|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Marcellinus - 296-304 :
Marcellinus (San Marcellino) Pave Marcellinus / San Marcellino
Marcellinus efterfulgte Pave Gajus (San Cajo) i år 296 og var pave indtil år 304, hvor han døde under kristenforfølgelserne under kejser Diokletian.
Legenden beretter, at han under forfølgelserne blev dømt til at arbejde som stalddreng i "Catabulum", der var hestestald og varemagasin for tidens "postvæsen". Efter sin død blev han begravet på Priscilla's kirkegård af den romerske matrone Lucina og den efterfølgende Pave Marcellus I, som på den tid var biskop (der fulgte en række år uden pave efter Marcellinus død, hvor Marcellus I først trådte til i 308).
Der hersker en del forvirring om de historiske facts fra denne tid. Nogle forskere har hældet til den teori, at Pave Marcellinus og Pave Marcellus I var én og samme pave, blot med to kaldenavne, men de fleste mener, at der er tale om to forskellige personer. Forvirringen gælder også Marcellinus' dødsår, som af nogle angives som 308 i stedet for 304, og de andre begivenheder, som legenderne beretter fra de to pavers liv.
Marcellinus skal have været født i Rom og fungeret som tribun og notar i Carthago, hvor han var en god ven af den Hellige Augustin. Senere gjorde han karriere indenfor kirken og blev biskop af Rom den 30. juni 296.
Kejser Diokletian havde i lang tid ikke haft noget at udsætte på de kristne i Romerriget, men i 303 lykkedes det hans "tronfølger" i den østlige del af riget, Galerius, at overbevise ham om det nødvendige i at foretage en udrensning af alle kristne i hæren og statsapparatet, da han anså dem for at være illoyale og derfor farlige for rigets ro og sikkerhed. I februar 303 hærgede flere brande kejserpaladset i Nicosia og Galerius anklagede de kristne for at være ophavsmænd dertil og Diokletian, der efterhånden var gammel og syg, udstedte et edikt, som påbød ødelæggelse af de kristne's kirker og hellige bøger, forbød møder og gudstjenester og forlangte, at de kristne afsvor deres tro. Da mange kristne ikke ville rette sig efter ediktet, startede nu en meget voldsom kristenforfølgelse.
I Rom blev hellige tekster, biskoppens arkiver og Kirkens ejendomme konfiskeret. Vi ved ikke, hvordan Pave Marcellinus handlede under disse ugunstige forhold, ifølge kætteren Donatus rettede han sig efter Kejserens påbud og udleverede alt, ja ofrede sågar røgelse for de hedenske guder. Den Hellige Augustin benægter det og siger, at dette er en falsk påstand, men i Liber Pontificalis er det også anført, selvom der står, at Marcellinus kort efter fortrød og atter erklærede sig kristen og for dette blev halshugget den 25.oktober 304 på Kejser Dicoletian's ordre. (Iflg.andre kilder døde han den 16.januar 308).
Hans navn mangler på flere af de gamle pavelister, så måske har der været noget om anklagen, men han fik i hvert fald en kristen begravelse i Priscilla's Katakomber og her æredes hans grav i flere hundrede år.
Diokletian udsendte flere edikter mod de kristne og i det fjerde påbød han massehenrettelser af de uforbederlige.
Pave Marcellinus blev til helgenen San Marcellino og efter hans død under de frygtelige angreb på Kirken, stod embedet som Roms biskop ledigt i cirka 4 år, indtil begyndelsen af Kejser Maxentius' regering, hvor der faldt lidt ro over forfølgelserne og en ny pave blev valgt i 308: Marcellus I.
Ifølge legenden var det Pave Marcellinus som udnævnte Cyriacus og Sisinnius til diakoner, så de kunne hjælpe og trøste de mange kristne, som var dømt til at arbejde med opførelsen af Diokletian's Termer og døde under eller efter dette arbejde. Det var også Marcellinus som skal have sørget for flere af de dødes begravelser sammen med præsten Johannes og dennes moder Lucina, der også senere sørgede for at begrave Marcellinus.
Disse beretninger gjorde så stort indtryk på præsten Antonio lo Duca, at han i det 16.århundrede arbejdede ihærdigt og uafbrudt på at omdanne en del af det gamle termeanlæg på Esquilin til Kirken Santa Maria degli Angeli, der også er viet til de mange kristne martyrer.
Pave Sankt Marcellinus blev ifølge det liberiske Katalog biskop af Roma den 30. juni, 296. Hans forgænger var pave St Caius. Marcellinus er ikke nævnt i Martyrologium hieronymianum, eller i Depositio episcoporum, eller i Depositio martyrus.
St Marcellinus' Pontifikat begyndte i en tid da Diokletian var romersk kejser, men han havde endnu ikke begyndt at forfølge de kristne. Han lod kristendommen i fred og kirkens medlemstal voksede. Cæsar Galerius ledte hedenske bevægelser mod kristendommen og fik Diokletian til at gå mod kristendommen i år 302. Først måtte de kristne soldater forlade hæren, senere blev Kirkens ejendomme konfiskeret og de kristne bøger ødelagt. Efter to brande i Diokletians palads tog han hårdere tiltag mod de kristne: de måtte enten forsage kristendommen eller også blev de dømt til døden.
Liber Pontificalis, baserer sig på Acts of St Marcellinus, teksten som er gået tabt, fortæller at under Diokletians forfølgelser blev Marcellinus tilkaldt for at ofre til afgudene, men efter kort tid bekendte han sin tro på Kristus, og led martyrdøden med flere kamerater.
Under hans Pontifikat blev Armenien den første kristne nation i 301.
Paven Marcellinus (døde oktober 304) var pave fra 30 juni 296 til sin død i 304. Ifølge det liberiske katalog var han en Roman, søn af en bestemt Projectus. Hans forgænger var pave Caius.
Marcellinus' Pontifikat begyndte på et tidspunkt, hvor Diocletian blev Romersk Kejser, men endnu ikke havde begyndt at forfølge de kristne. Han forlod kristendommen snarere gratis og så kirkens medlemskab voksede. Cæsar Galerius førte den hedenske bevægelse mod kristendommen og ankom for at opdrage Diocletian mod kristendommen i år 302: første kristne soldater måtte forlade hær, senere kirkens ejendom blev konfiskeret og kristne bøger blev ødelagt. Efter to brande i Diocletians palads han tog hårdere foranstaltninger mod kristne: de havde enten at frafaldne eller de blev dømt til døden.
Marcellinus er ikke nævnt i hieronymianum Martyrologium Depositio episcoporum, eller i Depositio martyrum. Liber Pontificalis, baserer sig på retsakter St Marcellinus, som er tabt, drejer sig om, at under Diocletians forfølgelser Marcellinus blev opfordret til at ofre, og tilbød røgelse til idoler, men at angre kort tid bagefter, han tilstod troen på Kristus og lidt martyrium med flere ledsagere. Andre dokumenter taler af hans frafald, og det er sandsynligvis denne bortfalder, der forklarer tavsheden i de gamle liturgiske kalendere. I begyndelsen af det femte århundrede, Petilianus, donatistiske biskop i Constantine, siger, at Marcellinus og hans præster havde opgivet de hellige bøger til hedningene under forfølgelse og tilbudt røgelse til falske guder. St Augustine nægtet affæren. Optegnelser af pseudo Europarådets Sinuessa, som blev fabrikeret i begyndelsen af det sjette århundrede, oplyse, at Marcellinus efter hans fald præsenterede sig selv før et råd, som nægtede at prøve ham på jorden at prima sedes en nemine iudicatur ("den første se er bedømt af ingen"). Ifølge Liber Pontificalis blev Marcellinus begravet den 26 April 304 i kirkegården Priscilla på Via Salaria, 25 dage efter hans martyrium; det liberiske katalog giver som dato 25 oktober. Kendsgerningen, at martyriet er ikke etableret med sikkerhed.
Marcellinus blev nævnt i de generelle romerske kalender, hvori en festdag i hans ære i fællesskab med de Sankt Cletus på 26 April var indsat i det trettende århundrede. På grund af usikkerhed om både, blev denne fælles fest fjernet fra denne kalender i 1969. Sankt Cletus er stadig opført i Roman Martyrology under 26 April datoen; men Sankt Marcellinus nævnes ikke længere i det handelsområdet ufuldstændig liste over anerkendte helgener.
Efter et betydeligt Interregnum blev han efterfulgt af Marcellus, med hvem han har undertiden været forvirret.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Diokletian
Interregnum
Katakomber
Liber Pontificalis
Pontifikat
Diokletian:[ - ]
Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.
Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel.
Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.
Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.
Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.
[ - ]
Interregnum:[ - ]
Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.
Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.
Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.
Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.
Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.
[ - ]
Katakomber:[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.
Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.
Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.
Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
0105
|
