|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Marcellus I - 308-309 :
Marcellus I (San Marcello I) Pave Marcellus I
Pave San Marcello I, 308-309
Efter Pave Marcellinus' martyrdød i år 304 stod pavestolen tom i omkring 4 år, mens de voldsomme kristenforfølgelser under Kejser Galerius rasede. Først i begyndelsen af Maxentius' regeringsperiode faldt der lidt ro over forfølgelserne og de kristne kunne igen begynde at samle skårene sammen. De valgte nu den 27.maj 308 romeren Marcellus, søn af Benedictus, som Biskop og det blev hans opgave at reorganisere Kirken, genopbygge kirker og mødesteder - og det fortælles, at Paven Marcellus oprettede 25 "tituli", huskirker, med hver sit afgrænsede distrikt. Blandt disse var "Titulus Cyriaci", der senere ombyggedes til Kirken San Ciriaco in Thermis.
Samtidig opstod der mange problemer med de kristne, som under forfølgelserne var bukket under for presset og havde frasagt sig deres tro, og som nu havde fortrudt og ville vende tilbage til kirken.
Indenfor menigheden var der delte meninger om at genoptage de frafaldne, Pave Marcellus ville ikke have dem ind igen og hvis det var uomgængeligt nødvendigt, så måtte de i hvert fald først gennemgå strenge prøver.
De forskellige meninger udviklede sig til alvorlige stridigheder og ligefrem tumulter mellem Roms kristne, der var så voldsomme, at myndighederne så sig nødsagede til at gribe ind og Kejseren måtte finde en løsning. Derfor valgte han at fjerne den, som han mente var årsag til stridighederne, nemlig Pave Marcellus I.
Ifølge nogle kilder blev han af Maxentius blev sendt i eksil, hvor han døde den 16.januar 309, og efter hans død blev hans lig bragt tilbage til Rom og begravet i Priscilla's Katakomber.
En anden udgave af begivenhederne fortæller, at Maxentius istedet for at sende Paven i eksil, dømte ham til tvangsarbejde som stalddreng i det "Catabulum", som lå tæt ved Via Lata (nutidens Via del Corso).
Et "Catabulum" var stalde og oplagringsplads for varer i forbindelse med tidens "postvæsen" og her måtte Marcellus arbejde i 9 måneder, indtil det lykkedes de øvrige præster at få ham løsladt. Han flyttede da ind i enken Lucina's hus ved Via Lata, og han indrettede huset til en "titulus".
Her og på resterne af det kejserlige "Catabulum" byggedes senere mellem det 4. og 5.århundrede den gamle kirke San Marcello al Corso.
Da Kejser Maxentius hørte om Marcellus' nye tiltag, dømte han ham til atter at gøre tjeneste i Catabulum-staldene. Under dette arbejde døde Paven af udmattelse og Lucina sørgede for hans begravelse i Priscilla's Katakomber.
Pave Marcellus I forveksles nogle gange med Pave Marcellinus, hvorfor de samme legender i visse tilfælde fortælles om begge paverne.
Pave Marcellus I skal også have oprettet begravelsespladsen "Cimitero di Novella" på Via Salaria overfor Priscilla's Katakomber. Andre kilder nævner derimod, at han var begravet på Santa Balbina's Kirkegård.
Paven Marcellus I (døde 309) var pave fra maj eller juni 308 til sin død i 309. Han efterfulgte pave Marcellinus efter en betydelig interval. Under Maxentius, blev han forvist fra Rom i 309, på grund af den tumult skyldes sværhedsgraden af bodshandlinger han havde pålagt kristne, som var bortfaldet under de seneste forfølgelser. Han døde samme år, at blive efterfulgt af pave Eusebius. Hans relikvier er under alteret i San Marcello al Corso i Rom.. Hans tredje klasse festdag er holdt på 16 januar i den ekstraordinære form af Roman Rite.
Regeringstid som pave
I et stykke tid efter Marcellinus død i 304 fortsatte Diocletians forfølgelser med uformindsket sværhedsgraden. Efter Diocletians abdikation i 305 og tiltrædelse i Rom af Maxentius til tronen Cæsars i oktober det følgende år nød kristne i hovedstaden igen sammenlignende fred. Ikke desto mindre, næsten to år gået før en ny biskop af Rom blev valgt. Så i 308, ifølge Catalogus Liberianus, paven Marcellus først trådte på hans kontor: "Fuit temporibus Maxenti en cons. X et Maximiano Quousque post consulatum X et septimum". Denne forkortede varsel er læses: "en cons. Maximiano Herculio X et Maximiano Galerio VII [308] Quousque post cons. Maxim. Herc. X et Maxim. Galer. VII [309] ". Rom fundet Marcellus kirken i den største forvirring. Mødesteder og nogle af de begravelse-steder af trofaste havde konfiskeret, og det almindelige liv og aktivitet i kirken blev afbrudt. Føjet til dette var kiv i kirken, forårsaget af det store antal svagere medlemmer, der var faldet væk under den lange periode med aktiv forfølgelse og senere, under ledelse af en frafalden, voldsomt forlangte at de bør tilbagesendes til altergang uden at gøre bod.
Ifølge Liber Pontificalis Marcellus opdelt den territoriale administration af kirken i femogtyve distrikter (tituli), udpege over hver en presbyter, der så til forberedelse af catechumens for dåb og instrueret udførelsen af offentlige bodshandlinger. Presbyter foregik også ansvarlig for begravelsen af døde og for festlighederne mindes Martyrernes død. Paven havde også en ny begravelse-sted, Cœmeterium Novellœ på Via Salaria (overfor den Catacomb af St. Priscilla), fastlagt. Liber Pontificalis (ed. Duchesne, I, 164) siger: "Hic fecit cymiterium Novellae via Salaria et XXV titulos i urbe Roma constituit kvasi diœcesis propter baptismum et pœnitentiam multorum qui convertebantur ex paganis et propter sepulturas martyrum". I begyndelsen af det syvende århundrede var der formentlig femogtyve licenshaverens kirker i Rom; ydelse selv, måske, kompileren af Liber Pontificalis nævnt dette nummer til tidspunktet for Marcellus, er der stadig en klar historisk tradition til støtte for sin erklæring, at den kirkelige administration i Rom blev reorganiseret af denne pave efter stor forfølgelse.
Arbejdet, som paven var, dog hurtigt afbrudt af kontroverserne som spørgsmålet om genoptagelse af lapsi ind i kirken gav anledning. Med hensyn til dette samle vi nogle lys fra den poetiske hyldest komponeret af pave Damasus I til minde om hans forgænger og placeret over hans grav (De Rossi, "Inscr. Kristus. Urbis Romæ", II, 62, 103, 138; CF. Idem, "Roma sotterranea", II, 204–5). Damasus drejer sig om at Marcellus blev betragtet som en ond fjende af alle de bortfaldet, fordi han insisterede på, at de skulle udføre den foreskrevne bod for deres skyld. Som følge heraf alvorlige konflikter opstod, nogle endte med blodsudgydelser, og hvert bånd af fred blev brudt. I spidsen for denne gruppe af afvigere var en frafalden, som havde nægtet tro selv før udbruddet af forfølgelse. Den tyranniske Maxentius havde paven beslaglagt og sendt i eksil. Dette fandt sted i slutningen af 308 eller starten af 309 ifølge passager dommen fra Catalogus Liberianus, som giver længde af Pontifikat som ikke mere end et år, seks (eller syv) måneder og tyve dage. Marcellus døde kort tid efter at have forladt Rom, og blev æret som en helgen.
Dyrkelse
Hans festdag var 16 januar, ifølge Depositio episcoporum af Chronography af 354 og alle andre romerske myndighed. Det vides dog ikke, om dette er datoen for hans død eller nedgravning af hans jordiske rester, efter at disse var blevet bragt tilbage fra den ukendte bydel som han havde været forvist. Han blev begravet i St. Priscilla hvor hans grav er nævnt af ruter at gravene i romerske Katakomber martyrer som eksisterende i Basilikaen St. Silvester (De Rossi, Roma sotterranea, I, 176).
En 5.-århundrede "Passio Marcelli", som er inkluderet i den legendariske konto af martyrium af St. Cyriacus (jf. Acta Sanct., Jan., II, 369) og efterfølges af Liber Pontificalis, giver en anden konto i slutningen af Marcellus. Ifølge denne version, paven var forpligtet af begivenheder, der blev rasende på hans reorganisering af kirken, til aflcrgge sin biskoppelige værdighed og gøre et offer til guder. På sin afvisning blev han dømt til at fungere som en slave på en station på offentlig vej (catabulum). I slutningen af ni måneder blev han sat fri af gejstlige; men en oldfrue hedder Morten at have haft sit hus på Via Lata indviet af ham som "titulus Marcelli" han var igen dømt til arbejdet i at deltage i heste bragt ind på stationen, i hvilke underordnede besættelse han døde.
Alt dette er sandsynligvis legendariske, henvisningen til restaurering af kirkelige aktivitet af Marcellus alene at have en historisk grundlag. Traditionen relateret i vers af Damasus synes meget mere værdig af tro. Feast of St. Marcellus, hvis navn er den dag i dag påhviler kirken i Rom, der er nævnt i de ovenstående forklaring, er stadig fejres på januar 16. Der stadig er fortsat at være nævnt Mommsens ejendommelige opfattelse, at Marcellus var egentlig ikke en biskop, men en simpel romerske presbyter som blev begået den kirkelige administration under den sidste del af perioden af stillingsopslag for den pavelige stol. Ifølge denne opfattelse 16 januar var virkelig datoen for Marcellus' død, den næste beboer af stolen bliver Eusebius (Neues Archiv, 1896, XXI, 350–3). Denne hypotese er, men fandt ingen støtte.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Basilika
Katakomber
Liber Pontificalis
Pontifikat
Basilika:[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.
Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.
Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.
[ - ]
Katakomber:[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.
Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.
Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.
Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
0544
|
