|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2025
|
|
Sixtus I - 115-125 :
Sixtus I (San Sisto I) St. Sixtus I eller Xystus, fra Rom. Biskop af Rom. Der er så godt som ingen troværdige oplysninger om hans bedrifter. Pave Sixtus led martyrdøden år 127 og blev senere begravet i Peterskirken ved siden af apostlen Peter.
Pave Sixtus I var pave fra 115 til 125. Han efterfulgte Pave Alexander I og blev selv efterfulgt af pave Telesphorus. I de ældste dokumenter er det stavemåden Xystus der bruges til de tre første paver med dette navn. Pave Sixtus I var den sjette pave efter Peter, det fører til spørgsmålet: om navnet "Sixtus" er fiktivt.
Pavestolens Annuario Pontificio (2012) identificerer ham som Romer, der regerede fra 117 eller 119 til 126 eller 128. Ifølge pavebogen, Liber Pontificalis, regerede han kirken under kejser Hadrians regeringstid "en consulatu Negro et Aproniani Quousque Vero III et Ambibulo", det vil sige fra 117 til 126.
Eusebius hævder i sin Chronicon, at Sixtus I var pave fra 114 til 124, mens hans Historia Ecclesiastica, ved hjælp af en anden pavefortegnelse, hævder at hans regeringstid var fra 114 til 128. Alle autoriteter er dog enige om, at han regerede i ca. 10 år.
Sixtus I er krediteret for, at have indført flere romersk-katolske liturgiske og administrative traditioner, men historikere mener, at disse blev tilskrevet ham af senere forfattere, der var interesseret i en styrkelse af pavedømmets krav til sit gamle overherredømme. Ligesom de fleste af hans forgængere, menes Sixtus I, at være begravet i nærheden af Sankt Peters grav på Vatikanhøjen, selv om der i dag er forskellige meninger om, hvor han ligger begravet.
Han var indfødt romer, og hans far hed Pastor.
Ifølge Liber Pontificalis (ed. Duchesne, I.128) overleverede han følgende tre bekendtgørelser:
- at ingen, undtagen indviede præster, må røre ved de hellige relikvier;
- at biskopper, der er blevet hidkaldt til pavesædet, skal ved deres tilbagekomst, ikke modtages af stiftet undtagen for, at præsentere apostolske breve;
- at efter forordet i messen skal præsten recitere Sanktus med menigheden.
En buste-relikvie af paven, lavet i 1596, er udstillet på den permanente kirkelige kunstudstilling "Guld og sølv af Zadar" i St. Mary's kirke i Zadar, Kroatien.
I Alban Butler værk (Lives of the Sankts, 6 April) hedder det, at Clemens X gav nogle af hans relikvier til kardinal de Retz, der placerede dem i Abbey of St. Michael i Lorraine.
Den Xystus, der mindes i den katolske messe er Xystus II, ikke Xystus I.
Hans festdag er den 6. April.
I de tidligste succession lister var Sixtus eller (mere korrekt) Xystus, sjette biskop af Rom i linjen blev indviet af apostlene Peter og Paulus. Senere konventet, som regnet St Peter den første pave tælles ham syvende. Irenæus lister tolv biskopperne af Rom mellem Peter og Eleutherius - biskop Irenæus egen dag og kendte til ham. Denne liste udtrykkeligt links de tolv biskopper til de tolv apostle: Sixtus er temmelig mistænkeligt, sjette. Datoerne for hans regeringstid er ganske usikkert, men de tidlige kilder enige om, at det varede omkring ti år. LP hedder det, at han var en romersk, søn af en præst; hans navn i sin af LP om hans formodede disciplinære og liturgiske innovationer bliver gennemsigtigt anakronistisk. Senere tradition repræsenteret ham som en martyr, og han mindes med apostle og martyrer i den gamle canon af massen; men det faktum, at Irenæus, i sin liste, singler ud kun * Telesforus som værende en indebærer, at Sixtus ikke var. Lp 's yderligere rapport at han blev begravet i nærheden af St Peter på Vatikanets bakke har noget fundament, og som med andre ledere i den romerske kirke i denne periode, ingen klar forestilling kan være dannet af hans rolle i sin regering.
In the earliest succession lists Sixtus or (more correctly) Xystus was sixth bishop of Rome in the line inaugurated by the Apostles Peter and Paul. The later convention which reckoned St Peter the first pope counted him the seventh. Irenaeus lists twelve bishops of Rome between Peter and Eleutherius-bishop in Irenaeus' own day and known to him. This list explicitly links the twelve bishops to the twelve apostles: Sixtus is, rather suspiciously, the sixth. The dates of his reign are quite uncertain, but the early sources agree that it lasted about ten years. LP states that he was a Roman, the son of one Pastor; his name in its original form suggests Greek extraction. Nothing is known of his activities, the details supplied by LP about his supposed disciplinary and liturgical innovations being transparently anachronistic. Later tradition represented him as a martyr, and he is commemorated with the apostles and martyrs in the ancient canon of the mass; but the fact that Irenaeus, in his list, singles out only *Telesphorus as having been one implies that Sixtus was not. LP's further report that he was buried near St Peter on the Vatican Hill has no foundation, and, as with other leaders of the Roman church in this period, no clear conception can be formed of his role in its government.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Ecclesiast
Irenæus
Liber Pontificalis
Sanktus
Vatikan
Ecclesiast:[ - ]
Lignende ord i ordbogen:
Ecclesiastes - Prædikerens Bog
Ecclesiastical - Kirkelig
Ecclesiastical council - Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs - Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.
[ - ]
Irenæus:[ - ]
Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.
Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).
Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Sanktus:[ - ]
Sanctus, Sanctus (Latin: hellige) er en salme fra den kristne liturgi, som udgør en del af Messen i den vestlige Kirke, Sanctus bliver messet (eller fremsagt) som de sidste ord i forordet af den eukaristiske bøn, bøn af indvielsen af nadveren. Forordet som ændres efter årstiden, afslutter normalt med bøn fra menigheden, som i forening med englene, der er afbilledet i færd med, at tilbede Gud med ordene fra Sanctus:
- Sanctus, Sanctus, Sanctus
- Dominus Deus Sabaoth.
- Pleni sunt caeli et terra gloria tua.
- Hosianna i excelsis.
- Benedictus qui venit i nomine Domini.
- Hosanna i excelsis.
Det er forbundet til Trisagion, en anden indkaldelse, der til tider er omhandlet i den Vestlige kirke som Tersanctus (Latin: tre gange hellige).
I den romersk katolske kirke var det engang accepteret med recitation af Sanctus, en gang om dagen sammen med Trisagion, man tilbad med et angerfyldt hjerte, den hellige treenighed. Den nuværende Enchiridion Indulgentiarum, giver en delvis overbærenhed overfor kristne, der i udførelsen af deres opgaver, eller under vanskeligheder i livet, blot hæver deres hoveder til Gud i ydmyg tillid, og kun mentalt udviser fromhed.
Sanctus, Hosanna og Benedictus.
Allerede i det første århundrede forekom den tredobbelte helligprisning i den græske liturgi, kaldet tris’hagion. Den optoges i den romerske messe under pave Sixtus I omkring år 120.
”Sanctus” er hentet fra Jesajas 6,3, hvor profeten skildrer sin kaldelse: ”Jeg så Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne og med de to fløj de.
De råbte til hinanden:
”Hellig, hellig, hellig
er hærskarers herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!”:.
De indskudte korsvar: ”Hosanna in exelsis” og præstens afsluttende strofe ”Benedictus qui venit in nomine domine”, hentet fra Palmesøndags evangelium, Matt. 21,9, er senere indføjet.
Musikalsk er det tredobbelte Sanctus melismatisk udsmykket på den klangfulde vokal a i Sanctus. Denne tradition er tydelig - bevidst eller ubevidst - blevet fulgt op af komponister helt til vor tid i skiftende messekompositioner.
De rytmisk, bølgende melismer, som går igen hos komponister fra renæssancen til vore dage, illustrerer her tydeligt serafernes store vingeslag.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1504
|
