|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Sabinianus - 604-606 :
Sabinianus (Sabiniano)
Sabinian var pave fra 604 til 606. Han var født i Blera (Bieda) nær Viterbo og blev indsat som pave 13. september 604.
Pave Gregor I den store sendte ham som apotolsk Nuntius, til Konstantinopel, men han trivedes åbenbart ikke med disse opgaver og returnerere til Rom i 597.
Han havde problemer med finanserne i sin pavetid, men i følge Liber Pontificalis stod han alligevel for udeling af mad til de fattige under en tørkeperiode i sin korte pavetid. Han er også tillagt at have introduceret skikken med at ringe med klokkerne under fejringen af den katolske natverden.
Pave Sabinianus (Latin: Sabinianus, døde 22. februar 606) var pave fra 13. September 604 til sin død i 606. Pave under den byzantinske pavedømmet, han var fjerde tidligere apocrisiarius til Konstantinopel valgt til pave.
Sabinianus blev født på Blera (Bieda) i nærheden af Viterbo. Han var blevet sendt af pave Gregory I som Apostolsk Nuntius, til Konstantinopel, men han var tilsyneladende ikke helt tilfredsstillende i embedet. Han vendte tilbage til Rom i 597.
Han var formentlig paveindviet den 13. September 604. Han afholdt upopularitet af sin unseasonable økonomier, selvom Liber Pontificalis hedder det, at han distribueret korn under en hungersnød i Rom under sin Pontifikat. Den lærde italienske Augustinian hører Panvinio (1529–1568), i hans indbegrebet pontificum Romanorum (Venedig, 1557), attributter til ham indførelsen af brugerdefineret af ringende klokker på canonical timer og fejringen af den hellige nadver. Den første tildeling var dette var i Guillaume Durand trettende århundredes Rationale Divinorum Officiorum.
I hans regeringstid, blev Sabinianus betragtet som en talonen hans forgænger pave Gregor I. der henviser til Gregory fordelt korn til den romerske befolkning som invasion ragede, Sabinianus solgte det for høje priser (selvom dette kan være en senere interpolation af Gregorys biografer). Liber Pontificalis roser ham for "fylder kirken med præster," i modsætning til Gregory, der steg hurtigt fra simple munk til biskop af Rom.
Pope Sabinian (Latin: Sabinianus, died 22 February 606) was Pope from 13 September 604 to his death in 606. Pope during the Byzantine Papacy, he was fourth former apocrisiarius to Constantinople elected pope.
Sabinian was born at Blera (Bieda) near Viterbo. He had been sent by Pope Gregory I as Apostolic nuncio, to Constantinople, but he apparently was not entirely satisfactory in that office. He returned to Rome in 597.
He was probably consecrated pope on 13 September 604. He incurred unpopularity by his unseasonable economies, although the Liber Pontificalis states that he distributed grain during a famine at Rome under his pontificate. The erudite Italian Augustinian Onofrio Panvinio (1529–1568), in his Epitome pontificum Romanorum (Venice, 1557), attributes to him the introduction of the custom of ringing bells at the canonical hours and the celebration of the Eucharist. The first attribution was this was in Guillaume Durand's thirteenth-century Rationale Divinorum Officiorum.
During his reign, Sabinian was seen as a counterfoil to his predecessor Pope Gregory I. Whereas Gregory distributed grain to the Roman populace as invasion loomed, Sabinian sold it for high prices (though this may be a later interpolation by Gregory's biographers). The Liber Pontificalis praises him for "filling the church with clergy," in contrast to Gregory, who rose rapidly from simple monk to bishop of Rome.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Liber Pontificalis Nuntius Pontifikat
Liber Pontificalis:[ - ] Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Nuntius:[ - ] Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.
Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf. I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.
Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.
[ - ]
Pontifikat:[ - ] Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
0816
|