Beskrivelse af Pelagius II, der var Pave i år 579-590

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Pelagius II - 579-590 :

Pelagius II (Pelagio II)
Pelagius II (578-590). Født ca. 520 i Rom af gotiske forældre, faderen hed Winigild. Pelagius levede hele sit liv i Rom og var pave fra 26. november 579 og til han døde af pest 7. februar 590.
Pelagius II blev valgt til pave da Longobarderene okkuperede Rom. Hans tid som pave blev præget af stridigheder med Longobardene, pest og sygdomme i Rom og stadigt forfald.
Da Rom var truet af lombarderne søgte han forgæves hjælp, både fra kejseren i Bysant og den frankiske konge.
Han søgte også forgæves, at hele splittelsen fra Pelagius I’s dage og protesterede mod, at Konstantinopels Patriark, Johannes Fasteren, kaldte sig økumenisk Patriark, men nævnes hyppigst kun, fordi han var Gregor den Stores forgænger.
Pelagius arbejdede ivrigt for krav om cølibat for præsterne og indstiftede en del meget strenge krav på dette område. Nogle så strenge, at hans efterfølger Gregor I den store måtte lempe på dem.
I 579 sendte Pelagius, Gregor som Apokrisiarius til Konstantinopel.
Pelagius II fik i sine sidste 3 år i pavesædet hjælp med, at lede kirken i Rom af sin efterfølger - Gregor, som nu var Diakon og samtidig en talentfuld leder og administrator.
Pave Pelagius II dør af pest den 7. Februar 590 i Rom. Det sker efter, at Tiberen året forinden gik over sine bredder og oversvømmede dele af Rom med store skader og sygdomsangreb til følge.

Paven Pelagius II (520 – 7 februar 590) var pave fra 26 November 579 til sin død i 590.

Født i 520, var Pelagius en indfødt af Rom, men sandsynligvis af ostrogotiske afstamning, som hans far hed Winigild. Pelagius appelleret om hjælp fra kejser Maurice mod langobarderne, men byzantinerne var til lidt hjælp, tvinger Pelagius til at "købe" en våbenhvile og gøre at frankerne, der invaderede Italien, men venstre efter at være bestukket af langobarderne.

Pelagius arbejdede for at fremme cølibat af præster, og han udstedt sådanne strenge bestemmelser på dette område, at hans efterfølger pave Gregory I troede dem alt for strenge, og ændrede dem til en vis grad.

I løbet af hans Pontifikat, biskop i Milano, der havde brækket fællesskab med Rom i Skisma af de tre kapitler, vendte tilbage til fuld fællesskab omkring 581, mens andre biskopper i det nordlige Italien forblev i Skisma.

Pelagius beordrede opførelsen af Basilica di San Lorenzo fuori le Mura, en kirke helligdom over det sted, hvor Sankt Lawrence blev martyr. I hans regeringstid, Visigoter Spanien konverteret, men han står også for konflikt med ser i Konstantinopel over vedtagelsen af titel "Økumenisk Patriark," som Pelagius menes for at underminere myndigheden af pavedømmet.

Pelagius blev offer for den plage, der hærgede Rom i slutningen af 590.

Pope Pelagius II (520 – 7 February 590) was Pope from 26 November 579 to his death in 590.

Born in 520, Pelagius was a native of Rome, but probably of Ostrogothic descent, as his father's name was Winigild. Pelagius appealed for help from Emperor Maurice against the Lombards, but the Byzantines were of little help, forcing Pelagius to "buy" a truce and turn to the Franks, who invaded Italy, but left after being bribed by the Lombards.

Pelagius labored to promote the celibacy of the clergy, and he issued such stringent regulations on this matter that his successor Pope Gregory I thought them too strict, and modified them to some extent.

During his pontificate, the bishop of Milan, who had broken communion with Rome in the Schism of the Three Chapters, returned to full communion around 581, while other bishops in Northern Italy remained in schism.

Pelagius ordered the construction of the Basilica di San Lorenzo fuori le Mura, a church shrine over the place where Saint Lawrence was martyred. During his reign, the Visigoths of Spain converted, but he also faced conflict with the See of Constantinople over the adoption of the title of "Ecumenical Patriarch," which Pelagius believed to undermine the authority of the papacy.

Pelagius fell victim to the plague that devastated Rome at the end of 590.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Økumenisk:

Økumenisk koncil (af latin concilium, jf. engelsk Council) og økumenisk synode (af græsk synodos – "samme vej") bruges i betydningen, en kirkelig forsamling af biskopper. Økumeni betyder bogstaveligt "huset hvor vi bor" og bruges i betydningen "indenfor den verden, hvor vi bor", hvilket underforstået var det romerske rige. Økumeni havde med andre ord i antikken (og fortsat indenfor den ortodokse kirke) en anden betydning end den moderne: at nedbryde skrankerne mellem de kristne kirkesamfund; den tværkonfessionelle holdning; det praktiske økumeniske arbejde. Fra 325 indkaldte de romerske kejsere til økumeniske synoder eller koncilier, dvs. kirkemøder gældende for hele kristenheden.



De syv første af disse økumeniske konciler og deres erklæringer anerkendes af den romerske katolske kirke og den ortodokse kirke. Også Folkekirken bruger betegnelsen "økumeniske konciler" om de syv første, men anser ikke koncilernes beslutninger for bindende.

Link til Wikipedia, hvor der findes beskrivelser af en række Økumeniske konciler.

Økumeni, (af gr. oikumene), bestræbelser for en almen kirkelig enhed gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker. Selve ordet blev allerede i førkristen tid anvendt om "den beboede verden". I 300-t. blev ordet del af den kirkelige terminologi, da oldkirken afholdt sine første økumeniske konciler, der gjorde krav på universel gyldighed. Efterhånden fik ordet udelukkende kirkelig betydning, således at oikumene betegnede den universelle kirke; fra reformationstiden blev de oldkirkelige trosbekendelser karakteriseret som såkaldt økumeniske symboler. Det økumeniske patriarkat i Konstantinopel (nuv. Istanbul) kaldte sig siden 500-t. sådan for at markere patriarkens æresprimat i forhold til den romerske pave. Skønt begrebet således tidligt gjorde sig kirkehistorisk gældende, blev det først for alvor genoptaget i 1800-t., da man begyndte at anvende det om den holdning, der søgte at overvinde de bestående skel mellem konfessioner og nationer. I 1900-t. blev den økumeniske bevægelse navnet på de kirkelige enhedsbestræbelser, der internationalt udmøntede sig i konfessionskirkernes sammenslutning (fx i de økumeniske verdensorganisationer) og interkonfessionelt i de hidtil adskilte og isolerede kirkers engagement i den kirkelige enhed (fx i de økumeniske dialoger).