Beskrivelse af Cølestin I, der var Pave i år 422-432
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| ![]() LU: 14:38 |
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Cølestin I - 422-432 :
Cølestin I (San Celestino I)
|
Ordforklaring :Liber PontificalisNovatian Liber Pontificalis:[ - ]Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende. ![]() På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation. Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger. Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende. De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne. [ - ] Novatian:[ - ]Modpave Novatian (251-258) gav navn til en kættersk bevægelse, Novatianismen, indenfor den katolske kirke. Novatianisme var et kristent "kætteri" med oprindelse i det tredje århundrede, baseret på læren fra Modpave Novatian, der blev valgt i opposition til pave Cornelius . Novatianismen havde en noget mindre eftergivende politik med hensyn til tilgivelse af frafaldne kristne, der havde været villige til under tvang, at begå synd og afgudsdyrkelse under kristenforfølgelserne. ![]() Novatian var en respekteret og lærd gejstlig, der havde været sekretær for den romerske kirke under kejser Decius kristenforfølgelser i år ca. 250. Novatian mente, at det var både en fejltagelse og ud over myndigheden i kirken, at kunne frikende frafaldne kristne for den sørgeligt almindelige synd afgudsdyrkelse, han blev ordineret til biskop af Rom imod Cornelius. Novatianisterne skabte snart stor i hele det romerske imperium, en splittelse der fortsatte godt ind i det femte århundrede og videre frem. Novatian selv blev martyr for sin tro i 258. Hans tilhængere, også kaldet Novatianere, havde et puritansk syn på kirkens politik og mente, at dødelige synder kunne kun blive tilgivet af Gud, ikke af biskopper. Selvom de ikke skyede de angrende syndere, som havde begået forbrydelser som hedenskab, utroskab, hor og mord, nægtede de alligevel sådanne personer tilladelse til fuld altergang. Kontroversen bestod i; om den kristne kirke var "hellig" (om den bestod af helgener villige til at ofre deres liv for troen) eller "katolsk" (universel: også for syndere, herunder dem, der havde begået alvorlige synder efter at være blevet døbt). Novatianerne fortsatte med deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået. Se mere om Novatian på dette link. [ - ] 1438 |