Beskrivelse af Bonifacius I, der var Pave i år 418-422

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Bonifacius I - 418-422 :

Bonifacius I (San Bonifacio I)
Bonifacius I (418-22) blev Pave ved Kejser Honorius’ Hjælp, medens flertallet af Klerus og folket havde valgt Eulalius. Han blev helligkåret.

Pave Bonifacius I (Latin: Bonifatius; døde 4 September 422) var leder af den katolske kirke fra 28 December 418 til sin død i 422. Han var jævnaldrende med Sankt Augustin af Hippo, der dedikeret til ham nogle af hans værker.
På dagen for begravelsen for pave Zosimus, som blev afholdt på San Lorenzo fuori le Mura, besat partisaner af Eulalius Lateran. Senere på dagen, han fortsatte did med en flok, bestående af diakoner, lægfolk og et par præster, og blev valgt til biskop. Den nye pave og hans tilhængere forblev i kirken indtil søndag, 29 December, for den formelle koordinering sædvanligvis fandt sted på en søndag. I mellemtiden, på lørdag efter Eulalius var blevet valgt, et flertal af kirkens præster valgt Bonifacius, der tidligere havde været et byrådsmedlem af pave Innocent, og blev også ordineret på 29 December på kirken Sankt Marcellus i Campus Martius. Urban præfekten Aurelius Anicius Symmachus advarede begge parter til at holde fred, og skrev til kejser Honorius at Eulalius, der var blevet valgt først og i behørig orden, var i retten. Kejser svarede på 3 januar 419, anerkende Eulalius som retmæssige biskop af Rom. Trods disse officielle handlinger, volden brød ud mellem de to grupper, og Bonifatius blev beslaglagt af Præfektens politi og taget til et logi uden for murene, hvor han blev tilbageholdt under overvågning af Præfektens agenter.
Bonifaciuss partisaner lod ikke sagen resten der og sendte et andragende til kejser Honorius påstand om uregelmæssigheder i valget af Eulalius. Som svar, kejseren suspenderet sin tidligere ordre og indkaldt parterne skal vises for dom før ham og andre italienske biskopper på 8 februar. Retsmødet udskudt en beslutning til en Synode, som var planlagt til at mødes på Spoleto på 13 juni, men befalede både Bonifacius og Eulalius ophold ud af Rome. Da påsken nærmede, biskop af Spoleto, en ekstern part, blev bedt om at fejre ritualer af denne vigtige hellige dag i Rom.
Både kejserinde Galla Placidia og hendes mand Constantius III begunstiget Eulalius, der var blevet valgt først. Stewart Oost bemærker, pavelige valget dengang var "stadig helt ubestemt og begge parter kunne således med rette hævder korrekt valg og indvielsen." Selvom Eulalius syntes at være dømt til at blive bekræftet til post, mesterskabsevents Rom dristigt på 18 marts - påskesøndag året faldt på 30 marts - og ulydig Imperial ordrer, han tabte støtte fra myndighederne. Symmachus sendte hans politiet at besætte Lateran, hvor Eulalius havde etableret sig, og eskorterede ham til et hus uden for murene Rom. Biskop Achilleus af Spoleto fejrede massen i Lateran. Den foreslåede Rådet Spoleto blev annulleret, og på 3 April 419, kejser Honorius anerkendt Bonifacius som den rette pave.
Bonifacius fortsatte modstand mod Pelagianismen, overtalte kejser Theodosius II tilbage Illyrien til vestlige jurisdiktion, og forsvaret af pavestolen rettigheder.

Baggrund
En af to legitime sønner af pave Innocent I, født omkring 399. Når hans far (pave Innocent) døde i 417, var der ingen klar aftale Arvefølgekrig mellem enten selv eller hans bror Eulalius.
Kontrollere betydelige rigdom og ressourcer, indvarslede både unge prinser en fejde i paladser og gader i Rom, med ingen af siderne villig til at afstå.
For at spare byen fra mere skade og bloodsheed, spurgte Galla Placidia berømt kejser Honorius at bestille hans fætre til at tage deres kamp uden for murene Rom-en by stadig inddrive fra chokket over raid af Alaric.
Honorius sendte et edikt til både unge mænd til at indstille fjendtlighederne og tvunget dem begge i midlertidigt eksil. Men Eulalius var først til at bryde sin ed til fætteren Theodosian, kejseren og vendte tilbage til Rom. Honorius derefter brugte dette som påskud til at vælge Bonifacius, forvise Eulalius. I en alder af blot 18, var Bonifacius valgt til pave i 418.
I September 422 i en alder af kun seksogtyve (26), døde pave Bonifacius.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Lateran
Pelagianisme
Synode

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.

Synode: