Beskrivelse af Agapetus I, der var Pave i år 535-536

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Agapetus I - 535-536 :

Agapetus I (Sant'Agapito I) Pave Agapetus I
Sant'Agapito var pave under navnet Agapetus I i årene 535-536, han efterfulgte Pave Johannes II (533-535) og efterfulgtes selv af Pave Silverius (536-537).
Agapetus var romer, søn af præsten Gordianus/Giordano, som havde været tilhænger af Pave Symmachus (498-514) og var blevet dræbt i en af de blodige og voldsomme kampe, som hærgede Rom under Skismaet ved århundredskiftet. Agapetus var af den magtfulde romerske slægt Anicii i familie med Pave Felix IV, som havde været pave få år tidligere (526-530) og med den senere Pave Gregor I (590-604). Slægten ejede blandt andet et hus på Monte Celio ved den antikke Clivus Scauri, den nuværende Clivo di Scauro, hvor Agapetus samlede et righoldigt og berømt bibliotek med religiøse skrifter.
Ved Pave Johannes II's død den 8.maj 535 var Agapetus ærkediakon og blev nu valgt som den næste pave og indsat den 13. maj.
Hans første handling var at sammenkalde et Koncil, hvortil han fra Vatikanets arkiv medbragte den tidligere udstedte bandBulle mod Dioscorus og kastede denne på bålet for at vise, at Pave Bonifacius II's (530-532) ekskommunikation af Dioscorus var ugyldig.
Østgoteren Theodahad, som var blevet konge over Italien ved at gifte sig med Dronning Amalasunta, der førte en proromersk politik, lod hende nu myrde og dette gav Kejser Justinian i Constantinopel en god undskyldning for at sætte sin hær ind mod Italien for at genindtage magten der. Generalen Belisarius indtog i 535 Sicilien og var nu parat til at fortsætte felttoget op igennem selve den Italiske halvø. Kong Theodahad havde ikke selv styrker nok til at yde Belisarius militær modstand, så han befalede Pave Agapetus at rejse til Constantinopel for at stoppe Kejserens fremmarch ved forhandling.
Agapetus rejste modstræbende og han måtte selv udrede rejseudgifterne, så det var nødvendigt at pantsætte noget af Peterskirkens udsmykning til dette formål. I Constantinopel blev han hæderfuldt modtaget, men det lykkedes ham ikke at få Kejser Justinian til at opgive sine planer om at indtage Italien. Han havde mere held med sine religiøse forhandlinger, hvor han fik Kejseren til at udskifte Patriarchen Anthimos, som ellers stod under Kejserinde Theodora's beskyttelse men var hemmelig tilhænger af Monofysitismen, med Menas, en munk af sikker ortodoks tro som Paven ordinerede i marts 536.
Herefter blev Agapetus imidlertid syg og han døde i Constantinopel den 22. april 536. Hans lig blev bragt til Rom, hvor Kong Theodahad i hast havde fået subdiakonen Silverius valgt til pave.
Agapetus I blev begravet i San Pietro den 20. september 536. Han er blevet helgenkåret som Sant'Agapito og fejres den 22. april.

Han må ikke forveksles med en anden Sct. Agapetus, nemlig martyren Agapetus, der også blev helgenkåret. Martyren Sct. Agapetus døde i 275.

Paven Agapetus I (døde 22 April 536) var pave fra 13 maj 535 til sin død i 536. Han er ikke at forveksle med en anden Sankt Agapetus, en tidlig kristen martyr med festdag af 6 August.

Familie

Agapetus blev født i Rom, selv om hans nøjagtige fødselsdato er ukendt. Han var søn af Gordianus, en romersk præst, der var blevet slået ihjel under optøjerne i dagene af pave Symmachus (udtrykket 498–514). Navnet på Faderen kunne pege på en familiær relation med to andre paver: Felix III (483–492) og Gregory I (590–604). Gregory var en efterkommer af Felix. Gregorys far, Gordianus, havde stillingen som Regionarius i den Roman Church. Intet yderligere er kendt om holdning.

Biografi

Agapetus samarbejdede med Cassiodorus i grundlæggelsen i Rom et bibliotek af kirkelige forfattere i græsk og Latin og hjalp Cassiodorus med projektet at oversætte de standard græske filosoffer til Latin.

Jeffrey Richards beskriver ham som "den sidste overlevende af Symmachan gamle garde", har været ordineret som diakon måske så tidligt som 502, under den Laurentian Skisma. Han blev forhøjet fra ærkediakon til paven i 535. Hans første officielle handling var at brænde, i overværelse af de forsamlede gejstlige, anathema som Boniface II havde udtalt mod sidstnævntes afdøde rivaliserende Dioscurus på en falsk anklage om Simoni og havde bestilt skal bevares i romerske arkiver.

Han bekræftede dekreter Carthage, Rådets efter gentagelsen af Nordafrika fra vandaler, som konverterer fra Arianism var erklæret udelukket fra at hellige ordrer og dem allerede ordineret blev blot optaget at lægge altergang. Han accepterede en appel fra Contumeliosus, biskop af Riez, hvem et råd til Marseilles havde fordømt for umoral, og han beordrede Cæsarios af Arles at meddele tiltalte en ny retssag før pavelige delegerede.

Den østromerske general Belisarius i mellemtiden forbereder en invasion af Italien. Kong Theodahad af ostrogoterne bad Agapetus at fortsætte på en ambassade til Konstantinopel og bruge hans personlige indflydelse til at formilde kejser Justinian I efter død af Amalasuntha. For at afholde udgifterne til ambassaden, lovede Agapetus de hellige fartøjer i Church of Rome. Han satte midt om vinteren med fem biskopper og et stort følge. I februar 536 optrådte han i hovedstaden i øst. Agapetus vendte straks sin opmærksomhed fra den politiske sag Theodahad havde sendt ham til adressen til en religiøs.

Beboer af den byzantinske Patriarkalske Se var Anthimus I, der havde forladt sin biskoppelige Se af Trebizond. Mod af protester fra ortodokse sidder kejserinde Theodora endelig Anthimus i den Patriarkalske stol. Da Agapetus ankom medlemmer af præstestanden angives sigtelserne mod Anthimus som en ubuden gæst og en kætter. Agapetus beordrede ham til at gøre en skriftlig profession troens og vende tilbage til sin forladt Se; ved Anthimus' afslag afslog Agapetus at have nogen forbindelser med ham. Kejseren truede Agapetus med forvisning. Agapetus siges at have svarede, "med ivrige længsel er jeg kommet til at stirre på den de fleste Christian Emperor Justinian. I hans sted jeg finde en Diocletian, hvis trusler, men skræmme mig ikke." Justinian, indviet for første gang i historien om kirken, personligt Anthimus' juridisk valgte efterfølger, Mennas. Justinian leveret til paven en skriftlige bekendelse af troen, som sidstnævnte accepteres under forudsætning af at "selv om han ikke kunne indrømme i en lægmand ret til undervisning i religion, endnu han observerede med fornøjelse at Iver af kejseren var i perfekt overensstemmelse med beslutningerne af fædre". Fire af Agapetus' breve har overlevet. To er rettet til Justinian som svar på et brev fra kejseren, i sidstnævnte som han nægter at anerkende ordrer af Arians. En tredjedel er rettet til biskopperne i Afrika, om samme emne. Fjerde er en reaktion på Reparatus, biskoppen af Karthago, der havde sendt ham tillykke på hans højde at Pontifikat.

Om kort tid bagefter, Agapetus blev syg og døde den 22 April 536, efter en regeringstid på bare 10 måneder. Hans jordiske rester blev bragt i en bly kiste til Rom og deponeres i Peterskirken.

Dyrkelse

Agapetus I har blevet Kanoniseret af både den romersk-katolske og ortodokse traditioner. Hans hukommelse er holdt på 20 September, dagen for hans deposition, i den romersk katolske kirke. De østlige kirker mindes ham på 22 April, dagen for hans død.

Pope Agapetus I (died 22 April 536) was Pope from 13 May 535 to his death in 536. He is not to be confused with another Saint Agapetus, an Early Christian martyr with the feast day of 6 August.

Family

Agapetus was born in Rome, although his exact date of birth is unknown. He was the son of Gordianus, a Roman priest who had been slain during the riots in the days of Pope Symmachus (term 498–514). The name of his father might point to a familial relation with two other Popes: Felix III (483–492) and Gregory I (590–604). Gregory was a descendant of Felix. Gregory's father, Gordianus, held the position of Regionarius in the Roman Church. Nothing further is known about the position.

Biography

Agapetus collaborated with Cassiodorus in founding at Rome a library of Ecclesiastical authors in Greek and Latin and helped Cassiodorus with the project of translating the standard Greek philosophers into Latin.

Jeffrey Richards describes him as "the last survivor of the Symmachan old guard", having been ordained as a deacon perhaps as early as 502, during the Laurentian schism. He was elevated from archdeacon to pope in 535. His first official act was to burn, in the presence of the assembled clergy, the anathema which Boniface II had pronounced against the latter's deceased rival Dioscurus on a false charge of simony and had ordered to be preserved in the Roman archives.

He confirmed the decrees of the council of Carthage, after the retaking of North Africa from the Vandals, according to which converts from Arianism were declared ineligible to Holy Orders and those already ordained were merely admitted to lay communion. He accepted an appeal from Contumeliosus, Bishop of Riez, whom a council at Marseilles had condemned for immorality, and he ordered Caesarius of Arles to grant the accused a new trial before papal delegates.

Meanwhile, the Byzantine general Belisarius was preparing for an invasion of Italy. King Theodahad of the Ostrogoths begged Agapetus to proceed on an embassy to Constantinople and use his personal influence to appease Emperor Justinian I following the death of Amalasuntha. To defray the costs of the embassy, Agapetus pledged the sacred vessels of the Church of Rome. He set out in mid-winter with five bishops and a large retinue. In February 536, he appeared in the capital of the East. Agapetus immediately turned his attention from the political matter Theodahad had sent him to address to a religious one.

The occupant of the Byzantine patriarchal see was Anthimus I, who had left his episcopal see of Trebizond. Against the protests of the orthodox, the Empress Theodora finally seated Anthimus in the patriarchal chair. When Agapetus arrived members of the clergy entered charges against Anthimus as an intruder and a heretic. Agapetus ordered him to make a written profession of faith and to return to his forsaken see; upon Anthimus' refusal, Agapetus declined to have any relations with him. The Emperor threatened Agapetus with banishment. Agapetus is said to have replied, "With eager longing have I come to gaze upon the Most Christian Emperor Justinian. In his place I find a Diocletian, whose threats, however, terrify me not." Justinian, for the first time in the history of the Church, personally consecrated Anthimus' legally-elected successor, Mennas. Justinian delivered to the Pope a written confession of faith, which the latter accepted with the proviso that "although he could not admit in a layman the right of teaching religion, yet he observed with pleasure that the zeal of the Emperor was in perfect accord with the decisions of the Fathers". Four of Agapetus' letters have survived. Two are addressed to Justinian in reply to a letter from the emperor, in the latter of which he refuses to acknowledge the Orders of the Arians. A third is addressed to the bishops of Africa, on the same subject. The fourth is a response to Reparatus, Bishop of Carthage, who had sent him congratulations upon his elevation to the Pontificate.

Shortly afterwards, Agapetus fell ill and died on 22 April 536, after a reign of just ten months. His remains were brought in a lead coffin to Rome and deposited in St. Peter's Basilica.

Veneration

Agapetus I has been canonised by both the Roman Catholic and Orthodox traditions. His memory is kept on 20 September, the day of his deposition, in the Roman Catholic Church. The Eastern churches commemorate him on 22 April, the day of his death.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ariani:

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Monofysitisme:

Monofysitisme (fra græsk: monos, 'kun én' og physis, 'natur') er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige), i modsætning til den position fastslået i koncilet i Chalcedon (451) hvori Kristus har to samtidige naturer; en guddommelig og en menneskelig.



Monofysitisme og dets antitesis, nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det 5. århundrede; en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsende vestromerske rige, og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nu Østromerske Kejserdømme, og i særdeleshed i Syrien, Levanten, Egypten og Anatolien hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.

Der er to hoveddoktriner der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske: Eutychianisme, opkaldt efter presbyter Eutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige, «som en dråbe honning i havet». Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451. Apollinarisme, ifølge hvilke Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig således at det ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskellige synoder, og endelig fordømt som kættersk ved koncilet i Konstantinopel år 381.

En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen «Kristus er én natur fra to», det vil sige en fusion mellem de to naturer uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning, og er delvist bevaret i de orientalske ortodokse kirker.

Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det 5. og ind i det 6. århundrede. Kejser Zeno forsøgte at finde en formulering som kunne accepteres af begge parter, men denne blev afvist af pave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende at det er netop kejserne som stod for dette arbejde; kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen som var opstået.

I nyere tid er der på ny blevet oprettet kontakt mellem de orientalske ortodokse kirker, Den ortodokse kirke og den katolske kirke. I 1973 kom pave Paul VI og den koptiske-ortodokse pave Shenouda III med en fælleserklæring om kristologi, og i 1984 kom også en fælleserklæring fra pave Johannes Paul II og den syrisk-ortodokse patriark Ignatius Zakka.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Simoni:

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.