Beskrivelse af Gregor I, der var Pave i år 590-604

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor I - 590-604 :

Gregor I (San Gregorio I Magno) San Gregorio I Magno, pave og helgen
San Gregorio (Gregorius, Gregor den Store) blev født i Rom i ca. 540, i et patricierhus på Monte Celio, hvor familien Anicii havde store besiddelser. Hans fader hed Gordianus og moderen, som senere blev helgenkåret, hed Silvia.
Han startede en karriere indenfor den romerske adelsstand som leder af byen Roms embedsmænd ("Praefectus Urbis", 572-574), men blev tiltrukket af munkelivet og donerede en del af sine rigdomme til grundlæggelsen af klostre på Sicilien, hvor familien også havde store ejendomme, og et kapel med et Kloster på ejendommen på Celio, hvor han selv som 35-årig blev munk.
I omkring tre år levede Gregor et stille liv som munk i Klosteret. Dem beskrev han senere som de tre lykkeligste år i sit liv. Det var dog ikke blevet glemt, at Gregor var en talentfuld leder og administrator. I 578 blev han derfor - mod sin vilje - hevet ud af sin tilværelse og ordineret til diakon for at hjælpe pave Pelagius II med at lede kirken i Rom.
Fra 579-585 blev han pavelig udsending i Constantinopel og 5 år efter, at han var vendt tilbage til sit Kloster, blev han - meget mod sin vilje - valgt til pave, som den første munk i dette embede!
Gregor efterfulgte Pave Pelagius II (579-590) og virkede som Pave i 14 år (590-604), der var fulde af problemer og uro; under Longobardernes hærgen i Norditalien i 592, forhandlede han med dem; han reformerede romerkirkens administrationsapparat og brugte mange af de derved sparede penge til at hjælpe ofre for krig, pest og hungersnød og til løskøb af fanger. Under Gregors pavedømme styrkedes kirkens stilling i Norditalien, Frankrig og Spanien og i Østen som følge af hans erfaringer fra Constantinopel.
Gregor sendte Sankt Augustinus (Sant'Agostino) og 40 andre munke fra sit eget Kloster Sant'Andrea på Monte Celio til England for at prædike evangeliet der.
Han var en stor politiker og teolog og forfattede mange skrifter - over 800 af hans breve og prædikener er overleveret til i dag.
Gregor interesserede sig også meget for den liturgiske sang, som han fremmede i gudstjenesten og ved nyredigering af melodibogen "Antiphonarius". Disse melodier kaldes stadig idag efter ham "gregoriansk sang", og for at bedre disse sangfremførelser udvidede han også den gamle kirkesangerskole "Schola Cantorum" ved Lateranet.
Den 12. marts 604 døde San Gregorio Magno og blev begravet i Peterskirken. Han fejres hvert år på denne dag.
Om San Gregorio fortælles mange legender, bl.a. at han under den store pest-epidemi i Rom i 590 vandrede i procession gennem byens gader, da Ærkeenglen Mikael viste sig på Hadrian's gravmæle og stak sit brændende sværd i skeden for at tilkendegive pestens ophør. Fra da af fik gravmælet sit nuværende navn "Engelsborg", Castel Sant'Angelo. En senere legende fortæller, at San Gregorio i processionen bar Roms helligste Maria-billede, som var malet af Evangelisten Lukas.
Fresker med hændelser fra San Gregorio's liv kan ses i Oratorio di Santa Barbara, som ligger på Monte Celio i Klosterhaven ved kirken San Gregorio Magno.

Pave Gregor den Store blev født i Rom i ca. 540 og regnes som en af de 4 kirkefædre. De andre er Ambrosius, Augustinus og Hieronymus. Selvom han var en velhavende romer, blev Gregorius munk, pavelig gesandt - og endelig pave i år 590. Gregorius' indsats inden for bl.a. mission, liturgi, munkevæsen og sjælesorg gav ham tilnavnet: den store.

Pave Gregor I (Latin: Gregorius I; c. 540 – 12 marts 604), almindeligt kendt som Sankt Gregor stort, var pave fra 3 September 590 til sin død i 604. Gregor er kendt for sine skriverier, der var mere produktiv end nogen af hans forgængere som pave. Han er også kendt som St. Gregor Dialogist i østlige ortodoksi på grund af sine dialoger. Af denne grund, vil engelske oversættelser af ortodokse tekster undertiden liste ham som "Gregory Dialogus".

I hele middelalderen var han kendt som "far til Christian Worship" på grund af sin ekstraordinære indsats i forbindelse med revisionen romerske tilbedelsen af sin dag. Hans bidrag til udviklingen af den guddommelige liturgi af de Presanctified gaver, stadig i brug i den østlige ortodokse kirke, var så betydelig, at han er generelt anerkendt som de facto forfatter.

Han var først af paver til at komme fra en monastiske baggrund. Gregor er en læge af kirken og en af de latinske fædre. Han betragtes som en helgen i den katolske kirke, østlige ortodokse kirke, anglikanske kommunion og nogle Lutherske kirker. Umiddelbart efter sin død, blev Gregor Kanoniseret af populære anerkendelse. Den protestantiske reformator John Calvin beundret Gregor og erklærede i sin institutter at Gregor var den sidste gode pave. Han er skytshelgen for musikere, sangere, studerende og lærere.

Tidligt liv

Den nøjagtige dato for Gregors fødsel er usikre, men er normalt anslået til at være omkring år 540, i byen Rom. Hans forældre hedder ham Gregorius, som ifølge Aelfric i en prædiken om fødsel-dag S. Gregor, "... er et græsk navn, der betyder på Latin tunge Vigilantius, der er på engelsk, Watchful..." De middelalderlige forfattere, der giver denne etymologi tøv ikke med at anvende det på livet af Gregor. Aelfric, for eksempel går: "Han var meget flittig i Guds befalinger."

Gregor blev født ind i en velhavende patricier romerske familie med tætte forbindelser til kirken. Hans far, Gordianus, der tjente som en Senator og for en tid var præfekt i byen Rom, også havde stillingen som Regionarius i kirken, selvom intet yderligere vides om denne stilling. Gregors mor, Silvia, var godt født og havde en gifte søster, Pateria, i Sicilien. Hans mor og to faderlige tanter er hædret af katolske og ortodokse kirker som hellige. Gregors great-oldefar havde været pave Felix III, nomineret af den gotiske konge, Theoderik. Gregors valg til tronen af St Peter lavet hans familie mest fremtrædende gejstlig dynasti af perioden.

Familien ejede og opholdt sig i en villa suburbana på bakken Caelian fronting den samme gade, nu Via di San Gregorio, med de tidligere paladser af de romerske kejsere på den modsatte Palatinerhøjen. Nord for gaden løber ind i Colosseum; syd, Cirkus Maximus. I Gregors dag de gamle bygninger var i ruiner og var privatejet. Villas dækkede området. Gregors familie ejede også arbejde godser i Sicilien og omkring Rom. Gregor havde senere portrætter udført i fresco i deres tidligere hjem på Caelian og disse blev beskrevet 300 år senere af John Diaconus. Gordianus var høj med en lang i ansigtet og lyse øjne. Han bar en skæg. Silvia var høj, havde en runde ansigt, blå øjne og en munter kig. De havde en anden søn, hvis navn og skæbne er ukendt.

Gregor blev født ind i en periode af uro i Italien. Fra 542 hærgede den såkaldte pest Justinian provinser i det rige, herunder Italien. Pesten forårsagede hungersnød, panik og undertiden uroligheder. I nogle dele af landet, over 1/3 af befolkningen var udslettet eller ødelagt, med tunge åndelige og følelsesmæssige virkninger på befolkningen i imperiet. Politisk, selv om det vestromerske rige var længst forsvundet til fordel for de gotiske konger af Italien, under 540s Italien blev gradvist generobret fra goterne af Justinian I, kejser af det Østromerske rige regerende fra Konstantinopel. Da kampene var hovedsageligt i nord, så den unge Gregor nok lidt af det. Totila fyret og forladt Rom i 547, ødelægger de fleste af sine gamle befolkning, men i 549 han inviterede dem, der var stadig i live til at vende tilbage til de tomme og ødelagte gader. Det har været en hypotese at ung Gregor og hans forældre pensioneret under denne pause til deres sicilianske godser, at vende tilbage i 549. Krigen var slut i Rom af 552, og en efterfølgende invasion af frankerne blev besejret i 554. Efter at var der fred i Italien, og fremkomsten af restaurering, bortset fra at den centrale regering nu opholdt sig i Konstantinopel.

Ligesom de fleste unge mænd af sin stilling i det romerske samfund, var Sankt Gregor veluddannede, grammatik, retorik, videnskab, litteratur og lov, og udmærker sig i alle. Gregor af Tours rapporterede, at "i grammatik, dialektikken og retorikken... han var second to none..." Han skrev korrekte Latin, men ikke læse eller skrive græsk. Han vidste latinske forfattere, naturvidenskab, historie, Matematik og musik og havde sådan en "flydende med imperial lov" at han kan have trænet i det "som forberedelse til en karriere i det offentlige liv." Ja, han blev en regerings officielle, rykkede hurtigt i rang til at blive, ligesom sin far, præfekt i Rom, den højeste civile kontor i byen, når kun tre og tredive år gammel.

Munkene i St. Andrews Kloster (placeret i den fædrene hjem på Caelian) havde et portræt af Gregor lavet efter hans død, som Johannes Diaconus så også i det niende århundrede. Han rapporterer billedet af en mand, der var "temmelig skaldet" og havde en "tawny" skæg ligesom sin far og et ansigt, der var mellemliggende i form mellem hans mor og far. De hår, som han havde på siderne var længe og omhyggeligt krøllet. Hans næse var "tynd og straight" og "lidt ørne." "Panden var høj." Han havde en tyk, "opdelt" læber og en hage "af en tækkelig fremtrædende" og "smukke hænder."

I den moderne æra afbilledes Gregor ofte som en mand ved grænsen, balancerer mellem de romerske og germanske verdener, mellem øst og vest, og frem for alt, måske, mellem de antikke og middelalderlige epoker.

Monastiske år

Jerome og Gregor. Ved sin fars død, konverterede han sin familie villa suburbana, beliggende på bakken Caelian lige overfor Circus Maximus, ind i et Kloster, dedikeret til Apostelen Sankt Andrew. Efter hans død blev den genindviet som San Gregorio Magno al Celio. I hans liv i kontemplation, Gregor konkluderede, at "i denne stilhed af hjertet, mens vi holder øje inden for gennem kontemplation, vi er som hvis i søvn til alle ting, der uden er." Det forekommer nogle at Gregor ikke var altid tilgivende, eller behageligt for sags skyld, selv i sin monastiske år. For eksempel, en munk liggende på hans død seng tilstod at stjæle tre guldstykker. Gregor tvunget munk døde venneløs og alene, og derefter kastede sin krop og mønter på en gylle bunke at rådne med en forbandelse, "tage dine penge med til fortabelse". Gregor mente, at straf for synder kan begynde, selv på sit dødsleje. Men dette blev gjort for at hjælpe munk at angre sin synd, og ikke en fejlplaceret vrede. Bod fra St. Gregor faktisk hjælpe ham til at omvende sig, og bagefter St. Gregor tilbydes 30 masserne i sin erindring for at hjælpe hans sjæl før den endelige dom. Han senere dukkede op til sin bror og sagde, at han er blevet frigivet og er i himlen. Til sidst, pave Pelagius II ordineret ham en diakon og anmodet sin hjælp i forsøget på at helbrede Skisma i de tre kapitler i det nordlige Italien. Italien var imidlertid ikke helet indtil godt efter Gregor var væk.

Gregor havde en dyb respekt for den Klosterliv. Han har set på at være en munk som «glødende søgen efter visionen om vores skaberen.» Hans tre faderlige tanter var nonner kendt for deres hellighed. Men efter de to ældste døde efter at have set en vision af deres forfader pave Felix, den yngste snart forladt det religiøse liv og gift steward af hendes ejendom. Gregors svar til denne familie skandale var "mange er kaldede, men få er udvalgte." Gregors mor Silvia, selv er en helgen.

Apocrisiariate (579–585)

Belysning i en 1100-tallet manuskript af et brev af Gregors til Sankt Leander, biskop af Sevilla (Bibl. Municipale, MS 2, Dijon).I 579, Pelagius II valgte Gregor som hans apocrisiarius (ambassadør ved det kejserlige Hof i Konstantinopel), en post Gregor ville holde indtil 586. Gregor var en del af den romerske delegation (både verdslige og kirkelige), som ankom i Konstantinopel i 578 til beder kejseren om militær hjælp mod langobarderne. Med den byzantinske militær fokuseret på øst, disse bønner viste sig forgæves; i 584 skrev Pelagius II til Gregor som apocrisiarius, beskriver de prøvelser, som Rom oplevede under langobarderne og beder ham om at bede kejser Maurice at sende en styrke af lettelse. Maurice, men havde længe siden besluttet at begrænse sin indsats mod langobarderne til intriger og diplomati, grubetæring frankerne mod dem. Det stod snart klart, at Gregor, de byzantinske kejsere var usandsynligt, at sende sådan en kraft, givet deres mere umiddelbare vanskeligheder med perserne i øst og avarerne og slaver til nord.

Ifølge Ekonomou synes"Hvis Gregors vigtigste opgave var at tale Roms sag før kejseren, der at have været lidt til venstre for ham til at gøre en gang imperiepolitik mod Italien blev klart. Pavelig repræsentanter, der pressede deres fordringer med overdreven kraft kunne hurtigt blive en plage og finde sig udelukket fra den kejserlige tilstedeværelse helt". Gregor havde allerede trukket en imperial irettesættelse for sine langvarige Kanoniske skrifter om emnet af legitimiteten af John III Scholasticos, der havde besat Patriarkatet i Konstantinopel i tolv år før tilbagelevering af Eutychius (der var blevet drevet ud af Justinian). Gregor viste sig at dyrke forbindelser med den byzantinske elite af byen, hvor han blev ekstremt populær hos byens overklasse, "især aristokratiske kvinder". Ekonomou antyder, at "mens Gregor kan være blevet åndelige fader til et stort og vigtigt segment af Constantinoples aristokrati, dette forhold ikke væsentligt forskud af hensyn til Rom før kejseren". Selv om skrifter af John Diaconus hævder at Gregor "arbejdede flittigt til lindring af Italien", er der ingen beviser for, at hans embedstid udrettet meget mod nogen af målsætningerne af Pelagius II.

Gregors teologiske stridigheder med Patriarken Eutychius ville forlade "bitter smag for den teologiske spekulation i øst" med Gregor, der fortsatte med at påvirke ham godt ind i hans egen pavedømmet. Ifølge vestlige kilder, Gregors meget offentlig debat med Eutychius kulminerede i et exchange før Tiberius II hvor Gregor citeret en bibelsk passage ("palpere et videte, quia spiritus carnem et ossa ikke Håkansson, for eksempel mig videtis habere") til støtte for den opfattelse, at Kristus var legemlige og håndgribelig efter sin opstandelse; angiveligt som følge af denne udveksling, Tiberius II beordrede Eutychiuss skrifter brændt. Ekonomou betragter dette argument, men overdrevet i vestlige kilder, som Gregors "et resultat af en ellers frugtesløse apokrisiariat". I virkeligheden, var Gregor tvunget til at stole på Skriften, fordi han ikke kunne læse de uoversatte græske autoritative værker. Gregor venstre Constantinople for Rom i 585, vender tilbage til sit Kloster på bakken Caelian. Gregor blev valgt med akklamation lykkes Pelagius II i 590, når sidstnævnte døde af pest breder sig gennem byen. Gregor blev godkendt af en Imperial iussio fra Konstantinopel følgende September (som var normen under den byzantinske pavedømmet).

Missioner

Midt i alle sine byrder og angst synes det, at paven aldrig havde glemt de engelske slaver, hvem han havde engang set i Forum Romanum. Pave Gregor havde stærke overbevisninger på missioner. "Almægtige Gud steder gode mænd i myndighed at han kan give gennem dem gaver af sin barmhjertighed til deres fag. Og dette finder vi for at være tilfældet med briterne over hvem du er udpeget til at reglen, der gennem velsignelserne skænket dig velsignelser af himlen kan blive skænket på dit folk også."

Selv om Gregor blev løst til at gå på Pension i den monastiske livsstil af kontemplation, var han modvilligt tvunget tilbage til en verden, som, selvom han elskede, han ikke længere ønskede at være en del af. I tekster af alle genrer, især dem, der produceres i sit første år som pave, Gregor begræd byrden af kontoret og sørgede tabet af de uforstyrret liv bøn han havde engang nød som en munk. Da han blev pave i 590, blandt sine første handlinger var at skrive en række breve afstå nogen ambition om at tronen i Peter og rose det kontemplative liv af munkene. På tidspunktet, af forskellige årsager, Pavestolen havde ikke udøver effektiv ledelse i Vesten siden Pontifikat af Gelasius I. Bispekollegiet i Gallien var trukket fra de store territoriale familier, og identificeret med dem: den snæversynede horisont af Gregors contemporary, Gregor af Tours, kan betragtes som typisk; i visigotiske Spanien havde biskopperne lidt kontakt med Rom; i Italien blev de områder, der var reelt faldet under administration af pavedømmet plaget af voldelige Lombard hertugerne og rivalisering af jøderne i Eksarkatet Ravenna og i syd.

Gregor er krediteret med re energigivende kirkens missionere blandt ikke-kristne folkeslag i Nordeuropa. Han er mest berømt for at sende en mission, ofte kaldet den gregorianske mission under Augustin af Canterbury, forudgående af Sankt Andrew's, hvor han måske havde lykkedes Gregor, at evangelisere hedenske angelsakserne i England. Missionen lykkedes, og det var fra England, missionærer senere angivet for Nederlandene og Tyskland. Forkyndelsen af den katolske tro og fjernelse af alle afvigelser fra det var et centralt element i Gregors verdenssyn, og det udgjorde en af de store fortsatte politikker af hans Pontifikat.

Ifølge den katolske Encyclopedia, blev han helgenkåret umiddelbart efter sin død med "populære akklamation".

I sin officielle dokumenter var Gregor først til at gøre omfattende brug af udtrykket "Tjener af tjenere af Gud" (servus servorum Dei) som en pavelig titel, således indlede en praksis, der skulle følges ved mest efterfølgende paver.

Værker
Liturgiske reformer

John Diaconus skrev at pave Gregor I foretaget en generel revision af liturgi masse præ Tridentine "fjernelse adskilligt, skiftende nogle få, tilføje nogle". Gregor bemærkninger i breve, at han flyttede Pater Noster (vor Fader) til umiddelbart efter Roman Canon og umiddelbart før brøkdel. Denne holdning er fortsat til stede i dag i den Roman Liturgy. Pre-gregorianske holdning er tydelig i Ambrosiansk Rite. Gregor tilføjes Hanc Igitur af Roman Canon materiale og fastsat de ni Kyries (en rudimentære rest af den litani, som oprindeligt var på dette sted) i begyndelsen af Massachusetts Han har også reduceret rollen af diakoner i Roman Liturgy.

Sacramentaries direkte påvirket af gregorianske reformer er benævnt Sacrementaria Gregoriana. Med fremkomsten af disse sacramentaries begynder de vestlige liturgi at vise en egenskab, der adskiller det fra de østlige liturgiske traditioner. I modsætning til de for det meste uforanderlig østlige liturgiske tekster har romerske og andre vestlige liturgier siden denne æra et antal bønner, ændring, der afspejler den fest eller liturgiske sæson; Disse variationer er synlige i indsamler og forord såvel som i den Roman Canon selv.

I den østlige ortodokse kirke, er Gregor krediteret med udarbejdelse af de Presanctified gaver guddommelige liturgi.

Gregor skrev over 850 breve i de sidste 13 år af sit liv (590–604), som giver os et præcist billede af hans arbejde. En virkelig selvbiografiske præsentation er næsten umuligt for Gregor. Udviklingen af hans sind og personlighed forbliver rent spekulative karakter.

Den gregorianske sang

Mainstream form af vestlige gregorianske, standardiseret i slutningen af 800-tallet var henføres til pave Gregor I og så tog navnet på den gregorianske sang. De tidligste sådan attribution er i John Diaconus 873 biografi af Gregor, næsten tre århundreder efter pavens død, og den sang, der bærer hans navn "er resultatet af sammensmeltningen af romersk og frankiske elementer, som fandt sted i det fransk-tyske imperium under Pipin, Karl den store og deres efterfølgere".

Skrifter

Gregor er almindeligt krediteret med grundlæggelsen af den middelalderlige pavedømmet og så mange attribut i begyndelsen af middelalderens spiritualitet til ham. Gregor er den eneste pave mellem femte og det ellevte århundrede, hvis korrespondance og skrifter har overlevet nok til at danne et omfattende korpus. Nogle af hans skrifter er: kommentar til Job, ofte kendt i engelske historier af sin latinske titel, Magna Moralia, eller som Moralia på Job. Dette er en af de længste patristiske værker. Det var muligvis færdig så tidligt som 591. Det er baseret på samtaler Gregor gav på bogen Job til sine brødre, der ledsagede ham til Konstantinopel. Arbejdet er som vi har det resultatet af Gregors revision og færdiggørelse af det hurtigt efter sin tiltrædelse den pavelige office.Liber regulae pastoralis (bog af Pastoral regel / The regel for præster), hvori han kontrasteret af biskopper som præster af deres flok med deres stilling som adelige kirkens rolle: den endelige opgørelse af arten af den episkopale office. Dette var sandsynligvis indledt før han blev valgt som pave og færdig i 591.Dialogues, en samling af fire bøger af mirakler, tegn, undere og helbredelser udført af de hellige mænd, for det meste Kloster, i det sjette århundredes Italien, med den anden bog helt helliget en populær liv af Sankt Benedict Sermons, herunder: prædikener omfatter den 22 Homilae i Hiezechielem (prædikener på Ezekiel), beskæftiger sig med Ezekiel 1.1-4.3 i bog et, og Ezekiel 40 i bog 2. Disse blev prædiket 592-3 år at langobarderne belejret Rom, og indeholder nogle af Gregors dybeste mystiske lærdomme. De blev revideret otte år senere.Homilae xl i Evangelia (fyrre evangeliet prædikener) for den liturgiske år leveret under 591 og 592, som tilsyneladende blev afsluttet ved 593Expositio i Canticis Canticorum. Kun 2 af disse prædikener på Højsangen overleve, diskuterer tekst til sangen 1.9.

Kopier af nogle 854 breve har overlevet. I løbet af Gregors tid, blev kopier af pavelige breve foretaget af skriftkloge i en Registrum (Register), som derefter blev holdt i scrinium. Det er kendt, at i det 9. århundrede, når John Diaconus komponerede sit liv Gregor, Registrum Gregors breve blev dannet af 14 papyrus ruller (selvom det er svært at vurdere hvor mange breve dette kan have repræsenteret). Selvom disse oprindelige ruller er nu tabt, 854 breve har overlevet i kopier på forskellige senere tider, den største enkelt batch af 686 breve gøres ved kendelse Adrian I (772-95). De fleste af eksemplarerne, stammer fra tiende til 1400-tallet, er gemt i Vatikanets bibliotek.

Udtalelser fra skrifter af Gregor varierer. "Sin karakter forekommer os som en tvetydig og gådefulde," observeret Cantor. "På den ene side var han administrator stand og beslutsom, en dygtig og klog diplomat, en leder i det største raffinement og vision; men på den anden side optræder han i sine skrifter som en overtroisk og godtroende munk, fjendtligt indstillet over for læring, groft begrænset som en teolog, og overdrevent helliget helgener, mirakler og relikvier".

Kontrovers med Eutychius

I Konstantinopel tog Gregor spørgsmålet med alderen Patriarken Eutychius af Konstantinopel, der havde for nylig offentliggjort en afhandling, nu tabt på den almindelige opstandelse. Eutychius fastholdt, at den opstandne body "vil være mere subtile end luft, og ikke længere håndgribelig". Gregor imod med palpability af den opstandne Kristus i Lukas 24:39. Da tvisten ikke kunne afgøres, den byzantinske kejser, Tiberius II Constantine, forpligtede sig til at mægle. Han besluttede til fordel for palpability og bestilte Eutychius' bog til at blive brændt. Kort tid efter både Gregor og Eutychius blev syge; Gregor inddrives, men Eutychius døde den 5 April 582, i en alder af 70. På sit dødsleje Eutychius tilbagekaldt impalpability og Gregor droppede sagen. Tiberius, døde et par måneder efter Eutychius.

Identifikation af tre tal i evangelierne

Gregor var blandt dem, der identificeres Mary Magdalene med Mary af Bethany, som John 12:1-8 fortæller som at have salvede Jesus med kostbare salve, en begivenhed, at nogle fortolker som værende det samme som salvelse af Jesus at Luke (alene blandt synoptisk evangelierne) fortæller som udføres af en syndig kvinde. Prædiken på passagen i Lukasevangeliet, Gregor bemærkede: "denne kvinde, som Luke kalder en synder og John kalder Mary, jeg synes er Mary fra hvem Mark rapporter om, at syv dæmoner blev kastet." I dag bibelske lærde skelne mellem de tre tal, men de er alle stadig populært identificeret.

Ikonografi

I kunst er Gregor normalt vist i fuld pavelige klæder med diadem og dobbelt Kors, trods sine faktiske vane af kjole. Tidligere skildringer er mere tilbøjelige til at vise en monastiske tonsure og tydeligere kjole. Ortodokse ikoner Vis traditionelt St. Gregor tillagt som biskop, holder en Gospel bog og velsignelse med sin højre hånd. Det registreres, at han tilladt sine skildring med en firkantet halo, så anvendes til levende. En due er hans attribut, fra den velkendte historie optaget af sin ven Peter diakon, som fortæller, at når paven dikterer sine prædikener på Ezechiel en gardinet blev trukket mellem sig selv og sin sekretær. Som, men paven forblev tavs i lange perioder ad gangen, tjeneren lavet et hul i tæppet og gennemlæst, skuede en due sidder på Gregors hoved med sit næb mellem hans læber. Når duen trak sit næb tog pave talte og sekretæren ned hans ord; men da han blev tavs tjeneren igen anvendt sit øje på hullet og så duen havde udskiftet sit næb mellem hans læber.

Denne scene er vist som en version af den traditionelle Evangelist portræt (hvor evangelister symboler er også undertiden vist dikterer) fra det tiende århundrede og fremefter. Et tidligt eksempel er engagement miniature fra den en ellevte århundrede manuskript af St. Gregor Moralia i Job. Miniature viser scribe, Bebo af Seeon Abbey, forelægger den hellige romerske kejser, Henry II håndskriftet. Øverst til venstre ses Forfatteren skriver teksten under guddommelig inspiration. Duen er normalt vist hviske i Gregors øre for en klarere sammensætning.

Fantasifulde og anakronistiske eksemplet øverst i denne artikel er fra studiet af Carlo Saraceni eller af en tæt follower, ca. 1610. Fra samlingen Giustiniani er maleriet bevaret i Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom. Ansigt af Gregor er en karikatur af funktionerne beskrevet af John Diaconus nævnt under hans tidlige liv ovenfor: total skaldethed, outthrust hage, næb-lignende næse, hvor John havde beskrevet delvis skaldethed, en mildt fremspringende hage, lidt ørne næse og påfaldende godt udseende. I dette billede også har Gregor ryggen monastiske på verden, som den virkelige Gregor, trods sin reclusive hensigt, sjældent fik lov at have.

Sene middelalder genstand for massen af St. Gregor viser en version af en 7-tals historie, der blev udarbejdet i senere hagiografi. Gregor er vist at sige masse når Kristus som mand sorger vises på alteret. Emnet var mest almindelige i 1400 og 1500-tallet, og afspejlede voksende vægt på den virkelige tilstedeværelse, og efter reformationen var en påstand af doktrin mod protestantiske teologi.

Almisse

Almisse i kristendommen er defineret af passager i det nye Testamente som Matthew 19:21, hvilke kommandoer ".. .gå og sælge, du har, og give til fattige... og kom og følg mig." En donation på den anden side er en gave til en form for virksomhed, fortjeneste eller nonprofitorganisationer.

På den ene side St. Gregor alms der skelnes fra hans gaver, men på den anden side så han formentlig ikke en sådan sondring. Kirken havde ingen interesse i verdslige profit og som pave Gregor gjorde sit yderste for at fremme denne høje standard blandt kirkens personale. Bortset fra vedligeholdelse af sine faciliteter og støtte dets personale gav kirken de fleste af de gaver, som den har modtaget som en almisse.

Gregor er kendt for sine administrative system af velgørende lindring af fattige på Rom. De var overvejende flygtninge fra indtrængen af langobarderne. Den filosofi, hvorunder han udtænkt dette system er at rigdomme tilhørte fattige, og kirken var kun dens steward. Han modtog overdådige donationer fra Rom, velhavende familier, som efter hans eget eksempel, var ivrige efter at udviske til Gud for deres synder. Han gav almisse lige som overdådigt både individuelt og massevis. Han skrev i bogstaver: "Jeg har ofte opkrævet dig... til at fungere som min repræsentant... til at lindre fattige i deres nød..." "... Jeg holder office af steward til egenskaben af fattige... "kirken modtaget donationer af mange forskellige typer af ejendom: forbrugsgoder som mad og tøj; investeringsejendomme: fast ejendom og kunstværker; og investeringsgoder eller indtægtsskabende ejendom, som den sicilianske storgodser, eller landbrugs godser, bemandet og drives af slaver, doneret af Gregor og hans familie. Kirken havde allerede et system for cirkulerende forbrugsvarer til fattige: tilknyttet hvert sogn var en diaconium eller office af Diaconus. Han fik en bygning, hvorfra fattige kan til enhver tid gælder for bistand.

Den stat, hvor Gregor blev pave i 590 var ødelagt. Langobarderne afholdt den bedre del af Italien. Deres predations havde bragt økonomien i stå. De slog lejr næsten på gates of Rome. Byen var fyldt med flygtninge fra alle samfundslag, der boede i gaderne og havde kun få af fornødenheder i livet. Sæde for regering blev Rom i Konstantinopel, der syntes ude af stand til at foretage lindring af Italien. Paven havde sendt udsendinge, herunder Gregor, beder om hjælp, til ingen nytte.

I 590, kunne Gregor vente Konstantinobel ikke længere. Han organiserede ressourcer af kirken i en administration for generel lettelse. I gør, så han viste et talent for og intuitiv forståelse af principperne for regnskabsføring, var der ikke synes at være opfundet i århundreder. Kirken havde allerede grundlæggende regnskabsdokumenter: hver udgift blev indspillet i kladder kaldet regesta, "lister" over beløb, modtagere og omstændigheder. Indtægter blev optaget i polyptici, "bøger". Mange af disse polyptici var hovedbøger optagelse driftsudgifter af kirken og aktiverne, patrimonia. En central pavelige administration, notarii, under en høvding, primicerius notariorum, holdt regnskabsbøger og udstedt brevia patrimonii eller lister af ejendommen som hver rektor var ansvarlig.

Gregor begyndte ved aggressivt at kræve sine gejstlige til at opsøge og lindre trængende personer og irettesat dem hvis de ikke gjorde. I et brev til en underordnet i Sicilien skrev han: "Jeg spurgte du mest af alt at tage sig af fattige. Og hvis du vidste folk i fattigdom, du skulle have påpeget dem... Jeg ønsker, at du giver kvinden, Pateria, fyrre solidi for børnenes sko og fyrre skæpper korn..." Snart var han erstatte administratorer, der ikke vil samarbejde med dem, der ønsker og samtidig tilføjer mere i en opbygning en stor plan, som han havde i tankerne. Han forstod, at udgifterne skal modsvares af indtægter. Til at betale for sine øgede udgifter han likvideret investeringsejendomme og betalte udgifter i kontanter efter et budget, der er registreret i polyptici. Gejstlige var betalt fire gange om året og også personligt får en gyldne mønter for deres ulejlighed.

Penge, var dog ikke en erstatning for mad i en by, der var på randen af hungersnød. Selv den velhavende gik sultne i deres villaer. Kirken nu ejet mellem 1.300 og 1.800 kvadrat miles (3.400 og 4.700 km2) af indtægtsskabende landbrugsjord opdelt i store sektioner kaldet patrimonia. Det producerede varer af enhver art, som blev solgt, men Gregor greb ind og havde varerne sendt til Rom for distribution i Diakoni. Han gav ordre til at intensivere produktionen, fastsætte kvoter og indføre en administrativ struktur til at gennemføre. Nederst var den rusticus, der producerede varer. Nogle rustici var eller ejede slaver. Han vendte over en del af sin produktion til en dirigent, fra hvem han lejet jord. Sidstnævnte rapporterede, at en actionarius, den sidstnævnte en defensor og sidstnævnte til en rektor. Korn, vin, ost, kød, fisk og olie begyndte at ankomme på Rom i store mængder, hvor det blev givet væk til noget som en almisse.

Distributioner til kvalificerede personer var månedlige. Dog en vis andel af befolkningen boede i gaderne eller var for syge eller svagelige til at afhente deres månedlige fødevareforsyning. Dem sendt Gregor ud en lille hær af velgørende personer, hovedsageligt munke, hver morgen med tilberedt mad. Det siges, at han ikke ville spise indtil ubemidlede blev fodret. Når han spise delte han familiebordet, som han havde gemt (og som stadig findes), med 12 ubemidlede gæster. Til de trængende bor i velhavende hjem sendte han måltider han havde kogt med sine egne hænder som gaver til Skåne dem tort at modtage velgørenhed. Høring af død af en ubemidlede i et baglokale var han deprimeret i dage, underholdende tid indbildskhed at han ikke havde i sin pligt og var en morder.

Disse og andre gode gerninger og velgørende sindstilstand helt vandt hjerter og sind af det romerske folk. De kiggede nu at pavedømmet for regeringen, ignorerer rump staten i Konstantinopel, som havde kun mangel på respekt for Gregor, kaldte ham et fjols for hans pacifistiske omgang med langobarderne. Kontoret for urban præfekten gik uden kandidater. Fra tidspunktet for Gregor stort stigning af italienske nationalisme pavedømmet var mest indflydelsesrige i herskende Italien.

Berømte citater og anekdoter

På en 1800-tals mosaik i Westminster Cathedral, ses citatet: Non Angli sed Angeli Non Angli, sed angeli – "Det ikke er angles (vinkler), men angels (engle)".
Aforismer, der sammenfatter ord, som oplyses, at være blevet sagt af Gregor, når han første gang stødte på bleg-flået engelske drenge på en slavemarked, gnister hans afsendelse af Augustin af Canterbury til England til at konvertere engelske efter Beda. Han sagde:

• "Godt navngivet, for de har engleagtige ansigter og burde være medarvinger engle i himlen."
• At opdage at deres provinsen var Deira, han fortsatte med at tilføje at de ville være reddede de ira, "fra vrede", og at deres konge hed Aella, sagde Halleluja, han.Ecce locusta – "Se på the locust." Gregor, selv ønsket at gå til England som missionær og startede der. På fjerde dag da de stoppede til frokost en locust landede på kanten af Bibelen Gregor læsning. Han udbrød ecce locusta, "Se på the locust", men afspejler på det han så det som et tegn fra himlen siden den lignende klingende loco sta betyder "ophold på plads." Inden for en time ankom en udsending af paven til at huske ham.
• "Jeg beder om, at du ikke vil tage den nuværende galt. For noget, men sjovt, bør som tilbydes fra St. Peter velstand betragtes som en stor velsignelse, se, at han vil have magt til at skænke dig større ting, såvel til at holde ud at du evig fordele med den almægtige Gud."
• Pro cuius amore i eius eloquio nec mihi parco – "af kærlighed til hvem (Gud) jeg ikke Skåne mig selv fra hans ord." Forstand er der siden skaberen af den menneskelige race og forløser af ham uværdig gav ham magt af tungen, så at han kunne vidne, hvilken slags vidne skulle han, hvis han ikke gjorde bruge det, men foretrak at tale infirmly?
• "For stedet, hvor kættere er meget stolthed sig selv... for stedet, hvor den onde er stolthed ligesom omvendt ydmyghed er stedet, hvor gode."
• Ikke enim pro locis res, sed pro bonis rebus loca amanda sunt – "ting er ikke at blive elsket af hensyn til et sted, men steder er at blive elsket af hensyn til deres gode ting." Når Augustine bedt om at bruge Roman eller Gallikanske told i massen i England, Gregor sagde, i parafrase, at det ikke var det sted, der bibringes godhed, men gode ting, der prydede stedet, og det var vigtigere at være glædeligt for Almægtige. De bør udvælge hvad var "pia", "religiosa" og "recta" fra enhver kirke og indstille der før de engelske sind som praksis.
• "For reglen om retfærdighed, og derfor foreslår at en, der ønsker sin egen ordrer skal overholdes af hans efterfølgere utvivlsomt bør holde vilje og ordinancer af hans forgænger." I sine breve understreget Gregor ofte betydningen af at give ordentlig ærbødighed til sidste vilje og Testamente og respekt for ejendomsrettigheder.
• "Medfølelse bør vist første til trofaste og bagefter til fjender af kirken."
• "I længden at være ivrige efter at undgå alle disse ulemper, jeg søgte oase af Kloster... For som det fartøj, der er uagtsomt fortøjet, er meget ofte (når stormen voks voldelige) kastet af vandet ud af sit skjul på sikreste kysten, så under kappen af det gejstlige kontor, fandt jeg mig selv kastet på en pludselig i et hav af verdslige sager, og fordi jeg ikke havde holdt hurtigt stilheden i klostret når i besiddelseJeg lærte af at miste det, hvor tæt det skulle have været afholdt. " I Moralia, sive Expositio i Job ("kommentar til Job," også kendt som Magna Moralia), Gregor beskriver til biskop Leander de omstændigheder, hvorunder han blev munk.
• "Analfabeter mænd kan tænke i retning af et billede hvad de ikke kan lære gennem det skrevne ord."

Mindesmærker

LivesIn Storbritannien, påskønnelse af Gregor forblev stærkt selv efter hans død, med ham at blive kaldt Gregorius noster ("vores Gregor") af britiske. Det var i Storbritannien, i et Kloster i Whitby, som livets første fuld længde Gregor var skrevet i c. 713. Påskønnelse af Gregor i Rom og Italien sig selv, men kom ikke først senere. Den første vita Gregor skrevet i Italien blev ikke produceret indtil John Deacon i det niende århundrede.

Monumenter

Navnebror Kirke af San Gregorio al Celio (stort set genopbygget fra de originale bygningsværker i løbet af 1700-tallet) husker hans arbejde. En af de tre oratories knyttet, oratory af St. Silvia, siges at ligge over graven af Gregors mor.

I England, er Gregor, sammen med Augustin af Canterbury, æres som Apostlen af jorden og kilde til nationens konvertering.

Musik

Italiensk komponist Ottorino Respighi sammensat et stykke opkaldt St. Gregor den store (San Gregorio Magno), at funktioner som den fjerde og sidste del af hans kirke vinduer (Vetrate di Chiesa) værker, skrevet i 1925.

Festdag

Nuværende romersk-katolske kalender over helgener, revideret i 1969 som anvist af det andet VatikanKoncil fejrer St. Gregor stort på 3 September. Før det tildelt den generelle romerske kalender hans festdag 12 marts, dagen for hans død i 604. Denne dag altid henhører under fasten, hvorunder der er ingen obligatoriske mindesmærker. Derfor blev hans festdag flyttet til 3 September dagen for hans episcopal Indvielse i 590.

Den østlige ortodokse kirke fortsætter med at fejre St. Gregor på 12 marts, som er under stor fasten, den eneste gang, når den guddommelige liturgi af de Presanctified gaver, som navngiver Sankt Gregor som forfatter, bruges.

Andre kirker ærer også Sankt Gregor: engelske kirke og den Lutherske kirke Missouri Synod på 3 September, den Evangelisk Lutherske kirke i Amerika og den episkopale kirke i USA på 12 marts.

En traditionel procession er holdt i Søborg, Malta til ære for Sankt Gregor (San Girgor) på påske onsdag, som de fleste ofte falder i April, rækken af mulige datoer bliver 25 marts-28 April. Festdag for St. Gregor fungerer også som en mindedag for de tidligere elever af Ulempen skole, den såkaldte gamle Gregorians. Traditionelt, er OG båndene båret af alle samfundets medlemmer på denne dag.

Pope Gregory I (Latin: Gregorius I; c. 540 – 12 March 604), commonly known as Saint Gregory the Great, was Pope from 3 September 590 to his death in 604. Gregory is well known for his writings, which were more prolific than those of any of his predecessors as pope. He is also known as St. Gregory the Dialogist in Eastern Orthodoxy because of his Dialogues. For this reason, English translations of Orthodox texts will sometimes list him as "Gregory Dialogus".

Throughout the Middle Ages he was known as “the Father of Christian Worship” because of his exceptional efforts in revising the Roman worship of his day. His contributions to the development of the Divine Liturgy of the Presanctified Gifts, still in use in the Eastern Orthodox Church, were so significant that he is generally recognized as its de facto author.

He was the first of the popes to come from a monastic background. Gregory is a Doctor of the Church and one of the Latin Fathers. He is considered a saint in the Roman Catholic Church, Eastern Orthodox Church, Anglican Communion, and some Lutheran churches. Immediately after his death, Gregory was canonized by popular acclaim. The Protestant reformer John Calvin admired Gregory and declared in his Institutes that Gregory was the last good pope. He is the patron saint of musicians, singers, students, and teachers.

Early life

The exact date of Gregory's birth is uncertain, but is usually estimated to be around the year 540, in the city of Rome. His parents named him Gregorius, which according to Aelfric in An Homily on the Birth-Day of S. Gregory, "... is a Greek Name, which signifies in the Latin Tongue Vigilantius, that is in English, Watchful...." The medieval writers who give this etymology do not hesitate to apply it to the life of Gregory. Aelfric, for example, goes on: "He was very diligent in God's Commandments."

Gregory was born into a wealthy patrician Roman family with close connections to the church. His father, Gordianus, who served as a Senator and for a time was the Prefect of the City of Rome, also held the position of Regionarius in the church, though nothing further is known about that position. Gregory's mother, Silvia, was well-born and had a married sister, Pateria, in Sicily. His mother and two paternal aunts are honored by Catholic and Orthodox churches as saints. Gregory's great-great-grandfather had been Pope Felix III, the nominee of the Gothic king, Theodoric. Gregory's election to the throne of St Peter made his family the most distinguished clerical dynasty of the period.

The family owned and resided in a villa suburbana on the Caelian Hill, fronting the same street, now the Via di San Gregorio, with the former palaces of the Roman emperors on the Palatine Hill opposite. The north of the street runs into the Colosseum; the south, the Circus Maximus. In Gregory's day the ancient buildings were in ruins and were privately owned. Villas covered the area. Gregory's family also owned working estates in Sicily and around Rome. Gregory later had portraits done in fresco in their former home on the Caelian and these were described 300 years later by John the Deacon. Gordianus was tall with a long face and light eyes. He wore a beard. Silvia was tall, had a round face, blue eyes and a cheerful look. They had another son whose name and fate are unknown.

Gregory was born into a period of upheaval in Italy. From 542 the so-called Plague of Justinian swept through the provinces of the empire, including Italy. The plague caused famine, panic, and sometimes rioting. In some parts of the country, over 1/3 of the population was wiped out or destroyed, with heavy spiritual and emotional effects on the people of the Empire. Politically, although the Western Roman Empire had long since vanished in favour of the Gothic kings of Italy, during the 540s Italy was gradually retaken from the Goths by Justinian I, emperor of the Eastern Roman Empire ruling from Constantinople. As the fighting was mainly in the north, the young Gregory probably saw little of it. Totila sacked and vacated Rome in 547, destroying most of its ancient population, but in 549 he invited those who were still alive to return to the empty and ruined streets. It has been hypothesized that young Gregory and his parents retired during that intermission to their Sicilian estates, to return in 549. The war was over in Rome by 552, and a subsequent invasion of the Franks was defeated in 554. After that, there was peace in Italy, and the appearance of restoration, except that the central government now resided in Constantinople.

Like most young men of his position in Roman society, Saint Gregory was well educated, learning grammar, rhetoric, the sciences, literature, and law, and excelling in all. Gregory of Tours reported that "in grammar, dialectic and rhetoric ... he was second to none...." He wrote correct Latin but did not read or write Greek. He knew Latin authors, natural science, history, mathematics and music and had such a "fluency with imperial law" that he may have trained in it "as a preparation for a career in public life." Indeed, he became a government official, advancing quickly in rank to become, like his father, Prefect of Rome, the highest civil office in the city, when only thirty-three years old.

The monks of St. Andrew's monastery (located at the ancestral home on the Caelian) had a portrait of Gregory made after his death, which John the Deacon also saw in the 9th century. He reports the picture of a man who was "rather bald" and had a "tawny" beard like his father's and a face that was intermediate in shape between his mother's and father's. The hair that he had on the sides was long and carefully curled. His nose was "thin and straight" and "slightly aquiline." "His forehead was high." He had thick, "subdivided" lips and a chin "of a comely prominence" and "beautiful hands."

In the modern era, Gregory is often depicted as a man at the border, poised between the Roman and Germanic worlds, between East and West, and above all, perhaps, between the ancient and medieval epochs.

Monastic years

Jerome and Gregory. On his father's death, he converted his family villa suburbana, located on the Caelian Hill just opposite the Circus Maximus, into a monastery dedicated to the apostle Saint Andrew. After his death it was rededicated as San Gregorio Magno al Celio. In his life of contemplation, Gregory concluded that “in that silence of the heart, while we keep watch within through contemplation, we are as if asleep to all things that are without." It seems to some that Gregory was not always forgiving, or pleasant for that matter, even in his monastic years. For example, a monk lying on his death bed confessed to stealing three gold pieces. Gregory forced the monk to die friendless and alone, then threw his body and coins on a manure heap to rot with a curse, “Take your money with you to perdition”. Gregory believed that punishment of sins can begin, even on one's deathbed. However, this was done to help the monk to repent of his sin, and not out of a misplaced anger. The penance from St Gregory did in fact help him to repent, and afterwards St Gregory offered 30 Masses in his remembrance to assist his soul before the final judgment. He later appeared to his brother and said that he has been released and is in Heaven. Eventually, Pope Pelagius II ordained him a deacon and solicited his help in trying to heal the schism of the Three Chapters in northern Italy. However, Italy was not healed until well after Gregory was gone.

Gregory had a deep respect for the monastic life. He viewed being a monk as the 'ardent quest for the vision of our Creator.' His three paternal aunts were nuns renowned for their sanctity. However, after the two eldest passed away after seeing a vision of their ancestor Pope Felix, the youngest soon abandoned the religious life and married the steward of her estate. Gregory's response to this family scandal was “many are called but few are chosen." Gregory's mother Silvia herself is a saint.

Apocrisiariate (579–585)

Illumination in a 12th-century manuscript of a letter of Gregory's to Saint Leander, bishop of Seville (Bibl. Municipale, MS 2, Dijon). In 579, Pelagius II chose Gregory as his apocrisiarius (ambassador to the imperial court in Constantinople), a post Gregory would hold until 586. Gregory was part of the Roman delegation (both lay and clerical) that arrived in Constantinople in 578 to ask the emperor for military aid against the Lombards. With the Byzantine military focused on the East, these entreaties proved unsuccessful; in 584, Pelagius II wrote to Gregory as apocrisiarius, detailing the hardships that Rome was experiencing under the Lombards and asking him to ask Emperor Maurice to send a relief force. Maurice, however, had long ago determined to limit his efforts against the Lombards to intrigue and diplomacy, pitting the Franks against them. It soon became obvious to Gregory that the Byzantine emperors were unlikely to send such a force, given their more immediate difficulties with the Persians in the East and the Avars and Slavs to the North.

According to Ekonomou, "if Gregory's principal task was to plead Rome's cause before the emperor, there seems to have been little left for him to do once imperial policy toward Italy became evident. Papal representatives who pressed their claims with excessive vigor could quickly become a nuisance and find themselves excluded from the imperial presence altogether". Gregory had already drawn an imperial rebuke for his lengthy canonical writings on the subject of the legitimacy of John III Scholasticus, who had occupied the Patriarchate of Constantinople for twelve years prior to the return of Eutychius (who had been driven out by Justinian). Gregory turned himself to cultivating connections with the Byzantine elite of the city, where he became extremely popular with the city's upper class, "especially aristocratic women". Ekonomou surmises that "while Gregory may have become spiritual father to a large and important segment of Constantinople's aristocracy, this relationship did not significantly advance the interests of Rome before the emperor". Although the writings of John the Deacon claim that Gregory "labored diligently for the relief of Italy", there is no evidence that his tenure accomplished much towards any of the objectives of Pelagius II.

Gregory's theological disputes with Patriarch Eutychius would leave a "bitter taste for the theological speculation of the East" with Gregory that continued to influence him well into his own papacy. According to Western sources, Gregory's very public debate with Eutychius culminated in an exchange before Tiberius II where Gregory cited a biblical passage ("Palpate et videte, quia spiritus carnem et ossa non habet, sicut me videtis habere") in support of the view that Christ was corporeal and palpable after his Resurrection; allegedly as a result of this exchange, Tiberius II ordered Eutychius's writings burned. Ekonomou views this argument, though exaggerated in Western sources, as Gregory's "one achievement of an otherwise fruitless apokrisiariat". In reality, Gregory was forced to rely on Scripture because he could not read the untranslated Greek authoritative works. Gregory left Constantinople for Rome in 585, returning to his monastery on the Caelian Hill. Gregory was elected by acclamation to succeed Pelagius II in 590, when the latter died of the plague spreading through the city. Gregory was approved by an Imperial iussio from Constantinople the following September (as was the norm during the Byzantine Papacy).

Missions

Amid all his burdens and anxieties, it seems that the Pope had never forgotten the English slaves whom he had once seen in the Roman Forum. Pope Gregory had strong convictions on missions. "Almighty God places good men in authority that He may impart through them the gifts of His mercy to their subjects. And this we find to be the case with the British over whom you have been appointed to rule, that through the blessings bestowed on you the blessings of heaven might be bestowed on your people also.”

Although Gregory was resolved to retire into the monastic lifestyle of contemplation, he was unwillingly forced back into a world that, although he loved, he no longer wanted to be a part of. In texts of all genres, especially those produced in his first year as pope, Gregory bemoaned the burden of office and mourned the loss of the undisturbed life of prayer he had once enjoyed as a monk. When he became Pope in 590, among his first acts was writing a series of letters disavowing any ambition to the throne of Peter and praising the contemplative life of the monks. At that time, for various reasons, the Holy See had not exerted effective leadership in the West since the pontificate of Gelasius I. The episcopacy in Gaul was drawn from the great territorial families, and identified with them: the parochial horizon of Gregory's contemporary, Gregory of Tours, may be considered typical; in Visigothic Spain the bishops had little contact with Rome; in Italy the territories which had de facto fallen under the administration of the papacy were beset by the violent Lombard dukes and the rivalry of the Jews in the Exarchate of Ravenna and in the south.

Gregory is credited with re-energizing the Church's missionary work among the non-Christian peoples of northern Europe. He is most famous for sending a mission, often called the Gregorian mission, under Augustine of Canterbury, prior of Saint Andrew's, where he had perhaps succeeded Gregory, to evangelize the pagan Anglo-Saxons of England. The mission was successful, and it was from England that missionaries later set out for the Netherlands and Germany. The preaching of the Catholic faith and the elimination of all deviations from it was a key element in Gregory's worldview, and it constituted one of the major continuing policies of his pontificate.

According to the Catholic Encyclopedia, he was declared a saint immediately after his death by "popular acclamation".

In his official documents, Gregory was the first to make extensive use of the term "Servant of the Servants of God" (servus servorum Dei) as a papal title, thus initiating a practice that was to be followed by most subsequent popes.

Works
Liturgical reforms

John the Deacon wrote that Pope Gregory I made a general revision of the liturgy of the Pre-Tridentine Mass, "removing many things, changing a few, adding some". In letters, Gregory remarks that he moved the Pater Noster (Our Father) to immediately after the Roman Canon and immediately before the Fraction. This position is still maintained today in the Roman Liturgy. The pre-Gregorian position is evident in the Ambrosian Rite. Gregory added material to the Hanc Igitur of the Roman Canon and established the nine Kyries (a vestigial remnant of the litany which was originally at that place) at the beginning of Mass. He also reduced the role of deacons in the Roman Liturgy.

Sacramentaries directly influenced by Gregorian reforms are referred to as Sacrementaria Gregoriana. With the appearance of these sacramentaries, the Western liturgy begins to show a characteristic that distinguishes it from Eastern liturgical traditions. In contrast to the mostly invariable Eastern liturgical texts, Roman and other Western liturgies since this era have a number of prayers that change to reflect the feast or liturgical season; These variations are visible in the collects and prefaces as well as in the Roman Canon itself.

In the Eastern Orthodox Church, Gregory is credited with compiling the Divine Liturgy of the Presanctified Gifts.

Gregory wrote over 850 letters in the last 13 years of his life (590–604) that give us an accurate picture of his work. A truly autobiographical presentation is nearly impossible for Gregory. The development of his mind and personality remains purely speculative in nature.

Gregorian chant

The mainstream form of Western plainchant, standardized in the late 9th century, was attributed to Pope Gregory I and so took the name of Gregorian chant. The earliest such attribution is in John the Deacon's 873 biography of Gregory, almost three centuries after the Pope's death, and the chant that bears his name "is the result of the fusion of Roman and Frankish elements which took place in the Franco-German empire under Pepin, Charlemagne and their successors".

Writings

Gregory is commonly credited with founding the medieval papacy and so many attribute the beginning of medieval spirituality to him. Gregory is the only Pope between the fifth and the eleventh centuries whose correspondence and writings have survived enough to form a comprehensive corpus. Some of his writings are: Commentary on Job, frequently known in English-language histories by its Latin title, Magna Moralia, or as Moralia on Job. This is one of the longest patristic works. It was possibly finished as early as 591. It is based on talks Gregory gave on the Book of Job to his 'brethren' who accompanied him to Constantinople. The work as we have it is the result of Gregory's revision and completion of it soon after his accession to the papal office. Liber regulae pastoralis (Book of Pastoral Rule / The Rule for Pastors), in which he contrasted the role of bishops as pastors of their flock with their position as nobles of the church: the definitive statement of the nature of the episcopal office. This was probably begun before his election as pope and finished in 591. Dialogues, a collection of four books of miracles, signs, wonders, and healings done by the holy men, mostly monastic, of sixth-century Italy, with the second book entirely devoted to a popular life of Saint Benedict Sermons, including: The sermons include the 22 Homilae in Hiezechielem (Homilies on Ezekiel), dealing with Ezekiel 1.1-4.3 in Book One, and Ezekiel 40 in Book 2. These were preached during 592-3, the years that the Lombards besieged Rome, and contain some of Gregory's most profound mystical teachings. They were revised eight years later. The Homilae xl in Evangelia (Forty Gospel Homilies) for the liturgical year, delivered during 591 and 592, which were seemingly finished by 593 Expositio in Canticis Canticorum. Only 2 of these sermons on the Song of Songs survive, discussing the text up to Song 1.9.

Copies of some 854 letters have survived. During Gregory's time, copies of papal letters were made by scribes into a Registrum (Register), which was then kept in the scrinium. It is known that in the 9th century, when John the Deacon composed his Life of Gregory, the Registrum of Gregory's letters was formed of 14 papyrus rolls (though it is difficult to estimate how many letters this may have represented). Though these original rolls are now lost, the 854 letters have survived in copies made at various later times, the largest single batch of 686 letters being made by order of Adrian I (772-95). The majority of the copies, dating from the 10th to the 15th century, are stored in the Vatican Library.

Opinions of the writings of Gregory vary. "His character strikes us as an ambiguous and enigmatic one," Cantor observed. "On the one hand he was an able and determined administrator, a skilled and clever diplomat, a leader of the greatest sophistication and vision; but on the other hand, he appears in his writings as a superstitious and credulous monk, hostile to learning, crudely limited as a theologian, and excessively devoted to saints, miracles, and relics".

Controversy with Eutychius

In Constantinople, Gregory took issue with the aged Patriarch Eutychius of Constantinople, who had recently published a treatise, now lost, on the General Resurrection. Eutychius maintained that the resurrected body "will be more subtle than air, and no longer palpable". Gregory opposed with the palpability of the risen Christ in Luke 24:39. As the dispute could not be settled, the Byzantine emperor, Tiberius II Constantine, undertook to arbitrate. He decided in favor of palpability and ordered Eutychius' book to be burned. Shortly after both Gregory and Eutychius became ill; Gregory recovered, but Eutychius died on 5 April 582, at age 70. On his deathbed Eutychius recanted impalpability and Gregory dropped the matter. Tiberius also died a few months after Eutychius.

Identification of three figures in the Gospels

Gregory was among those who identified Mary Magdalene with Mary of Bethany, whom John 12:1-8 recounts as having anointed Jesus with precious ointment, an event that some interpret as being the same as the anointing of Jesus that Luke (alone among the synoptic Gospels) recounts as performed by a sinful woman. Preaching on the passage in the Gospel of Luke, Gregory remarked: "This woman, whom Luke calls a sinner and John calls Mary, I think is the Mary from whom Mark reports that seven demons were cast out." Today Biblical scholars distinguish the three figures, but they are all still popularly identified.

Iconography

In art Gregory is usually shown in full pontifical robes with the Tiara and double cross, despite his actual habit of dress. Earlier depictions are more likely to show a monastic tonsure and plainer dress. Orthodox icons traditionally show St. Gregory vested as a bishop, holding a Gospel Book and blessing with his right hand. It is recorded that he permitted his depiction with a square halo, then used for the living. A dove is his attribute, from the well-known story recorded by his friend Peter the Deacon, who tells that when the pope was dictating his homilies on Ezechiel a curtain was drawn between his secretary and himself. As, however, the pope remained silent for long periods at a time, the servant made a hole in the curtain and, looking through, beheld a dove seated upon Gregory's head with its beak between his lips. When the dove withdrew its beak the pope spoke and the secretary took down his words; but when he became silent the servant again applied his eye to the hole and saw the dove had replaced its beak between his lips.

This scene is shown as a version of the traditional Evangelist portrait (where the Evangelists' symbols are also sometimes shown dictating) from the tenth century onwards. An early example is the dedication miniature from the an eleventh-century manuscript of St. Gregory's Moralia in Job. The miniature shows the scribe, Bebo of Seeon Abbey, presenting the manuscript to the Holy Roman Emperor, Henry II. In the upper left the author is seen writing the text under divine inspiration. Usually the dove is shown whispering in Gregory's ear for a clearer composition.

The imaginative and anachronistic example at the top of this article is from the studio of Carlo Saraceni or by a close follower, ca. 1610. From the Giustiniani collection, the painting is conserved in the Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rome. The face of Gregory is a caricature of the features described by John the Deacon mentioned under his early life above: total baldness, outthrust chin, beak-like nose, where John had described partial baldness, a mildly protruding chin, slightly aquiline nose and strikingly good looks. In this picture also Gregory has his monastic back on the world, which the real Gregory, despite his reclusive intent, was seldom allowed to have.

The late medieval subject of the Mass of St Gregory shows a version of a 7th-century story that was elaborated in later hagiography. Gregory is shown saying Mass when Christ as the Man of Sorrows appears on the altar. The subject was most common in the 15th and 16th centuries, and reflected growing emphasis on the Real Presence, and after the Protestant Reformation was an assertion of the doctrine against Protestant theology.

Alms

Alms in Christianity is defined by passages of the New Testament such as Matthew 19:21, which commands "...go and sell that thou hast, and give to the poor ... and come and follow me." A donation on the other hand is a gift to some sort of enterprise, profit or non-profit.

On the one hand the alms of St. Gregory are to be distinguished from his donations, but on the other he probably saw no such distinction. The church had no interest in secular profit and as pope Gregory did his utmost to encourage that high standard among church personnel. Apart from maintaining its facilities and supporting its personnel the church gave most of the donations it received as alms.

Gregory is known for his administrative system of charitable relief of the poor at Rome. They were predominantly refugees from the incursions of the Lombards. The philosophy under which he devised this system is that the wealth belonged to the poor and the church was only its steward. He received lavish donations from the wealthy families of Rome, who, following his own example, were eager to expiate to God for their sins. He gave alms equally as lavishly both individually and en masse. He wrote in letters: "I have frequently charged you ... to act as my representative ... to relieve the poor in their distress ....""... I hold the office of steward to the property of the poor ...." The church received donations of many different kinds of property: consumables such as food and clothing; investment property: real estate and works of art; and capital goods, or revenue-generating property, such as the Sicilian latifundia, or agricultural estates, staffed and operated by slaves, donated by Gregory and his family. The church already had a system for circulating the consumables to the poor: associated with each parish was a diaconium or office of the deacon. He was given a building from which the poor could at any time apply for assistance.

The state in which Gregory became pope in 590 was a ruined one. The Lombards held the better part of Italy. Their predations had brought the economy to a standstill. They camped nearly at the gates of Rome. The city was packed with refugees from all walks of life, who lived in the streets and had few of the necessities of life. The seat of government was far from Rome in Constantinople, which appeared unable to undertake the relief of Italy. The pope had sent emissaries, including Gregory, asking for assistance, to no avail.

In 590, Gregory could wait for Constantinople no longer. He organized the resources of the church into an administration for general relief. In doing so he evidenced a talent for and intuitive understanding of the principles of accounting, which was not to be invented for centuries. The church already had basic accounting documents: every expense was recorded in journals called regesta, "lists" of amounts, recipients and circumstances. Revenue was recorded in polyptici, "books". Many of these polyptici were ledgers recording the operating expenses of the church and the assets, the patrimonia. A central papal administration, the notarii, under a chief, the primicerius notariorum, kept the ledgers and issued brevia patrimonii, or lists of property for which each rector was responsible.

Gregory began by aggressively requiring his churchmen to seek out and relieve needy persons and reprimanded them if they did not. In a letter to a subordinate in Sicily he wrote: "I asked you most of all to take care of the poor. And if you knew of people in poverty, you should have pointed them out ... I desire that you give the woman, Pateria, forty solidi for the children's shoes and forty bushels of grain ...." Soon he was replacing administrators who would not cooperate with those who would and at the same time adding more in a build-up to a great plan that he had in mind. He understood that expenses must be matched by income. To pay for his increased expenses he liquidated the investment property and paid the expenses in cash according to a budget recorded in the polyptici. The churchmen were paid four times a year and also personally given a golden coin for their trouble.

Money, however, was no substitute for food in a city that was on the brink of famine. Even the wealthy were going hungry in their villas. The church now owned between 1,300 and 1,800 square miles (3,400 and 4,700 km2) of revenue-generating farmland divided into large sections called patrimonia. It produced goods of all kinds, which were sold, but Gregory intervened and had the goods shipped to Rome for distribution in the diaconia. He gave orders to step up production, set quotas and put an administrative structure in place to carry it out. At the bottom was the rusticus who produced the goods. Some rustici were or owned slaves. He turned over part of his produce to a conductor from whom he leased the land. The latter reported to an actionarius, the latter to a defensor and the latter to a rector. Grain, wine, cheese, meat, fish and oil began to arrive at Rome in large quantities, where it was given away for nothing as alms.

Distributions to qualified persons were monthly. However, a certain proportion of the population lived in the streets or were too ill or infirm to pick up their monthly food supply. To them Gregory sent out a small army of charitable persons, mainly monks, every morning with prepared food. It is said that he would not dine until the indigent were fed. When he did dine he shared the family table, which he had saved (and which still exists), with 12 indigent guests. To the needy living in wealthy homes he sent meals he had cooked with his own hands as gifts to spare them the indignity of receiving charity. Hearing of the death of an indigent in a back room he was depressed for days, entertaining for a time the conceit that he had failed in his duty and was a murderer.

These and other good deeds and charitable frame of mind completely won the hearts and minds of the Roman people. They now looked to the papacy for government, ignoring the rump state at Constantinople, which had only disrespect for Gregory, calling him a fool for his pacifist dealings with the Lombards. The office of urban prefect went without candidates. From the time of Gregory the Great to the rise of Italian nationalism the papacy was most influential in ruling Italy.

Famous quotes and anecdotes

19th century mosaic in Westminster Cathedral, Non Angli sed Angeli Non Angli, sed angeli – "They are not angles, but angels". Aphorism, summarizing words reported to have been spoken by Gregory when he first encountered pale-skinned English boys at a slave market, sparking his dispatch of St. Augustine of Canterbury to England to convert the English, according to Bede. He said: "Well named, for they have angelic faces and ought to be co-heirs with the angels in heaven." Discovering that their province was Deira, he went on to add that they would be rescued de ira, "from the wrath", and that their king was named Aella, Alleluia, he said.

• Ecce locusta – "Look at the locust." Gregory himself wanted to go to England as a missionary and started out for there. On the fourth day as they stopped for lunch a locust landed on the edge of the Bible Gregory was reading. He exclaimed ecce locusta, "look at the locust", but reflecting on it he saw it as a sign from Heaven since the similar sounding loco sta means "stay in place." Within the hour an emissary of the pope arrived to recall him.
• “I beg that you will not take the present amiss. For anything, however trifling, which is offered from the prosperity of St. Peter should be regarded as a great blessing, seeing that he will have power both to bestow on you greater things, and to hold out to you eternal benefits with Almighty God.”
• Pro cuius amore in eius eloquio nec mihi parco – "For the love of whom (God) I do not spare myself from His Word." The sense is that since the creator of the human race and redeemer of him unworthy gave him the power of the tongue so that he could witness, what kind of a witness would he be if he did not use it but preferred to speak infirmly?
• “For the place of heretics is very pride itself...for the place of the wicked is pride just as conversely humility is the place of the good.”
• Non enim pro locis res, sed pro bonis rebus loca amanda sunt – "Things are not to be loved for the sake of a place, but places are to be loved for the sake of their good things." When Augustine asked whether to use Roman or Gallican customs in the mass in England, Gregory said, in paraphrase, that it was not the place that imparted goodness but good things that graced the place, and it was more important to be pleasing to the Almighty. They should pick out what was "pia", "religiosa" and "recta" from any church whatever and set that down before the English minds as practice.
• "For the rule of justice and reason suggests that one who desires his own orders to be observed by his successors should undoubtedly keep the will and ordinances of his predecessor." In his letters, Gregory often emphasized the importance of giving proper deference to last wills and testaments, and of respecting property rights.
• “Compassion should be shown first to the faithful and afterwards to the enemies of the church.”
• "At length being anxious to avoid all these inconveniences, I sought the haven of the monastery… For as the vessel that is negligently moored, is very often (when the storm waxes violent) tossed by the water out of its shelter on the safest shore, so under the cloak of the Ecclesiastical office, I found myself plunged on a sudden in a sea of secular matters, and because I had not held fast the tranquillity of the monastery when in possession, I learnt by losing it, how closely it should have been held." In Moralia, sive Expositio in Job (“Commentary on Job,” also known as Magna Moralia), Gregory describes to the Bishop Leander the circumstances under which he became a monk.
• "Illiterate men can contemplate in the lines of a picture what they cannot learn by means of the written word."

Memorials

Lives In Britain, appreciation for Gregory remained strong even after his death, with him being called Gregorius noster ("our Gregory") by the British. It was in Britain, at a monastery in Whitby, that the first full length life of Gregory was written, in c. 713. Appreciation of Gregory in Rome and Italy itself, however, did not come until later. The first vita of Gregory written in Italy was not produced until John the Deacon in the 9th century.

Monuments

The namesake church of San Gregorio al Celio (largely rebuilt from the original edifices during the 17th and 18th centuries) remembers his work. One of the three oratories annexed, the oratory of St. Silvia, is said to lie over the tomb of Gregory's mother.

In England, Gregory, along with Augustine of Canterbury, is revered as the apostle of the land and the source of the nation's conversion.

Music

Italian composer Ottorino Respighi composed a piece named St. Gregory the Great (San Gregorio Magno) that features as the fourth and final part of his Church Windows (Vetrate di Chiesa) works, written in 1925.

Feast day

The current Roman Catholic calendar of saints, revised in 1969 as instructed by the Second Vatican Council, celebrates St. Gregory the Great on 3 September. Before that, the General Roman Calendar assigned his feast day to 12 March, the day of his death in 604. This day always falls within Lent, during which there are no obligatory memorials. For this reason his feast day was moved to 3 September the day of his episcopal consecration in 590.

The Eastern Orthodox Church continue to commemorate St. Gregory on 12 March which is during Great Lent, the only time when the Divine Liturgy of the Presanctified Gifts, which names Saint Gregory as its author, is used.

Other Churches also honour Saint Gregory: the Church of England and the Lutheran Church-Missouri Synod on 3 September, the Evangelical Lutheran Church in America and the Episcopal Church in the United States on 12 March.

A traditional procession is held in Zejtun, Malta in honour of Saint Gregory (San Girgor) on Easter Wednesday, which most often falls in April, the range of possible dates being 25 March to 28 April. The feast day of St. Gregory also serves as a commemorative Day for the former pupils of Downside School, the so-called Old Gregorians. Traditionally, the OG ties are worn by all of the society's members on this day.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Exarch
Kanon
Kloster
Koncil
Lateran
Longobard
Luther
Matematik
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Saracen
Skisma
Tiara
Vatikan

Ecclesiast:

Exarch:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Luther:

Martin Luther 1483-1546

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.


Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.



Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.



Martin Luther, 95 teser om afladen

Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517

Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517

Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.

I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.


1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.

2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.

2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.

3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.

3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.

4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.

5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.

8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.

11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.

12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.

13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.

15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.

16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.

16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.

22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.

24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.

24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.

25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.

26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.

28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.

29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.

30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.

31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.

32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.

36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.

38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.

39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.

40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.

42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.

44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.

45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.

48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.

49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.

50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.

51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.

52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.

57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.

58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.

59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).

61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.

62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.

63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.

64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.

64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.

65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.

65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.

66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.

66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.

67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.

68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.

69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.

70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.

70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.

71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.

72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.

73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,

74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.

76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.

77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.

77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.

78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.

78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.

79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.

79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.

80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.

81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.

81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.

82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.

84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?

84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?

85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?

85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?

86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?

86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?

87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?

87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?

88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?

88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?

89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.

91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.

92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.

92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.

93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.

93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.

94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,

95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.


Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen

Matematik:

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Tiara:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.