Beskrivelse af Sixtus III, der var Pave i år 432-440

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Sixtus III - 432-440 :

Sixtus III (San Sisto III) Sixtus III (død 19. august 440), også kaldet Xystus, var pave i den romerskkatolske kirke fra 432 til sin død.
Inden han blev valgt som pave, var Sixtus tilhænger af Pelagius, hvis lære senere blev fordømt som kættersk. Som pave stod han for anerkendelsen af resultatet af det økumeniske Koncil i Efesos i 431, hvor det blandt andet blev besluttet, at jomfru Maria legitimt kunne kaldes "Guds mor" eller "Kristi mor". Under Sixtus var der et byggeboom i Rom, og Santa Maria Maggiore, som i den forbindelse blev opført, blev derfor dedikeret til Maria, Guds mor.
Sixtus var optaget af at genetablere freden mellem Kyril af Alexandria og syrerne. Ligeledes sikrede han pavens ret i Illyrien, og ærkebiskoppen i Thessaloniki blev den illyriske kirkes overhoved.
Sixtus III den Hellige (432-440) byggede S. Maria Maggiore i Rom og skal have sendt Patrick som missionær til Irland.
Han opsætter marmorplader med indskrifter på pavernes og martyrernes gravpladser. Flere af disse er bevaret blandt andet i S. Callisto og S. Agnese. Han lader i S. Giovanni in Fonte i det oprindelige narthex opføre mosaikker, der viser hele den hellenistiske kunst taget i kirkens tjeneste. Endvidere lader han opføre en apsismosaik i S. Maria Maggiore med en tronende Maria omgive af akantusranker, hvor fisk, fugle og andre dyr var anbragt mellem grenene i lighed med motivet i S. Clemente. Denne er dog fjernet da den nuværende mosaik blev opsat i 1292.

Romersk af fødsel, søn af Xystus, han havde tidligere haft ry for at sympatisere med Pelagius, og havde været hævdet af pelagianerne som en allieret; men når Zosimus offentliggjort (418) hans Tractoria, han offentligt anathematized Pelagianismen og gjort sin afvisning af det klart for sine archadversary, Augustine. Intet er kendt for sine aktiviteter under regeringstid af Boniface I, men henvisninger i hans tidlige breve til Celestine I korrespondance med øst efter Rådets Efesos (431) tyder på, at han havde en hånd i udarbejdelsen.
Sixtus fortsatte Celestine I's politikker, arbejder hårdt, i samarbejde med kejser Theodosius II (408 — 50), at helbrede den overtrædelse, som havde åbnet i Efesos mellem Kyril af Alexandria og John af Antiochia (d. 441), førende fortaler for den moderate Antiochene Kristologi. Undgå omtale af Cyril's anathemas, han insisterede på, at John og andre deler sine synspunkter, kun for at acceptere beslutningerne af Ephesus og desavouere Nestorius skal genoprettes til altergang. Forening indgået i foråret 433 på grundlag af EU-Symbol, udarbejdet af Antiochenes men accepteret af Cyril, gav ham stor tilfredshed; han tilskrives apostelen Peter, garant for sande tro og til stede i selv succesen. De fremragende forbindelser Rom nu nydes med øst blev midlertidigt forplumret når Proclus, den nye biskop af Konstantinopel (434 — 46/7), indledt bevæger sig i 434 løsrive øst Illyrien (det sydøstlige Balkan-halvøen) fra sin traditionelle kirkelige underkastelse til Rom. Han var nødt til at advare de Illyriske biskopper, der viste tegn på lydighedsnægtelse, betaler ingen opmærksomhed til orientalsk synods og minde dem om, at biskoppen i Thessaloniki stadig var hans sognepræst i øst Illyrien. Samtidig anmodede han (Dec. 437) Proclus ikke at modtage biskopper fra Illyrien, der har undladt at producere breve af tiltro fra sin sognepræst, Anastasius af Thessaloniki. For at forsone Proclus, meddelte han ham, at en biskop af Smyrna, der havde dømt i Konstantinopel havde appelleret til Rom, men at han blot havde godkendt sin straf. I 439, afstivet af hans deacon Leo, han modstod anbringender Egadiske leder Julian af Eclanum (d. 454), som var blevet afsat og sendt i eksil i 418, for at være tilladt at vende tilbage til hans sæde i Apulien.
Sixtus grundlagde det tidligst registrerede Kloster i Rom på S. Sebastiano på via Appia. Hjulpet af midler fra den kejserlige familie, gennemførte han også en mere bemærkelsesværdige bygning program end nogen af sine forgængere, en af sine motiver, er at gøre god ødelæggelser, der forstærkes af visigoterne i 410. Han brugt bevidst to af sine mest bemærkelsesværdige værker, sin nye ottekantet Døbefont i Lateran og hans genopbygning af Liberia Basilikaen som Sta Maria Maggiore, for at annoncere de dogmatiske resultater af sin alder; indskrifter i den tidligere priste guddommelig nåde og dåb teologi, hvilket understreger nederlag for Pelagianismen og mosaikker af sidstnævnte fejrede kirkens triumf over Nestorianism. Hans kult var sene i udviklingen, hans navn første tilsynekomst i 9.-tals Martyrologi af Ado. Fest 19 Aug.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Døbefont:

Døbefonte - Døbefonde

En døbefont (latin fons, kilde) er en kumme til brug ved barnedåb i kirken. Dåben var en fuldstændig neddypning, og derfor var de ældste døbebrønde (piscinæ) indhegnede vandbassiner, der som regel fandtes i særlige baptisterier.
Kun biskopperne kunne døbe, og derfor fandtes disse bassiner hovedsageligt ved domkirkerne; de findes nu kun enkelte steder i Sydeuropa.
Allerede i den tidlige middelalder fik enhver, der var præsteviet, ret til at døbe, og fra nu af var der i alle sognekirker, men ikke i klosterkirker, en døbefont (fons baptismalis).
Døbefontene stod sandsynligvis oprindelig på kirkens længdeakse mellem mands- og kvindedøren, således at det understregedes, at dåben er indgangen til kristenlivet.
I middelalderens sidste århundreder blev fonten ofte flyttet yderligere mod vest til tårnrummet, der dermed kom til at fungere som en slags dåbskapel.
Først efter reformationen blev døbefontene flyttet til deres nuværende placering nær ved eller i koret i kirkens østende.



Alrø kirke, Danmark


Alrø kirkes Døbefont.

Fontens alder kendes ikke, men der findes ikke lignende i Danmark.
Den består af to store granitblokke, der er groft dekoreret med fire væsener, der sidder på hug med udadvendte fødder og nedrakte arme, der krydses med naboens.
Figurernes hoveder er store og runde med primitivt udhuggede øjne, næse og munde.
Imellem væsenerne er der fire fugle. Der er tydelige spor af farvelægning.
Det fortælles, at granitdøbefonten har været ude af brug i en årrække, og at den blev fundet som vandingstrug på marken, inden den kom tilbage til kirken.



Peterskirken i Rom


Peterskirkens døbefont

Går man i Peterskirken i Rom, frem i midtergangen mod højalteret, finder man til venstre dåbskapellet med sin overdimensionerede døbefont. Her er der kødannelse hver eneste søndag før højmessen.
Dåbskapellet af Carlo Fontana ligger efter ældre skik i nærheden af indgangen til kirken, som et symbol for den døbtes indlemmelse i kirken.
Døbefonten stammer fra låget til en senantik porfyrsarkofag.
Det forgyldte Bronzelåg med volutter, arabesker, engle og øverst Guds lam er udført efter Fontanas udkast af Giovanni Giardoni.



Terslev Kirke


Terslevs Døbefont, som er i granit, er fra år 1200.

Døbefonten i Terslev kirke er lige så gammel som kirkerummet. Den stammer fra omkring 1200 og er i granit med en kraftig tovsnoning mellem skaft og kumme og et mindre tov omkring selve kummen.
Oprindeligt stod døbefonten ved kirkens indgang som en markering af, at dåben er indgangen til kristenlivet.
Det var dengang der ingen bænke var i kirken, måske bortset fra et par sæder op ad muren til de ældre og skrøbeligste og man stod op under gudstjenesten.
Da man i reformationstiden fik sat bænke i kirken, var det upraktisk at sidde med ryggen til, når børnene blev døbt og så blev fonten flyttet frem i korbuen.
Oprindeligt var hele kummen fyldt med vand og børnene blev ved dåben dykket helt ned under 3 gange. Det må have været en kold fornøjelse en vintermorgen!
Senere nøjedes man med at hælde tre håndfulde vand over barnets hoved, og så var der ikke brug for at fylde hele kummen.

Terslev Kirke ligger i Terslev sydøst for Ringsted og nord for Haslev i Faxe kommune.
Terslev Kirke er bygget i Valdemartiden omkring år 1200.
Kirken er udvidet op gennem middelalderen med kor, sakristi, våbenhus og tårn.
Prædikestolen i bruskbarok fra ca. 1650 med evangelister, engle og dyder.
Kirken blev istandsat i 1867. Fra den tid stammer bænkene. og de nygotiske støbejernsvinduer.
Kirkeskib og lysekrone fra 1917 er skænket af familien Lunn på Sofiendal til minde om deres datter Isse, der døde kun 10 år gammel.
Kirken er igen restaureret i 1979, og herfra stammer korudsmykningen: tre kalkmalerier udført af cobramaleren Mogens Balle.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Pelagianisme:

Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400.
Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen.
I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius.
Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago.
Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben.
Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham.
Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening.
Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle.
Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted.
Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple.


Munken Pelagius

Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk.
Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende.
Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel.
Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig.
Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt.
På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius.