Beskrivelse af Leo I, der var Pave i år 440-461

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Leo I - 440-461 :

Leo I (San Leone I Magno)
Leo 1. den Store, død d. 10.11.461, var romersk biskop (pave) fra 440; han hævdede energisk romerbispens stilling som apostlen Peters efterfølger og øverste autoritet i kirken. Pga. kraftig modstand fra især galliske og norditalienske bisper måtte Leo 1. søge retslig anerkendelse af sit krav fra kejser Valentinian 3., men opnåede det kun for den vestlige del af Romerriget. Gennem sit brev til Konstantinopels Patriark Flavianos, Tomus ad Flavianum, sikrede Leo 1., at KalchedonKoncilet i 451 fulgte den latinske kirkes opfattelse af Kristus som en person i to naturer.
Pave Leo I regulerede grænserne for de kirkelige provinser i Arles og Vienne: under Vienne placerede han stifterne, Valence, Tarentaise, Genève og Grenoble, mens alle de øvrige stifter i distriktet var underordnet Arles. Dette gav senere anledning til en strid mellem biskopperne i de to distrikter, hvor Pave Hilarius måtte mægle.

Pave Leo I var kirkelærer. Født i Rom (?). Død dér 461. Festdag 10. november.
Leo I, en mand af fineste karakter og stor dygtighed, blev udpeget til biskop af Rom i 440, i en krisetid både for Kirken og kejserriget. I 451 mødtes det 4. almindelige Koncil i Kalkedon for at tage stilling til Eutyches' lære (Monofysitisme). Leos lærebrev om dette emne blev vedtaget som grundlag for Koncilserklæringen om, hvad der var ret lære vedrørende Kristi to naturer. Det næste år gik Leo personlig ud for at møde de invaderende hunner ved floden Mincio og fik Attila til at trække sig tilbage bag Donau og overveje situationen. Han kunne ikke standse vandalerne, der besatte Rom i 455, men det lykkedes i det mindste at forhindre en massakre. Sådanne handlinger er typiske for pave Leos beslutsomhed til at møde dagens krav med fasthed og autoritet. Han så nødvendigheden af at styrke og udbygge den romerske Kirkes indflydelse. Han udøvede sin myndighed som pave i Spanien, i Gallien, i Illyrien og Nordafrika, og han afslog at godkende en Kanon på Koncilet i Kalkedon, der gav Patriarken i Konstantinopel forrang over Alexandria og Antiochia og dermed truede en gammel rangfølge, som fulgte traditionen.
Han repræsenterede det bedste i den romerske karakter, energisk, storsindet, konsekvent og urokkelig i sin pligtfølelse. Hans tro var fast forankret i det centrale kristne mysterium om Ordet, der blev kød. Den lærde pave Benedikt XIV føjede i 1754 Skt. Leos navn til rækken af kirkelærere, men af hans skrifter er der kun overleveret nogle breve og prædikener, der er bemærkelsesværdige for deres præcision og klare udtryksform. I dem understreges gang på gang apostlen Peters efterfølgers forrang og læremyndighed; Leo fik afgørende indflydelse på pavedømmets tidlige historie.

S. Leo I (den Store) - Volterra (440-461)
Paven (er sammen med Gregorio I og måske Niccoló I de eneste med tilnavnet "Magno"). Han blev "ærkediakon" under Celestin I og øvede stor indflydelse på sine to foregængere. Leone blev pave i en krisetid både for kirken og kejserriget. Hele hans politik var baseret på han overbevisning om, at den øverste og universelle autoritet i Kirken, oprindeligt givet af Kristus til Peter og efterfølgende til biskoppen af Rom. Fra Leone stammer ordene "Petri dignitas etiam in indigno herede non deficit" (Peters vrdighed går ikke tabt selv hos en uværdig arvtager). I et kejserligt edikt fra 455 blev ulydighed mod paven stemplet som majestætsforbrydelse.
Han bekæmpede med stort held al vranglærerne særlig arianerne, monofysitterne, pelagianerne, pricillianerne og manikæerne. Han fik den vestromerske kejser Valentiano III (425-455) til at udsende en forordning som anerkendte pavens jurisdiktion over alle de vestlige provinser.
På det treje kirkemøde i Efesos (449) og det fjerde i Khalkedon (451) kæmpede paven mod monofysittismen, og fik vedtaget den rette lære om "Kristus to naturer - den guddommelige og den mennekelige, men uløsligt forbundet i en person". Vedtagelsen betød, at såvel den koptiske og armenske kirke blev afskilt fra resten af Kirken som monofysitter, et brud der endnu ikke er helet. Kirkemødet i Khalkedon fastslog endvidere rangfølgen i Kirken. Pave Leone I nægter at godkende fyrsteudnævnelser af lokale biskopper.
Paven slår hunnerkongen Attila (Guds svøbe) på flugt eller retræte ved Mincio (452). Dette er skildret af Rafaello i Stanza di Eliodoro. Det samme held gjorde sig ikke gældende i 455, da Kong Geiserik foretog en to ugers plyndring af Rom og dens Kirker.
Der er bevaret 96 prædikener og 143 breve af pave Leone. I følge traditionen fik han i 440 lavet bronzestatuen af S. Peter i Peterskirken af metal fra Jupiterstatuen på Kapitol.
Han blev som den første pave gravlagt i forhallen til den gamle S. Pietro.

Leo 1. eller Leo den Store (400 – 10. november 461) var pave 440 – 461. Han var nidkær for den kristne lære og bekæmpede alle, der havde en anden tro. I 452 lykkedes det ham at få hunnerkongen Attila til at undlade at plyndre og ødelægge Rom.

Biografi
Ifølge Liber Pontificalis var Leo født i Toscana. I 431 var han diakon i Rom og var som sådan tilstrækkeligt betydningsfuld til, at Kyril af Alexandria henvendte sig til ham med den hensigt at få Roms indflydelse sat ind mod Juvenal af Jerusalems krav om kirkelig overherredømme over Palæstina. Brevet fra Kyril kan dog også have været adresseret til pave Celestin 1. Omkring samme tidspunkt dedikerede Johannes Cassianus sin afhandling mod Nesterius til Leo - den var skrevet på hans opfordring. Det mest tydelige tegn på tilliden til Leo kan dog ses af, at kejseren valgte ham til at afgøre striden mellem de to højestrangerende embedsmænd i Gallien.
Mens han var fraværende på denne mission, døde pave Sixtus 3. 11. august 440, og Leo blev valgt som hans efterfølger uden modkandidater. Han tiltrådte 29. september som pave og blev i den egenskab arkitekten bag en stærk centralisering af den romersk-katolske kirke.
I de følgende år slog Leo ned på en række kætterske bevægelser, der havde fået mere eller mindre medvind i tiden. Det drejede sig blandt andet om Pelagianisme, manikæismen og priscillianismen, som han på forskellig vis bekæmpede. Han søgte også at få kopterne til at indordne sig under romersk-katolsk praksis, lige som han søgte at sikre Roms indflydelse på Illyrien, hvor kirken vaklede mellem at indordne sig under Rom og Patriarken i Konstantinopel. I 451 opnåede han en stor sejr ved Koncilet i Chalkedon, hvor han fik de fremmødte til at anerkende paven i Rom som den retmæssige efterfølger til apostlen Peter.
Også i Gallien var der problemer med at afgøre, hvem der bestemte. Her blev Leo involveret direkte i en strid med ærkebiskop Hilarius fra Arles. Leo satte i den forbindelse Hilarius grundigt på plads, så denne fik indskrænket sin magt. Leo følte sig dog lidt trængt, og han appellerede derfor til den verdslige magt i form af kejser Valentinian III. Denne udstedte et dekret 6. juni 445, hvori han anerkender forrangen for Roms biskop som efterfølgeren af Peter, dennes overhøjhed i Rom samt den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. I den forbindelse opfattes modstand herimod juridisk som forrædderi. Hilarius bøjede sig herefter.
I øst søgte Leo at øge indflydelsen i en strid mellem Eutyches og Flavian af Konstantinopel. I begyndelsen støttede han Eutyches, men efter at have fået mere information fra Flavian skiftede han mening og støttede denne fuldt ud. Ved et Koncil i Efesos præsenterede Leos repræsentanter hans berømte Tome (latin: tekst, brev), en redegørelse for den romerske kirkes tro i form af et brev til Flavian, der gentager med henvisning til Augustin grundsætningerne for den vestlige kristologi uden egentlig at berøre problemet, der foruroligede den østlige kirke. Koncilet læste ikke brevet og tog sig ikke af protesterne fra Leos udsendinge, men afsatte Flavian og en af hans biskopper.
Leo erklærede herefter Koncilet som et "røverSynode" og erklærede Eutyches' tilhængere for kættere. Da den østromerske kejser Theodosius II døde i 450, forandrede situationen sig i området, og den ligeledes nye Patriark Anatolius af Konstantinopel accepterede Leos krav, hvorpå Tomen blev læst og anerkendt overalt. Et efterfølgende Koncil afholdt i Chalcedon kom derpå tilsyneladende til at fremstå som en total anerkendelse af pavens magt, men Leo måtte navigere behændigt for at undgå at godkende et for ham uantageligt dekret om Konstantinopels næsten ligeværdighed med Rom. Samtidig fik han indsat nogle af sine støtter på betydningsfulde poster i østkirken.
Det vestromerske rige var på vej til at bryde sammen, og med den civile magts nedadgående betydning fik Leo mulighed for at øge sin magt. Derfor blev det Leo, der sammen med to højtplacerede civile embedsmænd i 452 mødte Attila, der havde invaderet Italien og nu truede Rom. Det lykkedes her at få Attila til at trække sig tilbage. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor dette lykkedes: En samtidig skribent, Prosper af Aquitanien, hævder, at Attila ganske enkelt blev så imponeret over Leo, at han accepterede at trække sig tilbage. En anden og mere jordnær forklaring kan være, at Leo medbragte en stor sum guldpenge, eller at Attila af strategiske eller logistiske årsager ikke ønskede at gå videre. Da Attilas hær var temmelig hårdt presset og i øvrigt havde opnået et stort rov efter den hidtidige plyndren, kan Leos bøn om nåde have fungeret som en acceptabel begrundelse for at vende om.
Nogle år senere var det vandalernes tur til at hærge landet, og her lykkedes det ikke for Leo at forhindre Roms plyndring, men det menes, at det lykkedes ham at begrænse myrderier og afbrændinger. Da han døde, havde han været pave i 21 år, hvilket til dato gør ham til den pave, der har beklædt embedet 9. længst tid.

Pave Leo I (c. 400 – 10 November 461), også kendt som Sankt Leo den Store, var leder af den katolske kirke fra 29 September 440 til sin død i 461.
Han var en italienske aristokrat, og var den første pave at er blevet kaldt "stort". Han er måske bedst kendt for at have mødt Hunnerkongen Attila i 452 og overtale ham til at vende tilbage fra sin invasion af Italien. Han er også en læge i kirken, mest husket teologisk for udstedelse af Tome Leo, et dokument, som var grundlagsforskning til diskussioner i den økumeniske råd Chalcedon. Rådet for Chalcedon, den fjerde økumenisk Koncil, primært behandlet Kristologi, og belyst de ortodokse definition af Kristi væsen som den hypostatic union af to naturer — guddommelige og menneskelige — forenet i én person, "med hverken forvirring eller division". Det blev efterfulgt af en store Skisma tilknyttet Monofysitisme, Miaphysitism og Dyophysitism.

Tidligt liv
Ifølge Liber Pontificalis var han en indfødt af Toscana. Af 431, diakon, han besatte en tilstrækkelig vigtig position for Cyril af Alexandria gælde for ham, så Roms indflydelse bør blive kastet mod Juvenal af Jerusalems krav til Patriarkalske jurisdiktion over Palæstina — medmindre dette brev er rettet lidt til pave Celestine I. Omkring samme tid dedikeret John Cassian til ham afhandling mod Nestorius skrevet efter anmodning. Men viser intet mere tydeligt tillid følte i ham end hans bliver valgt af kejseren at bilægge tvisten mellem Aëtius og Caecina Decius Aginatius Albinus, de to højeste embedsmænd i Gallien.
Under hans fravær på denne mission, pave Sixtus III døde (11 August 440) og Leo blev enstemmigt valgt af folket til at efterfølge ham. På 29 September kom han på en Pontifikat, som skulle være epokegørende for centralisering af Roman Church regering.

Leos teologi, undervisning på Kristus
Leos skrifter (både prædikener og bogstaverne) er for det meste vedrører teologiske spørgsmål vedrørende person af Jesus Kristus (læren om Kristus) og hans rolle som mægler og Frelser (soteriologi). Dette er delvist tilsluttet Rådet for Chalcedon, hvor romerske legater deltaget i Leos navn. Efterfølgende, gennem mange breve stilet til biskopper og medlemmer af den kejserlige familie, Leo uafladelig arbejdede for formering og universal modtagelse af troen på Kristus som defineret af Chalcedon, også i den østlige del af det romerske imperium. Leo forsvarer den sande guddommelighed og true menneskeheden Kristi ene mod kættersk ensidighed. Han tager op dette emne også i mange af sine prædikener, og gennem årene har han videreudvikler sit eget oprindelige koncepter. En central ide som Leo uddyber og forklarer sin teologi er Kristi tilstedeværelse i kirken, mere specifikt i undervisning og prædike troens (Skriften, Tradition og deres fortolkning), i liturgi (Sakramenterne og fester), i livet på den enkelte troende og af den organiserede kirke, især i et råd.

Apostlen Peter og hans arving
Leo bidrager til udviklingen af doktrinen om pavelig forrang, baseret på sin personlige hengivenhed til St Peter og veneration for Apostlen og sin grav i Rom. Udover anvendelse af bibelske sprog beskriver Leo også sit eget særlige forhold med St Peter set stammer fra romerretten. Han kalder sig (uværdig) arving og stedfortrædende (vicarius) af Peter, efter at have modtaget sin apostoliske myndighed og er forpligtet til at følge hans eksempel. På den ene side står Peter foran ham med et krav om, hvordan Leo er at udøve sit embede; på den anden side repræsenterer Leo, som den romerske biskop, apostel, hvis myndighed han besidder. Kristus, men kommer altid som kilde til alle nåde og myndighed, og Leo er ansvarlig for ham om hvordan han opfylder sine pligter (jf. prædiken 1). Peter er faktisk eksempel for Leos forhold til Kristus. Således, kontoret for den romerske biskop, med dens universelle betydning, er forankret på det særlige forhold mellem Kristus og St Peter, et forhold, der i sig selv ikke gentages; Leo afhænger derfor, St Peters mægling, sin bistand og sine eksempel for at være i stand til tilstrækkeligt opfylde sin rolle og udøve sin myndighed som biskop af Rom, både i byen og ud over.

Pavelig myndighed, dekret af Valentinian
Leo var en væsentlig bidragyder til centralisering af åndelig autoritet indenfor kirken og bekræfter pavelig myndighed. Mens biskoppen i Rom havde altid været betragtet som den øverste Patriark i den vestlige kirke, var meget af pavens myndighed tillægges lokale stiftsrådet biskopper. Ikke uden alvorlig modstand han lykkes i økonomisme sin autoritet i Gallien. Patroklos i Arles (d. 426) havde modtaget fra pave Zosimus anerkendelse af en underordnet forrang over Gallikanske kirken, som var stærkt gældende af hans efterfølger Hilary i Arles. En appel fra Chelidonius af Besançon gav Leo mulighed for at bekræfte pavens myndighed over Hilary, der forsvarede sig tappert i Rom, at nægte at anerkende Leos retlige status. Føler, at de primatial rettigheder for biskoppen i Rom var truet, Leo appellerede til den civile magt for støtte, og fremstillet af Valentinian III den berømte dekret af 6 juni 445, der anerkendte forrang for biskoppen i Rom baseret på berettigelsen af Peter, værdighed af byen, og lovgivningen i det første Koncil i Nikæa; og leveret til tvungen udlevering af provinsguvernører af en biskop, der nægtede at besvare en stævning til Rom. Konfronteret med dette dekret, Hilary indsendt til paven, selv om under sin efterfølger, Ravennius, opdelt Leo metropolitan rettigheder mellem Arles og Vienne (450).

Tvist med Dioscorus af Alexandria
I 445, Leo bestrides med Patriarken Dioscorus, St. Cyrils efterfølger som Patriarken af Alexandria, insistere på, at den kirkelige praksis af hans Se bør følge af Rom på det grundlag, at markere Evangelist, discipel af apostlen Peter og grundlægger af den alexandrinske kirke, kunne have haft ingen anden tradition end prinsen af apostlene. Dette var naturligvis ikke placeringen af kopterne, der så de gamle Patriarkater som ligemænd.

Andre regioner
Hvad angår Afrika, det faktum, at den afrikanske provinsen Mauretania Caesariensis havde bevaret til empire og dermed til Nicene tro under Vandal invasion, og i sin isolation var tilbøjelig til at hvile på støtte udefra, gav Leo mulighed for at hævde sin autoritet der, som han gjorde beslutsomt med hensyn til en række spørgsmål af disciplin.
Hvad angår Italien, i et brev til biskopperne i Campania, Picenum og Toscana (443) han krævede overholdelse af alle sine leveregler og dem af sine forgængere; og han irettesat skarpt biskopperne af Sicilien (447) for deres afvigelse fra den romerske brugerdefinerede om tidspunktet for dåb, der kræver dem til at sende stedfortrædere til den romersk Synode at lære den korrekte praksis.
Med hensyn til Grækenland, på grund af den tidligere linje af opdelingen mellem de vestlige og østlige dele af det romerske imperium, Illyria var Ecclesiastically underlagt Rom. Pave Innocent I havde udgjort Thessaloniki metropolitan sin sognepræst, for at imødegå den voksende indflydelse af Patriarken af Konstantinopel i området. I et brev fra omkring 446 til efterfølgeren biskop af Thessaloniki, Anastasius, bebrejdede Leo ham for den måde han havde behandlet en af metropolitan biskopper underlagt ham; efter at give forskellige oplysninger om funktionerne, der er overladt til Anastasius og understreger, at visse beføjelser var forbeholdt paven selv, Leo skrev: "pleje af den universelle kirke skal konvergere mod Peters ét sæde, og intet overalt skal være adskilt fra dets hoved."

Rådet for Chalcedon
En gunstig lejlighed til at udvide myndigheden i Rom i øst blev tilbudt i fornyelse af de Christological kontrovers ved Eutyches, der i starten af konflikten appelleret til Leo og tog tilflugt med ham på hans fordømmelse af Flavio. Men modtager fuldstændige oplysninger fra Flavio, Leo tog sin side beslutsomt. I 451 i Chalcedon Rådet, efter Leo's Tome på Kristi to naturer blev læste ud, biskopperne deltager i Rådet råbte: "det er troen på fædre... Peter har talt således gennem Leo..."

Kæmper kætterier
En kompromisløs fjende af kætteri, Leo fundet at der i Aquileia stift indkom pelagianerne ind i kirkens fællesskab uden formelle afvisning af deres fejl; han skrev at irettesætte dem, beskyldninger om culpøs uagtsomhed, og krævede en højtidelig abjuration før en Synode.
Manicheans flygter før vandalerne var kommet til Rom i 439 og hemmeligt organiserede der; Leo lært af dette omkring 443, og fortsatte mod dem af en offentlig debat med deres repræsentanter, brænder deres bøger og advarsel Roman Christians mod dem.
Heller ikke var hans holdning mindre udtalt sig imod Priscillianists. Biskop Turrubius af Astorga, forbløffet over udbredelsen af denne sekt i Spanien, havde behandlet andre spanske biskopper om emnet, at sende en kopi af brevet til Leo, der benyttede lejligheden til at udøve romersk politik i Spanien. Han skrev en udvidet afhandling (21 juli 447), mod den sekt, undersøge dens falsk undervisning i detaljer, og opfordrer til en spansk generelle Rådet at undersøge, om det havde nogen tilhængere i Bispestolen, men dette blev forhindret af de politiske omstændigheder i Spanien.

Tome
På den anden Rådet af Efesos (almindeligvis kaldet røver Rådet af Efesos) i 449, leveret Leos repræsentanter sin berømte Tome (latinsk tekst, et brev), eller en erklæring om troen på den Roman Church i form af et brev stilet til ærkebiskop Flavian af Konstantinopel, som gentager, i tæt tilslutning til Augustin, formler af vestlige Kristologi. Rådet har ikke læst brevet, og betalt nogen opmærksomhed til protesterne fra de Leos legater, men afsatte flaviske og Eusebius af Dorylaeum, der appellerede til Rom. Delvist på grund af dette, Rådet blev aldrig anerkendt som økumenisk, og senere blev afvist af Rådet for Chalcedon.
Det blev præsenteret igen på den efterfølgende Rådet Chalcedon som tilbyder en løsning på de Christological kontroverser stadig raser mellem øst og vest. Denne gang det blev læst op. Handlinger af Rådet rapport: "efter læsning af den ovenstående brev, råbte de mest ærværdige biskopper: Dette er fædrenes tro, dette er tro af apostlene. Så tror vi alle, dermed den ortodokse tro. Bandlyst ham der ikke mener dermed. Peter har talt således gennem Leo. Så lærte apostlene. Fromt og virkelig Leo undervise, så lærte Cyril. Evig blive mindet om Cyril. Leo og Cyril lært det samme, bandlyst til ham, som ikke så tror. Dette er den sande tro. De af os, der er ortodokse således mener. Dette er troen på fædre. Hvorfor blev ikke disse ting læse i Efesos? Disse er de ting Dioscorus hid væk."

Politik i øst og vest
Leo forlangte af kejseren, en økumenisk Koncil bør afholdes i Italien, og i mellemtiden, på en romersk Synode i oktober 449, afvist alle beslutninger af "Røver Synode". Uden at gå ind i en kritisk gennemgang af sine dogmatiske dekreter, i sine breve til kejseren og andre forlangte han aflejring af Eutyches som en manikæiske og Docetic kætter.
Med døden af Theodosius II i 450 og den pludselige forandring i de østlige situation, Anatolius, den nye Patriark af Konstantinopel opfyldt Leos krav, og hans Tome var overalt læse og anerkendt. Leo var nu ikke længere ønsker at have et råd, især fordi det var ikke til at blive afholdt i Italien. I stedet, det blev kaldt for at mødes i Nikæa, så senere overført til Chalcedon, hvor hans legater afholdt mindst en honorære formandskab, og hvor biskopperne anerkendt ham som fortolker af Peter stemme og som leder af deres krop, anmoder han bekræftelsen af deres dekreter.
Han afslog fast at bekræfte deres disciplinære foranstaltninger, som syntes at give Constantinople en praktisk talt lig myndighed med Rom og betragtes en by civil betydning som en afgørende faktor i den kirkelige stilling; men han støttede stærkt sin dogmatiske dekreter, især når, efter tiltrædelsen af Leo I thrakisk (457), der syntes at være en disposition mod kompromis med Eutychians.
Det lykkedes ham at have en imperial Patriark, og ikke den Oriental ortodokse pave Timotheus Aelurus, valgt som koptiske ortodokse pave af Alexandria på mordet på græsk Patriarken Proterius i Alexandria.
Den nærmer sig sammenbrud af det vestromerske rige gav Leo endnu en mulighed for at fremstå som repræsentant for lovlig myndighed.

Leo og Attila
Raphael's The møde mellem Leo den store og Attila skildrer Leo, eskorteret af Sankt Peter og Sankt Paul, møde med Attila kongen udenfor Rom trods hans nederlag i slaget Chalons i 451, Attila invaderede Italien i 452, plyndring byer som Aquileia og på vej til Rom. Han angiveligt forlangte at søster af den regerende kejser Valentinian III sendes til ham med en medgift. Som svar, kejseren sendt tre udsendinge til at forhandle med Attila: Gennadius Avienus, en af konsuler af 450, Memmius Aemilius Trygetius, tidligere urban præfekt og Leo. Lidt er kendt om detaljerne i de forhandlinger, hvorved Attila trak sig tilbage. Historikere drøfte mulige årsager. Paven kan have tilbudt Attila en stor sum af guld eller Attila kan have haft logistiske og strategiske bekymringer: en hær sandsynligvis belæssede med bytte fra plyndre; en pest i Norditalien; fødevaremangel; militære aktioner i den østlige kejser Marcianus på Danube grænse. Desuden Aëtius opholdssted på tidspunktet er ukendt, og Attila eller hans krigere kan har følt sig truet af deres ærke-fjende fra Catalaunian sletterne.
John B. Bury bemærkede: • "faktum, at ambassaden ikke kan betvivles. De fremtrædende ambassadører besøgte Attilas lejr nær den sydlige bred af Gardasøen. Det er også sikkert, at Attila pludselig trak sig tilbage. Men vi er på et tab at vide hvilke overvejelser blev tilbudt ham for at få ham til at afvige. Det er urimeligt at antage, at denne hedenske konge ville har passet til tordner eller overbevisninger af kirken. Kejseren nægtede at overgive sig frieri, og det er ikke registreret, at pengene blev udbetalt. En troværdig krønike hænderne ned en anden konto, som ikke er i modstrid med, at en ambassade blev sendt, men åbenbart fremlægger de sande grunde, som flyttede Attila til at modtage det positivt. Pest brød ud i barbarian vært og deres mad løb korte, og samtidig tropper ankom fra øst, sendt af Catharins til støtte af Italien. Hvis hans vært var ramt af pest, og hvis tropper ankom fra øst, kan vi forstå, at Attila var tvunget til at trække. Men uanset vilkårene var arrangeret, han ikke foregive at de betød en varig fred. Spørgsmålet om frieri var venstre Uafviklede, og han truede med at han ville komme igen og gøre værre ting i Italien, medmindre hun fik med den forfaldne del af de kejserlige besiddelser."
De fleste historikere fejrede Leos handlinger, at give ham hele æren for dette succesfulde ambassade. Ifølge Prosper af Aquitaine, var Attila så imponeret af Leo, der trak han sig tilbage. Jordanes siger, at Attila var bange for deler skæbne af de visigotiske konge Alaric, der døde kort efter fyring af Rom i 410. Paulus Diaconus i den sene ottende århundrede, drejer sig om, at en enormt stor mand klædt i præstelige klæder og bevæbnet med en nøgen sværd, synlig kun til Attila, truede ham og sin hær med døden under sin diskurs med Leo, og dette bedt om Attila til at underkaste sig sin anmodning. Desværre Leos forbøn kunne ikke forhindre sæk af byen med vandalerne i 455, men mord og brandstiftelse blev undertrykt af hans indflydelse. Han døde formentlig på 10 November 461.

På værdighed og lighed
I hans Nativitate Domini, i prædiken juledag "Christian, Husk din værdighed" Leo synes at formulere en grundlæggende og omfattende menneskelige værdighed og lighed: helgenen, synderen og den vantro er alle lige som syndere, og ingen er udelukket i opfordringen til at "lykke":
Vor Frelser, dyrt-elskede, var født i dag: Lad os være glade for. For der er ikke ordentlig plads til sorg, når vi holder fødselsdag for det liv, som ødelægger frygten for dødelighed og bringer os glæden ved lovede evigheden. Ingen holdes fra deling i denne lykke. Der er for alle en fælles foranstaltning af glæde, fordi som vor Herre destroyer af synd og død finder ingen fri for afgift, så er han kommet for at befri os alle. Lad Sankt juble, fordi han trækker tæt på sejr. Lad synderen blive glad for, at han er inviteret til at benåde. Lad gentile tage mod, at han er kaldt til live.

Leos betydning
Betydningen af Leos Pontifikat ligger i hans påstand om universel jurisdiktion af den romerske biskop, som kommer til udtryk i hans breve og stadig mere i hans 96 bevarede han. Denne påstand er almindeligvis omtales som læren om Petrine overherredømme.
Ifølge Leo og flere kirkefædre, samt visse fortolkninger af skrifterne, er kirken bygget på Peter, i medfør af løftet om Matthew 16:16–19. Peter deltager i alt, som er Kristi; hvad de andre apostle har til fælles med ham de har gennem ham. Hvad er sandt af Peter gælder også for hans efterfølgere. Alle andre biskop er anklaget for pleje af sin særlige flok, den romerske pave med for hele kirken. Andre biskopper er hans assistenter i denne store opgave. I Leos øjne dekreter af Rådet for Chalcedon erhvervet deres gyldighed fra hans bekræftelse.
Leos breve og prædikener afspejler de mange aspekter af hans karriere og personlighed, og er uvurderlig historiske kilder. Hans rytmiske prosa stil, kaldet cursus leonicus, påvirket kirkelige sprog i århundreder.
Den romerskkatolske kirke markerer 10 November som festdag af Sankt Leo, givet i Martyrologium Hieronymianum og 8-tallet kalender af Sankt Willibrord som datoen for hans død og indrejse til himlen. Hans festen var engang fejret i Rom den 28 juni, årsdagen for markedsføring af hans relikvier i Peterskirken, men i 1100-tallet Gallikanske Rite festen af 11 April blev optaget til generelle romerske kalender, som fastholdt denne dato indtil 1969. Nogle traditionalistiske katolikker fortsætter med at observere pre-1970 versioner af denne kalender.
Østlige katolske kirker samt østlige ortodokse kirke fejre Sankt Leo den 18.

Begravelse
Leo var oprindeligt begravet i sin egen monument. Dog blev nogle år efter hans død blev hans jordiske rester sat ind i en grav, der indeholdt de fire første pave Leos. I 1700-tallet, Leo den Store relikvier blev adskilt fra dem af de andre Leos og han fik sit eget kapel.

Baggrund
Legitime søn af pave Bonifatius I, yngre broder til pave Celestine og barnebarn af pave uskyldige I. medlemmer af Theodosian pavelige-dynastiet, der havde arvelig regel for over 100 år på tidspunkt Leo kom til tronen.
På tidspunktet for hans fødsel, ville hans legitimitet og, at paverne blev gift og fik børn i kontor ikke har sat spørgsmålstegn i det mindste. De fanatiske bevægelse af cølibat, var også ledsages af fremme af åbent homoseksuelle præster ikke opstå indtil pavedømmet pave Gregory I (590-604). Indtil dette tidspunkt, var dynastiske pavelige familier forventes at producere arvinger.
Den virkelige historiske anomali vedrørende pavedømmet af Leo er grunden til, at han ikke umiddelbart fulgte sin bror pave Celestine. Denne practicaly kan besvares ved, at de rivaliserende Pelagius dynasti lykkedes i at have deres kandidat pave Celestius installeret som pave fra 432-440. Pavedømmet Sixtus III har altid været en bevidst fiktion til at skjule det faktum, at pelagianerne havde en række paver.
Alle regnskaber var, at Leo havde en strålende strategiske sind for politik og forræderi. Strålende i kunsten at den falske løfte og manipulere fjender til at bekæmpe hinanden.
Var ubøjelig i sin insisteren på, at alle andre kirker i kristendommen bøje ned til ham, især Dioscorus, efterfølgeren til St. Cyril af Alexandria.
Død af Pave Leo fortsat er indhyllet i kontroverser. Han formodes at have overlevet angreb og jagten på hovedet af vandalerne og døde senest 455. Den anden kontrovers er, at der tilsyneladende ingen legitime paven blev installeret indtil 484 (29 år senere) med pave Felix III (484-493).

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia
Decius
Ecclesiast
Kanon
Koncil
Liber Pontificalis
Monofysitisme
Patriark
Pelagianisme
Pontifikat
Sakramente
Skisma
Synode

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Decius:

Kejser Decius

Gajus Messius Quintus Decius var kejser i 249-251 efter Kristus.

Han var født i Illyrien i ca. 190-200 og fik af Kejser Philippus I (244-249) til opgave at genoprette roen ved Donau.


Hans militære successer fik tropperne til at udråbe ham til kejser i 249 og Philippus blev besejret og dræbt i et slag nær Verona.
Det romerske Senat hædrede Decius ved at give ham tilnavnet Trajan (Traianus).
I 249-250 startede han voldsomme forfølgelser af de kristne, som først tog lidt af mod slutningen af år 250 på grund af den gotiske krig.
Decius' ældste søn blev gjort til medkejser og sendt ud for at besejre goterne, Decius fulgte med ham og de døde begge i slaget ved Abritta i juni 251.
Kejser Decius lod bl.a. opføre en badeanstalt på Aventin : Decius' Termer (Terme Deciane).
Decius blev dræbt i kamp med goterne i juni 251 herefter blev Trebonianus Gallus kejser. Kristenforfølgelserne begyndte igen i juni 252.

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Monofysitisme:

Monofysitisme (fra græsk: monos, 'kun én' og physis, 'natur') er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige), i modsætning til den position fastslået i koncilet i Chalcedon (451) hvori Kristus har to samtidige naturer; en guddommelig og en menneskelig.



Monofysitisme og dets antitesis, nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det 5. århundrede; en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsende vestromerske rige, og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nu Østromerske Kejserdømme, og i særdeleshed i Syrien, Levanten, Egypten og Anatolien hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.

Der er to hoveddoktriner der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske: Eutychianisme, opkaldt efter presbyter Eutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige, «som en dråbe honning i havet». Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451. Apollinarisme, ifølge hvilke Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig således at det ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskellige synoder, og endelig fordømt som kættersk ved koncilet i Konstantinopel år 381.

En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen «Kristus er én natur fra to», det vil sige en fusion mellem de to naturer uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning, og er delvist bevaret i de orientalske ortodokse kirker.

Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det 5. og ind i det 6. århundrede. Kejser Zeno forsøgte at finde en formulering som kunne accepteres af begge parter, men denne blev afvist af pave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende at det er netop kejserne som stod for dette arbejde; kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen som var opstået.

I nyere tid er der på ny blevet oprettet kontakt mellem de orientalske ortodokse kirker, Den ortodokse kirke og den katolske kirke. I 1973 kom pave Paul VI og den koptiske-ortodokse pave Shenouda III med en fælleserklæring om kristologi, og i 1984 kom også en fælleserklæring fra pave Johannes Paul II og den syrisk-ortodokse patriark Ignatius Zakka.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Sakramente:

Sakramenter er handlinger, hvorved den troende får del i noget guddommeligt.
Der findes sakramenter og sakramentale handlinger overalt i religionernes verden.
I den danske folkekirke taler vi om to sakramenter: dåb og nadver. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen sakramente?
"Sakramente" er et latinsk ord, som er en oversættelse af det græske ord mysterion, der betyder hemmelighed. Vi vil se nærmere på, hvad man i kirken forstår ved et sakramente og hvilke sakramenter, vi har i de forskellige kirker.

Augustins lære om sakramenterne

Det var den store teolog og filosof Aurelius Augustin (354-430), der for alvor udformede en lære om sakramenterne. Sakramenterne, sagde han, er tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed.
Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven. Gaven forbinder giver og modtager. Og i Augustins forståelse er sakramentet et tegn på det hellige, på Gud selv. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr) og hans lære om idéernes verden, som afspejlede sig i menneskets sjæl. På samme måde har tegnet også del i den virkelighed, det formidler.

         
         Det ældste kendte billede af Augustin
         fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.

Dåben er således ikke blot en neddykning i vand, en renselse. Men idet den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så kommer den døbte til at tilhøre Gud. På samme måde forholder det sig med kirkens nadver. Her modtager den troende brød og vin forbundet med ordene om, at dette er Jesu legeme og blod, som gives til syndernes forladelse.
Ifølge Augustin er elementerne brød og vin sammen med ordene det, der gør handlingen til et sakramente. Den troende får nu del i det, som Jesus Kristus har gjort for mennesker, nemlig frelst fra deres synder ved sin egen død på korset.

        
          Augustin af Hippo

Jesus Kristus er det egentlige sakramente, siger Augustin. Det guddommelige, Gud selv, er kommet ind i menneskers verden som Jesus Kristus for at frelse mennesket fra den synd, som det har siddet fast i siden Adams og Evas syndefald. Kirken formidler nu denne frelse videre gennem sakramenterne, som for Augustin først og fremmest er dåben og nadveren.

Aurelius Augustin om begrebet 'tid'

Hvad er tid?
Det siges om den lærde kirkefader Aurelius Augustin, at hvis ingen spurgte ham, da vidste han hvad tid er, men hvis nogen spurgte ham, da vidste han det ikke. 'Si non rogas intelligo', skal han have sagt.

Den katolske kirkes opfattelse

Augustins opfattelse blev bestemmende for den katolske kirkes opfattelse. Dog understregede man i løbet af middelalderen en mere realistisk opfattelse. Det gjaldt især læren om nadveren. Brødet og vinen blev reelt til Jesu legeme og blod, når præsten sagde indstiftelsesordene.

Den katolske kirke

Den katolske kirke regnede efterhånden med syv sakramenter:

• Dåben er det første sakramente, der gives til den nyfødte. Her tager Gud mennesket til sig, og det bliver Guds barn som ved en ny fødsel. Det modtager Helligånden, Guds kærligheds Ånd. Det er ved dåben, at den enkelte bliver medlem af kirken.
• I bodens sakramente tilstår den enkelte sine synder, fortryder dem og får dem slettet ved syndernes forladelse, som gives gennem præstens ord.
• Nadveren: Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod.
  
  
  Alterkalken
  
  
• Firmelsen eller konfirmationen hænger sammen med dåben. Selve konfirmationshandlingen foretages af kirkens biskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på hendes pande med ordene: Vær beseglet med Helligånden, Guds gave. Nu er den unge kaldet og styrket til at leve med Den salvede, det vil sige Messias, som sit forbillede.
• Ægteskabet regnes også af den katolske kirke som et sakramente. Foreningen af kvinde og mand i ægteskabet et tegn på, at den materielle og fysiske del af verden er god og skabt af Gud. Børnefødsel og familieliv har ægteskabet som forudsætning.
• Sygesalvelse skal styrke den syges mod og håb.
• Og endelig regnes ordinationen til præst med som et sakramente.

Luther og sakramenterne

Martin Luther (1483-1546) mente kun, at der kunne være to sakramenter: dåb og nadver. Han krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde, og om sakramenterne krævede han, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og nadveren.
Troen er det afgørende for opfattelsen af sakramentes betydning, mente Luther. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at falde tilbage på. Den handling, der blev foretaget ved dåben og de ord, der blev sagt har en blivende betydning. Nu hører den døbte Gud til og det er, hvad den døbte fremover kan holde sig til. Troen er ikke en betingelse eller forudsætning for dåben. Tværtimod så kommer troen af det, som er sket i dåben. Derfor er dåben ifølge Luther altid en barnedåb også selv om det er en voksen, der døbes.


Martin Luther (1483-1546)

Vedrørende nadveren afviste Luther den katolske kirkes opfattelse af, at der sker en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod ved præstens indstiftelsesord. For Luther er nadveren et fællesskab med Jesus Kristus, som kun kan erfares i troen. Når præsten ved uddelingen siger, at brødet og vinen er Jesu legeme og blod, så sker der ingen forvandling. Brødet forbliver brød, og vinen forbliver vin. men det er Kristus selv, der giver dette måltid mening. Sådan har Jesus Kristus valgt at give sig til kende for mennesker. Kristus er til stede i, med og under brøds og vins skikkelse, sagde Luther.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: