Beskrivelse af Zosimus, der var Pave i år 417-418

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Zosimus - 417-418 :

Zosimus (San Zosimo)
Zosimus, død 26.12.418, pave fra 417. Han var græker og fulgte som pave samme politiske linje som sin forgænger, Innocens 1. Zosimus' korte regeringstid var præget af konflikter med især de galliske og nordafrikanske kirker, idet han uden held forsøgte at tilsidesætte deres rettigheder.

Pave Zosimus (døde 27 December 418) var leder af den katolske kirke fra 18 marts 417 til sin død i 418. Han blev født i Mesoraca, Calabrien.
Han efterfulgte Innocens I og blev efterfulgt af Bonifacius I. Zosimus tog en besluttede del i den langvarige strid i Gallien, se af Arles kompetence frem for Vienne, giver energiske beslutninger til fordel for tidligere, men uden at bilægge striden. Hans problemfyldt temperament farvet alle kontroverserne i som tog han del, i Gallien, Afrika og Italien, herunder Rom, hvor ved hans død præster var meget opdelt.
Ifølge Liber Pontificalis var Zosimus græsk og hans far hed Abram. Historikeren Adolf von Harnack udleder af dette, at familien var af jødisk oprindelse, men det kan ikke siges med sikkerhed.
Intet er kendt om Zosimus liv før han besteg den pavelige stol. Hans indvielse som biskop af Rom fandt sted den 18 marts 417. Festivalen blev overværet af Patroklos, biskop i Arles, som er blevet opdraget til at se i stedet for biskop Heros af Arles, som var blevet afsat af Constantius III. Patroklos fået tillid til den nye pave på én gang; så tidligt som 22 marts modtog han en pavelig skrivelse, som tillagt ham en metropolitan rettigheder over alle biskopperne af de galliske provinser i Viennensis og Narbonensis I og II. Hertil kommer, var han lavet en slags pavelige sognepræst for hele Gallien; ingen galliske Ecclesiastic fået tilladelse til at rejse til Rom uden at bringe med ham et certifikat af identitet fra Patroklos.
I år 400 havde været erstattede Arles Trier som opholdssted for den ledende embedsmand af den civile stift Gallien, "Prefectus Praetorio Galliarum". Patroklos, der nød støtte fra commander Constantine, benyttet denne lejlighed til at skaffe sig placeringen af overherredømme ovenfor nævnt, ved at vinde over Zosimus til hans ideer. Biskopperne i Vienne, Narbonne og Marseille betragtes denne udvidelse af Arles-Se som en krænkelse af deres rettigheder, og rejst indvendinger, som dækker flere breve fra Zosimus. Tvisten, derimod blev ikke afviklet førend Pave Leo I's Pontifikat.

Konfrontation med Pelagianismen
Ikke længe efter valget af Zosimus Caelestius, fortaler for Pelagianismen som var blevet fordømt af Innocens I, den foregående pave, kom til Rom for at appellere til den nye pave efter at være blevet forvist fra Konstantinopel. I sommeren 417 holdt Zosimus et møde af romerske præster i af Basilikaen St. Clement før som Celestius dukkede op. Udsagn udarbejdet af diakon Paulinus i Milano, som Celestius havde blevet fordømt på Carthage i 411, blev lagt før ham. Celestius nægtede at fordømme disse udsagn, på samme tid at generelt erklære, at han accepterede doktrinen udlagt i breve af pave Innocent og gøre en bekendelse af tro, som blev godkendt. Paven blev vundet af den beregnede forretningsskik Celestius, og sagde at det ikke var visse om han virkelig havde fastholdt den falske doktrin afvist af Innocens, og derfor betragtede Zosimus de afrikanske biskoppers handling mod Celestius som overilet. Han skrev på en gang i denne forstand biskopper i den afrikanske provinsen, og opfordrede dem, der havde noget at anlægge mod Celestius til at møde i Rom inden for to måneder.
Snart efter dette modtog Zosimus fra Pelagius en bekendelse af tro, sammen med en ny afhandling om fri vilje. Paven holdt en ny Synode for den romerske præster, før som begge disse skrifter blev læst; forsamlingen afholdt udsagn at være ortodokse, og Zosimus igen skrev til de afrikanske biskopper forsvare Pelagius og irettesatte hans anklagere, hvoriblandt var de galliske biskopper Hero og Lazarus. Ærkebiskop Aurelius fra Karthago lod indkalde hurtigt til en Synode, som sendte et svar til Zosimus, hvori det blev godtgjort, at paven var blevet narret af kætterne. I sit svar erklærede Zosimus, at han havde afregnet intet afgjort, og ønskede at bilægge intet uden at konsultere de afrikanske biskopper. Efter den nye synodal brev af den afrikanske Ministerråd 1 maj 418 til paven, og efter de skridt taget af kejser Honorius mod pelagianerne, udstedt Zosimus sit Tractoria, hvori Pelagianismen og dens forfattere blev endelig fordømt.
Kort efter blev Zosimus involveret i en tvist med de afrikanske biskopper med hensyn til ret til appel til Roman See gejstlige, der havde blevet fordømt af deres biskopper. Da præsten Apiarius af Sicca var blevet ekskommunikeret af sin biskop på grund af hans forbrydelser, appellerede han direkte til paven, uden hensyn til det regelmæssige forløb af appel i Afrika, som var nøjagtig ordineret. Paven straks accepteret appellen og sendt legater med breve til Afrika for at undersøge sagen. En anden, potentielt klogere, naturligvis ville have været at først nævnte Apiarius normal appel i selve Afrika. Zosimus næste gjort den yderligere fejl at basere sin indsats på en ansete canon af det første Koncil i Nikæa, som var i virkeligheden en Kanon af Rådets Sardica. I de romerske manuskripter Kanonerne af Sardica fulgte dem i Nikæa straks, uden en uafhængig titel, mens de afrikanske håndskrifter indeholdt kun ægte Kanonerne i Nikæa, således at canon appelleret til af Zosimus ikke var indeholdt i de afrikanske kopier af Nicene Kanonerne. Denne fejl antændt en alvorlig uenighed over den appel, som fortsatte efter Zosimus død.
Udover skrifter af paven allerede nævnt, er der bevaret andre breve biskopper i den byzantinske provins i Afrika, med hensyn til en afsat biskop samt til biskopperne i Gallien og Spanien i henseende til priscillianismen og ordination til de forskellige kvaliteter af præster. Liber Pontificalis attributter til Zosimus et dekret om iført af maniple af diakoner og indvielsen af påske stearinlys i landet sogne; også et dekret forbyder gejstlige at besøge værtshuse. Zosimus blev begravet i gravkapelet i St. Laurence kirke i Agro Verano.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Kanon
Koncil
Liber Pontificalis
Pelagianisme
Pontifikat
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode: