af Luther. Dette fortsætter i 1986 med et besøg i den jødiske synagoge i Rom.
I 1984 indgås der et nyt konkordat mellem den katolske kirke og Italien.
Ved en højtid på Peterspladsen i 1986 for ca. 8000 pilgrimme forsikrer han dem om, at der findes engle, og at de er klogere end mennesker.
1987 er et hektisk år for Vatikanet. Man nægter at udlevere den amerikanske kardinal Paul Marcinkus og to andre ledere af Vatikanets bank, mod hvem en italiensk domstol havde udstedt arrestordre på grund af deres andel i en konkursskandale. På det udenrigske område fordømmer Johannes Paul II militærdiktaturet i Chile ved en messe i Santiago, hvilket giver anledning til voldsomme gadekampe mellem politi og modstanderne af militærdiktaturet. Hjemme i Vatikanstaten modtager paven under store protester Østrigs præsident Kurt Valdheim.
Som optakt til et besøg i Danmark saligkåres Niels Steensen i Peterskirken. Besøget i Danmark og Skandinavien i 1989 er pavens 42. udenlandsrejse, der gør ham til den mest berejste pave. Året efter i 1990 genopretter Vatikanet de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, de blev afbrudt i 1917 efter oktoberrevolutionen af pave Benedetto XV.
Den 12. marts 2000 ved en gudstjeneste i S. Pietro undskylder paven for de overgreb og fjendtlige handlinger den katolske kirke i tidens løb har forvoldt andre religioner.
I 2001 besøger han i Damaskus som den første pave overhovedet en moské.
Den 2. april 2005 dør paven og bisættes efterfølgende i S. Pietro.
Karol Józef Wojtyla bedre kendt som pave Johannes Paul II (18. maj 1920-2. april 2005) var pave fra oktober 1978, da han blev valgt af Konklavet. Siden den 1. maj 2011 er han også salig i den katolske kirke. Johannes Paul blev født i Wadowice, der er en lille landsby 50 kilometer uden for Kraków. Han var den anden af to sønner af Karol Wojtyla og Emilia Kaczorowska. Hans mor døde i 1929. Hans ældre bror Edmund, der var læge, døde i 1932, mens hans far, som var officer, døde i 1941.
Johannes Paul II var den første ikke-italiener i 455 år, der blev valgt som pave. Han blev udnævnt til ærkebiskop af Krakow af pave Paul 6. i 1964, og han blev kardinal i 1967.
Johannes Paul II var den første pave nogensinde, som undskyldte de mange ugerninger, som den katolske kirke har gjort igennem dens 2000 års historie, bl.a. hekseforfølgelserne og undertrykkelse af videnskaben. Han udvidede også adgangen til Vatikanets hemmelige arkiver. Andre fortrolige dokumenter bliver dog stadigvæk holdt lukket for offentligheden, da arkiver kun åbnes til 1922. En undtagelse er de dele af de hemmelige arkiver, som vedrører Tyskland i perioden 1922-39, som paven gav adgang til i 2002 for forskere. Vatileaks er en række private dokumenter, der er lækket på nettet.
Johannes Paul II erkendte efter 13 års kommissionsundersøgelse formelt, at det var forkert af den katolske kirke at dømme Galilei for dennes påstand om, at Jorden bevæger sig omkring Solen.
13. maj 1981, før den ugentlige onsdagsaudiens på Peterspladsen, kørte paven rundt i en åben bil på pladsen for at møde folket. Tyrkeren Mehmet Ali Agca løsnede flere skud mod paven, som blev kørt til Gemelli-kliniken i kritisk tilstand. Hans gode fysik reddede ham, og allerede 3. juni samme år var han tilbage i Vatikanet. Efter et halvt års tid var han i fuldt arbejde, men hans helbred blev aldrig helt det samme igen.
Paven selv mente, at Jomfru Maria hindrede kuglerne i at træffe vitale organer, og han har derfor placeret den ene af kuglerne, som traf ham, i kronen på Mariastatuen i Fatima (attentatet skete på festdagen for Vor Frue af Fatima), og den anden i kronen på Den sorte Madonna i Czestochowa.
I de sidste år af sit liv var Johannes Paul IIs helbred svækket af Parkinsons sygdom. I 2001 blev diagnosen bekræftet offentligt af en læge, og i 2003 bekræftede Vatikanet diagnosen. I februar 2005 blev han to gange indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom og behandlet for vejrtrækningsproblemer i forbindelse med influenza. Ved den sidste indlæggelse 24. februar fik han udført en tracheotomi. Få dage før Johannes Paul IIs død stødte en urinvejsinfektion til, og næsten alle hans organer svigtede i den sidste tid, mens han gled ind og ud af bevidstheden.
Johannes Paul II var begravet i krypten under Peterskirken i Vatikanet, men som led i saligkåringen den 1. maj 2011 blev hans kiste gravet op og udstillet på Peterspladsen for derefter at blive genbegravet i Skt. Sebastian-kapellet i Peterskirken. Den 3. juli 2013 tilskrev kardinalerne Johannes Paul II det andet mirakel, der er nødvendigt for, at de kan anbefale paven at Kanonisere en saligkåret person. Således anbefalede de Johannes Paul II som helgen til Pave Frans, som den 5. juli 2013 underskrev dekretet, der godkendte kardinalernes mirakeltilskrivning. Kanoniseringsceremonien, dvs. den formelle helgenkåring, vil finde sted på en endnu ubestemt dato.
Tidligt liv
Han blev født i den lille industriby Wadowice, omkring 50 km sydvest for Kraków i Polen. Byen, som havde ca. 9.000 indbyggere, lå i et område som tidligere havde været østrigsk. Hans far havde under første verdenskrig været løjtnant i den kejserlige østrigske hær. Efter krigen gik han ind i den genoprettede polske hær; der arbejde han med administrative opgaver. Han blev tidligt pensioneret, og familien havde derfor trange økonomiske kår. Moderen, Emilia (født Kaczorowska), var syerske, men led af en nyresygdom og døde i barselseng 13. april 1929, 45 år gammel. Pigen, hun ventede, var dødfødt. 5. december 1932 døde Karols 14 år ældre bror Edmund af skarlagensfeber. Dermed var faren og Karol alene med hinanden.
Karol begyndte i skolen i september 1926. Som ti-årig blev han sendt til et offentligt gymnasium. Han markerede sig som en dygtig elev, både i teoretiske fag og i idræt. Sprog og litteratur var hans yndlingsfag. Hans passion for drama førte til, at han blev spået en fremtid som skuespiller. Fysisk aktivitet var også vigtig, særligt fodbold, svømning og padling, og senere i livet også bjergklatring og langrend.
Han gik til messe hver morgen og gjorde tjeneste som ministrant i lighed med ret mange andre drenge i byen. I 1938 blev han firmet og tog sin afgangseksamen fra gymnasiet. Han flyttede sammen med faderen til Krakow og begyndte at studere ved det jagellonske universitet (UJ). Det er Europas næstældste universitet efter Prags, grundlagt i 1364; den mest berømte student derfra er Kopernikus. Karol studerede polsk sprog, litteratur og filosofi. I fritiden deltog han blandt andet i dramakurser og skrev poesi. I 1939 kom han med i studenterteatret «Studio 38».
Besættelsestiden
Tyske styrker rykkede ind i Polen 1. september 1939, og Krakow faldt 6. september. Den 17. september rykkede også sovjetiske styrker ind i landet og indtog den østlige del, mens tyske tropper invaderede den vestlige. Polske intellektuelle blev betragtede som potentielle uromagere, og professorerne ved universitetet blev deporteret – de fleste til koncentrationslejren Sachsenhausen – mens studenterne blev udkommanderet til forskelligt arbejde. Karol blev først sendt til et kalkstensbrud, der hørte til den kemiske fabrik Solvay i Zakrzówek uden for Krakow, og fra foråret 1942 arbejdede han i vandrensningsafdelingen i Solvays sodafabrik i Borek Falecki i Krakow. Mange af hans senere digte er inspireret af hans oplevelser fra den tid. Mange af studenterne havde problemer med at klare det tunge arbejde og blev sendt til koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau. Takket være hans aktive livsførelse før krigsudbruddet var Karol stærk og klarede sig dermed uden om dødslejrene. 18. februar 1941 døde hans far, noget som mærkede ham dybt.
I august 1941 lod han sin ven tysklæreren Mieczyslaw Kotlarczyk og hans kone flytte ind i sit hjem, efter at de var blevet fordrevet af nazisterne. De grundlagde den 1. november 1941 Teatr Rapsodyczny (Rapsoditeatret), som de arbejdede med indtil 1944. Formålet var at bevare kulturlivet under besættelsen. Karol fortsatte sine studier i hemmelighed og var på den tid også forelsket i en ung pige.
Under besættelsen mødte han også Jan Tyranowski, en skrædder som var begyndt at samle unge mennesker i en bedegruppe. Karols interesse for religion voksede, og han begyndte at studere blandt andet karmeliteren Skt. Johannes af Korset, en spansk mystiker og digter fra det 16. århundrede. Senere skrev han en doktorafhandling om Johannes. Det var i den forbindelse, at han begyndte at føle kald til at blive præst.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Galilei
Inkvisition
Kanon
Koncil
Konklave
Luther
Pontifikat
Schweizergarden
Vatikan
Galilei:[ - ]
Galileo Galilei brugte for over 400 år siden en kikkert til at studere stjernerne. Han ændrede videnskaben for altid og blev samtidig symbol på sammenstødet mellem tro og videnskab
I foråret 1609 nåede et rygte den lange vej fra Nederlandene til Padova i Norditalien: En nederlandsk brillemager havde konstrueret et apparat, som kunne forstørre det, man så. Rygtet inspirerede videnskabsmanden Galileo Galilei til at bygge en sådan kikkert, og sidst på året rettede han den op mod stjernehimlen.
Galileis kikkert kunne forstørre et objekt tre gange. Dermed var den lige så effektiv som en lille teaterkikkert i dag, mens moderne astronomiske kikkerter forstørrer objektet 10.000 gange. Ikke desto mindre var Galilei i stand til som den første i verden at se månens bjerge, Mars iskalotter og Jupiters fire største måner.
Nu er det nok de færreste, som har et særlig fortroligt forhold til Io, Europa, Ganymedes og Callisto, de fire galileiske måner, som kredser om planeten Jupiter. Derfor kræver det en nærmere forklaring, før vi forstår, hvor betydningsfuld og farlig Galileis opdagelse var:
-
Den kendsgerning, at der er måner, som roterer om Jupiter, skaber en analogi til, at planeter roterer om solen. Dermed var der gjort en iagttagelse, der tjente som argument for Kopernikus verdensbillede.
Allerede omkring 100 år før havde den polske videnskabsmand Kopernikus formuleret en teori om, at jorden ikke var altings omdrejningspunkt, men at vores planet roterer om solen. Langt ind i 1600-tallet var denne teori omdiskuteret, fordi den modsiger Bibelen.
Der er flere passager i Bibelen, der eksplicit siger, at jorden står stille, men da Kopernikus fremsatte sin teori, blev den ikke opfattet som kættersk. Allerede dengang var der teologer, som talte for, at Bibelen er skrevet for længe siden henvendt til jævne folk, og at alle ord ikke skal tages bogstaveligt, forklarer Helge Kragh og tilføjer:
Kopernikus havde leveret en teori, men han havde ingen fysik til at begrunde den med. Galilei hævdede, at han kunne forklare, hvordan det hang sammen. Og først da blev teorien anset for kættersk.
Tycho Brahe havde allerede, inden Galilei så Jupiters måner, udviklet den teori, at jorden står stille, men at de øvrige himmellegemer roterer om solen.
Dette verdensbillede undlod Galilei helt at kommentere på, fordi det ødelagde hans argumentation.
I 1610 udgav Galilei et værk om sine første observationer, som gjorde ham kendt i den videnskabelige verden. I 1613 fulgte han efter med et værk, som blandt andet beskrev opdagelsen af solpletter, som heller ikke skulle findes ifølge Bibelen, men som efterfølgende blev bekræftet af jesuitiske astronomer. Først senere begyndte kirkelige kredse at agitere imod Galilei, og selvom han udgav et teologisk skrift, der argumenterede for, at Kopernikus teori ikke anfægter Bibelen, blev teorien i februar 1616 erklæret kættersk af den katolske kirke.
Ifølge forskere i 1500- og 1600-tallets videnskab og kultur, var det ikke en enig kirke, der stod bag.
Situationen var en anden i Europa i 1616, end den havde været, da Kopernikus formulerede sin teori. Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter var under opsejling, og den katolske kirke var blevet meget ømfindtlig over for teorier, der satte spørgsmålstegn ved den rette lære, der er inden for Galilei-forskningen ligefrem teorier om, at en hemmelig liga havde udset sig Galilei som offer i en kamp om magten inden for kirken.
Straffen var i første omgang mild. Erklæringen i 1616 var mere en mundkurv end en afklapsning. Og kirken lagde op til, at det stadig var legalt at beskrive Kopernikus teori, blot den blev set som et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden.
Derfor troede Galilei måske, at han holdt sig inden for rammerne, da han i 1633 udgav bogen Dialogo. Bogen var bygget op som en debat mellem tre personer. Én repræsenterer det gamle verdensbillede med jorden i centrum, en anden er i tvivl og en tredje argumenterer for Kopernikus verdensbillede. Galilei lod den første få det sidste ord og gå af med sejren. Men hans argumentation var så svag, at enhver kunne læse sig til, at den reelle vinder var Kopernikus-tilhængeren.
Først nu blev Galilei personligt stillet til ansvar. Man kan roligt sige, at han var advaret.
Galilei blev kaldt til Rom, forhørt og i en kort periode også fængslet. Over for en kirkelig proces måtte han den 23. juni 1633 afsværge troen på solen som omdrejningspunkt for jorden.
Resten af sit liv levede Galilei i husarrest i hjemmet nær Firenze. I forhold til andre personer, der på samme tid blev dømt af inkvisitionen, slap han dog relativt billigt. Han fik mulighed for at fortsætte sit videnskabelige arbejde og fik besøg af flere af tidens store europæiske tænkere. I 1642 døde han, 78 år gammel.
Set på 400 års afstand er Galilei både kendt som en af grundlæggerne af moderne fysik og som symbolet på videnskabsmanden, der tvinges til at fornægte sin viden af hensyn til kirkens tro.
Der er ingen tvivl om, at processen mod Galilei har gjort ham mere kendt. Men til at begynde med fik kirkens voldsomme modstand mod hans videnskab den effekt, at den ikke blev udbredt. Over hele Europa sad videnskabsmænd og måtte holde igen og være forsigtige for ikke at lide samme skæbne som Galilei.
Selvom katolikker og protestanter sloges på det tidspunkt var de to kirkelige retninger enige om, at den nye videnskab var et upassende anslag mod Bibelens lære. Blot havde den protestantiske kirke ikke magtmidler til at føre proces mod videnskabsfolk.
Opfattelsen af jorden som centrum var udbredt blandt teologer i mange år endnu, selvom videnskabens anerkendelse af Kopernikus og Galilei slog igennem i sidste halvdel af 1600-tallet.
Så sent som i 1837 benægter en vis dansk teolog ved navn N.F.S. Grundtvig det kopernikanske verdensbillede. Men på det tidspunkt var der dog ingen, der tog ham alvorligt, siger Helge Kragh.
Den katolske kirke har haft sværere ved at gøre op med fortiden, men i 1979 erklærede pave Johannes Paul II, at det var forkert af kirken at dømme Galilei.
Så sent som i 1990 holdt den daværende kardinal Ratzinger en tale, hvori han refererede til et forsvar for kirkens proces mod Galilei. Dette blev af kritikere udlagt som, at kardinalen selv ønskede at forsvare processen i 1633.
Kardinalen, der i dag er pave Benedikt XVI, har dog umiddelbart op til astronomiåret udtalt sin hyldest til Galilei for at have hjulpet de troende til bedre at forstå og med taknemmelighed tænke over Herrens værk. Og til foråret vil Vatikanet gennemgå hele Galilei-sagen igen på en international konference.
Dermed ser det ud til, at en af de berømteste kontroverser mellem tro og videnskab bliver afsluttet 400 år efter, at Galilei så himlen gennem sin kikkert.
[ - ]
Inkvisition:[ - ]
En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.
Inkvisitioner:
- Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
- Spanske inkvisition (1478-1834)
- Portugisiske inkvisition (1536-1821)
- Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
- Peruvianske inkvisition (1570-1820)
- Mexikanske inkvisition (1571-1820)
På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857
inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.
[ - ]
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Koncil:[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.
Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.
Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.
Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger
[ - ]
Konklave:[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.
Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.
[ - ]
Luther:[ - ]
Martin Luther 1483-1546
Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.
Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.
Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.
Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.
Martin Luther, 95 teser om afladen
Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517
Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517
Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.
Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.
Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.
Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.
In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.
I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.
1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.
1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.
2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.
2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.
3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.
3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.
4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.
4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.
5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.
5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.
6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.
7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.
7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.
8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.
8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.
9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.
9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.
10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.
10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.
11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.
11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.
12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.
12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.
13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.
13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.
14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.
14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.
15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.
15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.
16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.
16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.
17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.
17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.
18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.
18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.
19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.
19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.
20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.
20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.
21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.
21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.
22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.
22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.
23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.
23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.
24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.
24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.
25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.
25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.
26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.
26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.
27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.
27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.
28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.
28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.
29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.
29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.
30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.
30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.
31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.
31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.
32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.
32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.
33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.
34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.
34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.
35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.
35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.
36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.
36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.
37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.
37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.
38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.
38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.
39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.
39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.
40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.
40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.
41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.
41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.
42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.
42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.
43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.
43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.
44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.
44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.
45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.
45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.
46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.
46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.
47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.
47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.
48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.
48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.
49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.
49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.
50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.
50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.
51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.
51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.
52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.
52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.
53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.
53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.
54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.
54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.
55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.
55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.
56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.
56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.
57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.
57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.
58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.
58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.
59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.
59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.
60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.
60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).
61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.
61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.
62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.
62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.
63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.
63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.
64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.
64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.
65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.
65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.
66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.
66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.
67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.
67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.
68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.
68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.
69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.
69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.
70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.
70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.
71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.
71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.
72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.
72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.
73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,
73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,
74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,
74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.
75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.
75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.
76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.
76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.
77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.
77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.
78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.
78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.
79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.
79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.
80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.
80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.
81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.
81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.
82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?
82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?
83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?
83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.
84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?
84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?
85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?
85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?
86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?
86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?
87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?
87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?
88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?
88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?
89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?
89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?
90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.
90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.
91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.
91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.
92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.
92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.
93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.
93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.
94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,
94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,
95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.
95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.
Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Schweizergarden:[ - ]
Schweizergarden i Vatikanet
Foto af Dnalor 01 - Eget arbejde, CC BY-SA 3.0
Den pavelige schweizergarde blev stiftet i 1506 og er den eneste af de mange schweizergarder, der eksisterer. I slutningen af 2005 var der 134 medlemmer af garden.
Garderne skal være romersk-katolske ugifte mænd med schweizisk statsborgerskab, som har gennemgået basal træning i det schweiziske militær. Rekrutterne skal være mindst 174 cm høje. Kandidater skal ansøge om at få lov til at tjene. Hvert år den 6. maj er der optagelsesceremonien for de nye medlemmer af garden. De nye rekrutter sværger troskab i San Damaso garden i Vatikanet. 6. maj er årsdagen for Stormen på Rom i 1527, hvor 147 ud af de 187 gardere blev dræbt. Denne dato er valgt for at mindes “Schweizergardens sidste opgør”, hvor de 147 gardister døde på trappen til højalteret i Peterskirken i forsvaret for Pave Clemens VII (1478-1534), da Karl V angreb Rom.
Schweiziske lejesoldater
De står vagt ved indgangene til Vatikanstaten, ved Pavens boliger og ved alle former for offentlige arrangementer i Vatikanet såsom messer. Ligeledes er der hver gang paven træder frem offentligt, gardere i hans umiddelbare nærhed i uniform eller i civil.
I dag forbindes livgarderne i de spraglede dragter således kun med Vatikanet, men engang tjente livgarderne i hele Europa som schweiziske lejesoldater til salg for højestbydende. De var da kendt for at være blandt Europas bedste krigere.
Verdens ældste garder-hær opstod da fattigdom i Schweiz fik mange af det nye lands unge mænd til at søge lykken i udlandet. En af de oplagte muligheder på det tidspunkt var at blive lejesoldat, hvilket betalte godt. Det endte med, at man i 1400-tallet organiserede de mange lejesoldater i en regulær hær, der solgte sine ydelser til højestbydende.
Der var stor efterspørgsel på de schweiziske lejesoldater, som gennem tiden har kæmpet ved fronter i blandt andet både Spanien, Frankrig og Østrig – særligt deres kamp til det sidste på aristokratiets side i den franske revolution er berømt.
Hellebarder
I dag giver de farverige renæssancedragter og klassiske hellebarder nok mange turister opfattelsen af, at den pavelige schweizergarde blot har en ceremoniel rolle. Men selvom garderne stadig trænes i brugen af det spydlignende våben, er de også klar til at tage mere moderne midler i brug for at forsvare paven. De trænes således både i kamp-sport og brugen af skydevåben, omend disse normalt ikke bæres synligt.
Siden attentatforsøget på Pave Johannes Paul 2. i 1981 har gardernes træning efter sigende inkluderet intensiv skydetræning.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1146
|
