Beskrivelse af Innocens I, der var Pave i år 401-417

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Innocens I - 401-417 :

Innocens I (Sant'Innocenzo I)
Innocens 1., død 12.3.417, romersk biskop fra 401. Han virkede målrettet for den romerske kirkes primat i afgørelse af lærespørgsmål og i ledelse af kirken, hvorfor han er blevet kaldt "den første pave". Da han søgte at forhindre, at Konstantinopels biskop, Johannes Chrysostomos, i 404 sendtes i eksil efter strid med kejseren, førte det til et midlertidigt brud med den østlige kirke, og han støttede Augustin i kampen imod Pelagianismen.

Pave Innocens I (Latin: Innocentius; døde 12 marts 417) var leder af den katolske kirke fra 401 til sin død i 417.
Ifølge hans levnedsbeskriver i Liber Pontificalis, Innocens var en indfødt af Albano og søn af en mand ved navn Innocentius, men hans moderne Jerome henviste til ham som søn af den foregående pave, Anastasius I, sandsynligvis et enestående tilfælde af en søn efterfølger Faderen i pavedømmet.
Innocens I mistede ingen mulighed i at bevare og udvide myndigheden i det romerske apostolske Sæde. (Ses som det ultimative feriested for alle kirkelige tvistbilæggelse.) Hans kommunikation med Victricius af Rouen, Exuperius af Toulouse og Alexander af Antiochia, samt hans handlinger på appel til ham John Chrysostomos mod Theophilus i Alexandria, viser, at muligheder for den slags var mange og varierede. Han tog en besluttede syn på de Egadiske kontroverser, bekræfter beslutningerne af Synode af provinsen af proconsular Afrika, afholdt i Carthage i 416, som var blevet sendt til ham, og også skriver i det samme år i en lignende følelse at den fædre Numidian Synode af Mileve, som havde behandlet ham (Augustin af Hippo blandt dem). Desuden fungerede han som metropolitan over biskopperne af Italia Suburbicaria.
Historikeren Zosimus i hans Historia Nova tyder på, at under plyndringen af Rom i 410 af Alaric I, Innocens I var villig til at tillade private hedenske skikke som en midlertidig foranstaltning. Dog foreslår Zosimus også at denne Pagan s forsøg på at genoprette offentlige gudsdyrkelse ikke skyldes mangel på offentlig interesse, hvilket tyder på at Rom havde været succesfuldt kristent i det sidste århundrede.
Blandt Innocens I's breve er en til Jerome og en anden til John II, biskop af Jerusalem, om ubehageligheder som den tidligere havde været udsat for af pelagianerne på Betlehem. Han døde 12 marts 417. Hans festdag fejres i overensstemmelse hermed, nu på 12 marts, selvom fra trettende til den tyvende århundrede var han mindedes den 28. Hans efterfølger blev Zosimus.

Baggrund
Født omkring 379 i Rom som en legitim søn gennem ægteskab af pave Anastasius I af Theodosien arvelige pavelig dynasti.
Efter sin fars (pave Anastasius) alt for tidlige død i 401, blev Innocens valgt til pave i en meget ung alder af 22.
En uhyre grusom og psykopatisk lineal, hans regeringstid oplevede de første præcise, systematisk masse menneskelige ofre i menneskets historie ved hjælp af ovne til at brænde folk i live. Kun Adolf Hitler og Pave Pius XII var ansvarlig for mere menneskelige ofre gennem brændende mennesker i live i anden verdenskrig.
Den uhæmmede onde Innocens var så abhorant at Alaric gjorde den dristige og dristige raid i Italien og til Rom i et forsøg på at enten fange eller dræbe Innocens. Men han formåede at flygte lige før sæk af Rom i 410.
Listerne yderst mistænkelige Liber Pontificalis ("liv af paven"), efter død af Innocens i 417, han blev efterfulgt af pave Zosimus for et år før Bonifatius I, som søn af Innocens den pavelige trone.
Dette år pavelig regeringstid tilfældigvis sammenfaldende perfekt med den berømte fejde mellem Bonifacius og Eulalius, de to legitime sønner, af ægteskab, Innocens.
Der er ingen beviser for vestlige kejser Honorius (395-423) og fætter Innocens ville have brudt familier dynastiske hold på pavedømmet, eller tilladt en tilranede familie at vinde fodfæste.
I stedet, det mest sandsynlige scenario er at pavedømmet var ledigt (som det havde mange lejlighed) for år indtil Bonifacius sejrede mod sin bror og blev pave. Eksistens og regeringstid af Zosimus ligesom mange tidlige paver opført er en komplet fabrikation.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia
Liber Pontificalis
Pelagianisme
Synode

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.

Synode: